Vores gamle Mivs døde. Det er vi stadig kede af.
En uge efter kørte vi til Internatet i Tingskoven, og faldt for en hunkat på
ca. 2 år, som var blevet fundet med 2 killinger, og nu var killingerne
afsat.
I lørdags hentede vi vores nye kat. Vi havde ikke noget navn til den, men på
vej hjem i bilen slog det os: Sofie! Det passer lige på hende. Og vores
familie i Canada kan også udtale det; Mis(s) Sophie
Da vi kom hjem, smuttede hun kvikt rundt i huset og så sig omkring, men
inden hun var halvvejs, strøg hun ind under sengen i gæsteværelset og blev
der et døgn. Vi måtte gerne ae hende og hun spandt, men ville helst blive
under sengen. Hmmm.
Da det ligesom var nok, tog vi hende ud, og lukkede døren til gæsteværelset.
Bl.a. fordi vi fik en overnattende gæst. Hun luskede lidt rundt, og fandt ud
af at brusekabinen var dejlig, så der blev hun det næste døgn. Hmmm.
Godt vi også har en bruser i badekaret.
Men brusekabinen blev for kedelig, og hun sneg sig forsigtigt ud, stadig
noget nervøs ved det hele. Og man skulle helst sidde på hug. Mennesker der
står op er store og skræmmende.
I går aftes var hun lidt ovenpå og undersøge værelserne, men der var nu
bedst under sofaen.
I dag går hun mere frit rundt, og er også hoppet op i sofaen for at få sig
en lille lur. Hun begynder vist også at forstå, at når vi siger Sofie
handler det om hende. Men hun er stadig lidt nervøs, som om hun kun kan
stole på sig selv og vi andre er lidt farlige.
Så det går fremad, men mon hun har været behandlet dårligt tidligere? Eller
er det mon bare en normal tilvænning.
Mvh. Niels og Lisbeth og Sofie