Følgende er fra bogen - Vækkelse- der bygger på evangelisten Charles G.
Finney`s (1792-1875) oplevelser og virke, som mægtigt redskab for Herren
Jesus Kristus. Det anslåes, at over en halv million mennesker er blevet
omvendt, igennem hans tjeneste i en tidsalder, hvor der ikke fandes
forstærkere eller massekommunikation.
(Parentes : mine bemærkninger.)
- Da dagen nærmede sig, hvor vi skulle optage de omvendte, efter at de var
blevet eksamineret, viste det sig, at adskillige var vokset op i en babtist
familie. Jeg spurgte dem, om de ikke foretrak at blive døbt ved fuldstændig
neddykning. Det betød ikke noget for dem, men deres forældre ville
foretrække det. Jeg sagde så, at jeg ikke havde noget imod at døbe dem
sådan, hvis de mente at både de selv og deres venner ville være glade for
det. Så da søndagen kom, arrangerede jeg det sådan, at de kunne blive døbt
ved neddykning, i løbet af eftermiddagen. Vi gik ned til en å, og der døbte
jeg en halv snes stykker. Da tiden nærmede sig, for
eftermiddagsgudstjenesten, gik vi hen til mødesalen, og der døbte jeg mange
med vand på deres pander. Gud velsignede dåben i kirken, så folk blev klar
over, at den form accepterede han også. - side 71.
(Finney stod på et tidspunkt, midt i en bitter strid, mellem presbyterianere
og babtister. Denne strid bevirkede at vækkelsen i deres egn, gik
fuldstændigt istå. Dåben var det springende punkt og særligt babtisterne,
var i dette tilfælde "sekteriske" og "stejle" i deres synspunkter. Finney
løste det, på denne måde.)
- En søndag sagde jeg til folk. I ser hvordan det går. Omvendelserne er
standset. Vi har ikke hørt om en omvendelse i seks uger, og i ved selv
hvorfor. Jeg fortalte dem ikke, hvordan babtistpræsten havde brudt sit
løfte. Jeg antyede det heller ikke, for jeg var klar over, at det ikke ville
føre til noget godt, snaere gøre skade, hvis jeg fortalte folk, hvad han
havde gjort sig skyldig i. Men jeg sagde til dem. Nu vil jeg ikke bruge en
søndag, til at prædike over dette emne, men hvis i vil komme onsdag
eftermiddag klokken et og tage jeres bibel og blyant med, så i kan markere
skriftsteder, så vil jeg læse alle de steder i Bibelen for jer, som henviser
til dåb. Jeg vil så videregive vores babtistbrødre syn på disse steder, så
vidt jeg forstår dem. I skal også høre min mening, og så kan i selv bedømme,
hvad der er sandt.
Da det blev onsdag, var huset fyldt. Jeg fik øje på en hel del
babtistbrødre. Jeg begyndte med at læse fra Det gamle Testamente og derefter
fra Det nye, alle de steder der henviste til dåbspraksis. Jeg videregav
babtisternes syn på disse tekster og deres begrundelser. Så gengav jeg min
egen holdning og mine grunde. Jeg kunne se, at det gjorde et afgjort og godt
indtryk, og der var ikke nogen dårlig stemning.
(Pga. den stor tilfredshed, særligt hos babtisterne, indbød Finney dem, til
at komme igen, næste dag)
Næste dag, var huset om muligt mere fyldt. Der var en stor del af de ledende
babtistbrødre, og jeg fik øje på den gamle diakon, den store missionær.
Efter en indledening rejste jeg mig og begyndte at læse.
Jeg læste så om Guds pagt med Abraham og læste alt det i Det gamle
Testamente, som direkte henviser til familiers og børns forhold til den
pagt. Jeg gengav babtisternes syn på de steder, jeg læste, sammen med mit
eget og gav begge parters begrundelse, som jeg havde gjort dagen før. Så tog
jeg fat på Det nye Testamente og gennemgik alle de steder deri, som henviser
til emnet. Folk blev meget rørte og mange græd, da jeg viste dem den pagt,
som Gud stadig har med forældre og deres husstand. Menigheden var meget
rørt.
Lige før jeg var færdig, gik presbyrterianernes diakon ud med et barn, der
havde siddet hos ham under det lange møde. Han fortalte bagefter, at da han
kom ud i våbenhuset, så han den gamle babtist diakon, sidde der med døren på
klem og lytte til hvad jeg sagde. Han sad endda og græd.
Da jeg var færdig, trængtes folk omkring mig og takkede mig grædende, fordi
jeg havde gennemgået emnet så godt. Ikke kun menighedens medlemmer, men også
folk fra byen, i almindelighed havde været tilstede. Spørgsmålet var blevet
afgjort og folk holdt snart op med at tale om det. I løbet af nogle dage
vendte bønnens ånd tilbage og vækkelsen blev genoplivet og fortsatte med
stor kraft.- Side. 81-83.
--
erik.dalgas@mail.dk
|