Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til
hans død? v4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for
at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens
herlighed, skal leve et nyt liv. v5 For er vi vokset sammen med ham ved en
død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner
hans. Rom 6,3 - Rom 6,6
I dåben fik du del i Jesu død og opstandelse. I dåben fik du den død, du har
optjent i dit liv. Syndens løn er død (Rom 6,23a), derfor måtte du døbes.
Gud ser ikke igennem fingre med synden. Han tildeler dig dens løn. Og som et
døbt menneske er du forudlønnet. Du er død for synden. Derfor slutter
ovenstående afsnit fra Bibelen også af med ordene:
Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud
i Kristus Jesus. Rom 6,11
At døb og tro følges hånd i hånd i bibelens lære er uimodsigeligt. Men hvad
er tro?
Tro er først og fremmest en åndelig fattigdom. Bo Giertz beskriver det i
bogen stengrunden:
""Troen sidder ikke i vor hjerne og vore tanker. Troen er ikke et værk, som
vi gør, heller ikke en gave, vi giver Gud. At vi bliver retfærdigere gennem
troen, betyder ikke, at troen er en slags betaling, der gælder lige så vel
som almisser og gode gerninger. Står der ikke, at Guds rige tilhører de
fattige i ånden? Altså er troen en åndens fattigdom, en hunger og tørst, et
stakkels tomt hjerte, som åbner sig mod Gud, så Gud kommer til at gyde sin
nåde ind i det.""
Når du står der med din synd, din tvivl, din forvirring over om du er frelst
eller fortabt, da er det, at troen folder sig ud. Du ser at den er helt galt
med dit liv. Du står med et tomt hjerte. INTET har du at tilbyde Gud. Da
kravler du op på din himmelske fars skød og putter dig ind til ham. Det er
tro.
Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses.
Det menneske der har erkendt, at det ikke har noget at give Gud, har faktisk
kun én ting tilbage: HÅBET. Tro er at leve i det håb. Kun det er tro. Tro er
tillid til at Jesu død og opstandelse, som jeg fik del i i dåben, også
gælder mig.
Det ligger dybt i os mennesker, at vi vil frelse os selv. På den ene, eller
på den anden måde. Det menneske, der bare har ét halmstrå at gribe efter,
vil gøre det. Også vi kristne har det sådan. Vi vil gerne frelse os selv.
Men bibelen lærer os, at vi intet skal gøre. Alt er gjort én gang for alle.
Tilbage står kun dåben og troen. Dåben blev der taget hånd om, da vi var
ganske små. Det havde vi ikke så meget med at gøre - det var noget vores
forældre sørgede for. Tilbage står nu kun troen.
Skal vi frelse os selv, må det blive ved at præstere en tro, der er god nok,
rigtig nok. Derfor vil vi have tilbøjelighed til, mere eller mindre
ubevidst, at forsøge at tro nok, og på den rigtige måde. Den kristne, der
mener, at han selv kan tro, kan ikke modtage den sande tro fra Gud. Han har
lagt et låg over sit hjerte. Et låg med påskriften: Jeg kan tro! Gud får
ikke lov til at indgyde hans nåde i det menneske. For det menneske vil
frelse sig selv ved sin tro. Har du grebet efter dét halmstrå? Så skal du
vide, at det ikke kan bære vægten af dig.
Vi har lært at prøvelser kan have det formål, at vi skal komme styrket ud af
dem. Til det vil jeg sige: For at komme styrket ud af prøvelsen på troen, må
du erkende, at den sande tro, der ligger i dig, den er givet af Gud. Og den
får sin næring af ham. Gratis og for intet.
|