Kære Camilla, Dorthe, Lise, Bente & Kate
Tusind tak for de trøstende ord...det har varmet!
Selvom tiden går, synes jeg stadig, det er utrolig svært helt at acceptere
det der med ét ændrede vores liv i fredags...
Victor lå i tårnets øverste køje (favoritpladsen over alle) da vi kom hjem
fra arbejde - som om han sov. Blot kunne jeg med det samme se, at det gjorde
han ikke! Tilsyneladende er ham dog sovet helt fredeligt ind, idet der ikke
var tegn på smerte (så tænker jeg ikke, at han ville have ligget i
sovestilling uden tegn til muskelspænding, kramper eller lignende. Hans
ansigt var afslappet, øjnene helt lukkede).
Jeg har selvfølgelig bebrejdet mig selv, gransket min hjerne og ikke mindst
ransaget lejligheden, men der _var_ ingen tegn eller signaler, ingen
symptomer, ingen oversete fare (Victor var heller ikke en natur, der opsøgte
spænding, når vi ikke var hjemme...).Victor blev 3½ år og har været frisk i
de 2 år, han har været her hos os. Jeg har kun set ham sløj én eneste gang -
det var i forbindelse med den narkose han fik for 3 uger siden i forbindelse
med tandrens. Og han har ikke udvist symptomer, som jeg har været i stand
til at fange (hvilket selvfølgelig har påført mig oceaner af skyldfølelse)
udover hans tandsten, som dyrlægen understregede var meget let og med rigtig
god prognose for fremtiden. Hans pels var meget flot og øjnene helt klare
med et intenst blik.
Aftenen i forvejen var begge katte i fuldt vigør og tog omkring midnat en
ordentlig omgang sofafræs. Hans øjne var klare og frække, da Stefan bad dem
skrue lidt med for tempoet ved 00.30-tiden. Næste morgen var som alle
andre - det sidste jeg gjorde, inden jeg låste mig ud var at kigge Victor i
øjnene og nusse ham på gensyn om eftermiddagen. Han stod midt på stuegulvet
som altid og fulgte mig hele vejen ud med sit kloge blik. Alting var bare så
normalt, men det skulle altså blive vores sidste lille intime øjeblik...
Det smerter mig stadig helt helt ubeskriveligt! Men det at alting
tilsyneladende er gået stærkt og ikke umiddelbart har været forbundet med
smerte må blive den trøst, som skal give mig mod på en ny katteven til
Midde.
Endnu engang tak til jer!
Stine
"Stine" <stinestefan@mail1.stofanet.dk> wrote in message
news:b29c9p$sgk$1@sunsite.dk...
> Mit elskede madøre er ikke mere
> Min glade, milde spindemaskine er gået i stå
> Gav pludseligt og uventet slip på livet
> Fra sin yndlingsplads i tårnet
> Og jeg var der ikke
> Til at nusse de små, fine poter
> Eller kysse din silkebløde isse
> Inden alting blev koldt
> Chokket og smerten knuger mit hjerte
> Til det tætved splintres
> En uerstattelig brik i familien
> Er borte for altid
> Tomrummet er tyngende
> Længslen ubeskrivelig
> Og savnet gennemgribende
> Hvorfor skulle vore oplevelser høre op så brat?
> Hvorfor måtte du ikke blive gammel her hos os?
> Et øjeblik gik livet i stå
> Og min verden i stykker
> Men atter i morgen er der en dag
> Og solen vil bringe lys og varme
> Til det utal af dejlige minder
> Vi for evigt vil værne om
>
> Da jeg kom hjem, havde min smukke dreng allerede nået regnbuebroen
> Og når vi mødes igen, behøver jeg næppe fortælle ham, hvor meget han
> betyder!
>
> Sov sødt lille Victor-mis.til vi ses igen!
>
> Jeg nåede desværre aldrig at få oprettet Victors profil på ng'ens
> hjemmeside, men her et par minder om min smukke kat
>
>
http://www.mads-s.suite.dk/victor/
>
> Trist hilsen
> Stine (+ Stefan & Midde)
>
>