Heysan!
I sidste weekend var jeg til stævne for næsten første gang.
Jeg har været til stævne en eneste gang før - for 14 år siden - på en gammel
ringriderhest, som jeg havde knoklet måsen ud af bukserne på i næsten et
helt år. Da jeg startede med at ride den, kunne den lave alle tiders
taktfaste firtaktede galop med hovedet krøllet helt ned mellem forbenene
(ringridergalop), traven foregik nogenlunde ligeså. Nåja, den havde da
prøvet at være i skovven også, der havde den lært sådan nogle
fuldfart-frem-hovedet-lige-i-vejret-stopper-for-ingenting gangarter.
I min kritik dengang stod der at det var en fin, fin hest, men rytteren
derimod, og så en laaaang liste over fejl - suk!
Så jeg rystede godt i bukserne, og det gjorde det ikke bedre, at det var
forår, og jeg havde en hingst med. Vi har her i foråret været en smule
uenige om, hvad der skulle ske, når der var damer i nærheden, men ejeren
forsikrede mig om, at når hesten var til stævne, så var det noget helt
andet.
Jotak. Jeg varmede op i en ridehal sammen med en 8-10 andre, og han BRØLEDE.
Her var det dog nok med lyden, han skulle vist bare lige sikre sig, at alle
havde både set og hørt ham. Og det havde de!
Så skulle vi på banen, og hvad gør han? Jo, hovedet i holdning, nu skal der
arbejdes, og så cyklede han ellers rundt det bedste, han kunne komme til med
den stive pind oppe på ryggen.
Nåja, da vi skridtede ud for lange tøjler fik han lige indført et lille
bitte høhø - meget, meget skjult, så det kun var mig, der kunne høre det, og
ingen der kunne se det.
Og så er det, at jublen kommer: jeg rendte med en delt andenplads. Og det
var faktisk sjovt at være ude og vise, hvad vi kan, selv om det endnu ikke
er så meget. Næste gang skal vi prøve en højere klasse, så må vi se, om vi
kan hitte ud af det.
glade hilsener fra tina
|