Gizmos Eventyr - en adventskalender i fire dele.
2. del eller: Hvordan man gør sig uundværlig
"Vi kommer om en time og henter vores kat."
Sådan løb beskeden. Nu var gode råd dyre, men min snarrådige mor var ikke
just tabt bag en vogn og hun havde en plan.
Jeg var lykkeligt uvidende om hvad der foregik, gik og tussede rundt hjemme
hos mig selv, da telefonen ringede. Det var min far og jeg kan ikke gengive
hvad han sagde til mig, for jeg fattede ikke en brik og det gjorde han
sandsynligvis heller ikke, så forvirret var han. Fem minutter senere ringede
det på døren og der stod far med Gizmo i transportkassen vi havde købt til
ham nogle få dage før. Jeg havde lyst til at spørge hvordan i alverden de
havde fået ham derind, men far var allerede på vej ud af døren igen, det
skulle jo se normalt ud når gæsterne kom. Derfor efterlod han mig og Gizmo i
min lejlighed, Gizmo i transportkassen som jeg ikke rigtigt turde lukke ham
ud af, delvis af frygt for ikke at kunne fange ham igen, men også fordi jeg
ikke havde nogen kattebakke og det var jo ikke godt at vide hvilke ideer han
kunne ske at få hvis jeg lukkede ham ud. Omkring en time senere kom min far
og hentede mig og katten (heldigvis var der ikke nogen i opgangen der havde
hørt hans ynkelige miaven - dyr er forbudt i min boligforening), og jeg
kunne få hele den ophidsede historie.
Det var ikke begge ejere der var dukket op, kun fyren, og han var bevæbnet
med handsker der næsten nåede op til skuldrene. Han havde ikke set ud som om
han så frem til opgaven og var nærmest blevet lettet da min mor havde
fortalt ham at Gizmo var et eller andet sted udenfor og at vi ikke havde set
ham hele dagen. Da hun så havde foreslået at vi kunne købe katten af dem for
500 kr. havde han absolut ikke været uimodtagelig for forslaget, men han var
jo lige nødt til at ringe til sin kæreste. Så brød alt helvede
tilsyneladende ud. Fra at være ret så ligeglad med katten, ja faktisk
overbevist om at det i hvert fald ikke var hendes kat, kunne hun nu
overhovedet ikke overleve uden katten, og hun ville ikke rokke sin
beslutning - medmindre hun fik 700 kr. Det fik hun.
Nu var Gizmo endelig vores mis og det første min bror og jeg gjorde var at
bestille et navneskilt til ham ved den lokale nøglesmed alt imens min far
hastede med at få ham registreret i Katteregisteret i vores navn, så ingen
skulle kunne komme og påstå at han var stjålet.
Nu begyndte hverdagen med alt hvad den indebar af dagligdags sysler,
desværre kombineret med min mors sygdom og deraf følgende indlæggelser.
Da vi nåede maj-måned var det tid for Gizmo at komme til dyrlæge (så meget
havde vi da fået ud af hans tidligere ejere) til genvaccination og
sundhedscheck. Det var min mor der proppede Gizmo i transportkassen, hun var
den eneste der kunne. Kassen kom op at stå på højkant og så hældte hun ham
ned i den inden han anede uråd.
Dyrlægebesøget var en oplevelse i sig selv. Jeg har aldrig haft en kat ved
dyrlægen før så jeg havde ikke lige just en rutine. Jeg havde da sådan set
regnet med, at når katten havde så meget imod transportkassen og i øvrigt at
blive fastholdt, så ville han nok heller ikke synes om den omgang dyrlægen
ville give ham. Forkert. Jeg har aldrig i mit liv set så forelsket en kat.
Han spandt. Han gnubbede sig op af dyrlægen for at blive kælet for. Han
havde nær stukket et øje ud på sig selv for at kæle med den dims man lyser
ind i ørerne med. Og selve vaccinationen - den tog han i stiv arm - det gav
ikke engang et sæt i ham. Han blev også vejet - 6,6 kg, men vi kunne glade
gå hjem til min mor med besked om at han ikke var overvægtig og fed, han var
bare en stor mis.
Selvfølgelig kunne det ikke gå helt glat. Dagen efter virkede Gizmo helt
frisk og oppe på mærkerne da vi lukkede ham ud om morgenen. Og så så vi ham
ikke hele dagen. Vi led alverdens kvaler - tænk nu hvis katten var blevet
dårlig og havde lagt sig et eller andet sted. Tænk, hvis han var blevet kørt
over fordi han var lidt omtåget, der gik mange tanker igennem hovedet på os.
Sidst på eftermiddagen dukkede han endelig op igen - i luntetempo. Han havde
været ovre på kirkegården der lå i umiddelbar forlængelse af vores baghave,
det kunne vi altid se for så kom han hjem og var helt fyldt med burrer der
voksede i hegnet ind til kirken. Alt hvad Gizmo foretog sig på sin vej ned
til huset foregik i slowmotion. Han skulle også lige på toilet, sådan noget
skal jo passes. Han gravede og han gravede og vi troede han var på vej ned
til kineserne indtil det gik op for os, at det var fordi han gravede så
langsomt at det tog så lang tid. Da han endelig kom ind i huset, lagde han
sig i sofaen og rejste sig ikke op før han skulle på kassen dagen efter. Han
blev endda fodret i sofaen, jeg holdt skålen med mad hen under hans hage og
så kunne han spise det han nu kunne klare.
Dagen efter havde Gizmo det tip-top fint igen og flintrede af sted som en
tosset. Det var mere end man kunne sige om min mor, her gik det hurtigt ned
ad bakke og seks dage efter Gizmos slowmotiondag døde hun på sygehuset. Da
vi besøgte hende aftenen før, var hun rimelig forvirret og stillede de
mærkeligste spørgsmål, men hun huskede Gizmo. Hun spurgte os lettere
bebrejdende, hvorfor vi ikke havde taget ham med op til hende og en enkelt
gang eller to mente hun også, at hun kunne se ham. Det skal her indskydes at
min mor fra det øjeblik Gizmo blev vores kat, hvilket for hende var det
øjeblik han asede sig vej ind i vores hjerter, hele tiden havde sagt, at der
var en grund til at han var kommet. Han kunne mærke, at her var der brug for
ham, at der var nogen der manglede ham. Det havde hun så evigt ret i. Han
var der hele den første dag, han forlod ikke huset som han plejede, men gik
i rutefart mellem os for at falbyde sig selv til en kæletur og tilbyde en
blød pels at græde ud ved. Vi tog alle imod hans tilbud.
Jeg kan ikke rigtigt huske hvad der skete den næste uges tid, imens vi
forberedte huset på begravelsesgæster, jeg ved bare, at Gizmo på mystisk vis
altid var der når man manglede ham.
Men dagen før begravelsen står meget klar i min erindring. Vi flintrede
rundt for at få dækket bordene, støvsuget en sidste gang og ellers få styr
på de sidste detaljer. På det tidspunkt var det blevet dejligt varmt i
vejret og Gizmo havde fri adgang til stuen igennem en åben terrassedør. Det
udnyttede han også til fulde og kom stolt som en pave ind med en stendød
musvitunge, som han lagde til udstilling under en lænestol i stuen. At vi
oven i købet lige havde reddet en musvitunge fra ham tidligere på dagen
gjorde ikke sagen bedre, og katten blev helt hysterisk, da jeg prøvede at
tage fuglen fra ham. Resultatet blev at han stak af med fjerene flyvende om
ørerne, for at komme tilbage ti minutter senere og slikke sig helt om i
nakken. Dumme kræ.
Dagen gik, derpå aftenen og endelig var det sengetid. Dørene ud til haven
var lukket, og jeg lagde mig til at sove på sofaen i den tro, at Gizmo snart
ville hoppe op til mine fødder som han plejede. Det gjorde han bare ikke. I
stedet hørte jeg den lyd de fleste katteejere vil nikke genkendende til. Den
gutturale lyd af maveindhold der bare vil op og ud. Jeg fløj op af sofaen og
tændte lyset. Der, midt på min mors yndlingskelimtæppe lå et bjerg af et
sammensurium af vådfoder, musvit og halvt forrådnet kattemad fra naboens
udendørs fodring. En duft af leverpostej iblandet galde bredte sig i stuen
og ud i gangen, hvor min bror kom til syne.
"Hvad f***** er det der lugter?" spurgte han.
Jeg pegede på klatten på gulvet.
"Det var bare Gizmo der havde spist for meget."
Og så var det ellers bare tid til at gøre rent, klokken to om natten, med en
begravelse i vente og en kat siddende foran sig der så mere skyldbetynget ud
end noget dyr burde gøre.
Fortsættelse følger 3. søndag i advent.
Næste gang i Gizmos eventyr:
Juhuu - på ferie/Nej, jeg vil ikke i fængsel, store vaskedag x mange og
fidusen med de der mus.
|