---

Hej.

Hvad gør man når, alt i år bare burde glemmes, ikke have eksisteret.
Det starter i januar, min mor får lunge kræft, med 7 svulster i hjernen.
Febuar, dør min mands onkel.
Marts går jeg til eksamen, min svigermor dør, 3 dage senere finder jeg ud af
at jeg er gravid, en kammerat dør.
April flytter sammen med min kæreste, min mor dør. venindes bror dør.
Maj kammerat dør.
Juni min farmor dør.
Juli min svigerinde føder 7 uger før tid.
August jeg selv føder 12 uger før tid.
september datter bliver opereret i hjertet.
Oktober Farfar dør.
november kommer hjem med datter efter 3 mdr indlæggelse.

Så er mit spørgsmål bare.
Hvad er der retfærdigt i dette? Hvordan skal man komme vidre, når man ikke
får lov til at sørge, før den næste sorg rammer en.
Hvad kan jeg gøre for at støtte min familie, og samtidig være der for mit
barn.
hvorfor mig.? er der nogen der kan havde mig så meget at de har lagt en
forbandelse over mig og min familie? hvor er gud i lt dette?

jeg får hjælp men føler ikke det hjælper, jeg skiver, skriver, snakker,
snakker, men det gør stadig lige ondt, især det med min mor.
Det skal siges at jeg kun er 21 med nyfødt barn og hverken mor eller
svigermor eller oldeforældre, har nået at se hende.

knus jeanette

---

>jeg får hjælp men føler ikke det hjælper, jeg skiver, skriver, snakker,
>snakker, men det gør stadig lige ondt, især det med min mor.
>Det skal siges at jeg kun er 21 med nyfødt barn og hverken mor eller
>svigermor eller oldeforældre, har nået at se hende.
>
>knus jeanette
>
>
>
>
Kære Jeanette.

Åhhh.. altså .....stakkelse dig. At skrive noget der på nogen måde kan
hjælpe dig - i alt det du har været igennem lige nu -er mig ikke
muligt. Jeg kan kun skrive, at jeg har "set/hørt" dig. Der er ingen
retfærdighed at lede efter, og der er efter min bedste overbevisning
ingen mennesker der er i stand til, at "lægge noget ondt over dit
liv".
Når du får hjælp ( går ud fra det er prof. fx. psykolog eller lign )
er det eneste du kan gøre på det område at overveje om "kemien passer"
altså mellem behandler og dig. Men det er altså ikke menneskeligt
muligt,,at rumme så megen sorg, for som du selv skriver - når du ikke
at bearbejde det der er sket, før det næste kom. Jeg synes det er helt
utroligt, at du overhoved kan finde overskud til fx. dette indlæg.
Alene det viser, at du er en meget resourcestærk person, og det er
meget vigtigt, at du mærker rigtig godt efter. For ved du hvad - bare
det du er i stand til, at få hverdagen med dit barn og dine næemeste
til at fungere - er rigtig godt - det er faktisk utrolig flot - prøv
om du kan få den følelse ind under huden. Du er hvor du er - nu - der
er ingen forklaring på det skete, det eneste du kan gøre, er at give
dig selv plads til at føle det du føler. Jeg har selv oplevet en del
lignende hændelser, hvor "noget man ikke på nogen måde har indflydelse
på" blev ved i en stadig strøm - i mange, mange år. I dag er jeg mig
meget bevist om at finde ALT - selv de mindst små ting der er positive
og få det til at fylde så meget som overhoved muligt. En dag vil al
din sorg og smerte - ha´ været med til at danne det menneske du engang
bliver (og er) og du vil få en rigdom og en menneskelig indsigt der
vil komme dig selv - og dine medmennesker til stor glæde og hjælp.
Jeg ved godt, at det ikke er noget du kan bruge til noget som helst
lige nu. Det er bare noget af det eneste positive jeg kan bidrage
med.Om du tror på gud ved jeg ikke - men gør du- er jeg dikker på at
du en dag ved, hvorfor netop du skal gennem alle de trængsler. Jeg
kender sorgen over at miste sine forældre i så ung en alder, og at man
bare savner dem så meget, især når man selv får børn. At sorgen
generelt kan fylde en så meget at man, billedeligt talt - enten er
som en karklud eller en ballon der er ved at sprænges. Dine værdier
her i livet vokser efterhånden som din smerte aftager - og her har jeg
personligt mærket at tiden dulmer. Livsværdierne du lige nu bliver
tvunget ud i "at føle" er så smertelige - men af dem får du senere en
"gave til din sjæl" hvor du har glæden og livserfarringen - der
beriger dit liv så utrolig meget - da du ikke tager noget som helst
for givet - og som nævnt tidligere - vil kunne bidrage med din
indsigt og personlige erfaringer og derved være af stor værdi for dine
medmennesker. Prøv om du lige nu kan tænke positivt, glædes - alene
ved den gave - livet er hver dag - især at du har givet liv, danner
familie og har livet foran dig. Jeg ønsker dig al den lykke og held
der måtte være til dig - for tro mig - lykken kommer ofte, til den der
ved hvad sorgen er, og den vil også fylde dit liv - og den dag du er
gammel, vil du vide, at du har levet dit liv fuldt ud, da du (alt for
tideligt) har mærket på din krop - hvad der er af virkelig betydning
her i livet !
--
Kærligst June

---

June!!!!

Det er en stor trøst at vide atd er er andre som mig, der har lidt eller
lider lige så meget, for det er en smerte man ikke tror mulig, for en selv,
men man lærer nok noget af det som du også siger, men lige nu føler man ikke
at det vil tage en ende, den hjælp jeg får er en en mands sorggruppe, og jo
det har sin virkning, men resten er jo nok noget tiden skal hele, men tiden
føles så langsom, det gør det nok heller ikke bedre at jeg skal holde jul
første gang nogensinde uden min mor, og så med den glæde at have et barn nu,
så det er meget blandede følelser, at blande sammen på sådan en aften, men
nej min datter og mit eget liv er bestemt ikke noget man tager forgivet, for
nu ved jeg hvad livet er værd, nogen gange mere ind andre, men at leve i
dette liv kan være svært at overskue, ville ønske at man ikke var "naboen".
men mange tak for de gode og trøstende ord.

knus jeanette
>
>
>
>

---

"Jeanette Hansen" <spammail@spamil.dk.com.pls.fuck.off> skrev i en
meddelelse news:at7asl$2108$1@news.cybercity.dk...
> Hej.

Kære Jeanette.

> Hvad gør man når, alt i år bare burde glemmes, ikke have
eksisteret.

[snip en hel masse sørgeligt]

> Så er mit spørgsmål bare.
> Hvad er der retfærdigt i dette?

hvad ER retfærdighed?
> Hvordan skal man komme vidre, når man ikke
> får lov til at sørge, før den næste sorg rammer en.
> Hvad kan jeg gøre for at støtte min familie, og samtidig være
der for mit
> barn.

Du skal tillade dig selv at sørge, og så rejse dig og komme
videre.
> hvorfor mig.? er der nogen der kan havde mig så meget at de har
lagt en
> forbandelse over mig og min familie?

ja forbandelser ER muligt at lægge på andre, men jeg tror næppe
det er hvad der sker.

> hvor er gud i lt dette?

GUD - hvis du med GUD mener den største energi, den store skaber,
så er han overalt, også i din ulykke. Prøv at læs Guddommelige
samtaler......
>
> jeg får hjælp men føler ikke det hjælper, jeg skiver, skriver,
snakker,
> snakker, men det gør stadig lige ondt, især det med min mor.

hvis du kan bruge min hjælp, kan du få den gratis - du kan maile
mig direkte
> Det skal siges at jeg kun er 21 med nyfødt barn og hverken mor
eller
> svigermor eller oldeforældre, har nået at se hende.

Jeg vil gerne fortælle dig mere om dette, hjælpe dig med at komme
videre - altså hjælp til selvhjælp, men det skal foregå i direkte
mails

Kærlige hilsner
J¤mfruen) Healer og clair

---

Kære Jeanette,

Det er noget rigtigt øv det du skriver, det er så forfærdeligt som noget
nogle gange føles uretfærdigt her i livet og nogle rammes mere end andre
mærkeligt nok, der må være en mening med det, men man kan ikke se hvad
desværre. Livet er noget underligt noget, livet er et spil tror jeg. Jeg
synes heller ikke altid det er nemt at være menneske, mange triste ting er
også sket i mit liv, måske ikke lige så mange dødsfald du der omtaler, men
en masse andre underlige ting som føles uretfærdigt. Ingen steder kan man
klage over den slags.

Som en anden også skriver, kan jeg jo heller ikke gøre noget ved det, for så
gjorde jeg det, men jeg har læst hvad du skrev og kan kun her komme med mit
syn på dette.

Man kan jo tænke i lange baner på hvad meningen er, men det kommer der vel
aldrig nogen som helst løsning på, der er kun en ting at gøre, følge med og
så altid håbe på det kan blive bedre i fremtiden, det kommer de personer som
er døde jo godt nok ikke tilbage af, men alligevel og et eller andet sted,
sidder de vel og kigger ned på os og måske er de vores skytsengle, hvem ved.


"J¤mfruen)" <jomfru_d@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:miNJ9.64140$HU.4858416@news010.worldonline.dk...
>
> "Jeanette Hansen" <spammail@spamil.dk.com.pls.fuck.off> skrev i en
> meddelelse news:at7asl$2108$1@news.cybercity.dk...
> > Hej.
>
> Kære Jeanette.
>
> > Hvad gør man når, alt i år bare burde glemmes, ikke have
> eksisteret.
>
> [snip en hel masse sørgeligt]
>
> > Så er mit spørgsmål bare.
> > Hvad er der retfærdigt i dette?
>
> hvad ER retfærdighed?
> > Hvordan skal man komme vidre, når man ikke
> > får lov til at sørge, før den næste sorg rammer en.
> > Hvad kan jeg gøre for at støtte min familie, og samtidig være
> der for mit
> > barn.
>
> Du skal tillade dig selv at sørge, og så rejse dig og komme
> videre.
> > hvorfor mig.? er der nogen der kan havde mig så meget at de har
> lagt en
> > forbandelse over mig og min familie?
>
> ja forbandelser ER muligt at lægge på andre, men jeg tror næppe
> det er hvad der sker.
>
> > hvor er gud i lt dette?
>
> GUD - hvis du med GUD mener den største energi, den store skaber,
> så er han overalt, også i din ulykke. Prøv at læs Guddommelige
> samtaler......
> >
> > jeg får hjælp men føler ikke det hjælper, jeg skiver, skriver,
> snakker,
> > snakker, men det gør stadig lige ondt, især det med min mor.
>
> hvis du kan bruge min hjælp, kan du få den gratis - du kan maile
> mig direkte
> > Det skal siges at jeg kun er 21 med nyfødt barn og hverken mor
> eller
> > svigermor eller oldeforældre, har nået at se hende.
>
> Jeg vil gerne fortælle dig mere om dette, hjælpe dig med at komme
> videre - altså hjælp til selvhjælp, men det skal foregå i direkte
> mails
>
> Kærlige hilsner
> J¤mfruen) Healer og clair
>
>

---

"Jeanette Hansen" <spammail@spamil.dk.com.pls.fuck.off> skrev i en
meddelelse news:at7asl$2108$1@news.cybercity.dk...
> Hej.
>
> Hvad gør man når, alt i år bare burde glemmes, ikke have eksisteret.
> Det starter i januar, min mor får lunge kræft, med 7 svulster i hjernen.
> Febuar, dør min mands onkel.
> Marts går jeg til eksamen, min svigermor dør, 3 dage senere finder jeg ud
af
> at jeg er gravid, en kammerat dør.
> April flytter sammen med min kæreste, min mor dør. venindes bror dør.
> Maj kammerat dør.
> Juni min farmor dør.
> Juli min svigerinde føder 7 uger før tid.
> August jeg selv føder 12 uger før tid.
> september datter bliver opereret i hjertet.
> Oktober Farfar dør.
> november kommer hjem med datter efter 3 mdr indlæggelse.
>
> Så er mit spørgsmål bare.
> Hvad er der retfærdigt i dette? Hvordan skal man komme vidre, når man
ikke
> får lov til at sørge, før den næste sorg rammer en.
> Hvad kan jeg gøre for at støtte min familie, og samtidig være der for mit
> barn.
> hvorfor mig.? er der nogen der kan havde mig så meget at de har lagt en
> forbandelse over mig og min familie? hvor er gud i lt dette?
>
> jeg får hjælp men føler ikke det hjælper, jeg skiver, skriver, snakker,
> snakker, men det gør stadig lige ondt, især det med min mor.
> Det skal siges at jeg kun er 21 med nyfødt barn og hverken mor eller
> svigermor eller oldeforældre, har nået at se hende.
>
> knus jeanette
>
>
> Hej Jeanette

Der ligger ingen forbandelse over dig, men selvfølgelig ligger der en mening
bag alle disse, men den kan hverken du eller andre tyde for dig. Alle disse
ting der er sket med
dine nære er forudbestemt og det kan du ikke gøre noget
ved.
Det du kan gøre noget ved er at at hjælpe dig selv og som det første er det
vigtigt, at du stadig har en du kan græde
sammen med og næst efter at fortælle om til alle du ser, hvad der er sket,
vær ligeglad med om de hører rigtig efter, det vigtigste for dig er at få
det fortalt så mange gange som muligt. Med tiden bliver sorgen mindre, den
forsvinder aldrig helt.
Har du husket at skrive et brev til den mor om hvordan du
savner hende og du må såmænd også gerne skælde lidt ud, hun skal nok "læse"
dine breve.
Kan du stadigvæk græde eller er beholderen fyldt helt op, hvis du først ikke
kan græde mere, så er det vigtigt med
den rette professionelle hjælp.
Har du lyst til at fortælle mere, så bare skriv, jeg vil gerne
hjælpe med de ting, jeg har erfaring med fra mig selv.
mange hilsener Kurt

>

---

Kære Jeannette
Jeg føler med dig. Min søn på 26 år ligger med kræft, og det er frygteligt.
Dette kun for at fortælle, at jeg kender lidt til det du har været igennem.
Jeg selv kommer igennem, dag for dag, og jeg søger ingen forklaring. Jeg
véd, at jeg ikke vil finde nogen, der kan retfærdiggøre den smerte at miste,
én der står én nær. Det bedste du kan gøre er, at få grædt ud, helst sammen
med én, der kan 'samle dig op'.
Derefter må du tage én dag ad gangen. Livet er sådan indrettet, at vi
mennesker kan klare de utroeligste ting. Og lad være at bilde dig ind, at du
kan glemme det. Det kan du ikke. Du vil blive forandret, men du vil stadigt
være dig!
Du har fået et ordentligt gok i nøden. Lad være med at spekulere over
hvorfor. Sådan er det. Der findes kristne filosoffer, der har noget at sige
om det, at forstå. Jeg holder med dem der siger: lad være at prøve.
Livet er for kompliceret til at forstå. Nøjes ned at leve det. Osse selv om
det er hårdt.
kærlig hilsen Thomas

---

"Jeanette Hansen" <spammail@spamil.dk.com.pls.fuck.off> skrev i en
meddelelse news:at7asl$2108$1@news.cybercity.dk...
> Hej.

[snip en masse døde mennesker]
> hvor er gud i alt dette?

Jeg læste en sød lille tekst om Gud og menneskers sorg. En pige fortæller om
hendes forhold til Gud og at hun altid følges med Ham. Hvor hun færdes er
der altid to sæt forspor siger hun, hendes og Guds. Da hun oplever en stor
krise i hendes liv kan hun kun se ét sæt fodspor og spørger Gud hvor Han var
da hun havde mest bruge for Ham. Gud svarer at grunden til hun kun så ét sæt
forspor var fordi Gud bar hende!

Gud og Universet handler kun kærligt! Efter at have hørt din historie minder
det at Gud og Universet kun handler kærligt som noget værre vås! Men det er
det ikke. Livet er en gave. Før vi kommer til Jorden er vi alle mestre i
Kærlighed. Vi kender ikke følelser og deres påvirkning på mennskers
handlinger. Derfor kommer vi til Jorden for at lære om livet!

Min far er et godt eksempel: Han var tidligere en selvstændig
erhversdrivende med dyr bil, stort hus, jakkesæt og slips og 180km/t. I dag
sidder han i kørestol fordi hans krop gennem en 15års periode langsomt blev
mere og mere lam - uden nogen tilsynladende ved hvofor. Han fik at vide via
et Medie fra USA at han selv havde valgt det - for at blive "vækket" Lige da
han hører det, tænker han "pladder, hvorfor skulle jeg vælge at blive lam"
Hans gave er så, at lære der findes andet i livet end job, dyre biler og
store huse - så´n kort sagt!

Enhver ulykke påvirkers os stærkt - ingen tvivl om det. Jeg tror på at med
healingen kommer forståelsen. Vil man ikke modtage healing, men låser sig i
ulykken, bevidst eller ubevidst kommer forståelsen aldrig.

"The truth is in you"

Jakob

> knus jeanette

---

Jeg/vi TROR på Gud!! Jeg skrev netop, at livet ikke er en videnskab, der
skal forklares eller forstås. Gud er ifølge min tro overalt. Det bedste vi
kan gøre i sorgen er efter min erfaring ikke at søge en forklaring på Guds
vilje.
Venlig hilsen
Thomas

---

--
Bjarne Christiansen
Man kan godt ret tit få følelsen af, at "uheldene" kun rammer een selv. Jeg
tror, at vi er ret mange, der har de følelser, du har. Jeg kan desværre kun
sige: "Velkommen i klubben".








"Jeanette Hansen" <spammail@spamil.dk.com.pls.fuck.off> skrev i en
meddelelse news:at7asl$2108$1@news.cybercity.dk...
> Hej.
>
> Hvad gør man når, alt i år bare burde glemmes, ikke have eksisteret.
> Det starter i januar, min mor får lunge kræft, med 7 svulster i hjernen.
> Febuar, dør min mands onkel.
> Marts går jeg til eksamen, min svigermor dør, 3 dage senere finder jeg ud
af
> at jeg er gravid, en kammerat dør.
> April flytter sammen med min kæreste, min mor dør. venindes bror dør.
> Maj kammerat dør.
> Juni min farmor dør.
> Juli min svigerinde føder 7 uger før tid.
> August jeg selv føder 12 uger før tid.
> september datter bliver opereret i hjertet.
> Oktober Farfar dør.
> november kommer hjem med datter efter 3 mdr indlæggelse.
>
> Så er mit spørgsmål bare.
> Hvad er der retfærdigt i dette? Hvordan skal man komme vidre, når man
ikke
> får lov til at sørge, før den næste sorg rammer en.
> Hvad kan jeg gøre for at støtte min familie, og samtidig være der for mit
> barn.
> hvorfor mig.? er der nogen der kan havde mig så meget at de har lagt en
> forbandelse over mig og min familie? hvor er gud i lt dette?
>
> jeg får hjælp men føler ikke det hjælper, jeg skiver, skriver, snakker,
> snakker, men det gør stadig lige ondt, især det med min mor.
> Det skal siges at jeg kun er 21 med nyfødt barn og hverken mor eller
> svigermor eller oldeforældre, har nået at se hende.
>
> knus jeanette
>
>
>
>

---

Kære Jeanette,

at komme ud for de oplevelser af modgang som du har været igennem er
noget af en prøvelse.

Det er altid svært at se en vej i mørket, når man ser det ene levende
lys efter det andet slukkes omkring sig.

Men du ser at der er et levende lys endnu og det er dit. I din sorg
over at se de andre lys blive pustet ud, skærmer du af for dit eget
for at beskytte det og kan derfor ikke se klart for dig.

Når du er kommet igennem din prøvelse i sorgens mørke, vil du igen
turde vise dit eget levende lys og du vil igen kunne se klart for dig
og for dit barn.

Jeg håber du klarer denne "dit livs prøvelse" og kommer styrket
igennem den.

Jeg kan ikke vise dig en vej i mørket, for vejen du går er alene din
vej og brug dit levende lys til at se med og du vil finde din vej i
mørket. Gå ikke efter andres lys for de går ikke den vej du går. Du
kan se lys der følger dig og din vej og andre der går andre steder hen
eller pustes ud.

Derfor vil jeg sige følgende til dig.

DU HAR PÅ DIN VANDREN TAGET FAT
OG DU VIL FAMLE RUNDT I DEN MØRKE NAT
FORDI DU SØGER EFTER DEN GEMTE SKAT.
VEJEN DU GÅR ER ISBELAGT OG GLAT
DERFOR DU I DIN LYGTE DETTE LYS FÅR SAT.

LÆNGE LEVE DU LIVETS BARN
FOR DU ER IKKE NOGET SKARN.

Pas på dit levende lys, for uden dit LIVS BARN vil du hverken kunne se
eller høre.

Med de kærligste hilsner

Lars Kristensen