Den Arabiske hest regnes for grundstenen i alle verdens hesteracer. og
anses for den hovedansvarlige i grundlæggelsen af fuldblodsaraberen.
Den er helt renavlet og er den ældste af alle hesterace.
Allerede 2.000 år f.Kr. fandtes der en hesterace af arabertype på den
Arabiske halvø. Dettes bekræftes af fund af kunstgenstande og
fortællinger,
der er gået fra slægt til slægt hos beduinerne, som var nært forbundet
med
?ørkenhesten?. Det gennemslagskraftige araberblod blev spredt verden
over
af de muslimske erobringer, som blev startet af profeten Muhamed i det
7. århundrede.
S resultat heraf blev araberen den vigtigste faktor i udviklingen af
verdens hesteracer.
Araberen oprindelse er forhistorisk..
for 5-6.000 år siden levede en Hestetype 4
Denne pony fra Vestasien nærmest en prototype på araberen,, den målte
ca.100-110 cm og var
meget fint og slankt bygget med et smalt hoved og konkav næseryg. Halen
var
bemærkelsesværdigt høj ansat. Som ørken -steppe pony var den
modstandsdygtig over for varme.
udviklingen
Den Største indflydelse på udviklingen af hesteracerne overalt i verden
skyldes araberhesten med sin uhyre gennemslagskraft. Den blev
understøttet af berberen fra Nordafrika, som på sin side stod fadder til
den tredje mand i hestens udviklingshistorie, den spanske hest. Denne
dominerede Europa mellem det 16. og 18 århundrede og dannede grundlaget
for de amerikanske racer.
Udviklingen af engelsk fuldblod for ca. 200 år siden siges importerede
orientalske eller arabiske hingste først og fremmest at være skyld i,
men barbere, spanske hest og de lokale hopper dannede grundlaget for den
engelske væddeløbshest, som gjorde det muligt at udvikle engelske
fuldblod.
Araber
Den islamiske Jihad i det 7. århundrede var en milepæl, såvel i hestens
om i menneskehedens historie, da den var skyld i udbredelsen af den
arabiske hest på den iberiske halvø og resten af Europa. Da profeten
Muhammed døde i 632 efter Kr., strakte det muslimske rige sig fra Kina
til Europa. Steppehestene, som spredte sig fra Lilleasien indeholdt alle
en stor del araberblod og andet orientalsk blod som for eksempel den
gamle akhal-tekiner og den turkmenske hest.
Disse heste er nære beslægtet med hestene fra den arabiske halvø.
Berber
I det 7 århundrede væltede de berbiske ryttere fra Nordafrika ind over
Spanien og der fra videre til Gallien.
Maurernes invasion i Europa blev standset af Charles Martel og hans
Frankiske krigere ved Poitiers i 732 e.Kr.,
Men da var det orientalsk blod allerede godt på vej til at få en
betydelig indflydelse i Europa og blev grundlagt for mange af de
nutidige racer
Den spanske Hest
Den spanske hest var Europas førende i mere end 200 år, og den var
hesten for konger og kejsere. Dens indflydelse var stor og
bemærkelsesværdig.
I begyndelsen af det 16. årh. bragte conguistadorerne spanske heste med
til Amerika, og de dannede grundlaget for nutidens racer, hvor det
spanske blod stadig skinner tydeligt igennem. Kun få europæiske race er
uden spansk blod. Det findes såvel i Lipizzaneren på den spanske
rideskole som i den finske hest og welsh cob. Selvom den spanske hest
ikke var hurtig, forbandt den stor styrke med udsædvanligt mod og
fyrighed.
En anden teori er, at Nejd i Saudiarabien har været hovedcenteret.
Iranerne selv har altid hævdet, at de var de første, der tæmmede
arabiske heste.
På trods af disse forskellige teorier er der en hel del beviser på, at
araberen nedstammer fra den proto-araber type (en undergruppe hos
urhesten), som kom fra Amerika på et relativt tidligt tidspunkt. Den
spredtes over de tempererede zoner fra Østasien til Nordafrika. Troen
på, at araberens vilde stamfædre besatte hele dette vidtspredte område,
underbygges af, at der både i Japan og det vestlige Iran, er fundet
knogler svarende til den moderne arabers.
I begge tilfælde daterer knoglerne sig tilbage til et tidspunkt, som
ligger forud for den tid, hvor mennesket havde lært at benytte hesten
som husdyr.
Dette beviser, at knoglerne stammer fra vildheste. Opdagelsen af de
Kaspiske ponyer, med deres araberlignende særpræg i miniatureformat,
viser, at de må være efterkommere af en vildhest af arabertype. Senere
er der i det sydlige Fezzan i den libyske del af Sahara, fundet en
klippetegning af en hest med araberlignende særpræg og en hel typisk
araberprofil. Denne tegning kan dateres mere end 8.000 år tilbage, og
den viser klart, at den vilde stamfader var meget lig den moderne
araber, hvilket igen viser, at racen er renavlet.
Araberen synes ikke at have været en efterkommer af przewalskihesten,
men har sin egen specielle herkomst, der er anderledes end ponyernes og
koldblodets. Det virker også usandsynligt, at en hesterace skulle være
opstået i et lille ørkenområde, og derefter have strejfet ud over Nærå,
Midt og Fjernøstens vidtstrakte lande.
De fleste tidlige eventyr om araberen stammer fra den arabiske halvø.
Det hævdes, at Noah's tipoldebarn, Baz (3,000 f.Kr.) var den første, der
indfangede og tæmmede en af de vilde stamfædre til vore dages arabere.
Kong Salomon, der herskede i Israel omkring år 974 f.Kr., indfangede
arabere i Ægypten og i den arabiske ørken. Han menes at have haft 1.200
rideheste og 40.000 køreheste i sine stalde.
Araberhestens berømteste PR-mand var profeten Muhammed i år 60 e.Kr.
Hesten indgik som et væsentligt element i hans kampagne for udbredelsen
af det muslimske herredømme. Hesten spillede en særlig rolle i hans
religion. Allah sagdes at have skabt hesten, og derfor fik de mennesker,
som var gode ved deres heste, løfte om et evigt liv i paradis efter
døden. Disse opmuntringer til at avle og tage vare på hestene bidrog
til, at opbygge det fortrinlige muslimske kavaleri, som erobrede alt
foranliggende land, efterhånden som det bevægede sig gennem Ægypten,
Nordafrika, over Middelhavet ind i Spanien og op i Frankrig.
Til sidst blev muslimerne slået og drevet tilbage til deres hjemland,
men de lod mange heste blive tilbage. Dette var begyndelsen til den
arabiske påvirkning på de indfødte racer i Europa. Næsten hver eneste
moderne race har arabiske forfædre.
Der er mange linier indenfor araber avlen. Den mest berømte er
ørkenracen, der kendes som original eller asil araberen. De vigtigste
opdrættere af originalaraberne fandtes blandt beduinerne, nomadestammeme
fra Nejd.
De havde brug for en hest, der var robust nok til at overleve et hårdt
og barskt liv og samtidigt være smuk nok til at være stolt af.
Rigoristiske, selektive avls-metoder blev brugt i århundreder for at
opnå dette avlsmål. Modet og udholdenheden hos hopperne blev afprøvet
ved at bruge dem på slagmarken og på jagt. Hingste blev udvalgt for
deres skønhed, bygning og intelligens. Intet fremmed blod var tilladt,
og nomadestammerne kunne citere stamtavlerne på deres heste mange
generationer tilbage. Der blev i nogen grad indavlet, og dette medførte,
at de mest værdifulde kvaliteter, udholdenhed, sundhed og skønhed blev
dominerende.
Nogle hævder, at det var de beduinske nomader med deres rigoristiske
avlsmetoder, som udviklede araberracen. Men som omtalt tidligere, viser
den moderne araberhest en så stor lighed med fund fra forhistorisk tid,
at mennesket kun kan havde haft begrænset indflydelse på dens udseende
og bygning. Der er mange berømte linier spredt ud over hele verden.
Den persiske er en af de ældste. Gamle knoglefund fra det vestlige Iran
beviser, at den var hjemmehørende her, længe før mennesket var begyndt,
at tæmme og holde heste som husdyr. Den persiske araber er omhyggeligt
blevet bevaret i Iran helt op til vore dage, og har kun modtaget ringe
indblanding fra ørkenracer.
Den ægyptiske arabertype er meget gammel. Der eksisterer en
rytterstatue fra omkring år 2.000 f.Kr., hvor hesten fuldstændig ligner
den nutidige. Det er en af de berømteste linier, og dens bedst kendte
talsmand var Abbas Pasha, vicekonge i Ægypten 1848-1850. De heste, han
samlede, blev stamfædre til nogle af nutidens bedste araberheste i USA,
England og Ægypten, hvor de fleste står på statsstutteriet El Zahara.
Polen har en gammel og ren linie. Grundstammen erhvervedes som
krigsbytte fra tyrkerne i det 16ende århundrede, men i det 19ende årh.
blev ørkenaraberen et moderne samlerobjekt. En af foregangsmændene for
denne mode var grev Rzewuski, som startede Sawran stutteriet i 1828 med
81 hingste og 33 hopper, hentet dertil fra ørkenen. I dag støtter
regeringen opdrættet, som er blevet en indbringende eksportforretning.
Staten driver herudover stutterier i Janow, Michalow, Kurozweki og
Biaka.
Araberens historie i Ungarn er næsten magen til den polske. De første
heste kom med tyrkerne i det 16ende årh., men den største del af
basisracen for nutidens ungarske arabere kom fra heste købt i ørkenen
i løbet af det 1 9ende årh. Babolna stutteriet med dets kendte hingste;
Shagya og Kuhaylan Zaid blev et berømt center for araberavl.
Den anden vigtige eroupæiske araberlinie findes i England, hvor de
første arabiske heste ankom med korsridderne.
De heste, som kom til landet i slutningen af det 16ende og begyndelsen
af det 17ende årh., blev grundlaget for fuldblodshesten. I den renavlede
arabersfære blev de heste, som kom til England, fra Arabien og Ægypten
sidst i det 19ende årh. det vigtigste avlsmateriale. De første og meget
energiske samlere var Lady Anne og Wilfred Scawen Blunt, som med de
importerede heste grundlagde det berømte Crabbet stutteri som senere
videreførtes af datteren, Lady Wentworth, en stor autoritet og racens
velgører.
Frankrig har haft arabere i lang tid, lige siden kampene med muslimerne
i det 7ende århundrede. Racens to mest betydningsfulde velgørere var
Ludvig XV, som oprettede Pompadour stutteriet og Napoleon, som gav ordre
til import af
221 hingste og 31 orientalske hopper.
I Tyskland begyndte kongerne af Württemberg tidligt, at samle og
grundlagde Wiel stutteriet i 1817. I dag er Marbach stutteriet centrum
for den tyske araberavl.
De spanske racer var, ligesom de franske, stærkt påvirket af det araber
og berbermateriale, som muslimerne efterlod sig i det 7ende århundrede.
De renavlede linier har en senere oprindelse. Dronning Isabella II
importerede ørkenmateriale i midten af det 19ende århundrede.
Også i USSR har araberne spillet en vital rolle i basisracen for landets
racer.
Rene eksemplarer, som måtte forekomme i Rusland, kan i reglen kun
føres tilbage til 1930, da man importerede arabere fra Babolna,
Frankrig, England og senere som krigsbytte fra Polen.
Efter 2.verdenskrig blev nogle ægyptiske hingste føjet til det
renavlede materiale.
Europæiske lande, som har købt op af ørkenmaterialet, kan i dag
konstatere, at strømmen nu går den modsatte vej. De fleste olierige
arabernationer er i gang med at opføre stalde for de prægtige
araberheste, som igennem århundreder blev opdrættet i deres ørkener.
Der findes næppe noget land, som ikke har et betydningsfuldt
araberstutteri.
Stutterierne i USA og Australien vokser nu muligvis med den største
hastighed. For at føre kontrol med, om stamtavlerne er autentiske og
sikre den bedst mulige selektive avl, har man grundlagt
World Arabian Horse Organization (WAHO). I dag er araberen en
international race.
Araberen betragtes ofte som den smukkeste af alle heste.
Dens lange renavlede historie er formentlig ansvarlig for dens
harmoniske proportioner og det overordnede indtryk af en hest i fuld
balance.
--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"