---

Hej alle !

Jeg må nok sige, at jeg har fået utrolig stor respons på mit tidligere
indlæg, hvilket jeg er glad for, da jeg jo netop havde brug for at høre
forskellige meninger og få nogle gode råd. Netop fordi der efterhånden er så
mange svar på det tidligere indlæg har jeg valgt at starte en ny tråd ellers
bliver det vist alt for uoverskueligt.

Jeg er som sagt glad for den store respons og jeg respekterer alle indlæg
også selvom mange af dem giver os en hård medfart.

Jeg er til dels enig med jer alle sammen. Jeg er helt enig i, at det er os
som voksne, der har ansvaret for at samværet mellem barn og hund fungerer.
Jeg er helt klar over, at det er min skyld, at det overhovedet skete og det
bebrejder jeg mig selv og jeg føler mig stort set som verdens dårligste mor
og hundeejer ( hvilket jeg kan læse i nogle af indlæggene, at jeg også er ).

Jeg er også helt enig i, at Gina reagerede på en, for hende, naturlig måde
og det er hende, der evt. kommer til at betale prisen for min fejl og det er
jeg da ikke stolt af. Det ændrer dog ikke på, at jeg synes hendes reaktion
var alt for voldsom. Havde hun blot knurret eller snerret havde det aldrig
bragt tvivl i mit sind, men hun kastede sig snerrende over Sarah og havde jo
altså også tænderne fremme. Dels var det en utrolig chokerende oplevelse,
som virkede meget voldsom, dels er jeg meget overrasket over, at hun
overhovedet kan finde på at reagere så stærkt, da hun ellers en meget rolig
og omgængelig hund (her vil jeg lige indskyde, som en rettelse til et af de
sidste svar på mit tidligere indlæg, at det ikke er Gina, som er utryg ved
børn, men derimod vores anden hund, Bianca).
Jeg er helt enig i, at det sagtens kan lade sig gøre at have hund og børn
sammen - vi har jo en hund mere og her har der ikke været nogen problemer og
det kan jeg heller ikke forestille mig, der bliver, men Bianca har også et
helt andet temperament/sind end Gina har.

I en del af svarene på det tidligere indlæg bliver der draget nogle, efter
min mening, ret forhastede konklusioner og dem vil jeg da gerne have
mulighed for at tage til genmæle overfor.

Det bliver opstillet som om, vi overhovedet ikke har lært vores datter at
omgås hundene og det er altså ikke tilfældet. Hun ved godt, at hun skal
behandle dem ordentligt. Hun kan godt finde ud af, at hun kun må klappe og
ae og der ikke er noget med at hive i ører og haler eller stikke fingre i
øjnene på dem osv. Desværre har hun meget svært ved at forstå det med
madskålene og derfor holder, vi som tidligere skrevet, på hende, når hundene
bliver fodret. Den dag det ulykkelige skete, havde jeg desværre fejlvurderet
situationen og sat Sarah ned et kort sekund for tidligt. Det er min skyld og
det erkender jeg gerne. Jeg er enig i, at problemet omkring fodring nemt kan
undgås, men det jeg er bange for, er om der kan opstå en lignende situation,
hvis der på et andet tidspunkt kommer noget spiseligt mellem Sarah og Gina.
Det kan jeg selvfølgelig også undgå langt hen ad vejen, men som en skrev, så
skal jeg (og min mand for den sags skyld) jo også kunne f.eks. gå på
toilettet, åbne døren osv. I en almindelig hverdag er det umuligt at
overvåge dem konstant og det skulle vel helst heller ikke være nødvendigt.

Der bliver skrevet et sted, at det er vanrøgt, når man ikke længere har tid
til sine hunde, fordi man har fået børn. Nu kan jeg ikke lige erindre, hvor
i mit indlæg jeg skrev, at vi ikke længere har tid til vores hunde.
Selvfølgelig er det krævende at få barn og det tager meget af ens tid, men
jeg mener altså ikke, det er sket på bekostning af hundene, måske næsten
tværtimod. Siden vi har fået vores datter, har vi været meget mere hjemme -
jeg har haft orlov i et år og nu arbejder min mand og jeg forskudt, så der
stort set altid er nogen hjemme. Der bliver stadig gået ture, nu er der bare
en barnevogn med. Hele familien befinder sig meget mere i gulvhøjde, hvilket
hundene ofte benytter sig af for at få en ekstra nussetur. Der er nu en mere
til at klappe og kæle og dele godbidder ud.

Jeg er bestemt ikke enig i, at det ikke kan lade sig gøre at omplacere en
hund og det så er bedre at aflive den. Jeg kender mange eksempler på voksne
hunde der er blevet omplaceret med succes. Mine forældre overtog, da jeg var
stort barn en hund på 8 år. Efter en kort tilvænningsperiode var den faldet
til hos os og var en glad og trofast hund, som vi fik lov at have i 8 år.
Hun virkede ikke specielt traumatiseret, fordi hun i en høj alder havde
skiftet hjem. Vi har også tidligere selv overtaget en 5 år gammel hund og
han faldt meget hurtigt til hos os og var altid glad og logrende. Det
afhænger selvfølgelig meget af hundes psyke om den kan klare en omplacering,
men det mener jeg altså til fulde, at Gina kan. Hun har forhåbentlig kun
levet ca. halvdelen at sit liv - hvorfor skulle hun ikke kunne få et godt
liv restan af sin tid et andet sted ? Jeg er helt klar over, at det i en
tilvænningsfase nok er meget frustrerende for en hund, at blive taget ud af
sin flok, men jeg mener altså godt, den kan falde til og få det godt i en ny
flok inden for ret kort tid.

Der er så også nogen der mener, at det er at sende sorteper videre, men som
utroligt mange skriver, så er der ikke noget galt med Gina, hun har blot
reageret på en naturlig måde. Det er jeg helt enig i, Gina er ikke nogen
agressiv problemhund - hvis hun var det, kunne jeg aldrig drømme om at sende
hende videre. Desuden har jeg været fuldstændig ærlig om, hvorfor vi (måske)
skal af med hende overfor den familie, der har vist interesse, så de ved,
hvad de evt. går ind til.

En del skriver, at vi sender hende ud i en uvis skæbne - det kunne vi da
aldrig finde på !!!!! Hun er ikke sat til salg i Den Blå Avis, som en anden
brugt genstand og hun er ikke blevet afleveret på et internat. Vi har med
vilje kun søgt efter en ny familie via venner, familie og kolleger. Vi vil
ikke aflevere hende til et vildt fremmed, som vi intet aner om. Vi vil kun
aflevere hende til nogen, vi på en eller anden måde har et forhåndskendskab
til og så vi har en mulighed for at følge med i, hvordan det går. Den
familie, der har vist interesse, er en af mine kolleger, dvs. en person jeg
har daglig kontakt med. Desuden er der en klar klausul om, at hvis de
fortryder eller på et senere tidspunkt er nødt til at skille sig af med
hende, så skal hun tilbage til os. Skulle det ske, skal hun ikke videre
igen.

Hvis vi finder en familie, bliver hun ikke straks overdraget. Familien skal
komme på besøg her nogle gange og gå tur med hende og evt. passe hende nogle
timer og vi kommer på besøg der med Gina, så både mennesker og omgivelser er
kendte for hende, når hun skal flytte for alvor.

Nå, men for at opdatere, så er Gina stadig hos os - en familie har vist
interesse, men intet er afgjort endnu. Bliver det ikke denne familie, vil vi
nok blive ved med at lede efter en anden, men vi har intet hastværk. Der er
ikke noget med, at hun skal ud af vagten hu hej vilde dyr og for enhver
pris. Hvis ikke vi finder en familie, bliver hun nok hos os, for hun skal
ikke aflives - det er mig altså meget imod at aflive et sundt, raskt og
normalt dyr, selvom nogen af jer mener, det er det eneste rigtige.

Det blev en længere smøre, men det optager mig meget og der var altså en del
ting, jeg syntes, jeg var nødt til at følge op på - jeg håber, I kan bære
over med mig.

Mange hilsner

Rebekka

---

Hej Rebekka.
Det glæder mig utroligt meget at, hunden stadig er hos jer.
Med hensyn til fodringen, kunne man så ikke flytte hundene evt til bryggers,
baggang eller andet rum, hvor jeres datter ikke kan komme til dem??
Jeg ved ikke ret meget om børn, men sidder de ikke i en højstol og spiser??
det kunne være om, nogle måneder er Gina og Sarah de bedste venner, når
Sarah med vilje, kommer til at, spilde lidt mad på gulvet!! Den historie
ynder min mor gerne at, fortælle når jeg på det strengeste frabeder at, folk
giver mine hunde ved bordet!!!
Det er utroligt stærke bånd der kan knyttes mellem hund og barn, når barnet
ser/lærer hvor glad vovse er for mad!!

Hvordan har Sarah tacklet oplevelsen????

Jeg undskylder meget da, jeg vist har fejlbedømt dig.
Jeg fik det indtryk at, det kun kunne gå forl alngsomt med at, komme af med
Gina. SORRY.
Mange hundehilsner fra Susanne, Coco og Xawier,
"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:fVEU9.60$Ma6.21@news.get2net.dk...
> Hej alle !
>
> Jeg må nok sige, at jeg har fået utrolig stor respons på mit tidligere
> indlæg, hvilket jeg er glad for, da jeg jo netop havde brug for at høre
> forskellige meninger og få nogle gode råd. Netop fordi der efterhånden er
så
> mange svar på det tidligere indlæg har jeg valgt at starte en ny tråd
ellers
> bliver det vist alt for uoverskueligt.
>
> Jeg er som sagt glad for den store respons og jeg respekterer alle indlæg
> også selvom mange af dem giver os en hård medfart.
>
> Jeg er til dels enig med jer alle sammen. Jeg er helt enig i, at det er os
> som voksne, der har ansvaret for at samværet mellem barn og hund fungerer.
> Jeg er helt klar over, at det er min skyld, at det overhovedet skete og
det
> bebrejder jeg mig selv og jeg føler mig stort set som verdens dårligste
mor
> og hundeejer ( hvilket jeg kan læse i nogle af indlæggene, at jeg også
er ).
>
> Jeg er også helt enig i, at Gina reagerede på en, for hende, naturlig måde
> og det er hende, der evt. kommer til at betale prisen for min fejl og det
er
> jeg da ikke stolt af. Det ændrer dog ikke på, at jeg synes hendes reaktion
> var alt for voldsom. Havde hun blot knurret eller snerret havde det aldrig
> bragt tvivl i mit sind, men hun kastede sig snerrende over Sarah og havde
jo
> altså også tænderne fremme. Dels var det en utrolig chokerende oplevelse,
> som virkede meget voldsom, dels er jeg meget overrasket over, at hun
> overhovedet kan finde på at reagere så stærkt, da hun ellers en meget
rolig
> og omgængelig hund (her vil jeg lige indskyde, som en rettelse til et af
de
> sidste svar på mit tidligere indlæg, at det ikke er Gina, som er utryg ved
> børn, men derimod vores anden hund, Bianca).
> Jeg er helt enig i, at det sagtens kan lade sig gøre at have hund og børn
> sammen - vi har jo en hund mere og her har der ikke været nogen problemer
og
> det kan jeg heller ikke forestille mig, der bliver, men Bianca har også et
> helt andet temperament/sind end Gina har.
>
> I en del af svarene på det tidligere indlæg bliver der draget nogle, efter
> min mening, ret forhastede konklusioner og dem vil jeg da gerne have
> mulighed for at tage til genmæle overfor.
>
> Det bliver opstillet som om, vi overhovedet ikke har lært vores datter at
> omgås hundene og det er altså ikke tilfældet. Hun ved godt, at hun skal
> behandle dem ordentligt. Hun kan godt finde ud af, at hun kun må klappe og
> ae og der ikke er noget med at hive i ører og haler eller stikke fingre i
> øjnene på dem osv. Desværre har hun meget svært ved at forstå det med
> madskålene og derfor holder, vi som tidligere skrevet, på hende, når
hundene
> bliver fodret. Den dag det ulykkelige skete, havde jeg desværre
fejlvurderet
> situationen og sat Sarah ned et kort sekund for tidligt. Det er min skyld
og
> det erkender jeg gerne. Jeg er enig i, at problemet omkring fodring nemt
kan
> undgås, men det jeg er bange for, er om der kan opstå en lignende
situation,
> hvis der på et andet tidspunkt kommer noget spiseligt mellem Sarah og
Gina.
> Det kan jeg selvfølgelig også undgå langt hen ad vejen, men som en skrev,
så
> skal jeg (og min mand for den sags skyld) jo også kunne f.eks. gå på
> toilettet, åbne døren osv. I en almindelig hverdag er det umuligt at
> overvåge dem konstant og det skulle vel helst heller ikke være nødvendigt.
>
> Der bliver skrevet et sted, at det er vanrøgt, når man ikke længere har
tid
> til sine hunde, fordi man har fået børn. Nu kan jeg ikke lige erindre,
hvor
> i mit indlæg jeg skrev, at vi ikke længere har tid til vores hunde.
> Selvfølgelig er det krævende at få barn og det tager meget af ens tid, men
> jeg mener altså ikke, det er sket på bekostning af hundene, måske næsten
> tværtimod. Siden vi har fået vores datter, har vi været meget mere
hjemme -
> jeg har haft orlov i et år og nu arbejder min mand og jeg forskudt, så der
> stort set altid er nogen hjemme. Der bliver stadig gået ture, nu er der
bare
> en barnevogn med. Hele familien befinder sig meget mere i gulvhøjde,
hvilket
> hundene ofte benytter sig af for at få en ekstra nussetur. Der er nu en
mere
> til at klappe og kæle og dele godbidder ud.
>
> Jeg er bestemt ikke enig i, at det ikke kan lade sig gøre at omplacere en
> hund og det så er bedre at aflive den. Jeg kender mange eksempler på
voksne
> hunde der er blevet omplaceret med succes. Mine forældre overtog, da jeg
var
> stort barn en hund på 8 år. Efter en kort tilvænningsperiode var den
faldet
> til hos os og var en glad og trofast hund, som vi fik lov at have i 8 år.
> Hun virkede ikke specielt traumatiseret, fordi hun i en høj alder havde
> skiftet hjem. Vi har også tidligere selv overtaget en 5 år gammel hund og
> han faldt meget hurtigt til hos os og var altid glad og logrende. Det
> afhænger selvfølgelig meget af hundes psyke om den kan klare en
omplacering,
> men det mener jeg altså til fulde, at Gina kan. Hun har forhåbentlig kun
> levet ca. halvdelen at sit liv - hvorfor skulle hun ikke kunne få et godt
> liv restan af sin tid et andet sted ? Jeg er helt klar over, at det i en
> tilvænningsfase nok er meget frustrerende for en hund, at blive taget ud
af
> sin flok, men jeg mener altså godt, den kan falde til og få det godt i en
ny
> flok inden for ret kort tid.
>
> Der er så også nogen der mener, at det er at sende sorteper videre, men
som
> utroligt mange skriver, så er der ikke noget galt med Gina, hun har blot
> reageret på en naturlig måde. Det er jeg helt enig i, Gina er ikke nogen
> agressiv problemhund - hvis hun var det, kunne jeg aldrig drømme om at
sende
> hende videre. Desuden har jeg været fuldstændig ærlig om, hvorfor vi
(måske)
> skal af med hende overfor den familie, der har vist interesse, så de ved,
> hvad de evt. går ind til.
>
> En del skriver, at vi sender hende ud i en uvis skæbne - det kunne vi da
> aldrig finde på !!!!! Hun er ikke sat til salg i Den Blå Avis, som en
anden
> brugt genstand og hun er ikke blevet afleveret på et internat. Vi har med
> vilje kun søgt efter en ny familie via venner, familie og kolleger. Vi vil
> ikke aflevere hende til et vildt fremmed, som vi intet aner om. Vi vil kun
> aflevere hende til nogen, vi på en eller anden måde har et
forhåndskendskab
> til og så vi har en mulighed for at følge med i, hvordan det går. Den
> familie, der har vist interesse, er en af mine kolleger, dvs. en person
jeg
> har daglig kontakt med. Desuden er der en klar klausul om, at hvis de
> fortryder eller på et senere tidspunkt er nødt til at skille sig af med
> hende, så skal hun tilbage til os. Skulle det ske, skal hun ikke videre
> igen.
>
> Hvis vi finder en familie, bliver hun ikke straks overdraget. Familien
skal
> komme på besøg her nogle gange og gå tur med hende og evt. passe hende
nogle
> timer og vi kommer på besøg der med Gina, så både mennesker og omgivelser
er
> kendte for hende, når hun skal flytte for alvor.
>
> Nå, men for at opdatere, så er Gina stadig hos os - en familie har vist
> interesse, men intet er afgjort endnu. Bliver det ikke denne familie, vil
vi
> nok blive ved med at lede efter en anden, men vi har intet hastværk. Der
er
> ikke noget med, at hun skal ud af vagten hu hej vilde dyr og for enhver
> pris. Hvis ikke vi finder en familie, bliver hun nok hos os, for hun skal
> ikke aflives - det er mig altså meget imod at aflive et sundt, raskt og
> normalt dyr, selvom nogen af jer mener, det er det eneste rigtige.
>
> Det blev en længere smøre, men det optager mig meget og der var altså en
del
> ting, jeg syntes, jeg var nødt til at følge op på - jeg håber, I kan bære
> over med mig.
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka
>
>
>
>

---

Hej Susanne !

Undskyldning godtaget - det er altid svært at bedømme folk ud fra et indlæg
og nogle gange får man måske heller ikke udtrykt sig klart nok.

Hundene bliver rent faktisk fodret i et bryggers, men af en eller anden
grund har det en enorm tiltrækningskraft på Sarah. Jeg er ofte alene om
aftenen (dvs. ved fodringstid) og det betyder, at jeg både skal håndtere
hunde og barn på en gang. Umiddelbart kunne vi jo bare lukke døren ud til
bryggerset mens hundene spiser, men der er det problem, at Bianca på det
nærmeste er kostforagter, mens Gina er fuldstændig besat af mad, så hvis
ikke vi holder øje med dem, mens de spiser, så tager Gina Biancas mad og det
har hun bestemt ikke brug for (hun er i forvejen for tyk). Bianca er sådan
en type hund, at hvis der bliver lavet for meget om på rutinerne f.eks. at
vi fodrede hundene i hvert sit rum, så går hun fra maden og da hun bestemt
ikke er for tyk, skal hun altså helst have så meget af sin mad som muligt.
Nå men vi kunne nu nok komme uden om fordringssituationen ved at have Sarah
på armen imens lige som vi plejer, indtil hun er stor nok til at forstå, at
hun skal holde sig væk.

Gina og Sarah er såmænd normalt de bedste venner og begge hundene nyder i
den grad, at hun selv spiser, for hun spilder temmelig meget og når hun er
ved at være mæt (eller hvis det er noget hun ikke rigtig gider at spise), så
smider hun det med vilje på gulvet og har den største fornøjelse ved at se
hundene spise det (og jeg har den største fornøjelse ved at de klarer
oprydningen, så jeg ikke selv behøver at gøre det . Hvis Sarah har f.eks.
en kiks mens hun færdes på gulvet, får hun en enorm opmærksomhed fra hundene
og deler gavmildt ud til dem. Dette er der ingen problemer i og de tager
ganske pænt fra hendes hånd.

Problemet med Gina er hendes glubende appetit samt det at hun af
temperament/sind er noget mere anmasende og dominerende end Bianca og efter
at have haft den grimme oplevelse forleden dag er jeg altså bange for, at
den samme situation kan opstå på andre tidspunkter.

Sarah er heldigvis ikke så nem at skræmme, så hun blev selvfølgelig
forskrækket og ked af det, da det skete og det har jo nok også gjort ondt,
men der gik ikke mere end max. 10 min. før hun sad på gulvet ved siden af
Gina igen og det lader heldigvis til at hun fuldstændig har glemt det.

Mange hilsner

Rebekka

---

"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:_QPU9.16$y61.14@news.get2net.dk...

>
> Problemet med Gina er hendes glubende appetit samt det at hun af
> temperament/sind er noget mere anmasende og dominerende end Bianca og
efter
> at have haft den grimme oplevelse forleden dag er jeg altså bange for, at
> den samme situation kan opstå på andre tidspunkter.


Hej Rebekka !

Jeg kan desværre ikke se, dit oprindelige indlæg mere.

Kan dig og din mand tage maden fra hundende, (uden at de knurrer) ?

Jeg mener tage maden fra dem ( eller bare Gina ), et kort øjeblik, hvorefter
du beder hende sitte og giver hende maden igen, samtidig med, at du siger
værs`go.

Hvis i træner hende i øvelsen "Det er min", sit og værs`go, så lære hun, at
hun ikke må spise, før der bliver sagt værs`go. Det har vi altid lært vores
hunde og har derved undgået problemer / farlige situationer, hvis vores børn
er kommet for tæt på hundens madskål, kødben eller legetøj.

Gruppen herinde har mange delte meninger omkring det med, at tage maden fra
hunden. Jeg mener dog, at øvelsen er velegnet, når man har børn og hunde
sammen, så der ikke sker uheld. Det er måske forsøget værd ? Hun lyder helt
bestemt, som en dejlig hund, som fortjener en x-stra chance. Start f.eks.
træningen med Ginas legetøj.


Mvh. www.tjekmig.dk

---

Mon, 13 Jan 2003 23:22:14 +0100, basse wrote:

>Problemet med Gina er hendes glubende appetit samt det at hun af
>temperament/sind er noget mere anmasende og dominerende end Bianca og efter
>at have haft den grimme oplevelse forleden dag er jeg altså bange for, at
>den samme situation kan opstå på andre tidspunkter.

Nu har jeg ikke store hunde, men små papilloner. De kunne ALDRIG drømme om
at bide. Derimod markerer de uhyggeligt voldsomt, så enhver, selv voksne,
tror, at nu er den unges hånd eller arm da ganske bestemt bidt af! Men
nææææ, der er sjældent så meget som et tandmærke at se bagefter, og spørger
man barnet, så er det ganske bestemt blevet bidt!
Det er sådan, jeg ser din Gina's reaktionsmønster, så efter min mening,
skal du hellere være bange for, hvordan Bianca reagerer, da den jo er
bange for børn!

>Sarah er heldigvis ikke så nem at skræmme, så hun blev selvfølgelig
>forskrækket og ked af det, da det skete og det har jo nok også gjort ondt,
>men der gik ikke mere end max. 10 min. før hun sad på gulvet ved siden af
>Gina igen og det lader heldigvis til at hun fuldstændig har glemt det.

Der kan du bare se. Børn slår sig tit ganske alvorligt, uden at det betyder
så meget. Men din reaktion er ganske normal for en bekymret mor!


--
Mvh Sonja nospam@***sonpet.com http://www.sonpet.com/

Ser alt sort ud, kigger du måske i den forkerte retning.

---

Hej Rebekka.
Et lille uskyldigt forslag kunne være, at sætte Sarah i en gå-stol, mens
hundene spiser!!!!
Det er nok Sarah der vil gøre de største protester, men på den måde undgår
man sitiuationen igen, og Sarah finder også ud af, at det er mor der
bestemmer. Hun skal nok selv ville bestemme senere. ( tro mig, min mor har
haft hendes hyr med, at få mig til, at høre efter!! :))
Ud fra dine sidste 2 indlæg, lyder det for mig, til at, du/I ikke har lyst
til at, skille jer af med hunden??
Jeg håber inderligt at, I beslutter jer for at, beholde Gina, det lyder til
at, både I, men også Sarah, vil savne hende forfærdeligt.
Hvis I gør en indsats, så har Sarah hendes bedste ven mange år endnu.
Lad endelig høre, hvordan det går med det hele.
Mange velige hilsner fra
Susanne, Coco og Xawier,
"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:_QPU9.16$y61.14@news.get2net.dk...
> Hej Susanne !
>
> Undskyldning godtaget - det er altid svært at bedømme folk ud fra et
indlæg
> og nogle gange får man måske heller ikke udtrykt sig klart nok.
>
> Hundene bliver rent faktisk fodret i et bryggers, men af en eller anden
> grund har det en enorm tiltrækningskraft på Sarah. Jeg er ofte alene om
> aftenen (dvs. ved fodringstid) og det betyder, at jeg både skal håndtere
> hunde og barn på en gang. Umiddelbart kunne vi jo bare lukke døren ud til
> bryggerset mens hundene spiser, men der er det problem, at Bianca på det
> nærmeste er kostforagter, mens Gina er fuldstændig besat af mad, så hvis
> ikke vi holder øje med dem, mens de spiser, så tager Gina Biancas mad og
det
> har hun bestemt ikke brug for (hun er i forvejen for tyk). Bianca er sådan
> en type hund, at hvis der bliver lavet for meget om på rutinerne f.eks. at
> vi fodrede hundene i hvert sit rum, så går hun fra maden og da hun bestemt
> ikke er for tyk, skal hun altså helst have så meget af sin mad som muligt.
> Nå men vi kunne nu nok komme uden om fordringssituationen ved at have
Sarah
> på armen imens lige som vi plejer, indtil hun er stor nok til at forstå,
at
> hun skal holde sig væk.
>
> Gina og Sarah er såmænd normalt de bedste venner og begge hundene nyder i
> den grad, at hun selv spiser, for hun spilder temmelig meget og når hun er
> ved at være mæt (eller hvis det er noget hun ikke rigtig gider at spise),
så
> smider hun det med vilje på gulvet og har den største fornøjelse ved at se
> hundene spise det (og jeg har den største fornøjelse ved at de klarer
> oprydningen, så jeg ikke selv behøver at gøre det . Hvis Sarah har
f.eks.
> en kiks mens hun færdes på gulvet, får hun en enorm opmærksomhed fra
hundene
> og deler gavmildt ud til dem. Dette er der ingen problemer i og de tager
> ganske pænt fra hendes hånd.
>
> Problemet med Gina er hendes glubende appetit samt det at hun af
> temperament/sind er noget mere anmasende og dominerende end Bianca og
efter
> at have haft den grimme oplevelse forleden dag er jeg altså bange for, at
> den samme situation kan opstå på andre tidspunkter.
>
> Sarah er heldigvis ikke så nem at skræmme, så hun blev selvfølgelig
> forskrækket og ked af det, da det skete og det har jo nok også gjort ondt,
> men der gik ikke mere end max. 10 min. før hun sad på gulvet ved siden af
> Gina igen og det lader heldigvis til at hun fuldstændig har glemt det.
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka
>
>

---

Hej

>Umiddelbart kunne vi jo bare
> lukke døren ud til bryggerset mens hundene spiser, men der er det
> problem, at Bianca på det nærmeste er kostforagter,

Kunne i ikke sætte et børnegitter op så kan i se hundene og barnet kan ikke
komme ud til hundene???

Hilsen Henriette.

---

Hej Rebekka.

Selvom der efterhånden er blevet givet alle mulige (og umulige!) kommentare
til dit, iøvrigt glimrende og seriøse, indlæg - vil jeg alligevel forsøge
mig med en kort kommentar.
En ting I nok skal overveje to gange i forbindelse med "bortadoptionen" af
Gina, er nok hvordan det vil virke på jeres anden hund (Bianca?). Hvis
hundene har været sammen altid og er vænnet til hinandens selskab - vil en
adskillelse af dem meget sandsynligt resultere i flere problemer...

Desuden kan jeg kun give dig ret i, at sammenstødet mellem din hund og dit
barn er en uheldig kombination af dårlig timing og naturlige
hunde-instikter.
Efter hvad jeg kan forstå ud fra dit indlæg, mener jeg imidlertid at jeres
hund har udvist en relativt behersket reaktion i situationen. Dermed ikke
sagt at det ikke er alvorligt og skal laves om på.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad i skal gøre, da det afhænger helt af
jeres egen tillid til både jeres hund og jeres barn og jeres motivation for
at få det til at fungere...

Jeg kan dog varmt anbefale at i kontakter jeres lokale hundeføreforening og
for diskuteret problemet igennem med en hunde-psykolog og/eller
hunde-træner. Kritikken i debatfora som dette bliver ofte meget følesesladet
(enten : hunden skal blive, bortadopter barnet eller : hunden skal aflives,
mennesker går forud for dyr), istedet for at handle om det der egentligt er
det centrale - nemlig hvordan for vi hunden til at acceptere at flokken er
blevet forøjet med et nyt medlem, men at den stadig er den nederste i
herakiet. Samtidigt med at vi lærer vores børn at dyr kan være vidunderlige
venner og legekammarater, hvis blot de bliver behandlet med respekt og
fornuft.

Jeg vil nøjes med at ønske jer held og lykke og jeg håber meget for jer at i
finder en god og fornuftig løsning på problemet (for både fir-benede og
to-benede parter).

Vh. Tommy
Udd. Træner i DCH

---

"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:fVEU9.60$Ma6.21@news.get2net.dk...

>
> Der er så også nogen der mener, at det er at sende sorteper videre,
men som
> utroligt mange skriver, så er der ikke noget galt med Gina, hun har
blot
> reageret på en naturlig måde. Det er jeg helt enig i, Gina er ikke
nogen
> agressiv problemhund - hvis hun var det, kunne jeg aldrig drømme om at
sende
> hende videre. Desuden har jeg været fuldstændig ærlig om, hvorfor vi
(måske)
> skal af med hende overfor den familie, der har vist interesse, så de
ved,
> hvad de evt. går ind til.

Det er da altid en fordel at du er åben omkring hvorfor I vil af med
Gina men uanset hvordan du vender og drejer det vil det altid være at
sende sorteper videre når man sender en ud man selv ikke tør løbe
risikoen for at have i hjemmet .. hvad ville du sige til hvis du hørte
at Gina i sit nye hjem reagerede på en tilsvarende måde .. uanset at
hunden egentlig reagerede normalt for en hund har du/I fravalgt at
beholde hunden .. men vil altså godt udsætte andre for det I selv
fravælger .. er det ikke at give sortepervidere .. ?? det er synd at
aflive Gina .. tja nu er døden ikke altid det værste og for mig er det
langt mere humant at lade en hund få fred end at byde den et x antal
skiftende hjem og udsætte den for et svigt som den må tage
konsekvenserne af ...

Som forældre skal man være tilstede bør man hele tiden være mellemmand
mellem barn og hund .. og kan faktisk ikke lade dem være ude af syne når
de er sammen .. jeg ville aldrig byde min hund .. og har aldrig budt
mine hunde at de var alene med et lille barn uden at der var opsyn ...
hejhils fra Ami

---

Hej Rebekka
Jeg synes det lyder til at være en meget fornuftig og gennemtænkt løsning på
problemet, I har fundet. I er meget ansvarlige over for Gina og det er jo
rigtig godt.
Jeg mener absolut ikke det er at give sorteper videre, for som det lyder
herinde synes de fleste, det er en naturlig reaktion fra hunde, og de fleste
ville sikkert ikke betænke sig på det område over at tage hunden til sig,
hvis man ikke har helt små uhundeopdragede unger.
I er nu blevet utrygge ved situationen, og det er ikke holdbart, men I tager
jeres ansvar alvorligt og prøver så vidt muligt ikke at straffe Gina,
men.....
Du skriver, at Bianca vil have svært ved at spise noget, hvis hun er i et
andet rum end Gina. Hvordan får hun det så, når Gina er væk? Det skal I jo
også lige have med i jeres overvejelser.

Held og lykke med det

--
Mange hilsner
Therese
www.elverdalen.dk

---

> Jeg er som sagt glad for den store respons og jeg respekterer alle indlæg
> også selvom mange af dem giver os en hård medfart.

En sådan tråd løber hurtig løbsk, men tilgængæld kunne det være, at der kom
ting frem som man ikke lige havde tænkt over.
Ja, I har fået en hård medfart da den rette "hundeknap" er trykket på..
Føleser vælter op i folk, derfor er det også det rette sted du kom til.. Du
har ikke brug for en rygklapper i en sådan situation, men derimod 50
hundeelskere med forskellige meninger. Jeg håber virkelig, at du har kunne
bruge, bare noget af det, til brug derhjemme..
>
> Jeg er til dels enig med jer alle sammen. Jeg er helt enig i, at det er os
> som voksne, der har ansvaret for at samværet mellem barn og hund fungerer.
> Jeg er helt klar over, at det er min skyld, at det overhovedet skete og
det
> bebrejder jeg mig selv og jeg føler mig stort set som verdens dårligste
mor
> og hundeejer ( hvilket jeg kan læse i nogle af indlæggene, at jeg også
er ).

Min søster sagde engang, at når du føder et barn - føder du også en kronisk
dårlig samvittighed. Du må ikke se dig selv som verdens dårligste mor - det
er spildt energi.

> Der er så også nogen der mener, at det er at sende sorteper videre, men
som
> utroligt mange skriver, så er der ikke noget galt med Gina, hun har blot
> reageret på en naturlig måde. Det er jeg helt enig i, Gina er ikke nogen
> agressiv problemhund - hvis hun var det, kunne jeg aldrig drømme om at
sende
> hende videre. Desuden har jeg været fuldstændig ærlig om, hvorfor vi
(måske)
> skal af med hende overfor den familie, der har vist interesse, så de ved,
> hvad de evt. går ind til.

Jeg følte, at det var at give "Sorteper" videre. Her må jeg så sige, at jeg
nok har været en smule for hurtig, (hvilket jeg gerne er, når det drejer sig
om hunde og deres skæbne) da du i dit uddybende indlæg jo er helt bevidst om
denne process. Den nye familie vil være helt klar over hvad der sker (og vil
jo nok ikke sige ja hvis der er småbørn til stede) og bedst af alt - Gina
kan komme retur hvis alt kikser. Jeg så bare for mig, at Gina røg ud i et
nyt hjem og i tilpasningsperioden (grundet savn, forvirring mm.) slog
halvklik og "markeret" igen hist og her.. Ud til en ny familie igen osv osv.
Det er næsten ikke til at bære når hunde bliver til "problembørn" der
skifter plejefamilie hver måned. Men somsagt - jeg må pænt bukke og sige jeg
var for hurtig.

>
> En del skriver, at vi sender hende ud i en uvis skæbne - det kunne vi da
> aldrig finde på !!!!!

Tingen er bare Rebekka, at det er der desværre lidt for mange der gør! Hund
bliver til kastebold, og kastebolden lider.


> Det blev en længere smøre, men det optager mig meget og der var altså en
del
> ting, jeg syntes, jeg var nødt til at følge op på - jeg håber, I kan bære
> over med mig.

Jeg ønsker jer det bedste held og lykke og håber inderligt at du poster
næste skidt. Hvad der sker i dit hjem.. (Altså hundemæssigt.. lol)

De bedste hilsner Mallo.