---

Fandt dette på nettet som passer meget godt til det jeg er på vej igennem
fra idag af!
: ((
----------------------------------------------------------------------------
-------
Jeg græder. For første gang i mit liv græder jeg. Det gør ondt. Benene sitre
ukontrolabelt.
Maven føles som om den kunne flække midt over hvert øjeblik.
Armene vrider sig i smerte, i krampe som om der ikke kommer noget blod ud i
dem.
Selv helt ud i tænderne gør det ondt.

Jeg har mistet hvad der var mig kærest her i livet.
Du siger godt nok at vi stadig er venner, men det er ingen trøst. Det er
ikke dit venskab jeg vil have, men Dig.
Dit smil. Din varme. Din stemm. Din nærhed. Din duft. Din snorken. Dit
brokkeri. Din kærlighed. Dit hjerte.
DIG!

Alt dette havde jeg. Men dengang vidste jeg ikke, påskønnede jeg ikke hvad
du betød og betyder for mig.
Vi var kørt fast. Du ville mere. Jeg ville mindre. Du ville have børn. Du
ville giftes. Jeg ville ikke bindes.
Jeg ville have luft. Jeg ville have min frihed.

Jeg fik den. Nu vil jeg ikke have den. Nu ved jeg hvad du betyder for mig.
Nu er det for sent. Du har fundet lykken!

Din nyfundne lykke fik mig til at indse det.
Indse at det ikke længere er mig som krammer dig, nusser dig, trøster dig,
holdes vågen af din snorken,
får skældud af dig, masserer dig, sover med dig, venter med længsel på du
kommer hjem, beundrer dit smukke ansigt,
beundrer din smukke krop, ejer dit hjerte! Nu er det ham, din nyfundne
lykke.

Jeg burde være glad på dine vejne, men det er jeg ikke. Jeg græder. Jeg kan
ikke sove.
Jeg har ingen appetit. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget.
Hvis det skal gøre så ondt at leve i frihed vil jeg hellere være træl.
Hvorfor skal man igennem helvede for at opdage at man havde paradis?
Jeg er verdens største idiot!

Hvis jeg kunne ville jeg kaste mig på knæ og spørge om du vil følge mig side
om side til livets ende?
Jeg ville spørge om du ville føde mine, vores mange børn.
Og hellere i dag end i morgen, for i dag er den første dag i resten af vores
liv,
og jeg vil ikke spilde eet eneste sekund længere.

Men nu er det for sent. Du har fundet lykken igen, og din lykke betyder alt
for mig.
Jeg må tage konsekvenserne af mine handlinger. Jeg må lære at leve med den
frihed jeg engang så inderligt ønskede.
Jeg må lære at leve med smerten.

Jeg savner dig.

Jeg elsker dig.

Jeg har såret dig.

Jeg er en idiot!

---

Hej Oliver

Vi har alle prøvet at være der, hvor smerten ingen ende vil tage.
Hvordan er det nu, at man undgår at begå fejl?
Det gør man, ved at bruge sin erfaring :)
Hvordan får man så erfaring?
Ved at begå fejl :(

Sådan er det jo, men en dag vil også du igen møde en, der slår benene væk
under dig. Det hjælper ikke meget lige nu, men prøv at glæde dig lidt til
det, ikk'? Pludselig en dag tænker man "Heyyy, det gør jo ikke ondt mere!".

Knus og kærlige tanker,
Bettina


"Oliver Bruchhaus" <x-ray@REMOVEvolcane.dk> wrote in message
news:42jq9.101817$Qk5.4505892@news010.worldonline.dk...
> Fandt dette på nettet som passer meget godt til det jeg er på vej igennem
> fra idag af!
> : ((
> --------------------------------------------------------------------------
--
> -------
> Jeg græder. For første gang i mit liv græder jeg. Det gør ondt. Benene
sitre
> ukontrolabelt.
> Maven føles som om den kunne flække midt over hvert øjeblik.
> Armene vrider sig i smerte, i krampe som om der ikke kommer noget blod ud
i
> dem.
> Selv helt ud i tænderne gør det ondt.
>
> Jeg har mistet hvad der var mig kærest her i livet.
> Du siger godt nok at vi stadig er venner, men det er ingen trøst. Det er
> ikke dit venskab jeg vil have, men Dig.
> Dit smil. Din varme. Din stemm. Din nærhed. Din duft. Din snorken. Dit
> brokkeri. Din kærlighed. Dit hjerte.
> DIG!
>
> Alt dette havde jeg. Men dengang vidste jeg ikke, påskønnede jeg ikke hvad
> du betød og betyder for mig.
> Vi var kørt fast. Du ville mere. Jeg ville mindre. Du ville have børn. Du
> ville giftes. Jeg ville ikke bindes.
> Jeg ville have luft. Jeg ville have min frihed.
>
> Jeg fik den. Nu vil jeg ikke have den. Nu ved jeg hvad du betyder for mig.
> Nu er det for sent. Du har fundet lykken!
>
> Din nyfundne lykke fik mig til at indse det.
> Indse at det ikke længere er mig som krammer dig, nusser dig, trøster dig,
> holdes vågen af din snorken,
> får skældud af dig, masserer dig, sover med dig, venter med længsel på du
> kommer hjem, beundrer dit smukke ansigt,
> beundrer din smukke krop, ejer dit hjerte! Nu er det ham, din nyfundne
> lykke.
>
> Jeg burde være glad på dine vejne, men det er jeg ikke. Jeg græder. Jeg
kan
> ikke sove.
> Jeg har ingen appetit. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget.
> Hvis det skal gøre så ondt at leve i frihed vil jeg hellere være træl.
> Hvorfor skal man igennem helvede for at opdage at man havde paradis?
> Jeg er verdens største idiot!
>
> Hvis jeg kunne ville jeg kaste mig på knæ og spørge om du vil følge mig
side
> om side til livets ende?
> Jeg ville spørge om du ville føde mine, vores mange børn.
> Og hellere i dag end i morgen, for i dag er den første dag i resten af
vores
> liv,
> og jeg vil ikke spilde eet eneste sekund længere.
>
> Men nu er det for sent. Du har fundet lykken igen, og din lykke betyder
alt
> for mig.
> Jeg må tage konsekvenserne af mine handlinger. Jeg må lære at leve med den
> frihed jeg engang så inderligt ønskede.
> Jeg må lære at leve med smerten.
>
> Jeg savner dig.
>
> Jeg elsker dig.
>
> Jeg har såret dig.
>
> Jeg er en idiot!
>
>
>

---

Ih hvor jeg kender den følelse... jeg mistede min kæreste og prøvede med ham
igen... og mistede ham igen... hvorfor... fordi jeg prøvede igen... fordi
jeg ønskede at det kunne være mig og ham... men det kan aldrig være mig og
ham og lige meget hvad han så end betyder for mig, så burde han ikke betyde
det... for han var det ikke værd... han svigtede mig, ikke en men to
gange...

Det gør stadig ondt... og jeg vil altid have et sted til ham i mit hjerte,
men jeg har ikke en plads i hans, jeg var bare et stykke legetøj... som han
smed væk, da han fandt noget sjovere...

Jeg kender ingen råd, der kan gøre det nemmere for dig, kan kun sige, at det
hjælper at have nogen at snakke med og fremmede er somme tider langt bedre
at snakke med end dem man kender... for hvor gode venner man end har, så har
de valgt en side... og ser ikke sagen fra begge sider....

Kram fra
Charlotte