Jeg sidder her med et fjoget grin som kun katteslaver kan forstå. Freya og
Devi har den sidste halve time leget en kombination af fræs og menneske-tik.
Først Freya efter Devi - fanget, og så Devi efter Freya - fanget. De har
væltet alt på deres vej, lejligheden ligner Jerusalems ødelæggelse, men nøj
hvor har det altså været en fryd at iagttage. Der kom et par anspændte
øjeblikke når en af dem blev fanget i et hjørne med lidt hvæsen som følge,
men der gik ikke længe før legen var igang igen. Gizmo gemte sig i
kattekurven bag min lænestol for at undgå at blive indblandet i ræseriet.
Og man må sige at de fik varmen - fatter ikke at de holdt ud så længe,
lejligheden føles i forvejen som en halvvarm bageovn, så lige nu sover begge
to. Devi ligger i køkkenvinduet og Freya på gulvet på badeværelset (hun er
den mest fornuftige - hun har opdaget lejlighedens eneste kolde plet) og
Gizmo, ja han har bevæget sig hen under min stol hvor han ligger med
næsespidsen i en solstråle.
Jeg var lige nødt til at dele dagens 12'er med jer - en lille
solstrålehistorie i det i forvejen ganske udmærkede vejr. Her kan
rapporteres ingen problemer, fred og fordragelighed.
Håber I andre nyder den nys ankomne sommer, tobenede såvel som firbenede.
Hilsen Tina, Gizmo, Freya og Devi (der alle har det varmt
)
--
Besøg Tina, Gizmo, Freya og Devi på:
www.gizzemissen.dk