---

KRISTENDOM (del 2)

Vi fortsätter i dette indläg gennemgangen af den moderne,
institutionaliserede kristendom. Sidste gang snakkede vi om det
manglende historiske grundlag, som den moderne kirke hviler på. Med
den moderne kirke mener vi den kirke, som opstod med den
romersk-katolske kirke et par hundrede år efter Kristus.

Vi skal i dag snakke om Kristi forsvundne pagt. Vi var sidste gang
inde på, at hverken Bibelen eller kirken hviler på nogen trovärdig
autoritet. Derfor kan kirken heller ikke, når den påstår at väre den
eneste sande religion, siges at have nogen autoritet bag sin
udtalelse.

Herren Krishna - alle väseners ophav - siger i Bhagavad Gita: "Når der
er opgangstid for ir-religion og nedgangstid for sand religion, da
nedstiger jeg for at befri de rettroende, straffe de onde og
genoprette de religiöse principper."

Jesus Kristus - Guds sön - siger: "Sönnen kan ikke göre noget af sig
selv, men han gör udelukkende hvad han ser Faderen göre, thi hvad Han
gör, det gör han ligeledes." Og videre: "Og Faderen har givet sönnen
magt til at holde dom."

Så Jesus Kristus var en reformator, som åbenbarede sig på Guds
anmodning, for at genindföre religionens ägte principper i jödernes
regime, da disse havde afviget fra den rette vej. Der findes
tilsträkkeligt med henföringer i Bibelen, som bevis for denne
kendsgerning.

Men det fremgår ikke klart i dag, hvor degenereringen i jödedommen
opstod, og hvilke reformerende foranstaltninger Jesus ville indföre.
Det skyldes at de moderne kristne religiöse samfund er lige så
uvidende om deres egen religions sande betydning, som deres jödiske
forfädre var det på Jesu tid. Udviklingen af den jödiske religion, som
den beskrives i Det Gamle Testamente, fölger en räkke pagter mellem
Gud og menneskene, hvorigennem menneskene skulle forlade verdsligheden
og overlade sig helt til Guds vilje, tjene Ham og synge Hans lovsang.

Målet for jödedommen var aldrig tomme ceremonier, men ren hengivenhed:
"Herre! ?bn mine läber, så skal min mund forkynde din pris, thi i
slagteoffer har Du ikke behag, og gav jeg et brändoffer, vandt det Dig
ikke. Offer for Gud er en sönderbrudt ånd. Et sönderbrudt, sönderknust
hjerte agter Du ikke ringe, oh Gud." (Salmernes Bog).

Men da mennesker må leve i den materielle verden, og da det ofte er
urent og ikke har overgivet sig til Gud, åbnede pagten mulighed for
dets gradvise renselse. Disse pagter blev reguleret af Gud og Hans
profeter, alt efter tid, sted og omständigheder.

Kapitel 1 i Förste Mosebog omtaler, at mennesket oprindeligt levede
indenfor Gud, og da ikke besad nogle seksuelle begär. Gud gav
mennesket herredömmet over dyrene, og forsynede det med urters frö og
frugter som dets retmässige föde. Senere blev mennesket ifölge
historien fordrevet fra Edens Have p.g.a. begär, og dermed begyndte
dets fald.

I syvende kapitel af Förste Mosebog finder vi, at Gud tilintetgjorde
menneskeslägten for den ugudelighed gennem et voldsomt syndefald. Kun
Noah, hans familie og dyrene i arken overlevede. Som en fölge af
syndfloden nävnes det, at Noah fik tilladelse til at spise köd,
hvilket näppe er så underligt, eftersom al väkst på Jorden var blevet
forstyrret.

Läser man videre i Det Gamle Testamente finder man, at pagternes
tendenser var at mindske ködspisning, vindrikning og forgängelige
verdslige forlystelser. De to fölgende böger i Det Gamle Testamente -
Anden og Tredie Mosebog - giver menneskene strenge restriktioner ang.
ködspisning.

Der findes komplicerede forskrifter for ködoffer, tilligemed
omfattende beskrivelser over efterfölgende tempeltjeneste. Guds aftale
med jöderne krävede, at det köd som spistes af jöderne, ej måtte
indeholde blod, hvilket praktisk taget er umuligt. Det er lettere at
leve af gröntsager, end at tömme et stykke köd for den sidste
bloddråbe.

Disse forskrifter blev givet af Gud som en indrömmelse til menneskenes
begär: "Om du nu, når Herren din Gud har udvidet dine landemärker, som
Han har lovet dig, og du får lyst til köd og siger, Jeg vil have köd
at spise. så spis kun köd så meget du lyster." (Femte Mosebog). I
Fjerde Mosebog, hvor jödernes landflygtighed i örkenen bekskrives,
sendte Gud dem manna fra himlen, for at spare dem for at spise köd.

Alligevel längtes de mere efter köd end efter barmhjertighed fra Gud.
Gud blev vred på dem og advarede dem, at de skulle komme til at spise
köd "indtil det står eder ud af näsen, og i vämmes derved." Derefter
sendte Gud dem köd. Men mens ködet endnu var mellem tänderne på dem,
för det endnu var blevet spist, blussede Herrens vrede op mod folket,
og Herren lod et meget hårdt nederlag ("nederlag" er i den danske
bibelske oversättelse blevet til "straf") ramme folket.

På lignende måde finder vi i Esajas, at Gud er vred på menneskene i
Jerusalem, fordi de ändrede den hellige pagt til en undskyldning for
sansenydelse. "Hvad skal jeg med jeres mange slagteofre" siger Herren.
"Jeg er trät af vädderbrände-ofre, af fedekalvens fedt, har ej lyst
til blod af okse, lam og bukke. Eders nymånefester og höjtider hader
min själ. De er mig en byrde, jeg er trät af at bäre. Breder i
händerne ud, skjuler jeg öjnene for jer. Hvor meget i så end beder,
hörer jeg det ikke. Eders händer er fulde af blod" siger Gud.

Den store profet Daniel, rådgiver for kong Nebukaneser i Babylon, var
streng vegetar, og drak ikke vin. Han ville ikke svine sig til med
kongens ködretter, ejheller med hans vin. Han ernärede sig udelukkende
af gröntsager og vand.

Esäerne og terepeuterne, to jödiske munkeordener som blomstrede kort
tid för Jesu Kristi åbenbaring, var også kendt for deres strenge
afholdenhed. De holdt sig fra köd, vin, utilladt sex og brugte al
deres tid på at lovprise Gud og diskutere skrifterne. Alligevel blev
de betragtet som kättere af den tids ortodokse jöder, thi de ville
ikke väre tilstede ved rabbinske gudstjenester i de jödiske synagoger,
hvor ködofring blev foretaget.

Som vi ser, fremstod Jesus i en tid med store religiöse modsätninger.
Sekter polemiserede over omstridte läresätninger og filosofier, og den
jödiske rettroenhed var overbelässet med overmåde streng ritualisme.
Jesu läre var enkel og ren, og gengav det dybeste indhold af Det Gamle
Testamente, nemlig "Du kan ikke tjene Gud og mammon" og "Sög först
Guds rige og Hans retfärdighed, så skal alt dette (d.v.s. livets
materielle fornödenheder) tilfalde jer."

Jesus underviste m.a.o. i fuldständig overgivelse til Gud uden
materialistiske (d.v.s. selviske) motiver om sansenydelse i denne
midlertidige verden. Som det står skrevet i Hebräerbrevet, tilböd
Jesus Kristus og Hans läre en ny pagt med Gud, en ny mulighed for
menneskene at blive rensede for synd, og overlade sig helt til Gud.

Pagten ang. det jödiske ködoffer skulle ophöre, og Kristus lod gälde:
"Thi det er godt at blive styrket i sit hjerte gennem nåde, og ikke
gennem offermåltider." I den engelske bibeloversättelse er
"offermåltider" blevet til "köd". I den officielle danske oversättelse
lyder det således: "Thi det er godt at hjertet styrkes ved nåden -
ikke ved bestemte spiser."

Kristi nåde var ikke billig. Hans pagt indebar fortsat en fast
overenskomst mellem Gud og menneskene. At menneskene skulle reddes af
Jesu nåde og göre Guds vilje. Som Jesus siger i Matthäus: "Ikke enhver
der siger til mig, Herre Herre, skal komme i himmerrige, men den, som
gör min himmelske Faders vilje." Og i Johannes Evangeliet: "Hvis i
elsker mig, så holder i mine befalinger."

Der findes mange beviser på at de äldste kristne - apostlene, Clement
af Alexandria og Johannes Chrisostum for blot at nävne nogle få -
holdt fast ved de hellige löfter om vegetarisme, renhed og afholdenhed
fra stärke drikke. Som vi imidlertid har set fra tidligere, er disse
Kristi bud - specielt de som angår fortäring af köd - med fuldt
overläg blevet fejet under måtten af kirken. Jesu pagt afskaffede det
jödiske ködoffer, og pagten omfattede bestemmelsen: Du må ikke slå
ihjel!

Moderne kristne, som har en lang tradition for tekstforvanskning,
begyndte i Nikea, at i ordene "slå ihjel" kun at lägge betydningen
mord på mennesker, men ej på dyr. På denne måde kunne de fortsätte med
at dräbe dyr, uden sågar at fölge Det Gamle Testamente's forbehold, og
åbne slagterier på samlebånd, for at kunne tilfredsstille deres tunge.
Til forsvar herfor plejer de at citere sådanne steder i Det Nye
Testamente, som pastoralbrevene - tre breve formodentlig fra Paulus'
tid, i hvilke askese og da specielt afholdenhed fra fortäring af köd,
omtales som "djävelens doktriner".

Men forskning af så respekterede 1800-tals teologer som Schleimacher,
Eichhorn, Bauer, Holzmann og Pfleiderer har påvist forfalskning af
disse breve på grundlag af uklar tidsregning for de händelser som er
gengivet i disse breve, doktrinäre ejendommeligheder, sproget, samt en
forhastet historisk skildring af kirkeordningen.

Pfleiderer skriver at disse tre breve kun kan have sammenhäng med
kirkens stridigheder med den gnostiske bevägelse i det andet
århundrede, hvilket var mere end hundrede år efter Paulus' död -
Paulus, som formodes at väre forfatter til pastoralbrevene. Så der er
tydeligvis ikke tale om andet end dogmatiske indläg fra censorerne.
Således er en meget väsentlig grund til Jesu fremkomst - nemlig
ophöret med ködfortäring i religionens navn:

"Jeg er kommet for at göre en ende på ofringen" og "At i afholder jer
fra afgudsofferköd, blod og köd af kvalte dyr" - blevet omgjort i Hans
navn af de kristne, som var yderst villige til at afstå fra
offerceremonier, men ikke fra smagen af köd og blod.

Et andet vigtigt punkt i Det Gamle Testamentes pagt var lovprisningen
af Guds navn, som särligt fremhäves i Salmernes Bog. Kristus, som kom
herned til denne planet, ikke for at tilintetgöre loven i Det Gamle
Testamente, men for at fuldbyrde den, ville også åbenbare Guds navn
for menneskene. Han gjorde dette, ved at åbenbare Guds navn igennem
sig selv, Kristus, Herrens salvede. Da Jesus vidste at tiden for
korsfästelsen närmede sig, var Han opsat på at Guds navn skulle slås
fast i verden: "Dog, derfor er jeg kommet til denne tiende. Fader,
helliggör Dit navn" samt "Jeg har åbenbaret Dit navn for de mennesker,
som Du tog ud af verden og gav mig."

Guds navn adskiller sig ikke fra Kristi navn - Guds bemyndigede
stedforträder. Kristus var i virkeligheden det eneste navn som Jesus
röbede for sine disciple. Han sagde: "Og hvadsomhelst i beder om i mit
navn, det vil jeg göre, for at Faderen kan forherliges af sönnen" og
"Faderen må give jer hvadsomhelst i beder Ham om i mit navn."
Det sidste kommer slet ikke frem i den danske oversättelse.

Den gentagne recitation (eller syngen) af Kristi navn var en anden
detalje i den oprindelige kristne pagt, som kirken med tiden har
forkastet. Det er allerede blevet nävnt at Thomas, i Leucius'
beretninger om hans gerninger, underviste i gentagelsen af kongens
(Kristus') navn, som en forholdsregel for at dysse syndens slange i
sövn.

I den gräsk-katolske kirke vogtedes denne tradition i klostrenes
trosbekendelse - kendt som filokali, kärligheden til åndelig skönhed.
Novicerne blev i dette tilfälde givet det råd, at opsöge en äldste, en
åndelig mester eller rådgiver, som skulle göre vedkommende fortrolig
med en bön som bestod af ordene: "Herre Jesus Kristus, hav
barmhjertighed med mig." Målet med denne gentagne bön var ikke blot
rituel. Den var hvad Filokali kaldte theosis, eller genopväkkelsen af
åndeligheden i personligheden.

I virkeligheden findes der mange traditionelle bönner, som består af
Kristi navn, som er beregnet til meditativ sang og gentagelse: (gräsk
citat:) "Kristus er opstået" og (gräsk citat:)"Jesus Kristus, Guds
sön, frelseren" m.fl.

At synge Jesu Kristi navn er på det närmeste ukendt praksis i vore
dages vestlige kristendom, igen beroende på den romersk-katolske
kirkes uvilje mod oplysning. Den hellige Benedictus, det vestlige
munkeväsens fader, lagde ikke megen vägt på det udtalede navn Kristus,
trods det at han med al sikkerhed må have kendt til dette fra den
äldre kristne tradition og fra selve Bibelen. Moderne kristne vil
måske hävde, at dette bare er et spörgsmål om tolkninger af skriften,
som menneskene omkring Kristus har gjort.

Det allervigtigste er dog, at alle anerkender Jesus Kristus som den
eneste frelser, om så visse mennesker fra nogle kulturelle miljöer
synger Hans navn eller ej. Men Romerbrevet modsiger dette, thi der er
ingen forskel på jöde og gräker; de har jo alle den samme herre, rig
nok for alle dem der påkalder Ham. Thi enhver, der påkalder Herrens
navn, skal frelses.

Sammenfattet indebärer Jesu Kristi pagt, baseret på forhåndenvärende
skriftelige beviser, to vigtige betingelser, som ikke anerkendes af
kirken i dag:

1. afståelse fra slagtning af dyr og fortäring af köd samt
2. regelmässig påkaldelse af Jesu Kristi navn for syndernes
forladelse.

Gnosticisme og agnosticisme, ny-gnosticisme og ny-agnosticisme.
Det vil ikke väre en overdrivelse at beskrive de mennesker som Jesus
prädikede for, som agnostiske, d.v.s. uvidende. Et studium af
skrifterne giver tydeligt beläg for den trolöshed, som herskede på
Kristi tid. For at drage deres opmärksomhed til Guds eksistens, var
Han nödt til at udföre undere: "Hvis i ikke får tegn og undere at se,
vil i ikke tro", sagde Han. Kristi forkyndelse var således begränset
til enkle beretninger, som dårligt nok indeholdt nogen direkte
filosofi:

"Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting
ser, og hörer og dog ingenting hörer." Til og med disciplene tvivlede.
I Getsemana Have kunne de ikke bede sammen med ham p.g.a. ködets
svaghed. Han blev forrådt af en af de tolv, Judas Iskariot. Peter
fornägtede ham tre gange, og Han (Jesus) blev dömt og ingen forsvarede
ham. Thomas kunne ikke tro at Han var opstået fra de döde, uden selv
at få det at se.

På et tidspunkt irettesatte Jesus de tolv og sagde: "Åh, du vantro og
forvildede slägt, hvor länge skal jeg väre hos jer, hvor länge skal
jeg tåle jer?" Da de imidlertid troede at Han var Guds sön, og da de
holdt Hans bud, og de tolv disciple var blevet bemyndigede til på Hans
vegne at forkynde alt, hvad Han havde lärt dem, på trods af at det
endnu ikke var fuldständig kendskab til Gud: "Jeg har endnu meget at
sige jer, men i kan ikke bäre det nu."

I Matthäus evangeliet finder vi at......."Kristus påböd at disciplene
skulle uddrive onde ånder, helbrede syge og prädike om Guds rige."
Efter korsfästelsen og opstandelsen blev Kristi disciple - med
undtagelse naturligvis af forrädderen Judas, som hängte sig -
velsignet af helligånden til at udföre alle disse ting, trods alle
deres mangler. Ved inspireret forkyndelse spredtes således af Kristi
disciple den religion, som nu er kendt som kristendom fra Palästina
til ’gypten, Gräkenland og det romerske rige.

Alligevel gik, som det allerede er påpeget, den gamle forkyndelse om
Jesus Kristus tabt p.g.a. den indgroede agnosticisme, som rådede
blandt menneskene på den tid. Den sande transcendentale natur af
Kristi identitet som Guds sön der steg herned, blev formörket, og Hans
personlighed reduceret til de mest fundamentale kropslige vilkår. Vi
hörer om Gud i ködet, som udgöd sit blod for vore synder. Og Hans
pagt, om afholdenhed fra köd og vindrikning, blev forkastet p.g.a.
rodfästede vaner, som menneskene i Middelhavslandene havde. I tidens
löb blev fortäring af köd og drikning af vin sanktioneret af kirken.
Således forlod helligånden kirken.

Efter disciplene og deres närmeste efterfölgere fandtes der ikke flere
forkyndere, som kunne bevise Kristi magt gennem undervärker.
Tolkningen af Kristi forkyndelse blev et anliggende for
fornufts-teorier og ikke for åndelig inspiration, hvilket fremgik af
mödet i Nikea. I 1100-tallet forsikrede Thomas Aquino de kristne, det
var blevet sanktioneret at dräbe dyr gennem det guddommelige forsyn,
og at kvinder ingen själ havde.

Således gik agnosticismen atter sejrrig gennem den vestlige verden.
Den fejlslagne kristendom har sin årsag i, at discipelkäden fra
Kristus blev brudt. Gamle forkyndelser er gået tabt, for aldrig at
blive genfundet. Den moderne kirke er ikke andet end en tom skal af,
hvad den var engang. Nu er den blevet sönderslået i en mangfoldighed
af samfund, som hver fremlägger sin fortolkning af Kristi forkyndelse.

Dog findes der ingen som har den ringeste anelse om, hvem Kristus
virkelig var, eller overhovedet hvordan han så ud. Kristne er ikke
längere sikre på, om den levende själ er noget der er uafhängig af
kroppen, eller om livet beror på vekselvirkninger mellem de materielle
bestanddele i kroppen. Betydningen af forholdet mellem faderen, sönnen
og helligånden er ligeledes svöbt ind i et mysterium.

Eksperimentel videnskab og kirkelige dogmer har pr. tradition haft et
mislykket samarbejde, og dette modsätningsforhold har en negativ
effekt på de kristnes tro på Bibelens ord som Guds sande ord.
Foreteelser som abort, födselskontrol, pornografi, homoseksualitet og
lignende splitter de kristne i grupper; de som bifalder og de som
modsätter sig.

De, som har hört om Jesu navnkundighed, vil tro. Men de kan ikke komme
frem til nogen klar forståelse af Kristus og Hans forkyndelser, hvorpå
de kan fästne deres tro, da der ikke findes nogen kirkelig autoritet,
som på korrekt måde kan forklare denne forståelse. Helt afgjort
skyldes krisen i den moderne kirke mangel på kundskab - agnosis.

Det Internationale Selskab for Krishnabevidsthed - ISKCON - som
präsenterer de vediske skrifters budskab, som det er givet af A.C.
Bhaktivedanta Swami Prabhupada, gör ikke fordring på at väre en
kristen eller hinduistisk sekt. Imidlertid gör vi fordring på, at
guddommens evige budskab genfindes i de vediske skrifter, og at dette
budskab harmonerer med Jesu Kristi oprindelige forkyndelse. De vediske
skrifter lärer at åndeligt liv begynder, når tungen bliver beskäftiget
med åndelige ting.

En ukontrolleret tunge er nemlig kilden til al slags synd. På lignende
udtaler Jacob: "Også tungen er en ild. Som en verden af uretfärdighed,
sidder tungen blandt vore lemmer og besmitter hele legemet, ja, sätter
tilvärelsens hjul i brand og er selv sat i brand af helvede." (Jacobs
brev).

Tungen har to funktioner: at smage og at tale. Vil man opöve sig til
vejen til det åndelige liv, må begge tungens funktioner renses. Talens
funktioner renses ved, at man reciterer (fremsiger, synger) Guds
hellige navn Krishna, som etymologisk er knyttet til det gräske ord
Kristos I virkeligheden udtales ordet "Krisna" i nogle lokale
dialekter i det nordlige Indien, som "Kristo" og det er velkendt at
gräkerne kom i kontakt med sprog og kultur i det nordlige Indien så
tidligt som 300 år för Kristi födsel.

Smagens funktion renses ved, at man tager Krishna prasadam, d.v.s.
vegetarisk föde, som er ofret til Herren i kärlighed og hengivenhed.
Ved at synge Guds navn, og ved kun at spise renset mad, kan Krishna's
hengivne afstå fra utilladt sex, ködspisning, alle slags rusmidler og
hasard. Disse beskrives som syndens fire tilflugtssteder i moderne
tid. Altså i Kali-yuga, denne sidste tidsalder - mörkets og hykleriets
tidsalder.

På denne måde bliver den hengivnes bevidsthed åndeliggjort, så at han
kan höre og forstå den transcendentale videnskab i Krishnabevidsthed -
også kaldet bhakti-yoga videnskaben - fra de åndelige mestre eller
guruen, som står i en ubrudt käde af disciple som sträkker sig 5.000
år tilbage til Sri Krishna's tid.

Forkyndelsen af Krishnabevidsthed er ikke blevet forvränget eller
fordunklet i tidens löb. Den er lige så frisk og klar som den var, da
Herren Krishna berettede Bhagavad Gita for Arjuna. Og den er bevaret
intakt til efterverdenen gennem räkken af åndelige mestre - det som
kaldes Brahma Madhva gordia samphradayaen - altså den discipelkäde
der går fra Brahma gennem Madhva og ned til de seks gosvamier, som
fremstod i Gaudia (Bengalen) i 1500-tallet.

Vores sammenslutning og vore forkyndelser har vakt uro og bekymring
blandt ansvarlige medlemmer af det kristelige etablissement. Vi har
f.eks. Johannes Ågård fra Det Evangeliske Teologiske Seminar ved
universitetet i Århus, som har anklaget vores bevägelse for at prädike
ny-gnosticisme, hvilket vi sådan set tager som et kompliment.

Og så var der fader Harck fra Munchen, som tolkede vor tillid til
discipelräkkefölgen som en blanding af gnosticisme og fascisme. Og,
som det nävnes i begyndelsen af denne udsendelse, troede han at der
ikke var nogen samklang mellem Krishnabevägelsens hindu-tro og
kristendommen.

Hvis vi tager ordet gnosis - eller gnosticisme - for det som det
virkelig betyder, og fjerner os fra den kränkende hentydning som
påduttes betydningen af dette ord af generationer af kristne
samfundsrepräsentanter, da kan man ganske givet sige at
Krishnabevägelsen udbreder gnosis - nemlig viden. Som Krishna selv
forklarer det i Bhagavad Gita:

"Eftersom du aldrig misunder mig, skal jeg skänke dig denne höjst
fortrolige visdom. Når du kender denne, vil du blive befriet fra den
materielle verdens lidelser og der vil intet mere väre for dig at
vide." Her indrömmer Krishna klart, at Han underviser i jnana eller
gnosis. Her giver Han også Arjuna det råd, at sådan hemmelig visdom
ikke kan forstås af de misundelige, f.eks. de som anklager Herrens
hengivne for at blande gnosis og fascisme.

Det flertydige ord "fascisme" anvendes med det formål, at tage afstand
fra at vi accepterer absolut autoritet af skrifternes tolkning. Deres
konklusion er, at man ligesågodt kan höre skriften fra Adolph Hitler,
som fra en guru der står i discipelräkken fra Krishna. Denne holdning
afslörer umiddelbart den agnosticiske mistro hos ophavsmanden til et
sådant argument.

For ham findes der ingen absolut autoritet, hvorpå man kan stötte sig,
når det gälder åndelig viden. Men hvis det er tilfäldet, da må vi
spörge: hvilken nytte har man da af en kirke og dens läresätninger?
Agnostikerne kan forsöge at forsvare denne holdning ved at hävde, at
Jesus Kristus var den eneste absolutte autoritet, eftersom han ikke
var noget almindeligt menneske.

Men, som det er blevet forklaret i dette program, findes der i dag
ingen levende kristen, som ärligt kan sige at han direkte har
forbindelse til Jesus gennem kirken. Hvordan kan man godkende Jesu
absolutte autoritet igennem Bibelen og afledte kirkelige
läresätninger, når disse i virkeligheden er menneskers tvivlsomme
värk. Kristne agnostikere kritiserer misundeligt de Krishna-hengivne
for dyrkelsen af guruen.

Og jeg citerer: "På os virker dyrkningen af guruen således, at al den
sande indsigt som findes i ISKCON bliver usand og giver frit spillerum
for manipulation og misbrug af andre mennesker." Trods dette, blev
deres egne läresätninger gennem årene frit manipuleret af alle slags
mindre nöjeregnende mennesker - endda derhen, hvor det ikke har nogen
lighed med Kristi forkyndelse. Var censorerne mere end almindelige
mennesker? Var Martin Luther mere end et almindeligt menneske? Og er
dagens såkaldte genfödte kristne, som hävder at Jesus har åbenbaret
sig direkte for dem i deres hjerte, mere end almindelige mennesker?
Selvfölgelig ikke.

Eller forventes det helt enkelt af os, at vi blindt skal acceptere
denne söndagsbutik af kompromisfyldte og selvmodsigende spekulationer
som den eneste sande vej - uanset hvilken udvandet version der uddeles
af en hvilkensomhelst galning? Er Kristus virkelig så billig, at han
står til tjeneste for en hvilkensomhelst helligfröns, der underviser
på et gadehjörne om sin egen opfattelse af Kristi ord?

Som tidligere bemärket, sagde Kristus: "Ikke enhver der siger til mig,
Herre Herre, skal komme i himmerrige, men den, som gör min himmelske
Faders vilje." Hvis tolkning er da den rette? Hvilken moderne kristen
autoritet eller kirke skal vi rette os efter?

Katolikkerne siger, at vi må acceptere at pavens ufejlbarlighed
anerkendes af Jesus. Er det korrekt? Lutheranerne siger, at
katolikkerne har uret. At läse Bibelen tillidsfuldt og fölge vore egne
hjerter er alt, hvad der behöves for at blive frelst. Har de ret i
det?

Mormonerne siger, at paven er blevet erstattet af deres Sidste Dages
Hellige, og at deres kirke således er den eneste rigtige. Er det
rigtigt? Jehovas Vidner siger, at alle kirker - med undtagelse af
deres egen - hörer Satan til. Har de ret? Syvendedages Adventisterne
siger, at man skal väre vegetar for at blive frelst. Men der findes
andre adventister som siger: "Pris Herren og dräb koen." Hvem har ret?
Prästen Jim Jones sagde, at han var Kristus. Havde han ret i det? Det
samme siger pastor Moon fra Tonkil-bevägelsen.

Alle som een siger de, at der kun findes een vej. Trods dette, udviser
de Men der findes andre adventister som siger: "Pris Herren og dräb
koen." Hvem har ret? Prästen Jim Jones sagde, at han var Kristus.
Havde han ret i det? Det samme siger pastor Moon fra
Tonkil-bevägelsen.

Alle som een siger de, at der kun findes een vej. Trods dette, udviser
de indenfor deres tro en sådan mangfoldighed af rivaliserende veje til
Kristus, at denne dogmatiske påstand umiddelbart gör deres tro
meningslös. Hvis der kun findes een vej, udpeg da, käre kristne
broder, den ene vej blandt jer, som er den rette! Deres forsvar til
dette punkt er at sige: "Vores tradition giver os frihed i skriftelig
tolkning, men jeres gör det ikke." Men tolerancen i tolkningen ophäver
ethvert spörgsmål om tradition, og giver frit spillerum for anarki og
oplösning.

Derfor har det ingen mening at tale om kristen tradition, fordi
kristendommen er död. Den döde med den materialistiske manipulering af
så mange tåbelige såkaldte kirkefädre og autoriteter, som var
forbländede af deres egne ukontrollerede sanser, deres egne
ukontrollerede tanker og begär efter personlig magt og prestige.
Derfor er det klart, at den kristnes mistro til den åndelige mesters
(guruens) kvalifikation, som underviser i Guds ord, er en skepsis som
er födt af hans egen skuffelse over kirkeledernes inkompetence.

Spörgsmålet: hvis fortolkning er den rette? hviler i virkeligheden
ikke på den kendsgerning om man er - eller ikke er - et menneske. Hvis
man som menneske virkelig ikke var kvalificeret til at läse og
forklare skriften, da ville de kristne sandelig heller ikke väre mere
kvalificerede til at forkynde Guds ord end os.

Det virkelige spörgsmål hviler på det faktum om man er - eller ikke er
- et RENSET menneskeligt väsen. Om man er renset m.h.t. at holde fast
ved forholdsregler og läresätninger, som ens lärere har forkyndt -
hvilket er meningen med guru discipelkäden - er man af Gud bemyndiget
til at forklare den absolutte sandhed, og bliver således dyrket som
Guds rene stedforträder.

Hvis man imidlertid djävelsk holder fast ved alle mulige slags
forbudte sanselige forlystelser med den uholdbare begrundelse, at man
kalder det reformation, vil ens udlägning af skrifterne blot bidrage
til at skjule deres oprindelige indhold. Når det er lykkedes en
religion at skjule sin mesters oprindelige forkyndelse, kan den
virkelig kaldes agnostisk.

Hvis det virkelig var en kendsgerning at Jesus Kristus til alle tider
er den eneste vej til frelse, ville Gud virkelig väre en närig gammel
mand, for den vej er allerede blevet blokeret af dödelige menneskers
manipulationer. Det ligger ikke udenfor den bibelske tradition for Gud
at forny sin aftale, efter at den er blevet overtrådt af menneskene.

Denne fornyelse viser blot endnu engang Guds ubegränsede
barmhjertighed. Hvorfor skulle hans barmhjertighed da väre ophört ved
kristendommens död? Ny-agnostikerne, sekt-ombudsmändene, de berörte
kirkelige autoriteter, som frygter indträngen på deres område, har
ingen åndelig kundskab, hvormed de kan opfriske forståelsen hos de
bedragede masser, som i stort antal söger til de nye religöse
bevägelser, eller til narkotika kulturen, eller til de radikale
anarkist bevägelser o.s.v. De kan kun ynkeligt beklage sig.

Der må ske en anstrengelse fra kirkens side, for at generobre og på ny
fremholde dybden og rigdommen i den kristne åndelighed, som har ligget
en anelse forsömt, og har drevet mange bort til den ny-gnostiske
löbeild, for at söge svar.

Men hvordan kan de redde den kristne åndelighed?
Den blev for länge siden gemt af vejen og kasseret i de tidlige
romerske censorers klipperum. Eftersom de moderne talsmänd for den
etablerede kristendom ikke har noget positivt svar at komme med, er de
tvunget til at lade sig nöje med en bedrövelig kritik af de
ny-religiöse bevägelser.

Dette gör de, for at fjerne opmärksomheden fra de vigtige kirkelige
spörgsmål, som opstår ved den blotte tilstedevärelse af disse
ny-religiöse grupper. Som det imidlertid blev bemärket engang i en
tale af fader Harck i KFUM (Gud väre hans själ nådig) synes alle
anklager om tvivlsom praksis mod de ny-religiöse bevägelser at
blive som boomeranger, der farer tilbage i ansigtet på anklageren.
For kristendommen ser nemlig ikke ud til at kunne vise ende på räkken
af tvivlsomme praksisser, og det i et format som ikke kan sammenlignes
med ungdommens minoritetssekter.

Fader Harck valgte at diskutere pengeindsamlingen fra sekterne, men
dette fik tilhörerne til at spörge om kirken meget STÖRRE
pengeindsamlinger o.s.v. Detter er i sandhed ikke et videre ophöjet
stade for en religiös diskussion. Hvad ny-agnostikerne må give
menneskene er gnosis - viden - hvilket de selvfölgelig ikke er i stand
til.

Som vi fik det at vide tidligere fra Herren Krishna, er jnana (viden)
ikke tilgängelig for de misundelige, som kun er interesserede i at
bevare deres positioner for enhver pris. Kundskaben om Kristi
identitet var heller ikke tilgängelig for prästerne og farisäerne i
synagogerne i det gamle Jerusalem.

På grund af deres hovmodige ligegyldighed, ang. essensen af deres egen
jödiske tradition, var höjdepunktet i Jesu forkyndelse simpelthen
ubegribeligt for dem: "Thi hvis de troede på Moses, vil de tro på mig,
thi om mig har han skrevet. Men tror i ikke på hans skrifter, hvordan
skulle i da tro mine ord?"

Vi kan stille ny-agnostikerne et lignende spörgsmål: hvis i havde
troet på, hvad Kristus virkelig forkyndte, så skulle i også have troet
på os, altså de Krishna-hengivne. Men hvis i ikke tror på ham, eller
har viden om ham, hvorden kan i da tro på os?

mvh
jahnu


ORDLISTE.
alexandrinsk - stamende fra Alexandria, Egypten
apostel - (fra gräsk) udsending
apologet - (fra gräsk) forsvarer
apologetisk -
apologi - forsvarstale eller -skrift, fraläggelse (tilbagevisning)
af beskyldning
aramäisk - et semitisk sprog, beslägtet m. fönikisk og hebraisk;
Jesu modersmål
apokryffer - (fra gräsk) skjulte
apokryfiske - skrifter der ikke anerkendes som värende kanoniske
Brahma - det förste levende väsen, som blev skabt
encyklopädi - systematisk eller alfabetisk ordnet opslagsvärk
etymologi - lären om ordenes oprindelse, afstamning og egentlige
betydning
etymologisk - i overensstemmelse med den oprindelige betydning
gnosticisme - (fra gräsk) fejlläre; betegnelse for en mängde sekter
eller småreligioner som fremkom rundt om i romerriget för og efter
kristendommens opståen
gnosis - (fra gräsk) erkendelse
gosvami - herre over sanserne
hellener - (egl. beboer fra landskabet Hellas i Thessalien) gräker
hellenisme - den gräskprägede kultur i landene omkrig det östlige
Middelhav ca. 40 -30 f. K
hellensk - af gräsk afstamning
isoter - linie gennem steder med samme temperatur
isoterisk - kanonisk - skrifter, godkendt (kanoniseret) af den
katolske kirke (modsat apokryf)
Madhva - den femte åndelige mester i discipelsuccessionen
monolit - söjle hugget af sten
Origen - (ca. 185-253 e.Kr.) alexandrinsk kirkefader;
betragtes som den kristne kirkes teologis fader
prasadam - mad, som er blevet ofret til Krishna, og som derved bliver
åndelig. Ofret mad kan rense de levende väsner.
synkretisme - forsög på at forene (ideer fra) forskellige filosofiske
eller religiöse systemer.
tora - (fra hebraisk torah - beläring, lov)
Toraen - de fem moseböger