Sad og så Skjulte Øjne Remake i aften på en af kanalerne. Den viste sig
faktisk at være rigtigt ok. Havde ikke store forventninger til den, men blev
positivt overrasket.
Jeg er lidt imponeret over Christopher Reeve, nu han sidder i kørestol. Det
er ret tydeligt at manden har medproduceret en dybt personlig historie om en
totalt hjælpeløs person, med direkte kopi af hans egen situation. Sågar
replikkerne har fået sluset hans kamp for en kur ind. Mr. & Mrs. America må
have tudet snot over den film. Man skulle tro det var rædsomt pretentiøst,
men jeg synes det holder sig inden for acceptabel grænse. Jeg forundres over
hvor meget manden alligevel kan spille skuespil, selv om han nu ikke kan
bevæge kroppen.
Hitchcock bliver ikke just trampet på, spændingen er der stadig, selv om man
mere eller mindre kender historien. Darryl Hannah passer godt ind i
billedet, selv om Grace Kelly UMULIGT kan overgås. I det hele taget er
filmens stil opdateret til Millenium, hvor Hitchcocks udgave selvsagt var
luxury-fifties (ok, det er udtryk jeg lige finder på, ikke?). I stedet for
James Stewarts kikkert er Reeve udstyret med et IT-hjem i bedste Bill Gates
stil (selv om computerne er Mac), Reeve og Hannah tegner i denne her udgave
glashuse, sygeplejeren er jamaicaner (yeah, man!) og psykopaten har fået
Johnny Knoxville frisure. For HELVEDE, hvor er han et dumt svin, da han
skærer hans luftslange over.
Så absolut en fin film. Reeves rullestol er for fed...
|