> Og så er det, at jeg bliver nysgerrig! Hvordan vænnede du hende fra det?
Tja - det er jo ved at være nogle år siden - mere end 10 år...
Det kan jo sagtens blive en rigtig lang forklaring, for jeg brugte ikke den
slags horsemanship man taler om og bruger så meget i dag, men en slags
horsemanship var det i hvert fald, men hvor hesten lærte af forstå mig som
et menneske der var dens leder med menneskesprog og ikke hestesprog.
Nøgleordet var kæmpe stor kærlighed til hesten og tålmodighed i stor stil.
Vi havde ikke noget der skulle nåes til bestemt tid. Bare at hun på et eller
andet tidspunkt skulle kunne være i ro med sig selv og slippe af med sin
nervøsitet når noget eller nogle var nye for hende.
Og så også at lade andre end mig komme på ryggen af hende. Inden jeg fik
hende i hænder havde hun bidt, sparket, smidt af og stejlet af så godt som
alle der havde prøvet at have fat i hende.I hvert fald var der ikke een der
var kommet fra hende uden at blive skadet på en eller anden måde og hun stod
simpelthen til en slagtning. Hvorfor hun var sådan vidste ingen!!
Jeg så og red hende første gang til en hubertusjagt (blev ikke afskrækket af
at hun stod og var en ren bombe i stalden, hvor man næsten kunne blive helt
tosset af at se hende væve sådan) og de som tildelte mig hende troede jeg
var kommet af hende inden turen gik i gang; men vi havde en forrygende tur
omend hun var svær at holde tilbage indimellem. Udover sin nervøsitet havde
hun også temperament. Hun var en blanding af af OX Araber og Nordbagge - men
det eneste hun havde fra nordbaggen var ene og alene farven. Højde, drøjde
og temperament var araberen. Ejeren strøg hen og spurgte om jeg ville tage
hende i min vartægt og det var faktisk begyndelsen på min "karriere" på at
discplinere og arbejde med især arrige og/eller nervøse heste ....... og det
medførte så også tilridning.
Jeg fik hende opstaldet på en gård og da hun fået ro til at vænne sig til en
ny stald og de andre 2 heste i en god uges tid, begyndte jeg at arbejde med
hende. De første par måneder var jeg hos hende ca. 3 timer hver eneste dag i
ugens 7 dage, og i starten kunne de timer lige så godt blive brugt i stalden
uden at jeg foretog mig noget med hende udover at strigle og så bare sidde
ved siden af hende enten i spiltovet eller i boksen, som at 1-2 times tid
kunne foregå med longering og lange trækture. Hun skulle simpelthen lære mig
at kende, vide at jeg var den der bestemte og fremfor alt vide at jeg ville
beskytte og hjælpe hende i alle situationer. Hun blev overforkælet og nusset
og pusset i alle ender og kanter. Faktisk forlangte jeg kun af hende at hun
skulle være sammen med mig, men det var jo også temmelig svært for hende til
start. Slog hun fra ved de ting jeg gjorde med hende lod jeg hende gøre det
.... lod hende være, men hun skulle acceptere at jeg var lige ved siden af
hende "altid".
I de første måneder sov jeg ofte hos hende i nogle timer en sen aften eller
en eftermiddagslur evt. efter at have arbejdet lidt med hende.
Jeg mener der gik omkring små 2 måneder før hun havde fået total tillid til
mig, og dét syntes jeg gik meget stærkt i forhold til hvordan hun havde
været fra start. Men da var hun altså stoppet med at væve - totalt - når jég
var omkring hende. Der gik så yderligt et par måneder (måske 3?!) før hun
fuldt ud kunne klare at andre og især fremmede kom i stalden eller på marken
også.
Men efter jeg havde haft hende i hænder i ... åh, jeg mener det var i godt 7
måneder, hvor jeg først havde taget hende med i byen efter de 5 første var
gået, var hendes væven fuldstændig væk. Hun var en helt anden hest ....
Jeg begyndte at arbejde rigtigt med hende - altså fysiske udfoldelser for
hende - da jeg havde haft hende i omkring godt 2 måneder. Det var
fortsættelse med den longering og de trækture jeg allerede var i gang med og
jeg startede så med løsespringning, lange terrænture, dressur og spring. Så
hun blev en veltrænet lille fiks sag og da jeg havde haft hende i ca. 1 år
hvor væveriet altså havde været væk i ca. 4-5 måneder blev hun solgt til en
lille splejs af en 10 årig pige som ikke havde den store erfaring i hverken
ridning eller pasning af hest, men som havde det rette temperament til at de
to blev et pragtfuldt par. Så der kunne den forrige ejer og jeg så stå og
græde at ren lykke, fordi "Ship" (som hun hed(der)) der ellers kun var
millimeter fra at blive slagtet fordi hun var så bange og gjorde skade på
alle, nu havde fået et godt og velfortjent liv.
Jeg syntes det var nemt, for jeg stødte sjældent ind i komplikationer med
hende simpelthen fordi jeg gav hende tid - tålmodighed og kærlighed. Men det
tog da sin tid og hvis man ikke har den kan man i hvert ikke gøre det på
dénne måde.
Med den "nye" horsemanship kan man komme rigtig langt med displinering, til-
og ridning af sin hest selvom man måske ikke lige er Gitte Naldal, Michael
Peace eller Monty Roberts og hvad de nu hedder alle sammen. Men arbejder man
med nervøse/usikre eller arrige heste er jeg overbevist om, at ens eget sind
betyder meget. Disse heste kan man ikke bare lige arbejde med, selvom man
har lært nogle hammer gode teknikker.
Det blev til en længere smøre som overordnet handlede om hele min tid sammen
med Ship, men hvis du vil vide mere evt. om det psykiske arbejde med hende,
er du velkommen til at spørge....
Iben