En ven af mig havde en stor hund, der hed Zita. God og rar og lidt stille
hund. Når Zita havde været alene hjemme var det sikkert som "amen i kirken"
at hans post lå i Zita's kurv, når han kom hjem. Hun havde ikke ødelagt det
eller noget, bare hentet posten og lagt det i sin kurv. Men så fik hun
hvalpe og min ven beholdt een af hvalpene, da de var
salgsklar. Hvalpen kom til at hedde Betty. Men nu var det sådan at når
Thomas (Min ven) kom hjem, så lå posten ikke længere pænt i Zita's kurv, men
var spredt til konfetti over hele lejligheden.
Så Thomas købte en tæt masket kurv, som han hængte op lige under
brevsprækken. Så nu kunne hundene ikke nå hans post mere......troede han.
For det skete igen og igen at han kom hjem og havde konfetti i hele huset.
Og han kunne ikke forstå hvorfor. Kurven var som sagt tætmasket, og smal
foroven, så hundene ikke kunne stikke hovedet derned og hente posten op.
Det undrede ham meget, hvordan hundene havde fået fat i posten.
Indtil en dag, hvor han arbejdede hjemme. Han havde åbenbart været så
stille, at hundene havde glemt at han var der. Da Thomas kunne høre
postbudet i opgangen, så han Zita rejse sig fra sin kurv og luske ud i
entreen, hvor hun lagde hovedet på kurven, og da postbudet stak posten ind
gennem brevsprækken, stak han den faktisk direkte i munden på Zita. Som så
luntede ind til sin kurv, hvor den forventningsfulde Betty ventede *G*
--
Venlig hilsen
Pernille Lauridsen
There are easier things in life than finding a good man... like nailing
jello to a tree, for instance.
http://praxis-it.dk
http://praxis-it.dk/humor/