---

Lad os tage et historisk overblik over den gnostiske strid med den
tidlige kirke.

Moderne modstandere af ny-gnosticismen er hurtige til at undervurdere
den rolle, som den gamle gnosticisme spillede i kristendommens äldre
historie. De forsvarer den ortodokse kristendom på symbolsk vis, som
var den en slags historisk monolit, som på en enig og harmonisk måde
stammer fra apostlenes tid, som et beskyttende skjold for den sande
kristne tro og den hävdvundne fjendtlighed mod gnosticismen. Som Mark
Albrecht fra det ny-religiöse Dialogcenter skriver i det ny-gnostiske
ny-religiöse magasin "Update":

"Helt sikkert findes der i kristendommen en esoterisk tradition for
forvanskninger. Den har dog väret sporadisk, ikke särlig
indflydelsesrig og uorganiseret. Den er altid blevet bekämpet af
ortodoksien, som begyndte med den strid som den äldste kirke förte mod
den hellenske gnosticisme."

En historisk undersögelse af udviklingen igennem de förste 400 år af
kirkens historie giver imidlertid ikke stötte til dette tendentiöst
forenklede synspunkt. Det, som man almindeligvis mener med gnosticisme
i ortodoks kristen forstand og i apologetisk litteratur, er simpelthen
den ortodokse kristne beskrivelse af de forkyndelser og handlinger,
som fire specielle sekter af gnostisk kristne udförte.

Disse blev fordömt af andre äldre kristne i deres fejltagelse på at
före nivelleringssträben, d.v.s. på en unaturlig måde at forene
kristendommen med den hellenske, jödiske og babylonske mystik.
Hvorvidt disse sekter overhovedet stemmer overens med de kritiske
beskrivelser, som kom fra deres ortodokse modstandere, er umuligt at
sige, eftersom meget lidt iövrigt kendes til dem.

Hvad som er mere interessant, men meget lidt diskuteret af den
moderne ortodoksis forsvarere, er de interne gnostisk/agnostiske
stridigheder som skabte splittelse blandt fremstående skikkelser i den
tidlige ortodokse kristendom.

Den tidlige gnostisk kristne fejde har to hensigter: det ydre ansigt
med offentlig historie, som skildrer klare modsätninger af tilpasset
ortodoks synkretisme, samt et internt ansigt der afslörer en kirke
vendt mod sig selv i en doktrinär magtkamp, når åndelig visdom bliver
ofret for romersk politisk påvirkning. Der findes seks tidlige kristne
autoriteter, som man ihukommere i dag som forsvarere af troen mod den
gnostiske synkretisme.

En undersögelse af disses liv afslörer dog ikke disse seks som
repräsentanter for en harmonisk konsekvent ortodoksi, som moderne
kristne apologeter vil have os til at tro. Snarere tvärtimod. Nogle af
disse var tydeligt gnostiske i henseende til deres egen retfärdighed,
mens andre simpelthen var anti-filosofiske fanatikere.

En kort beskrivelse af hver enkelt fölger nu i kronologisk räkkefölge.

1. Sct. Jeroneus - en apologet fra den romerske form for kristendom.
Han er kendt for sit värk med titlen "Opdagelse og fald for de falske
gnostikere", alment kendt som "Adversus herises" Han helligede sig de
fire synkretiske kristne sekter, som truede den romerske kirkes
indflydelse og han har efterladt den klassiske beskrivelse af dem, som
endnu i dag accepteres. De fire sekter det drejer sig om, var de
syriske gnostikere, indstiftet af Simon Magius, Marcios sekt,
Valentinius sekt og Basildes sekt.

Jeroneus' motiv for at tilintetgöre disse grupper var ikke blot
doktrinäre, men også politiske. Han er berömt for sin ofte ytrede
udtalelse: "Hver kirke må stemme overens med den romerske kirke, på
grund af dens mere effektive lederskab." Det behöves knapt nok
pointeres, at Jereneus en ledende skikkelse i kirken i Lyon - loyalt
repräsenterede den romerske kirkes interesse.

2. Dernäst har vi Clement fra Alexandria, som levede i år 150 til
216. Han var en ledende rådsherre fra den alexandrinske teologi,
påbebyndt af Fihler. Han var en overbevist modstander af de
synkretiske sekter, men han fornägtede ikke gnosticismen helt. I
virkeligheden, forklarede han, er den fuldkomne kristne gnostiker. Han
underviste i en läresätning som han kaldte "Naturens sande gnostiske
videnskab". Han gjorde gäldende at denne gnosticisme var gået i arv i
ubrudt discipelräkkefölge fra Jesus gennem Peter, Jakob, Johannes og
Paulus. Hans står derfor i modsätningsforhold til sådanne romerske
kristne som Tatujan, som forklarede: "Filosofien må bandlyses fra
kirken".

Clement var nödt til at forsvare sig uophörligt mod den voksende
agnosticisme blandt sine egne ortodokse kristne kammerater.
"Filosofien er ikke en trold, som vil löbe väk med os, hvlket jävne
folk tror", skrev han. "Skal littereaturen bare overlades til hedninge
og ateister. Mine läresätninger er ikke mine egne, men de er blevet
ladt i arv fra apostlene."

Clement var imidlertid tvunget til at holde en stor del af sine
gnostiske läresätninger hemmelige, for at undgå stridigheder med sine
agnostiske modstandere. Han häves til skyerne af Hordt i "Anzienne
Niekene Fathers". Med Clement når den kristne teologi i visse
betydningsfulde henseender sit höjdepunkt. Der har ikke väret nogen,
hvis visioner om hvad Jesus Kristi tro var beregnet på at göre for
menneskeheden, der har väret så fuldlödig og så sand.

3. Så har vi Tatuian, som levede i 160 - 220. Han var en ganske bizar
figur i den tidlige kirkes historie. Han förte en bitter kamp mod den
marconianske synkretisme og mod övrige kättere. 1900-tallets
psykoanalytiker Bernhard Nistas skrev at ........"Tatuians strenghed,
intolerance, stridslyst, modsigelyst og voldsomme reaktioner mod
oppositionen var närmest paranoid."

En del af hans skrifter, f.eks. afsnit fra "Adversus praxian" blev
indlemmet i den katolske doktrin og anses stadig for at väre
fuldgyldige udtryk for den katolske tro. Men selv forlod han den
katolske kirke, for at slutte sig til en asketisk sekt, som hed
Montanisterne. Skönt hans läresätninger i höj grad påvirkede den
romerske katolicisme, betragtes han officielt som kätter p.g.a. sit
frafald fra kirken i Rom.

4. Hippolytus, som levede 170 - 236, var elev af Jeroneus og han
fortsatte i sin mesters mission med at bekämpe synkretismen, dog med
betydeligt mindre diplomati. New Catholic Encyclopedia beskriver ham
således: "Hans ledelse, umedgörlighed og strenghed havde til fölge, at
han gjorde angreb på strengt ortodokse rammer i teologien,
kirkeorganisationen og kirkeordningen. Hippolytus var en mand med et
voldsomt temperement og med den hårdeste strenghed. Han endte med selv
at läre i en form for kätteri og blev bandlyst fra Rom til Sardinien
af kejser Maximus Trax"

5. Så har vi Origen, som levede i 185 - 253. Han var den sidste
talsmand for den alexandrinske teologi og en frygtelig modstander af
synkretismen, specielt de orhpianske former som opstod i orienten.
William Ralph Engy fra universitet i Cambridge har skrevet: "Origens
tosidede bedrift var, at bekämpe gnosticismen og at give filosofien en
anerkendt plads i kirken." Det sidste var den pris, som de
konservative måtte betale for det förste. Alligevel blev Origen
erkläret gnostisk kätter ved kirkemödet i Konstantinobel 553 e.Kr., da
han underviste i A) at Kristi opstandne krop var åndelig,
B) at själen er evig og adskilt fra den midlertidige krop, samt
findes i alle arter af liv fra mennesker til planter, C) at straffen
i helvede er opspind og ej evig, eftersom Gud ikke kan hade nogen
verdens ting og den udödelige själ ikke kan ödelägges. "Til og med
djävelen har en själ i Guds billede. Han kan finde frelse, om han
afstår fra sit djävelske levned" skrev Origen.

6. Sankt Epiphanios fra Konstantia var en mand med en middelmådig
gräsk kultur, og han betragtede filosofien som en kilde til kätteri.
Han bekämpede Origen lidenskabeligt, men kunne ikke finde noget logisk
modbevis for dennes läresätninger. Sct. Epiphanios var stärkt
involveret i kirkepolitik. Foruden at bekämpe Origens forkyndelser,
var han i adskillige tilfälde uenig med Malitius, Sct. Basil, Vitalis,
Prufinus fra Aqualea, Paladius, Biskop Johannes fra Jerusalem og Sct.
Johannes Chrisostum Forövrig huskes han for sin kritik af de fire
synkretiske sekters gnostiske skrifter, hvilke - med undtagelse af
visse afsnit, som han har noteret i sine skrifter - er ukendte i dag.

Den tidlige kirkestrid mod de officielle gnostikere, d.v.s. de fire
synkretiske sekter, har en tilböjelighed til at fordunkle den
virkelige strid, som förtes om doktriner og politisk overhöjhed, og
som var mest udtalte mellem to midtpunkter for ortodoksien, nemlig Rom
og Alexandria. Den alexandrinske teologi var gnostisk, mens den
romerske teologi var agnostisk. I og med Konstantins omvendelse,
regerede den romerske teologi uindskränket, og det samme gjorde den
romerske agnosticisme. Siden dengang har gnosis väret et fält ord,
synonymt med kätter.

Sammenhängen mellem den romerske kirkes magtopsving og udarbejdelsen
af den moderne bibel er åbenbar. I denne sammenhäng skrev odd deacon
Wildersforth: "En del mennesker er ikke bevidste om, at manuskriptet
til Det Nye Testamente i höj grad blev manipuleret efter kirkemödet i
Nikea." I sin introduktion til Det Nye Testamente fortäller professor
Nestle os, at........"visse lärde personer - såkaldte censorer -
udnävnes af de kirkelige myndigheder, og simpelthen fik til opgave at
korrigere teksten til skrifterne i de såkaldte ortodokses interesse."

Den tidligste sanktionerering af den såkaldte virkelige bibel fandt
sted ved kirkemödet i Karthago i 397 e.Kr., ca. 75 år efter at den
romerske katolicisme var blevet den herskende religion. De apokryfiske
handlinger, som var blevet udelukkede fra den katolske bibel, bestod
ikke blot af de tidligt sekteriske skrifter fra grundläggerne af de
fire synkretiske sekter, men også af skrifter - som fremfört her i
teksten - som var accepterede af kristne mennesker andre steder i
middelhavslandene, som Guds åbenbarede ord. Den forsmädelighed af
politiske intriger, som omgärer den kanoniske bibel, er ikke blevet
forbigået i tavshed, ikke engang af medlemmer af den moderne kirke.

F.eks. rejste 1800-tals teologen W. Wrede i 1897 dette spörgsmål:
"Hvorfor skulle vor videnskab, f.eks. ang. teologien i Det Nye
Testamente, netop behandle disse skriverier - og kun disse? Svaret er,
at kun DE tilhörer den kirkelige retningslinie. Men svaret er ikke
tilfredsstillende. Når vi een gang er slået ind på vejen for
begejstringens läresätning, kan den dogmatiske läresätning ikke
längere opretholdes. Intet ny-testamentligt skrift var kanonisk ved
sin fremkomst. Udtrykket "kanonisk" betyder i förste omgang blot, at
det efter at väre blevet nedskrevet, blev autoriseret af kirkens
ledende skikkelser mellem förste og tredie århundrede efter Kristus.

Den, som forsat betragter opfattelsen om kirkens retningslinier som
gäldende, underkaster sig dermed den autoritet, som biskopperne og
teologerne fra disse århundreder indstiftede."

Det var slut på vores gennemgang og analyse af den moderne
institutionaliserede kristendom, som startede med den romerske kirke i
Rom i de förste århundreder efter Kristi bortgang.



..