On Sun, 9 Mar 2003 17:38:53 +0100, "Live4Him"
<brothers_bisp@hotmail.com> wrote:
>Når man er nået dertil hvor opgivenheden totalt lammer en og man ikke føler
>det kan betale sig at bede mere : "Hvorfor bede, problemerne vælter jo ned
>over mig alligevel. Når Gud ikke svarer, beskytter eller hjælper mig,
>hvorfor så fortsætte med at søge Hans hjælp? Jeg giver op".
TW: Begynn å søke Guds nærvær istedenfor å søke hans hjelp. Det er
forskjell på om jeg kommer til deg fordi jeg ønsker hjelp til å måke
snø, og på om jeg kommer til deg fordi jeg liker å være samen med deg.
>I starten af kristenlivet kan det være så nemt. Man har endnu ikke oplevet
>nogen kriser og derved heller ingen skuffelse. Man oplever at de bønner man
>har bedt er blevet besvaret, og der er ingen tvivl i ens sind om at bare man
>lægger tingene over til Gud så vil Han sørge for at alting ordner sig på
>bedste måde. Indtil nu har man kun haft medvind. Så langt er det bare gået
>fremad.
TW: Forholdet og trofastheten fra vår side er altså foreløpig ikke
satt på noen slags prøve. Det er under tøffe forhold at karakteren vår
kommer frem i lyset og kan formes. Derfor vil jeg for min del velge å
se på egne livskriser mer som en anledning til å vise at jeg ikke vil
forlate eller forakte Gud uansett, enn som en utakknemlighetsgreie fra
Gud mot meg (som om han skylder meg noe som helst
>Men en dag kommer problemer og de svære følelser begynder at vise sig. Nu
>bliver taknemmelighed og glæde langsomt erstattet af negative følelser,
>rettet mod Gud. Man oplever at ens bønner ikke bliver besvaret, ja , endda
>at selvom man har bedt kan tingene blive værre. Dette føles som et paradoks.
>Pludselig er vinden slået om og man må kæmpe sig frem i modvind. Tvivl
>begynder at blande sig med modløshed og det er ikke enkelt at samle nok tro
>til en enkelt bøn.Taknemmeligheden bliver erstattet af skuffelse.
TW: Dersom dine barn bare kom til deg hver gang de trengte litt
penger, trengte å låne bilen, men aldri virkelig ønsket å ha litt
kvalitetestid sammen med deg *uten* at de skulle ha noe igjen for det
- hva slags forhold ville dette vært ? Jeg sier ikke at dette gjelder
deg, men det er nok litt beskrivende for noen og enhver av oss - og
alikevel noe mange av oss ikke tenker nok igjennom.
>Når tingene så fortsætter med at udvikle sig dårligt, når det normale er
>skuffelse og trængsler, så svigter troen. Og når troen svigter så bedes der
>ikke, så takkes der ikke. Man har desperat brug for hjælp men magter ikke
>længere at bede om denne hjælp. Man er blevet skuffet for mange gange og
>orker ikke flere skuffelser.
>
>Lammelse af ens åndsliv.
>Man oplever en både sjælelig og åndelig depression.
>
>Tingene går deres skæve gang og hvorfor bede til Gud når Han alligevel ikke
>griber ind? Man er lammet og ensom når både Gud og venner svigter. Man
>bliver set på som en frafalden. Som en svag der bare skal tage sig sammen. I
>kirken er der ikke plads til den slags "tabere". Nej, i kirken hylder man
>vinderne, de som har et positivt budskab, de som blev hjulpet af Gud og vidt
>og bredt fortæller hvoir fantastisk og stort Han greb ind. De som blev
>svigtet ønsker man ikke at se eller høre med deres "negative" budskab. De
>sidder alene med deres tanker : "hvorfor ikke også mig, Gud?"
>
>Troen kan skrante så meget at man ikke længere kan se eller føle den mere og
>man spørger sig om man dog trods alt endnu er frelst og hvad som holder ens
>åndelige vejrtrækning i live endnu, hvis der da stadig er noget gudsliv i en
>endnu.
TW: 9 av 10 av de som "mister troen" lever i et syndig forhold i følge
en kjent svensk sjelesørger. Jeg for min del tror at slike fohold får
lov til å utvikle seg når vi glemmer å *være sammen* med Jesus i
bønnene våre, snakke med ham om viktige og uviktige ting, gleder og
sorger, smått og stort. Tilbe ham. Beklage oss over oss selv til ham.
Søke ham med lengsel. Være alene med ham.
Det du trenger er ikke masse trøst og fine ord om hvor god og kjærlig
og tolmodig Gud er og om hvor høyt han elsker deg. Det du trenger er
det jeg trengte når jeg synes livet mitt, også Gudslivet mitt, var
helt python - og jeg var også frelst på den tiden.
Du trenger å *føle* at Gud virkelig elsker deg. Ikke å *høre* at Gud
virkelig elsker deg.
Du trenger å *føle* at Gud virkelig elsker deg. Ikke å *høre* at Gud
virkelig elsker deg.
Du trenger å *føle* at Gud virkelig elsker deg. Ikke å *høre* at Gud
virkelig elsker deg.
Du trenger altså forskjellige former for samvær med Jesus. Du trenger
å snakke med, tilbe, synge lovsanger i stillhet alene med Ham. Vær
gjerne lei deg og oppgitt. Ikke noen vits i å fornekte hvordan man
føler det men ikke noe greit å være hovmodig mot Gud. Aldri kjefte
eller noe i den retningen. Vær alltid ydmyk og kom aldri med anklager.
Gå turer alene på ensomme plasser. Finner du ikke ord å be med, så lær
deg et par salmer. Gå å nynn på dem i det stille. Praktiser dette
helst en halv time pr. dag. Hver dag over flere månder. Det blir som
med å trene på helsestudio. Det er som å trene en muskel som har vært
alt for lite i bruk. Det tar litt tid før muskelen begynner å styrke
seg og vokse. ***Tålmodighet er påkrevet*** Etterhvert vil også
løfteteknikken falle mer på plass og perfeksjoneres. Slik er det også
med bønn. Det kan gi deg et indre liv og en indre glede som er bedre
enn det du noengang har drømt om er mulig.
Men det endel litt tid og krever endel tæålmodighet å..
1. lære å være naturlig sammen med en usynlig Gud.
2. fortsette med noe som ikke gir frukter umiddelbart. For det gjorde
det ikke for meg. Men du verden hvor overstrømmende god Gud har vært
mot meg etter at jeg begynte å prioritere det å være sammen med ham
litt.. mye mer. Dersom du virkelig vil glede Gud, så der dette måten å
gjøre det på.
Men *ingenting* av *noenting* du har investert tid eller penger i vil
gi deg større avkastning. Du ville gjort det jeg foreslo dersom du
fikk 10 millioner kroner. Garantert. Det Gud kan gi deg er mye mer
verdt - faktisk så mye verdt for deg selv at du ikke ville selge det
uansett pengesumr. Et godt indre liv og fred og nærhet og vennskap med
Jesus kan ikke måles i penger.
Jeg tror vet hvordan du har det og hvordan du *kan* få det - men
ballen ligger mer hos oss selv enn mange av oss tror. Mange av oss
tror at denne ballen ligger hos Gud. Vi tror at Gud skal overstrømme
oss med indre liv og åndens fylde og kjærlighet og glede og fred
dersom vi bare passer på å holde budene mer eller mindre, og ber
fadervår en gang om dagen.. eller hver søndag i kirken.
Du verden hvor mange år jeg gikk å slet med problemer før jeg oppdaget
rikdommen med å være sammen med Jesus i bønn. Innsikten om at
ingenting nytter uansett kan faktisk være det som skal til for å bruke
mer tid sammen med Jesus siden alt er håpløst, og da har det slik Gud
ser det faktisk allerede kommet noe godt ut av alle elendigheten.
>Man falder ind i en åndelig bevidstløshedstilstand, mens man inderst inde
>håber at Gud vil tilgive en alt, trods alt.
TW: Dersom du har en sønn som har gjort noe som han vet har skuffet
deg, har det vondt med seg selv og angrer oppriktig, ønsker det ugjort
- ville du da vært avvisende dersom han kom og ba deg tynt om
unnskyldning?
Ikke Gud heller. Det ville gledet deg. Samme med Gud.
--
Mvh Torgeir Wennesland