Bøn om helbredelse i Kirken
Troslærekongregationen har for nylig udsendt en "Instruks om bønner for at
opnå helbredelse fra Gud", der på én gang fremlægger de læremæssige aspekter
og de disciplinære forholdsregler vedrørende en praksis, der i dag under
forskellige former er udbredt i Kirken. Af denne vigtige redegørelse,
underskrevet af Kardinal Ratzinger, bringer vi her et uddrag: kapitlet
"Helbredelsens karisme i den aktuelle situation".
I Kirkens historie har det ikke skortet på hellige mirakelmagere, der har
udvirket mirakuløse helbredelser. Dette fænomen var således ikke begrænset
til apostlenes tid; men den "helbredelses-karisme", som det nu er på sin
plads at kaste et læremæssigt lys over, hører ikke til disse
mirakelfænomener. Det spørgsmål, der stiller sig, handler snarere om de
bedegrupper, der oprettes specielt med henblik på at opnå mirakuløse
helbredelser for deres syge medlemmer, eller om de bønner om helbredelse,
der fremføres i slutningen af en messe med samme formål.
Helbredelser i forbindelse med bestemte bedesteder (helligdomme, i nærheden
af martyrers eller andre hellige menneskers relikvier, etc.) er der
rapporteret mange af op igennem Kirkens historie. De har i oldkirken og i
middelalderen været medvirkende til at gøre det populært at tage på
pilgrimsrejse til hellige steder, som af den grund er blevet berømte, som fx
Saint-Martin de Tours eller domkirken i Santiago de Compostela og mange
andre. Det samme fænomen finder også sted i dag, hvor man fx har valfartet
til Lourdes i over hundrede år. Disse helbredelser forudsætter ikke en
"helbredelses-karisme", eftersom der ikke er et handlende menneske, der
besidder denne karisme, men det er nødvendigt at regne dem med, når man går
i gang med læremæssigt at evaluere de omtalte bedegrupper.
Med hensyn til de bedegrupper, der sætter sig som bestemt mål at opnå
helbredelser - et mål, der måske ikke er altoverskyggende, men i det mindste
spiller en stor rolle i deres planlægning - er det hensigtsmæssigt at skelne
mellem dem, der kan vække tanken om en sand eller tilsyneladende
"helbredelses-karisme", og de andre, der ikke har en sådan karisme. For at
man kan tale om en eventuel karisme, er det nødvendigt for bønnens kraft, at
der er en eller flere personer, eller en gruppe af personer, fx gruppens
ledere, der styrer mødet. Hvis man ikke har at gøre med
"helbredelses-karismen", er det selvfølgelig tilladt og ofte betimeligt at
fejre de gudstjenester, der findes i de liturgiske tekster, med respekt for
de liturgiske normer, som det er tilfældet i messen pro infirmis. Hvis man
ikke respekterer den liturgiske norm, mangler handlingen legitimitet.
På valfartsstederne celebreres der også andre gudstjenester, der ikke sigter
specifikt mod at bede Gud om nåde i form af helbredelse, men som i
organisatorernes og deltagernes intention indbefatter helbredelser som et
væsentligt element; til det formål arrangeres der liturgiske fejringer, som
fx udstilling af det Allerhelligste med sakramental velsignelse, eller
ikke-liturgiske fejringer, der dog hører til den folkefromhed, som
tilskyndes af Kirken, som recitation af rosenkransen. Disse fejringer er
også legitime, forudsat at man ikke forvansker den oprindelige mening med
dem. Det ville fx ikke være rigtigt at sætte ønsket om at opnå de syges
helbredelse i første række og derved fratage udstillingen af det
Allehelligste sit egentlige formål; denne udstilling skal få de troende til
at erkende Kristi tilstedeværelse og opfordre dem til åndeligt at forene sig
med Ham med en bånd, der når sit højdepunkt i den sakramentale kommunion.
Man kan ikke tilskrive en bestemt gruppe af troende "helbredelses-karisme".
Det står helt fast, at Paulus, når han taler om de forskellige karismer i 1
Kor, 12, ikke lader nogen speciel gruppe (apostle, profeter, undervisere,
ledere eller andre) besidde "helbredelses-karismer"; der er en helt anden
logik i fordelingen af nådegaverne: "Alt dette virker den ene og samme ånd,
der deler ud til hver enkelt, som den selv vil" (1 Kor 12,11). I
bedegrupper, der har til formål at bede Gud om helbredelser, ville det
følgelig være vilkårligt, hvis man tilskrev en bestemt kategori af
deltagere, fx gruppelederne, en "helbredelses-karisme"; man kan kun stole på
Helligåndens suveræne vilje til at give nogle en særlig nådegave til at
helbrede for at åbenbare kraften i den Opstandnes nåde.
Imidlertid opnår end ikke de mest inderlige bønner helbredelse for alle
sygdomme. Paulus må således lære af Gud, at "Min nåde er dig nok, for min
magt udøves i magtesløshed" (2 Kor, 12,9), og at at de lidelser, vi skal
udholde, kan have følgende mening: "Hvad der mangler af Kristi trængsler,
udfylder jeg med min egen krop for hans Legeme, som er Kirken" (Kol 1,24).
Under en audiens tilstået undertegnede præfekt, har Pave Johannes Paul II
godkendt denne instruks, vedtaget ved en plenarforsamling i
Troslærekongregationen, og beordret, at den skulle publiceres.
Troslærekongregationen i Rom, den 14. september 2000, festen for Korsets
Ophøjelse.
Joseph Kardinal Ratzinger
Præfekt for Troslærekongregationen
(erik l)
|