Hej Therese.
> Det er bare den hidtil største succes-historie. Nu er vi helt sikre
på,
han
> nok skal være en rigtig god hund ;-D
<> Kan virkelig følge din begejstring... det er så skønt, når hunden
endelig viser at det daglige arbejde _endelig_ betaler sig!
Min sheltie er bestemt ikke glad for børn... især fordi de løber, råber,
skriger, fjoller - tja, er børn!
De er simpelthen alt for underlige,
mærkelige og uforudsigelige og hun bliver usikker.... Jeg er ikke helt
sikker på hvad hun vil gøre, hvis et barn skræmmer hende - og har
afgjort heller ikke lyst til at finde ud af det!!!
Forrige sommer var vi så inviteret til fødselsdag hos svogeren... en
laaaaang dag, langt væk fra hjemmet... Hundesitteren kunne ikke komme -
og alternativet var derfor enten at melde afbud eller at tage hundene
med.... De kom med ;)
Vel ankommet, opdager vi, at der også er fyldt med børn
Dise kom
omgående i snor! Og jeg forudså en meget lang dag og aften med konstant
agtpågivenhed - var faktisk ved at overveje, at tage hjem med det
samme...
Svoger tilbød at Dise kunne få lov til at komme i hans hundes løbegård,
men det nægtede jeg pure... Dise er ikke vant til sådan noget - og
ungerne løb og legede lige ved siden af... Tal lige om stress hos en
usikker hund!
Så i stedet satte jeg mig ind i et hjørne... sikrede mig, at de jeg var
sammen med IKKE havde nogle børn med... og holdt Dise i snor, også selv
om hun lå pænt ved siden af mig...
Med til selskabet var et par med en spastisk lammet søn... drengen sad i
kørestol, havde intet sprog, og kom med både de spjæt og "underlige"
lyde, der er så typiske for spastikere... men han var sød og glad,
grinede og snakkede ved hjælp af sin staveplade - og VILDT begejstret
for Dise!!!! Endelig en lille hund, han havde en chance for at have hos
sig.... Måtte jo desværre forklare ham at Dise ikke kunne lide børn - og
det accepterede han...
På et tidspunkt ville drengen ikke længere være i sin kørestol - og
forældrene satte ham så på gulvet, hvor han begyndte at lege med
forskellige biler... Nu var det lige pludselig Dise som var fascineret
Meget langsomt begyndte hun at mave sig hen mod drengen, mens hun
holdt godt øje med hans bevægelser og lyde... Og mens jeg vogtede skarpt
over hende! Endelig var hun fremme (hele "operationen" havde taget ca 10
minutter) og kunne lynhurtigt snuppe en af bilerne - og drengen satte i
et hyl af jubel
Selvfølgelig fik hun besked på at aflevere... og det
gjorde hun! TIL DRENGEN!
Under vilde begejstringshyl og en masse spjætten, fik han så en leg
igang med Dise - han smed bilerne, hun afleverede dem... Til sidst kom
hun så tæt på at han med et snuptag kunne komme til at fange hende og så
blev Dise ellers gennemkrammet, kysset og nusset - og Dise NØD det i
fulde drag!.... ½ time senere lå hun hos ham og snorksov
Resten af
aftenen var Dise hos drengen... hun fandt sig med stor tålmodighed i
hans ellers lidt hårdhændede behandling (normalt hyyyler hun bare man
reder en mikroskopist filt ud bag hendes øre)... hun slikkede ham i
fjæset - noget hun ellers aldrig gør... og var i det hele taget
"mønsterhunden"!
Men de andre børn skulle bare lige vove på at rende og fjolle i
nærheden! Så begyndte hun at gø som en gal.... hun havde jo helt selv
påtaget sig et arbejde - nemlig at være sammen med og beskytte den
"mærkelige dreng"
Og - gæt, hvem der var stolt af sin lille hund?!
Mvh Ann - og Dise, der sjovt nok finder sig i næsten alt fra virkelig
handicappede mennesker.