---

Hej alle!

Jeg har lige i går hørt om en trist hundeskæbne og jeg kan ikke rigtig
slippe den igen.

En af mine veninder har en søster, som er psykisk syg. Hun har desværre
sammen med en tidligere kæreste anskaffet sig en dalmatinerhvalp. Der skete
det, at de gik fra hinanden og pigen har beholdt hunden. Hun har dog ikke
haft noget fast sted at bo og flere af de steder, hvor hun har fået lov at
være hos venner og bekendte, har hun ikke kunnet have hunden med. Det
betyder, at hunden har været passet rundt omkring ca. 4 - 5 forskellige
steder. De enkelte steder er man hurtigt blevet træt af at have hunden,
fordi den ikke kan være alene hjemme og ødelægger det meste af det, den kan
få fat i. Dette er også grunden til, at hunden har været passet så mange
steder.

Nu er pigen så flyttet hjem til sine forældre, men de vil ikke have hunden
der. Derfor er de nu på udkig efter et sted, hvor den kan komme i pension,
indtil hun finder et sted at bo, hvor hun kan have hunden med. Det mener jeg
dog absolut ikke er nogen god løsning. Hunden er i forvejen dødforvirret og
har brug for at få faste trygge rammer hos nogen, der har tid til at give
den opmærksomhed og den opdragelse/træning den har brug for. Jeg tror
bestemt, der findes mange gode pensioner, men her vil der jo ikke blive
arbejdet med hunden. Desuden synes jeg, det er lidt urealistisk at sætte den
i pension, når de ikke aner, hvorlænge der vil gå, før hun har et sted at
bo. Udover det er synd for hunden, er det jo heller ikke gratis at have den
i pension og penge er ikke det pigen har mest af.

Jeg ved ikke præcis hvor gammel hunden er, men den er under 1 år. Jeg har
ikke mødt den, så jeg kender ikke dens sind, men ved at den i hvert fald
ikke kan være alene så meget som 5 minutter uden at ødelægge noget. Det er
også mit indtryk, at den kan finde på at ødelægge ting, selvom den ikke er
alene.

Det gør mig så ondt for denne hund og jeg får sådan en lyst til at tage den
til mig, men jeg ved på den anden side også godt, at vi slet ikke har det
overskud denne hund vil kræve, hvis der skal rettes op på den. Desuden har
vi jo lige måttet sige farvel til Gina og med den start denne hund har fået,
er det jo ikke sikkert, den vil kunne begå sig sammen med et lille barn. Min
veninde er af den holdning, at hunden skal aflives, men det synes jeg er
drastiskt, når den er så ung. Spørgsmålet er bare : Er der mon noget håb for
at denne hund, som desværre har fået en hård og forvirrende start på
tilværelsen, kan blive til en normal og god familiehund ?

Mange hilsner

Rebekka

---

½øjs@ Rebekka

For detr 1. håber jeg, det er sidste gang, din veninden skaffer en hund, for
det er dyrplageri, det, hun allerede har udsat den for, og så¨bare mener, at
så afliver man bare kræet. Hun har sgu anskaffet hunden, ikke omvendt, og må
så enten sætte den i en pension selvom det koster en del, indtil den får et
ordentligt hjem.

Jeg ville prøve, at kontakte forskellige opdrættere, og høre, om de vil ha'
den, og prøve at få en god hund ud af det. Dalmatinere er vist lidt svære at
ha' med at gøre, hvis man ikke forstår dem fuldt ud, har jeg ladet mig
fortælle. Er der ikke nogen respons ret hurtigt, så se, om ikke der er en
gård, den kan komme ud til.

En hund på knap et år er i langt de fleste tilfælde til at redde, det tager
"bare" en del tid, og MEGET tålmodighed.

/Ole og Dino

---

Hej Ole !

Tak for dit svar.

> For detr 1. håber jeg, det er sidste gang, din veninden skaffer en hund,
for
> det er dyrplageri, det, hun allerede har udsat den for, og så¨bare mener,
at
> så afliver man bare kræet.

Bare lige en lille korektion - det er ikke min veninde, men hendes søster,
der har anskaffet sig hunden.

Dalmatinere er vist lidt svære at
> ha' med at gøre, hvis man ikke forstår dem fuldt ud, har jeg ladet mig
> fortælle.

Jeg har ikke selv nogen erfaring med dalmatinere, men har indtryk af, at
deres psyke ikke er så stærk.

> En hund på knap et år er i langt de fleste tilfælde til at redde, det
tager
> "bare" en del tid, og MEGET tålmodighed.

Det er også min opfattelse og jeg håber virkelig, at der kan findes en god
løsning for denne hund. Jeg håber bare at ejeren, der jo som nævnt er
psykisk syg (eller i hvert fald uligevægtig) vil indse, at det er bedst for
hunden at skille sig af med den og sørge for, at den får et godt hjem.

Hilsen Rebekka

---

Gid kommendene hundeejer gad at sætte sig ind i de forskellige hunderacer
inden de anskaffer hund. En Dalmatiner knytter sig meget stærk til en person
og derfor vil det være svært for hunden hele tiden at skifte hjem. Aflivning
vil være bedre.
Poul
"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:f0r1a.53$FG3.3@news.get2net.dk...
> Hej alle!
>
> Jeg har lige i går hørt om en trist hundeskæbne og jeg kan ikke rigtig
> slippe den igen.
>
> En af mine veninder har en søster, som er psykisk syg. Hun har desværre
> sammen med en tidligere kæreste anskaffet sig en dalmatinerhvalp. Der
skete
> det, at de gik fra hinanden og pigen har beholdt hunden. Hun har dog ikke
> haft noget fast sted at bo og flere af de steder, hvor hun har fået lov at
> være hos venner og bekendte, har hun ikke kunnet have hunden med. Det
> betyder, at hunden har været passet rundt omkring ca. 4 - 5 forskellige
> steder. De enkelte steder er man hurtigt blevet træt af at have hunden,
> fordi den ikke kan være alene hjemme og ødelægger det meste af det, den
kan
> få fat i. Dette er også grunden til, at hunden har været passet så mange
> steder.
>
> Nu er pigen så flyttet hjem til sine forældre, men de vil ikke have hunden
> der. Derfor er de nu på udkig efter et sted, hvor den kan komme i pension,
> indtil hun finder et sted at bo, hvor hun kan have hunden med. Det mener
jeg
> dog absolut ikke er nogen god løsning. Hunden er i forvejen dødforvirret
og
> har brug for at få faste trygge rammer hos nogen, der har tid til at give
> den opmærksomhed og den opdragelse/træning den har brug for. Jeg tror
> bestemt, der findes mange gode pensioner, men her vil der jo ikke blive
> arbejdet med hunden. Desuden synes jeg, det er lidt urealistisk at sætte
den
> i pension, når de ikke aner, hvorlænge der vil gå, før hun har et sted at
> bo. Udover det er synd for hunden, er det jo heller ikke gratis at have
den
> i pension og penge er ikke det pigen har mest af.
>
> Jeg ved ikke præcis hvor gammel hunden er, men den er under 1 år. Jeg har
> ikke mødt den, så jeg kender ikke dens sind, men ved at den i hvert fald
> ikke kan være alene så meget som 5 minutter uden at ødelægge noget. Det er
> også mit indtryk, at den kan finde på at ødelægge ting, selvom den ikke er
> alene.
>
> Det gør mig så ondt for denne hund og jeg får sådan en lyst til at tage
den
> til mig, men jeg ved på den anden side også godt, at vi slet ikke har det
> overskud denne hund vil kræve, hvis der skal rettes op på den. Desuden har
> vi jo lige måttet sige farvel til Gina og med den start denne hund har
fået,
> er det jo ikke sikkert, den vil kunne begå sig sammen med et lille barn.
Min
> veninde er af den holdning, at hunden skal aflives, men det synes jeg er
> drastiskt, når den er så ung. Spørgsmålet er bare : Er der mon noget håb
for
> at denne hund, som desværre har fået en hård og forvirrende start på
> tilværelsen, kan blive til en normal og god familiehund ?
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka
>
>

---

"Poul Jacobsen" <jyskkranservice@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:3e467a48$0$71664$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Gid kommendene hundeejer gad at sætte sig ind i de forskellige
hunderacer
> inden de anskaffer hund. En Dalmatiner knytter sig meget stærk til en
person
> og derfor vil det være svært for hunden hele tiden at skifte hjem.
Aflivning
> vil være bedre.

Lige mine tanker -- selv om det er trist at endnu en hund må lide for
menneskers fejltagelser og manglende racekendskab ... det man ofte
glemmer er at tænke på hundens tarv frem for egne følelser .. for hunden
er døden ikke altid den ringeste udvej og den arme hund der her er tale
om har jo allerede lidt nok svigt i sit korte liv ...
hejhils fra Ami

---

Hej

En rigtig kedelig sag.

Om der kan gøres noget for at hjælpe i netop dit tilfælde kan ingen
sige uden at have set den stakels hund, selv da kan ingen sige noget
med garanti. Jeg kan kun give dig en fortælling til sammenligning, en
fortælling der viser lidt om hvad der kræves.For 6 år siden var jeg
udsat for noget der ligner din situation: Jeg stod med et vrag af en
unghund der havde levet sine 13 første måneder som lænkehund. Hunden
var fysisk og psykisk syg, så mange orm har ingen anden hund haft,
tror jeg. Hans værste problem var sult og ensomhed.
Hans problem med sult gav, og giver sig udtryk i at han stjæler mad.
Juleaften 1998 fik vi havregrød og yoghurt. Der var planlagt en anden
menu, som nogen havde bemægtiget sig. Endnu i dag spiser han alt,
syltede agurker.... alt. Han har nu og da maveproblemer fordi han
sluger sin mad for hurtigt. Han indlæringsevne er meget lav. Han har
lært at komme når jeg kalder, og gå pænt, og det allermest nødvendige.
Det har taget 5-10 gange længere tid at lære ham det end en tilvarende
"normal" hund ville have krævet. Han er meget bange for at være alene,
skal være sammen med et eller andet. Om det er et menneske, en hund,
en gris, eller en ged betyder mindre. Nu havde vi en voksen hund i
huset som tog godt imod den syge hund. De har været perlevenner hele
tiden.
Den efterhånden 13 år gamle hund måtte aflives i sidste uge. Nu melder
Bjørns angst for ensomhed sig. Før kunne de to hunde være alene hjemme
uden problemer af nogen art. Så let går det ikke længere. Alligevel
vil jeg vove at påstå at Bjørn er blevet en god familiehund. Der er
ingen problemer med mennesker, børn og andre hunde. Rolig glad hund
derhjemme. Jeg ville gøre det samme igen hvis det skulle være.

Hvis nogen - dig - nogen andre - ? - tager sig af den stakkels
dalmatiner så skal de være klar over at de kommer til at bruge en
masse tid på den hund. De skal også være klar over at der sikkert
bliver et eller andet siddende som de ikke slipper af med, men må lære
at leve med. Det skal være meget tolerante mennesker. Så kan der
sikkert stadig blive en god hund ud af det.

For god ordens skyld skal jeg tilføje at jeg ikke havde nået så meget
med mit vrag af en hund, uden at have en selvsikker voksen hund som
Bjørn har støttet sig meget til. Hvis de der overtager din bekendts
hund kender nogen der har en voksen hund der egner sig som
støttepædagog, vil det sikkert hjælpe meget.

Bare din bekendt kan komme frem til at hunden vil være bedst tjent med
alt andet end det hun kan byde.

Hilsen Kim