Mikkel Knudsen skrev:
> Filmen er melodrama, fuld af humor, ægte følelser og små
> satiriske hints til den amerikanske forstadsdrøm
> Julianne Moore er fremragende. De andre skuespillere er
> næsten lige så gode
> Billederne er vidunderligt maleriske med pastelfarver
> en masse, kostumer, musik etc. rammer lige i plet.
<spoilere, men ikke altødelæggende>
Jeg deler din glæde over mange af de tekniske elementer. Men jeg
havde det noget ambivalent med filmens indholdsmæssige side.
Den gennemførte reference til ældre melodramaer er kun form, hvis
der ikke præsenteres en historie og et indhold, der i sig selv er
noget særligt. De temaer, filmen serverer, er en mands erkendelse
af sin homoseksualitet og en kvindes ønske om venskab med en mand
af en anden hudfarve, samt omgivelsernes reaktioner på dette.
Men det er set før. Vi kan allesammen typebilledet af 50'ernes
amerikanske forstadsmiljø og dets konservatisme og sladdertanteri
på rygraden. Og vigtigere: Måske står der melodrama på plakaten,
men hvorfor skal det gøres så direkte og uantydende? Hvorfor skal
især Haysbert stå og udtale filmens moral og moraler, som var det
en prædiken for folket? Hvorfor skal det være så tykt?
Historien er velfortalt på den måde, at man tages nydeligt ved
hånden og kan more og glæde sig undervejs. Men jeg synes nu,
glæden bliver hul, når den begynder at basere sig på, at
hovedpersonerne siger alt det rigtige og er sådan nogle gode
mennesker. Man kan vælge at se det som en del af pastichen, men så
skygger pastichen for historien, og det er skidt.
Når emnet er 50'erne og den tids problemer, og når også
fortælleteknikkerne er fra 50'erne, så er det svært at få
resultatet til at tale til et 2003-publikum. Det lykkedes i hvert
fald ikke at overbevise mig om det modsatte.
--
Peter Brandt Nielsen
http://brandtnielsen.adr.dk