Egentlig er det en underlig fornemmelse. På en kejtet måde. Lidt som når man
vender sig bort for at skjule et skævt smil eller en tåre i øjenkrogen. Jeg
står med hånden på rækværket og tænker alle de kærlige tanker, jeg kan komme
i tanker om. På hunden, der ser op på mig: Må jeg godt, far? Eller konen, der
lister hånden ned i min baglomme, mens hun aer mig på maven. Jeg tænker på
alle de kærlige situationer, jeg har været i, breve fra kærester, alting der
kan omsættes i kærlighed. Jeg akkumulerer den ned i venstre arm, helt ud til
fingerspidserne, lader den strømme ud i rækværket, bliver ved, indtil jeg er
helt udmattet. Mine fingre skælver, mine arme ryster, jeg må ind og hvile.
Rækværket. Det ser ud som det plejer. Det har ikke hjulpet en 'pind'. Der
stod på forsiden af IdeNyt nr. 3 - 'giv dit rækværk en kærlig hånd'. Tro mig,
det hjælper ikke. Den underlige fornemmelse er blevet til en følelse af at
være til grin, godt ingen så mig.
--
Helge.
|