"Thomas" <Thomas.Elbo@Privat.dk> writes:
> Ordet 'Celluloid' er jeg stødt på flere gange, og min opfattelse af ordet
> er, at det er det "stof" som film bliver lavet af... (Altså selve filmene,
> der kører rundt på de store spoler inde i biograferne)
>
> Har jeg ret i det?
Ikke helt. Det er ret udbredt at kalde filmene for "celluloid" i daglig
tale, men det er ved at være mange år siden, at filmene rent faktisk var
fremstillet af stoffet celluloid.
Celluloid kaldes også i kemisk sprogbrug for cellulosenitrat.
Det fremstilles ved at behandle cellulose (bomuld) med koncentreret
salpetersyre. Fagfolk kalder også film på celluloid-base for
"nitrat-film". En meget stor ulempe ved celluloid er, at det er
uhyre brændbart. En lidt anden form for cellulosenitrat har tidligere
under navnet "skydebomuld" været anvendt som sprængstof. En
celluloid-brand er stort set umulig at slukke. Man kan smide en
rulle brændende nitrat-film ned i en spand vand, hvor filmen så
vil brænde lystigt videre under vandet! (jeg har et lille videoklip,
som viser dette, hvis nogen er interesseret i at se det). Film af
celluloid har desuden den lumske egenskab, at de kan nedbryde sig
selv og selvantænde, hvis de opbevares under forkerte forhold.
Adskillige filmarkiver er nedbrændt på den konto.
På grund af de brandsikkerhedsmæssige problemer med celluloid blev
film af celluloid udfaset af almindeligt brug i starten af 1950'erne.
Det er i dag forbudt at køre gamle film på celluloidbase i normale
biografer, hvis man ikke har særligt udstyr og særligt uddannet
personale til det. Mig bekendt er det kun filmmuseet, som må køre
celluloidfilm herhjemme i dag.
Da celluloidfilmene blev udfaset, gik man i stedet over til at
fremstille film på en base af cellulosetriacetat (fremstilles
ved at behandle cellulose med eddikesyreanhydrid). Denne triacetat-
film er meget mindre brændbar end nitrat-filmen, og den går også
under navnet "safety film".
Triacetatfilmen er dog heller ikke uden problemer. Med hensyn til
arkivering er det et temmelig stort problem, at filmen kan give
sig til at "svede" eddikesyre ud, hvilket ødelægger billedet.
Desuden er der miljømæssigt et problem i, at triacetatfilm ikke
kan genbruges efter destruktion.
I moderne biografbrug er man derfor indenfor de sidste 10 år gået
stort set helt over til at køre film på polyesterbase (polyethylen-
terphtalat). Filmene på polyesterbase har ikke triacetatfilmenenes
problemer ved langtidsopbevaring, og desuden kan polyesterfilm
genbruges, når de gamle kopier destrueres. En anden forskel på
triacetat og polyester er, at polyesterfilm har en langt større
brudstyrke end triacetatfilm. Dette kan både opfattes som en fordel
og en ulempe. Fordelen er naturligvis, at en polyesterfilm stort
set aldrig knækker - og dette er samtidig ulempen, idet polyester-
film faktisk er så stærkt, at det i tilfælde af uheld er i stand
til at ødelægge udstyr i operatørrummet, hvor en gammeldags
triacetatfilm bare ville være knækket, inden udstyret tog skade.
> Er der evt. nogen der har et link, hvor man får en teknisk forklaring på
> hvad 'Celluloid' helt nøjagtigt er?
Du kan eventuelt prøve at søge på Google efter en skøn blanding af
de ord, jeg angiver ovenfor: "celluloid nitrate triacetate polyester".
Så vil jeg tro, at du ender med en stak sider, som beskriver
filmmaterialets udvikling gennem tiderne.
--
-- Torben.
|