---

Hej

Jeg sidder lige og tænker lidt over hvor forskellige sorg-reaktioner
vi mennesker har. Nogle klarer sorg/krise rimeligt let...virker det i
hvert fald til.... og andre ender med at gå i stå. Selvfølgelig ved
jeg godt at det har alt at gøre med vores psyke som person generelt
men alligevel synes jeg det er lidt utroligt.

Min mormor døde den 6 januar 2000 kl. 10.27 jeg holdt hende i hånden.

Jeg havde et meget nært forhold til min mormor, og min søster og jeg
har altid været meget sammen med min mormor, hun har passet os mens vi
var små og da vi blev større besøgte vi som regel hende inden vi
skulle med bussen fra skole. (Vi skulle vente 30 min. på skolebussen)

Min søster og jeg er meget forskellige men alligevel undrer det mig
meget hvordan nogle mennesker kan klare et dødsfald af en der står nær
så "flot". Min søster synes det var trist da hun fik nyheden, men -"
den vej kommer vi jo alle" var hendes konklusion. Ikke fordi hun er en
kold ligeglad skid (undskyld udtrykket) men fordi det er hendes måde
at tænke på.... hun tænker altid rationelt hvis man kan kalde det det.

Mig derimod er stadig ikke kommet mig over det... og nu er det over 3
år siden. Ja, jeg ved det ka tage lang tid... men hvis jeg skal være
ærlig synes jeg ikke jeg er kommet ret meget videre en hvis det var6.
mdr siden.....

Jeg gik til psykolog i en periode men følte ikke det hjalp på andet
end tegnebogen der blev lettere..... Jeg tænker på hende hver eneste
dag, nogle gange mere end andre, og heldigvis er det da heller ikke
hver dag jeg græder mere. (Men lige nu gør jeg foreksempel)

Ja jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver alt dette, men så kommer jeg
da lidt af med det... Men hvor lang tid tager det at komme over... ?
Min psyke kan da ikke holde til det her i de næste mange år også, så
ender jeg da på en eller anden klinik for psykisk ustabile.

Mvh Gitte

---

Hej Gitte
Jeg syntes at det er godt, at du i det hele taget, bare vil snakke om det.
Mange lukker det inde i sig selv, med fare for, at det en skønne dag ender
med et "Udbrud). Så er skaderne mindre hvis, man gør som du, står åbent og
fortæller os andre, hvad du føler. Jeg tager hatten af for dig. Sorgen du
bærer på, kan vare temmelig lang tid, måske flere år. Det afhænger af, om du
får løst op for de følelser, du har. Du er nået et stort skridt på vejen,
bare det, at du offentliggør hvad du føler og får snakket med folk, der
gider høre på dig. Jeg mistede selv en kammerat for to år siden, så jeg
kender dine følelser. Jeg har lært at leve med det. Jeg har lært mig selv
at: Du skal ikke bruge din energi på at sørge, men derimod tænke på, hvilke
gode oplevelser jeg har haft, mens personen levede. Det kunne måske være en
vej for dig også, at komme videre med dit liv.
Jeg føler med dig !

--
Bjarne Christiansen
Degnevænget 11 1. tv
6300 Gråsten
e-mail: b.christiansen@post.tele.dk
"GJ" <nospamming@zwallet.com> skrev i en meddelelse
news:p3vl3v4jfth42o34k5gk5aiqbut0h96qn5@4ax.com...
> Hej
>
> Jeg sidder lige og tænker lidt over hvor forskellige sorg-reaktioner
> vi mennesker har. Nogle klarer sorg/krise rimeligt let...virker det i
> hvert fald til.... og andre ender med at gå i stå. Selvfølgelig ved
> jeg godt at det har alt at gøre med vores psyke som person generelt
> men alligevel synes jeg det er lidt utroligt.
>
> Min mormor døde den 6 januar 2000 kl. 10.27 jeg holdt hende i hånden.
>
> Jeg havde et meget nært forhold til min mormor, og min søster og jeg
> har altid været meget sammen med min mormor, hun har passet os mens vi
> var små og da vi blev større besøgte vi som regel hende inden vi
> skulle med bussen fra skole. (Vi skulle vente 30 min. på skolebussen)
>
> Min søster og jeg er meget forskellige men alligevel undrer det mig
> meget hvordan nogle mennesker kan klare et dødsfald af en der står nær
> så "flot". Min søster synes det var trist da hun fik nyheden, men -"
> den vej kommer vi jo alle" var hendes konklusion. Ikke fordi hun er en
> kold ligeglad skid (undskyld udtrykket) men fordi det er hendes måde
> at tænke på.... hun tænker altid rationelt hvis man kan kalde det det.
>
> Mig derimod er stadig ikke kommet mig over det... og nu er det over 3
> år siden. Ja, jeg ved det ka tage lang tid... men hvis jeg skal være
> ærlig synes jeg ikke jeg er kommet ret meget videre en hvis det var6.
> mdr siden.....
>
> Jeg gik til psykolog i en periode men følte ikke det hjalp på andet
> end tegnebogen der blev lettere..... Jeg tænker på hende hver eneste
> dag, nogle gange mere end andre, og heldigvis er det da heller ikke
> hver dag jeg græder mere. (Men lige nu gør jeg foreksempel)
>
> Ja jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver alt dette, men så kommer jeg
> da lidt af med det... Men hvor lang tid tager det at komme over... ?
> Min psyke kan da ikke holde til det her i de næste mange år også, så
> ender jeg da på en eller anden klinik for psykisk ustabile.
>
> Mvh Gitte

---

Mange tak for dit indlæg.....
Jeg er glad for der er nogle der har tid til at høre på en helt
fremmed....
Jeg har svært ved at leve med det må jeg indrømme.... Hver gang der
sker noget godt (eller dårligt) i mit liv kan jeg ikke rigtig
forkusere på det gode jeg havde men kun alt det hun ikke kan opleve
eller hjælpe mig med.

Det lyder måske lidt overdrevet, men jeg havde som sagt et meget nært
forhold til min mormor... måske fordi jeg "sprang mine forældre over"
det er aldrig dem jeg sådan er kommet til hvis der har været noget....
det er altid min mormor....



On Sat, 1 Feb 2003 14:40:53 +0100, "Bjarne Christiansen"
<b.christiansen@post.tele.dk> wrote:

>Hej Gitte
>Jeg syntes at det er godt, at du i det hele taget, bare vil snakke om det.
>Mange lukker det inde i sig selv, med fare for, at det en skønne dag ender
>med et "Udbrud). Så er skaderne mindre hvis, man gør som du, står åbent og
>fortæller os andre, hvad du føler. Jeg tager hatten af for dig. Sorgen du
>bærer på, kan vare temmelig lang tid, måske flere år. Det afhænger af, om du
>får løst op for de følelser, du har. Du er nået et stort skridt på vejen,
>bare det, at du offentliggør hvad du føler og får snakket med folk, der
>gider høre på dig. Jeg mistede selv en kammerat for to år siden, så jeg
>kender dine følelser. Jeg har lært at leve med det. Jeg har lært mig selv
>at: Du skal ikke bruge din energi på at sørge, men derimod tænke på, hvilke
>gode oplevelser jeg har haft, mens personen levede. Det kunne måske være en
>vej for dig også, at komme videre med dit liv.
>Jeg føler med dig !

---

"GJ" <nospamming@zwallet.com> skrev i en meddelelse
news:r5lq3vo6tafkhqj0hlfm0ouvboaak9cdmv@4ax.com...
> Mange tak for dit indlæg.....
> Jeg er glad for der er nogle der har tid til at høre på en helt
> fremmed....
> Jeg har svært ved at leve med det må jeg indrømme.... Hver gang der
> sker noget godt (eller dårligt) i mit liv kan jeg ikke rigtig
> forkusere på det gode jeg havde men kun alt det hun ikke kan opleve
> eller hjælpe mig med.
>
> Det lyder måske lidt overdrevet, men jeg havde som sagt et meget nært
> forhold til min mormor... måske fordi jeg "sprang mine forældre over"
> det er aldrig dem jeg sådan er kommet til hvis der har været noget....
> det er altid min mormor....

Dengang jeg mistede bedsteforældre, var jeg selvfølgelig også meget ked af
det.
Men jeg tænkte også på, efter nogen tid, at hvis de kunne sige noget til mig,
så ville det nok være at komme videre i livet og gå til den i livet med glæde
og mod. Jeg tænkte på de stunder, hvor de har fortalt om alt det sjove de har
oplevet i deres liv og al den tid vi har grinet sammen om det. Og hvis de
kunne, så ville de også sige: Hey, de ting skal du da også opleve og du kan
sagtens klare dig selv og stå på egne ben. Du har sørget nok nu. Lev dit liv,
mens du har det.

Jeg har heldigvis selv stadig den dejligste mormor og nyder at besøge hende og
høre hendes fortællinger
Hilsen rick...

---

Bjarne Christiansen <b.christiansen@post.tele.dk> wrote:

> Jeg har lært mig selv
> at: Du skal ikke bruge din energi på at sørge, men derimod tænke på, hvilke
> gode oplevelser jeg har haft, mens personen levede. Det kunne måske være en
> vej for dig også, at komme videre med dit liv.
> Jeg føler med dig !
>
Jeg er enig. Vores sorg udspringer af savn og af kærlighed - på en måde
er de to sider af samme sag. Prøv at vælg den lyse side. Tænk på de gode
oplevelser og glæd dig over dem. Fæld en tåre over savnet - og prøv at
finde endnu et godt minde.

> >
> > Min søster og jeg er meget forskellige men alligevel undrer det mig
> > meget hvordan nogle mennesker kan klare et dødsfald af en der står nær
> > så "flot".

Nogle klarer det "flot" ved at glemme. Jeg agter ikke at glemme mine
kære - heller ikke når det gør ondt at tænke på dem.

> >
> > Mig derimod er stadig ikke kommet mig over det... og nu er det over 3
> > år siden. Ja, jeg ved det ka tage lang tid... men hvis jeg skal være
> > ærlig synes jeg ikke jeg er kommet ret meget videre en hvis det var6.
> > mdr siden.....
> >

Man siger at tiden læger alle sår. Jeg ved ikke om det passer - jeg har
nok ikke ventet længe nok Men det vigtige er, at ens perspektiv bør
forandre sig over tid.

--
Jens Find

---

Hej Gitte

Erfaringen har lært mig at nogle personers død i ens nære relationer
er svære, at takle end andre.
Men når det er overfor en person som står en særligt nær, så er det
svært, husk så at give udtryk for sorgen. Den enes måde at udtrykke
sorgen på, er lige så rigtig som den andens, ingen kan sige hvad der
er den rigtige måde. Du skal dog især passe på de "professionelle
hjælpere" som siger de forstår. Nej siger jeg de forstår ikke en skid!
Men det kan jeg fortælle du kommer aldrig af med sorgen, men du lærer
med tiden at leve med den.
Hvor jeg kender sorgen fra? Jeg har lagt tre af mine børn i graven,
jeg har lagt mine bedsteforældre og min far i graven.
Husk så lige på at der bag en sorg, kan gemme sig en vrede, som det
godt kan være svært selv at få øje på.
Derfor er det vigtigt at komme af med vreden, for så længe den sidder
fast gør sorgen det også.
Det er næsten den samme form for sorg man oplever, hvis man er
pårørende til en alkoholiker, men her er der hjælp at hente hos
Al-Anon som er en pårørende gruppe til Alkoholikere, man kan være
helt anonym.
Sådan er det også hvis man er pårørende til en som bliver sindssyg.
Sind har en pårørende gruppe.

Lad mig slutte med denne lille historie. Min farmor var jeg meget glad
for, nu "kommer" hun af og til når jeg kalder på hende for at få et
godt råd.

Guds Fred.
Christian


"GJ" <nospamming@zwallet.com> skrev i en meddelelse
news:p3vl3v4jfth42o34k5gk5aiqbut0h96qn5@4ax.com...
> Hej
>
> Jeg sidder lige og tænker lidt over hvor forskellige sorg-reaktioner
> vi mennesker har. Nogle klarer sorg/krise rimeligt let...virker det
i
> hvert fald til.... og andre ender med at gå i stå. Selvfølgelig ved
> jeg godt at det har alt at gøre med vores psyke som person generelt
> men alligevel synes jeg det er lidt utroligt.
>
> Min mormor døde den 6 januar 2000 kl. 10.27 jeg holdt hende i
hånden.
>
> Jeg havde et meget nært forhold til min mormor, og min søster og jeg
> har altid været meget sammen med min mormor, hun har passet os mens
vi
> var små og da vi blev større besøgte vi som regel hende inden vi
> skulle med bussen fra skole. (Vi skulle vente 30 min. på
skolebussen)
>
> Min søster og jeg er meget forskellige men alligevel undrer det mig
> meget hvordan nogle mennesker kan klare et dødsfald af en der står
nær
> så "flot". Min søster synes det var trist da hun fik nyheden, men -"
> den vej kommer vi jo alle" var hendes konklusion. Ikke fordi hun er
en
> kold ligeglad skid (undskyld udtrykket) men fordi det er hendes måde
> at tænke på.... hun tænker altid rationelt hvis man kan kalde det
det.
>
> Mig derimod er stadig ikke kommet mig over det... og nu er det over
3
> år siden. Ja, jeg ved det ka tage lang tid... men hvis jeg skal være
> ærlig synes jeg ikke jeg er kommet ret meget videre en hvis det
var6.
> mdr siden.....
>
> Jeg gik til psykolog i en periode men følte ikke det hjalp på andet
> end tegnebogen der blev lettere..... Jeg tænker på hende hver
eneste
> dag, nogle gange mere end andre, og heldigvis er det da heller ikke
> hver dag jeg græder mere. (Men lige nu gør jeg foreksempel)
>
> Ja jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver alt dette, men så kommer
jeg
> da lidt af med det... Men hvor lang tid tager det at komme over... ?
> Min psyke kan da ikke holde til det her i de næste mange år også, så
> ender jeg da på en eller anden klinik for psykisk ustabile.
>
> Mvh Gitte