Så er det endelig blevet tid.
Freya skal neutraliseres.
Vi har fået en tid hos dyrlægen tirsdag, hvor jeg skal aflevere hende
klokken otte om morgenen og så hente hende sidst på eftermiddagen igen.
Samtidig bliver hun også øremærket så jeg kan få hende registreret i
katteregisteret.
Det er også på tide med den neutralisering - hvis den altså kan få hende til
at falde lidt ned. Nu har hun boet sammen med Gizmo i over en måned, og
siden den 20. december også med FeliWay i stikkontakten, og lige lidt har
det hjulpet. Da Gizmo begyndte at få stressrelateret diarré og tisse rundt
omkring i lejligheden - som kun er på 42 kvm - puhadada for en stank
-
så er det vist på høje tid at den lille dame kommer under kniven.
Men jeg er nu alligevel lidt nervøs. Det er første gang at en af mine katte
skal neutraliseres - Gizmo var "ordnet" da han begyndte at campere hos os.
For eksempel fik jeg hos dyrlægen at vide at hun skulle møde fastende -
ingen vand og drikke fra ca. klokken tolv. Fint nok, tænkte jeg - det er
ligesom med mennesker. Men bagefter kom jeg i tvivl - mente de tolv middag
eller tolv midnat? Gizmo må sympatisulte sammen med hende, så får han en
ordentlig godbid, når jeg har afleveret hende.
Jeg har læst mange indlæg herinde om neutralisering af både han- og hunkatte
og har fundet dem meget anvendelige. Alligevel vil jeg som
"første-gangs-neutralisering-af-kat-ejer" tillade mig at spørge om der er
noget jeg absolut ikke må glemme? Hvad skal jeg have med hjem fra dyrlægen -
udover katten selvfølgelig - noget smertestillende eller hvad? Udover at
holde tøsen varm, er der så andet jeg kan gøre for at gøre de første par
dage udholdelige?
Ellers krydser jeg fingre for at alt går som det skal - og det skal det også
nok gøre selvom Freya er sådan en lille skrælling og ikke altid har det
bedste helbred.
Mange hilsener fra Tina (der spekulerer på om kombinationen af halskrave og
overdækket kattetoilet bliver et problem), Gizmo (der ligger og gasser sig i
lænestolen og derfor inddirekte er skyld i at Tina sidder ved computeren -
nu kan hun jo ikke komme til at se tv) og Freya (der ligger på sengen og
snorker højlydt, lykkeligt uvidende om alle de rædsler hun skal udsættes for
om to dage)