Brian P skriblede:
> "Anders B. Hyltoft"
>
>> Hvis jeg skulle illustrere hvilke film jeg tænkte på når jeg nævnte
> "filmkunst" kan jeg nævne, "Mulholland Dr.",
>> "Pi","Life as a House", "Magnolia", osv... Altså film der vækket
>> lidt til
> eftertanke og måske rykker lidt ved
>> opfattelsen af hvordan film skal laves og klippes.
>
> Øh, ja, spørgsmålet er vare HVIS opfattelse af hvordan film skal
> laves og klippes de rykker ved... ;)
Magnolia "rykkede" jo åbenbart ved din ...
> Lad os tage Magnolia, en film jeg elsker at hade.
> En 'slick' prætentiøs, hul og mekanisk film. Min vurdering af at PT
> Andersons røv er bar, er naturligvis dybt subjektiv,
Jeg synes faktisk ikke du argumenterer for hvad der giver dig det
subjektive indtryk, men lad os se.
> Overordnet oplever jeg Magnolia som en ekvilibristisk limbo mellem
> stilfetichisme og narcissistisk auteurisme.
Det lyder umiddelbart positivt i mine ører ("ekvilibristisk"), men strengt
taget er det jo noget prætentiøst vås (pardon my french). Limbo er en
tilstand eller et sted - ikke en handling, og det kan derfor ikke være
"ekvilibristisk".
> Et selvbevidst og meget
> realisme-fjernt metaværk, der ikke er transparent
Så langt er vi enige. De karakteristikas valør må bero på subjektive
kriterier.
> og
> tankeprovokerende på anden måde, end at filmen blotter
> fortællerautoriteten - auteuren PT Anderson - og gerne vil have os
> til at synge med på Amy Manns ulideligt redundante melodier og måbe
> over de flotte billeder.
Sidstnævnte er vel ikke "tankeprovokerende"? Men igen beror vurderingen her
alene på en subjektiv læsning - i praksis satte den andre tanker igang hos
undertegnede. En blottelse af fortællerautoriteten er ikke i sig selv
provokerende i dag - enhver sit-com med respekt for sig selv inkorporerer
fra tid til anden dette virkemiddel.
> Filmen vil GERNE forføre. Allerede i de bjergtagende
> indledningsvignetter tages tilskueren ved hånden og guides af en
> parodisk-forkølet autoritativ voice-over fortæller gennem en række
> tilsyneladende tilfældigheder. Nærmest indtrængende messer den
> ekstra-diegetiske fortællerstemme, at de usandsynlige tilfældigheder
> "please" ikke blot må være tilfældige og bare " one of those things."
> Hermed er tonen slået an: "I skal nu se en film om tilsyneladende
> tilfældigheder, men i virkeligheden er der tale om Skæbnens
> rænkespil. Døm selv!" (det er jo ren Åndernes magt-strategi!).
Sådan læser jeg det ikke. Jeg ser det som en fabel om menneskets søgen
efter eller produktion af "mening". Tilfældigheder kan narrativt
organiseres i en meningsgivende helhed, men det er ikke nødvendigvis et
aspekt af tilfældighederne, men blot af narrationen. Vi har altså at gøre
med en traditionel post-moderne pointe om at hvad som helst kan kombineres,
det er blot et spørgsmål om fortælleteknisk snilde. Som sådan altså en ret
ironisk forholdemåde til materialet - igen traditionelt post-moderne. For
mig at se køber du ikke den ironiske præmis her - som så vidt jeg kan se
slet ikke er til stede i fx "Åndernes magt" (men jeg har dog kun set
forskræp for disse udsendelser, så mit grundlag er tyndt).
> I
> øvrigt er en af de sjoveste sekvenser, den med en dreng som springer
> ud fra taget og bliver dræbt af et geværskud idet han passerer sine
> forældres etage (han har selv ladet geværet med skarpt fordi han er
> træt af deres evindelige skænderier og tomme trusler) direkte
> tyvstjålet fra et afsnit af den amerikanske tv-serie Homicide: Life
> on the street, der blev udsendt i januar 1998 (episodetitel: Shaggy
> Dog, City Goat).
Som der er gjort opmærksom på: det er en fejlplaceret kritik.
Vandrehistorierne er her den første invitation til læsning, som sætter den
præmis jeg redegjorde for ovenstående. At de enkelte historier genfindes i
andre værker er en del af pointen. Igen en traditionel post-moderne leg med
referentialitet.
> Der forekommer i filmen ikke tilfældigheder af nævneværdig grad i
> Magnolia. Godt nok bydes der på to gamle mænd, som uafhængigt af
> hinanden er ved at dø af kræft, ligesom det viser sig at hele filmens
> persongalleri er bundet sammen af relationer: A er kæreste med B hvis
> far C er vært i et quizshow, som produceres af D, som er far til Tom
> Cruise osv. Men hvis det er sådanne tilfældigheder (eller tilfældige
> relationer), Magnolia vil at vi skal undres over, så udebliver
> effekten, fordi det er en præmis, de fleste andre kollektivfilm også
> benytter...
Det er for mig at se heller ikke "pointen" - vi skal ikke undres over det,
det er netop en præmis som er sat i introduktionen.
> Til genren tæller film som Jerry Ciccoritti's The Life
> Before This, en skæbnefrise i stil med dem Egoyan og Podeswa (The
> Sweet Hereafter, The Five Senses) har specialiseret sig i, Altmans
> Short Cuts, Willard Carrolls Playing By Heart, Solondez's Happines
> samt Lawrence Kasdans Grand Canyon - og alle disse films moder, Grand
> Hotel (1932).
Af de nævnte minder Magnolia for mig at se mest om Happiness - bortset fra
misantropien i sidstnævnte. At der findes film med fællestræk er vel ikke
et grundlag for kritik?
> "Vi er måske nok færdige med fortiden, men fortiden er ikke færdig
> med os" synes at være Magnolias knudrede budskab, som lægges i munden
> på både quizdrengen Donnie Smith og den "ydmyge fortæller" (begge
> vistnok lig William H. Macy).
Der er ikke et budskab, til nød er der mange ansatser, men det ville bryde
med præmissen at finde "et budskab".
> Filmen vil - tydeligst i
> montagesekvenserne - postulere og afdække Et bagvedliggende, der
> knytter de 9 parallelhandlinger sammen: et determinismens/fatalismens
> kludetæppe, hvis nærmere pseudo-udredning åbenbares for filmens
> publikum som merværdi netop i kraft af denne Deus ex machina
> metadiskurs.
Hvilken "Deus ex machina metadiskurs"? Der er i hvert fald ikke spor af
determinisme i min læsning, muligvis en snert af fatalisme, men da i en
utraditionel udgave som a posteriori fatalisme. Skæbnen bliver os til del,
men den er ikke givet - tværtimod da. Samtlige personer gennemlever netop
en udvikling der gør dem til pro-aktive mønsterbrydere.
> Som Eva Jørholt formulerer det i sin anmeldelse i
> Information: "i starten kan filmens væld af tilsyneladende
> ikke-relaterede historier måske forekomme kaotisk. Men den successive
> afsløring af personernes indre kaos bag den velordnede facade
> modsvares af plottets gradvise samling. Og lidt efter lidt træder en
> række mønstre, spejlinger og tematiske sammenhænge lysende klart
> frem."
>
> LYSENDE klart! Et dramaturgisk tværsnit af Magnolia viser at filmen
> trods en spil(d)tid på 188 minutter (GAAB) er bygget op efter den
> klassiske 3 aktsstruktur. Ca. mellem hver akt optræder
> ekstra-diegetiske "vejrplancher", der melder om luftfugtighed, regn-
> og vindforhold.
Lige netop dette er da subtil ironi! Vejret som del af eller udtrykkende
personernes skæbne ... Prøv at sammenligne med fx "Breaking the Waves",
hvor der ikke er skygge af ironi i brugen af det samme virkemiddel.
> Montagesekvenser, musik, match cuts
> (associationsmontage) og swish-pans sikrer ligeledes at " spejlinger
> og tematiske sammenhænge" træder sigtbart frem for publikum. Den
> alvidende fortæller hævder sig excessivt:
"sigtbart", sic! Da det netop er så eksplicit - især ved
"musikvideosekvensen" - afslører det jo fortællingens konstruerede natur
for betragteren. Det er netop ikke et traditionelt forsøg på at forføre
(som i så mange typiske "feel-good" Hollywood-prodktioner), fordi
tilskueren ser karaktererne synge med. Vi kan ikke på nogen måde tro at det
vi ser er "virkelighed" eller en ubesmittet repræsentation af fx
karakterernes følelser - tværtimod.
> Det urolige kamera og konstante track-ins, en tæt-tapetseret lydside
> (der somme tider gør det umuligt at høre dialogen), quizshowet på tv
> (der fungerer som ikke-diegetisk bindemiddel i montagesekvenser),
> Phil Pharma's meta-kommentar ("dette er scenen i filmen hvor du
> hjælper mig [med at få hold på den fortabte søn]") samt Stanley's
> Camen-sang, der ansporer adækvat musikunderlægning til scenen mellem
> Claudia og Jim, der ender med at Jim (til ære for publikum) hælder
> kaffe ud i vasken - på afslutningsbeatet til Carmen! Tidligt i filmen
> afsløres det for publikum at samme Jim har talt med sig selv i bilen
> ("I'm a happy cop"): Der er ikke nogen på passagersædet! Osv.
Præcis! Distancen til de narrative virkemidler tvinger os til at forholde
os til dem.
> Hertil kommer Amy Mann sing-alongs ("It's not going to stop till you
> wise up") med døende mænd, suicidale koner, fortabte sønner og "børn
> med brændte englevinger" - og ikke mindst: tudseregnen, der som en
> narrationens sidste krampetrækning desperat forsøger at ryste filmens
> personer og handlingstråde sammen vha. slimede skrubtudser.
> Skrubtudser i øvrigt, fordi der ikke var råd til at lade det regne
> med 'cats and dogs', det har jeg fra P.T. Andersons og producenten
> selv på pressekonferencen ved Berlin Film Festival i 2000 (så meget
> for filmens dybde).
Sidstnævnte tvivler jeg stærkt på. Det er en direkte henvisning til Exodus
8:2 (2. Mosebog). Der er en lang række referencer iøvrigt til det
skriftsted gennem filmen (telefonnumre, adresser o.lign), så mon ikke blot
de tog pis på en der spurgte? Tematisk passer det jo godt ind. Hvis det
skulle have været inde i overvejelserne på et tidspunkt med "cats and dogs"
er det jo underordnet iøvrigt. I opbygningen af den slags fortælling er det
ikke interessant at centrere det om én enkelt essens, men at skabe så mange
referencer for mulig meningsdannelse som muligt. Sammenlign fx med Ulysses,
der jo nærmest er en lang øvelse i det - uden at have måtte lide under
lignende kritik (ud over fra Joyces tjener, der var forarget over
konstruktionsprocessen).
> Det er i mine øjne det største problem ved Magnolia: At der ikke er
> nogen nævneværdig karakterudvikling og egentlig substans, kun dette:
> en merværdi for den tolkende og meningshungrende tilskuer. Én lang
> (meget lang...) musikvideo.
Ok, du er til traditionelle fortællinger med en central substans - fred med
det. Men det er misvisende at påstå at der ikke finder karakterudvikling
sted - omend fokus er på det kollektive element. Det er jo ikke så meget en
skildring af individer som af tid og sted (jf. iøvrigt titlen, et vejnavn).
Det er iøvrigt i tråd med de øvrige film du nævnte - ikke at fokusere så
meget på enkeltpersoner.
> Men som Eva Jørholt så grufuldt forudsagde: "Magnolia kan meget vel
> gå hen og blive en moderne klassiker. Den kan læses som et religiøst
> eller filosofisk essay, eller man kan se den som et opgør med det
> moderne mediesamfund, hvor penge og uegentlig fremtræden har fået
> forrang for de nære menneskelige relationer. Men man kan også bare
> læne sig tilbage i biografstolen og nyde godt tre timers mesterligt
> orkestreret og konstant fascinerende underholdning." Jeg er
> tilbøjelig til at det tro, at det første kun er muligt i kraft af det
> sidstnævnte. Man må lade sige forføre at det virtuost forførende for
> at lade sig forføre til sligt. Det har jeg ikke kunnet...
Det er fair nok, der er ikke universelt gældende æstetikker. Jeg mener ikke
man skal tage den for mere end den er - en god og ambivalent fortælling som
er veludført på egne præmisser.
David