"Sonja Månson Christensen" skrev d. 02-04-03 09:28 dette indlæg :
> Jeg er 45 år, og mistede min far i september 2001.
>
> Jeg har erfaret, at man aldrig bliver "gammel nok" til at miste en
forældre.
> Jeg ved selvfølgelig godt, at det er meget værre for børn at miste,
men vi
> "ældre" har altså også stadig barnet inden i, når vi kommer i denne
> sitauration.
>
> I den første uge, gik jeg fuldstændig i sort, og ville bare ikke
accepterer,
> at far var væk. man opdager så heldigvis, at solen stadig står op, og
at
> fuglene bliver ved med at synge.
>
> Jeg savner min far hver dag, men har lært at leve med, at han aldrig
kommer
> tilbage - men han er her jo alligevel, så jeg bruger nu sorgen
konstruktiv,
> og tænker på alt det dejlige, som vi havde sammen.
>
> Hvis jeg har behov for at snakke med ham, går jeg bare hen til graven
og
> "snakker" - og det letter utroligt meget.
> --
> Med venlig hilsen
> Sonja Månson Christensen
> IT-vejleder
> underviser@skjernps.dk
> sonja@skjernps.dk
>
>Hej Sonja
Jeg er 47 år - begge mine forældre er døde - min Far i november 1991 og
min Mor i september 2001. Jeg synes som du at det er svært også som
voksen at miste sine forældre. For mit vedkommende har det været svært
at opdage, at der ikke mere er nogen, der husker mig som nyfødt og helt
lille (jeg er den ældste af 4 søskende) - Det er en underlig fornemmelse
at være "næste led" i rækken - og jeg har også en følelse af et ansvar
for at bære noget af slægten videre til de næste slægtled.
Men som svar på dit indlæg.......det er svært at miste sine forældre!!!
Vh Elise
--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"