---

Jge kunne godt tænke mig at starte en debat omkring dette bud, da jeg
ikke kender den almindelige opfattelse af budet iblandt kristne i dagens
Danmark og gerne vil vide mere om både yngre og ældre kristnes
holdninger på området...

At budet står fast som et af Guds urokkelige bud er ikke at betvivle.
Men hvor langt gælder budet?
Hvad betyder det at ære sin fader og moder?
Jeg har ofte støt på den noget firkantede opfattelse, at det i det store
og hele betyder, at man skal "adlyde" dem - at man ikke skal sige dem
imod, men gerne tilrettelægge sit liv mere eller mindre efter hvad der
bedst muligt vil behage dem (og i hvert fald hvad der mindst muligt
kunne støde dem eller såre dem).
Hvor langt rækker den opfattelse og hvordan forklarer man dette i
forhold til en situation, hvor et "barn" er blevet voksent og skal leve
sit eget liv?
Hvad hvis "barnet" giftede sig og forældrene ikke ville acceptere valget
af mand eller hustru, hvor skal loyaliteten først og fremmest ligge? -
og hvem skal æres mest - ægtefællen eller forældrene?
Er der situationer der kunne retfærdiggøre en afskærring af kontakten
med forældrene?

Shalom
Isja

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

"Isja" <Isja.news@kandu.dk> wrote in message
news:DO349.5502$G3.786383@news010.worldonline.dk...
> Er der situationer der kunne retfærdiggøre en afskærring af kontakten
> med forældrene?

Nogle få. Men kristendommen var fra starten socialistisk og modarbejdede
fadermagt, der jo er baseret på ejendomsret.

Og "lad børnene komme til mig" mistolkedes til at børn er engle, der skal
forkæles og gives indflydelse som de ikke har evner til - så socialister får
stemmekvæg.

Moses H har fat i sund "gammeldags" kristendom

---

d. 07/08/02 9:23 skrev Isja på Isja.news@kandu.dk i artiklen
DO349.5502$G3.786383@news010.worldonline.dk:

> At budet står fast som et af Guds urokkelige bud er ikke at betvivle.
> Men hvor langt gælder budet?

Er det ikke inkluderet i overskriften "næstekærlighed"?

> Jeg har ofte støt på den noget firkantede opfattelse, at det i det store
> og hele betyder, at man skal "adlyde" dem - at man ikke skal sige dem
> imod, men gerne tilrettelægge sit liv mere eller mindre efter hvad der
> bedst muligt vil behage dem (og i hvert fald hvad der mindst muligt
> kunne støde dem eller såre dem).

Jeg er ikke helt sikker på, om den opfattelse er rigtig. For mig handler det
mere om, at vi skal lytte til deres erfaringer og respektere deres baggrund
og indtil man bliver voksen også deres myndighed. Med "lytte til" mener jeg,
at vi skal tilstræbe at undgå at gentage deres fejltagelser ved at tage
deres erfaringer med i betragtning.

Egentlig er det et stort spørgsmål, om der er en naturlig sammenhæng mellem
at behage på den ene side og undlade at støde eller såre på den anden side.
Normale forældre finder vel mest behag i, at deres børn klarer sig godt og
står på egne ben, når de bliver voksne, ligesom de dybest set er klar over,
at det hører med til børnenes udvikling, at de sårer og støder nogle gange.
Normale forældre tilgiver og glemmer det forhåbentlig hurtigt, når de bliver
såret eller stødt af deres børn, og står oftest klar med støtte og omsorg i
nødvendigt omfang uanset tidligere uoverensstemmelser.

> Er der situationer der kunne retfærdiggøre en afskærring af kontakten
> med forældrene?

Efter min personlige opfattelse er svaret: JA. Forældrene kan svigte deres
ansvar så meget, at de øvrige råd om, hvordan man skal beskytte sig mod synd
og overgreb, kommer i betragtning. Jeg har selv en sådan mor.

Med venlig hilsen

Børge Rahbech Jensen