Trine K. <kirkeby-carlsen@get2net.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:oMfj9.20$OV.637@news.get2net.dk...
> Fandt denne lille historie på en opdrætter´s hjemmeside, den rørte mig
dybt
> at jeg har grædt mine tårer for alle de hunde der ender på internatter
fordi
> vi mennesker ikke kan finde ud af at "give dem et værdigt liv, hele livet
> til den dag hvor livet ender for enden af regnbuebroen"
>
> Hvordan kunne du gøre det?
> Af Jim Willis 2001
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du
> kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
> sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
så
> lod du dig formilde og kløede mig på maven.
>
> Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne
> blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
for
> at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
du),
> og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
hjem
> sidst på dagen.
>
> Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere
> og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
> trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
> dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket.
>
> Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
> hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede
> hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
>
> Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af
de
> små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
> dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
noget,
> og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller
et
> hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt
> en "kærlighedsslave".
>
> Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til
> min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
>
> Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund -
> tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
fra
> at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> udgifter i forbindelse med mig.
>
> Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
til
> en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
rigtige
> beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
> familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
> internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
hende".
> De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
> til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
> Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
og
> om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
> mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
> deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
to
> rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder
i
> forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
> til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
>
> De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> hverdag tillader.
>
> De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> siden.
>
> I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden
> i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
> var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
> som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
> jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til
> et fjernt hjørne og ventede.
>
> Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske,
> men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
> Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
bærer,
> vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
> hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
> en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
måde,
> som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
hun
> nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
gennem
> min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
øjne
> og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
> for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
var
> hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
> blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig
> selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
> sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
var
> dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
dig
> for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
>
>
> Slut
>
>
> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
øjnene,
> da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
> den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
> dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr
> ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
> dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
> og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
> dyr.
>
Er hermed videresendt til
www.dyrenettet.dk
Holm med tårer i øjnene...