De der drenge er altså vanvittige.
Donatello har lige haft en tur i Pinsen hvor vi måtte prøve at
forklare ham at det hedder "Pinse" og ikke "Pisse". Han mente altså
alligevel at urenlighed var det store hit, til vores ikke så store
begejstring.
I dag var det så afsted til dyrlægen, for sådan en miver der er så
røvforkælet, der elsker sin bakke og elsker sin bror, ja han kan da
ikke bare begynde på den slags af adfærdsårsager.
Ganske rigtigt, der var en lille blærebetændelse. Og nu vi var der
passede det perfekt med vaccinationen (ellers skulle vi derhen igen i
overmorgen!), så den fik vi også.
Altså har dagen budt på køretur i transportkasse i en varm bil,
kontakt med en ny dyrlæge, undersøgelse, urinprøve ved
kateterindføring (jeg viste mig lige som en elendig mor og forlod
lokalet. Det kunne jeg ikke lige håndtere), temperaturtagning, vejning
(1900 g., så han har taget 100 g. på om ugen siden vi fik ham),
antibiotikasprøjte, vaccinationssprøjte, demonstration af pillegivning
og køretur hjem igen.
Se, nu kommer mit problem: Er der nogen der gider at fortælle ungen at
det er meningen at han skal være helt vildt træt? Bør jeg tjekke med
dyrlægen om hun ved en fejl har givet ham EPO?
Nu bliver det heller ikke bedre af at Anakin ikke gider at lege, for
han er vildt fornærmet over at det ikke var ham der fik lov at komme
ud at køre, så han har okkuperet transportkassen, hvor han åbenbart
har tænkt sig at tilbringe aftenen. Så indtil videre er det mig der
står for skud - med en killing skiftevis i buksebenet, på ryggen og på
tastaturet. Så sov dog, dreng!
Mvh
Stina og drengene.
|