"Max Sørensen" <gumle@cool.dk> skrev i en meddelelse
news:b3fif0$m0t$1@news.cybercity.dk...
> I læseplanen fra klare mål står der at eleverne på begyndertrinet ".skal
> have mulighed for at udvikle egne metoder til antalsbestemmelse ved
addition
> og subtraktion." På mellemtrinet står der "I arbejdet med de naturlige tal
> udvikler eleverne fortsat egne beregningsmetoder. Standardiserede
> regneopstillinger indføres, hvis det for eleven er en forenkling af
> arbejdet." og igen på det afsluttende trin står der i forbindelse med
> ligninger, "Gennem ræsonnementer og efterprøvning udvikler de metoder til
at
> finde løsningen til en ligning."
>
> Der findes altså i læseplanen flere steder hvor der står at arbejdet i
> matematik undervisningen skal muliggøre at eleverne udvikler egne metoder
> til at løse et problem, helt fra addition til ligninger. Det nævnes sågar
at
> standardalgoritmer er en udvej der først bruges, hvor det kan forenkle
> elevens arbejde.
>
>
>
> Jeg arbejder pt. med dette i mit bachelorprojekt, men kan ikke helt finde
ud
> af om de praktiserende lærere syntes det er en god ide, og jeg har i hvert
> fald ikke hørt nogle der kan argumentere pædagogisk og didaktisk hverken
for
> eller imod deres synspunkter. De argumenter jeg har hørt hidtil der er for
> bunder i "Det siger loven/formålet/læseplanen, så sådan gør jeg.", mens de
> slående argumenter imod udspringer af "Hvis jeg har 26 elever i en klasse
er
> det da umuligt at lade hver enkelt finde sin egen metode."
>
>
>
> Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ønsker at bruge den debat dette
oplæg
> forhåbentlig afføder til at perspektivere min diskussion, da den ellers
> hurtigt kan blive noget seminariepræget.
>
Det nemmeste er at "snyde" - prøv at finde en lærervejledning til et
matematiksystem f.eks. Matematik-tak - af nyere udgave. Her vil du kunne
finde nogle didaktiske overvejelser omkring netop dette emne.
Og nej - det er ikke umuligt at lade dem finde deres egne regnemetoder, idet
tanken er at de skal eksperimentere med den forståelse, de har for et
fænomen. Det er naturligvis vanskeligere for læreren at forholde sig til
hver elevs måde at tænke på, men muligt er det.
Det idelle er jo at læreren har det store forkromede overblik over sit fag,
men sandheden er at i praksis er det ofte lærere med forskellig baggrund og
matematisk indsigt, der skal undervise i faget.
Tænk blot på den endeløse debat for nogen tid siden her i gruppen omkring
subtraktionsmetoderne, hvor nogle sværgede til den såkaldte "lånemetode",
medens andre sværgede til den såkaldte "opfyldningsmetode". I debatten kom
det frem, at mange ting, der er enkle at forklare i praksis ikke opfylder
kravene til den forståelse, som også anses for at være vigtig i børnenes
matematiske udvikling. Andre fandt at det faktisk var ligegyldigt med
metoderne, blot de udviklede deres egen eller i det hele taget blot
fokuserede på en bestemt algoritme, da det var det "nemmeste".
Personlig undgår jeg den debat, da den er yderst trættende i længden, da
mulighederne for at tale forbi hinanden er stor -især hvis der deltager
folk i debatten, der har en gymnasial, pensum-relateret indgangsvinkel til
emnet, medens andre har en mere praksis-orienteret vinkel med afsæt i
skolebørn i folkeskolealderen.
At undervise på et gymnasium, hvor eleverne sådan set principielt er
"færdige" med den grundlæggende tankegang omkring basal matematik er meget
anderledes end at undervise i en folkeskole, hvor overblik, sprogfærdighed
og udvikling er i sin vorden.
Desuden findes der elever, der ikke er vænnet til det forholdsvis manifeste
middelklassesprog, der findes i folkeskolen. De forstår ikke "voksensproget"
og heller ikke det voksne "fagsprog", så her tæller lærerpersonligheden i
undervisningen ekstremt meget med: kan de lide læreren eller kan de ikke.
De kan ikke altid abstrahere for personligheden, men det kan voksne såmænd
heller ikke. Spørgsmålet er : kan man lære noget, når faget er kedeligt? Det
er der lavet en gammel undersøgelse om. Men der er mig bekendt ikke lavet en
undersøgelse om, hvorvidt de også kan lære noget, når de afskyr
lærerpersonligheden.
Så det med at lave egne algoritmer må imho indeholde også de aspekter, der
går på pædagogisk-psykologiske ting såvel som faglige og sproglige forhold.
I praksis har vi jo bogligt svage elever. De skal begå sig i en verden, der
ikke er præget af teori, men af boglighed. Skolens indhold er ofte af
rystende svag teoretisk indhold, men med stor boglighed. Troen på at man kan
abstrahere fra det konkret-abstrakte til det abstrakt-teoretiske, er en
gammel diskussion, som jeg og andre har været inde på i denne gruppe
tidligere.
Men som nævnt: find et par lærervejledninger og læs deres begrundelser for
at skrive lærebøger i relation til læseplanerne, og du vil få meget mere at
vide om den tankegang, der ligger til grund for deres didaktiske
overvejelser, de pågældende forfattere har gjort sig.
Læg så den praksis til, som erfarne lærere har gjort, heriblandt det ofte
store fravær for problematikker omkring to-sprogede børn. Se f.eks. hvor få
matematikbøger, der tager hensyn til at vi faktisk siden 70'erne har haft
med børn at gøre med anden hudfarve, anden kultur og andet sprog. Hvad det
betyder for elevernes identitet og parathed til at forstå det matematiske
ordvalg er næppe til at få sat på formel sådan lige uden videre.
Nogle folk fornægter simpelthen at det rummer særlige problemer. F.eks.
havde jeg en diskussion med en lektor på DPU, der ikke mente at det rummede
særlige problemer m.h.t. at orientere sig på en computer omkring et emne for
to-sprogede elever, selvom min mangeårige erfaring sagde mig det modsatte:
sprogbrug, kultur, sociale forhold og vaner i øvrigt. (traditioner) - m.a.o.
er der nok at tage fat på, og da du ikke kan beskrive hele verden, må du
nøjes med en flig af den. En model er jo kun et forsøg på at beskrive en
flig af en virkelighed, men den er ikke selve virkeligheden - en ting mange
glemmer, også når de beskriver den didaktiske virkelighed, de tror vil komme
til at gælde i en "normal-klasse" - her kan spredningen i intellektuel og
sproglig parathed være af en sådan karaktér, at man -som der står i
læseplanerne (klare mål) - må ty til at undervise eleverne i faste
algoritmer, hvis det så i stedet for gør det enklere for eleven at "komme
videre" - bemærk også, at det for nogen elever har en betydning, hvis nogle
af deres kammerater tilsyneladende kommer hurtigere fra start end de selv
gør - det giver en påvirkning, der kan føre til uheldige resultater for
selvværdet.
Held og lykke
Med venlig hilsen
Arne H.Wilstrup
Overlærer, cand.pæd.pæd.
|