---

Voldsoffer? Det er et meget kraftigt udtryk, som jeg ikke vil sætte på mig
selv. Sådan nogen som jeg, bliver ikke offer!

Men... jeg har kigget på siden http://www.vold-i-familien.dk/, og forsiden
tog luften fra mig
Det hele er selvfølgelig en lang historie, men lige nu trænger jeg til at få
at vide, om jeg skal se at tage mig sammen og lade være at overdrive og have
selvmedlidenhed. Eller er jeg inde i den onde cirkel, man har hørt om så
mange gange, og som jeg så bare ikke har erkendt er blevet min?

Det er nu søndag middag, og jeg ryster igen samtidigt med at min puls er
godt over de 100. Jeg kan ikke bare lige få kroppen til at falde til ro.
Børnene bliver hentet om 3½ time, hvor de skal på 3 ugers ferie hos deres
far. Det vil lette min bekymring, da de så ikke skal opleve, at han evt.
kommer tilbage. På den anden side er det så netop tidspunktet, hvor han ved,
jeg er alene...

Jeg snakker ikke om fysisk vold med blå mærker og brækkede knogler. Jeg
snakker heller ikke om seksuelle overgreb. Jeg snakker om psykisk og
materiel vold. Det er kommet lidt ad gangen gennem det år, jeg har holdt af
ham. Hans sidste anfald var fredag aften/nat, hvor han end ikke skånede
børnene for sit råberi. Det er første gang, han har involveret dem. Forrige
anfald skete, mens børnene var hjemme, men heldigvis sov fra det hele. Der
før har børnene ikke været hjemme under hans anfald. I fredags var der
yderligere den negative udvikling, at han to gange klappede mig en på
hovedet. Ikke voldsomt men velsagtens som en advarsel om, at det kunne det
blive. "Jeg ville lige prøve det her", sagde han. I store træk går anfaldene
ellers ud på, at han sviner mig og min familie til på det groveste. Han er
på det seneste begyndt at smadre ting. Efter hans tredie-seneste anfald
krævede jeg, at han gik til en psykiater. Vi var dernede sammen første gang,
og siden har han været der alene (ca. 5-6 gange). Hans barndom har været
ekstrem hård. Hans opførsel er meget truende - både kropssproget og sproget.
Han har altid drukket, når det sker. Det er bagateller, der starter det.

Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at vide,
om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre? Jeg
kan ikke skippe ham for min egen skyld - jo i enkelte øjeblikke - for jeg
elsker ham inderligt. Men jeg kan ikke tillade, at mine børn skal lide. For
deres skyld kan jeg måske mande mig op til at gøre det rigtige... Men hvad
er det rigtige? Nej, jeg har ikke selv givet svaret. Jeg er utrolig meget
usikker lige nu.

Mvh den anonyme

P.S. Jeg har aldrig levet i et voldeligt forhold tidligere
P.P.S. Jeg føler mig enormt sårbar, så vær venlig ikke at skubbe min
usikkerhed endnu længere ud, ok?

---------------------------------------------
Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...

---

In article <af4cc3$2lh5$1@news.cybercity.dk>, "Anonym" <someone@in.dk>
wrote:

> Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at vide,
> om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre?

Sørg for at få ham ud af dit liv. Hvis situationen er som du beskriver
den, så skal børnene også holdes fra ham.

> Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...

Og med det siger du vist det selv.

--
MVH
Martin Edlich
http://www.edlich.dk/historien/

---

"Martin Edlich" <newsspam4@mail.edlich.dk> wrote in message
news:newsspam4-7CBD66.14113723062002@dtext.news.tele.dk...
> In article <af4cc3$2lh5$1@news.cybercity.dk>, "Anonym" <someone@in.dk>
> wrote:
>
> > Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at
vide,
> > om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre?
>
> Sørg for at få ham ud af dit liv. Hvis situationen er som du beskriver
> den, så skal børnene også holdes fra ham.
Det er så let at sige, men svært at gennemføre. Jeg beskriver kun, det jeg
vil beskrive. Måske er jeg selv værre. Det har han i alt fald prøvet at
overbevise mig om længe. Jeg er ingen engel.

>
> > Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
>
> Og med det siger du vist det selv.
Det er min standardsignatur Den var tænkt positivt, da jeg indsatte den
første gang. Jeg _plejer_ at være god til at sætte mig mål, og ikke helme
før jeg når dem.

>
> --
> MVH
> Martin Edlich
> http://www.edlich.dk/historien/

---

In article <af6cmu$2qeb$1@news.cybercity.dk>, "Anonym" <someone@in.dk>
wrote:

> Det er så let at sige, men svært at gennemføre. Jeg beskriver kun, det jeg
> vil beskrive. Måske er jeg selv værre. Det har han i alt fald prøvet at
> overbevise mig om længe. Jeg er ingen engel.

Har du slået ham?

> Det er min standardsignatur Den var tænkt positivt, da jeg indsatte den
> første gang. Jeg _plejer_ at være god til at sætte mig mål, og ikke helme
> før jeg når dem.

Den er nu meget sigende alligevel.

--
MVH
Martin Edlich
http://www.edlich.dk/historien/

---

"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:af4cc3$2lh5$1@news.cybercity.dk...

hej anonym....

> Voldsoffer? Det er et meget kraftigt udtryk, som jeg ikke vil sætte på mig
> selv. Sådan nogen som jeg, bliver ikke offer!

et offer i min bog er en person der bliver udsat for noget som de ikke selv
har været herre over...... uanset om man er en person "der bare ikke bliver
et offer" kan man reelt godt være det alligevel.....

> Men... jeg har kigget på siden http://www.vold-i-familien.dk/, og forsiden
> tog luften fra mig
> Det hele er selvfølgelig en lang historie, men lige nu trænger jeg til at
få
> at vide, om jeg skal se at tage mig sammen og lade være at overdrive og
have
> selvmedlidenhed. Eller er jeg inde i den onde cirkel, man har hørt om så
> mange gange, og som jeg så bare ikke har erkendt er blevet min?

det kan du meget vel være...... mange mennesker kan desværre ikke se skoven
for bare træer.....

> Det er nu søndag middag, og jeg ryster igen samtidigt med at min puls er
> godt over de 100. Jeg kan ikke bare lige få kroppen til at falde til ro.
> Børnene bliver hentet om 3½ time, hvor de skal på 3 ugers ferie hos deres
> far. Det vil lette min bekymring, da de så ikke skal opleve, at han evt.
> kommer tilbage. På den anden side er det så netop tidspunktet, hvor han
ved,
> jeg er alene...

kan han komme til dig trods låste døre?? gør han noget når du ikke er alene
( jeg tænker ud over børnene??)

> Jeg snakker ikke om fysisk vold med blå mærker og brækkede knogler. Jeg
> snakker heller ikke om seksuelle overgreb. Jeg snakker om psykisk og
> materiel vold.

det er IMO faktisk den allerværste slags

Det er kommet lidt ad gangen gennem det år, jeg har holdt af
> ham. Hans sidste anfald var fredag aften/nat, hvor han end ikke skånede
> børnene for sit råberi. Det er første gang, han har involveret dem.
Forrige
> anfald skete, mens børnene var hjemme, men heldigvis sov fra det hele. Der
> før har børnene ikke været hjemme under hans anfald. I fredags var der
> yderligere den negative udvikling, at han to gange klappede mig en på
> hovedet. Ikke voldsomt men velsagtens som en advarsel om, at det kunne det
> blive. "Jeg ville lige prøve det her", sagde han.

allerede her burde du have sagt fra første gang...... jeg ved godt det er
nemmere sagt end gjort....

I store træk går anfaldene
> ellers ud på, at han sviner mig og min familie til på det groveste. Han er
> på det seneste begyndt at smadre ting. Efter hans tredie-seneste anfald
> krævede jeg, at han gik til en psykiater. Vi var dernede sammen første
gang,
> og siden har han været der alene (ca. 5-6 gange). Hans barndom har været
> ekstrem hård. Hans opførsel er meget truende - både kropssproget og
sproget.
> Han har altid drukket, når det sker. Det er bagateller, der starter det.

hvilket kun gør det hele meget værre..... det føles en lille smule som om du
prøver at forklare for ham..... det skal du altså ikke.... der er intet der
retfærdigør vold ( uanset form) mod andre...... og slet ikke
bagateller..................

> Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at vide,
> om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre?
Jeg
> kan ikke skippe ham for min egen skyld - jo i enkelte øjeblikke - for jeg
> elsker ham inderligt. Men jeg kan ikke tillade, at mine børn skal lide.
For
> deres skyld kan jeg måske mande mig op til at gøre det rigtige... Men hvad
> er det rigtige? Nej, jeg har ikke selv givet svaret. Jeg er utrolig meget
> usikker lige nu.

jeg ved ikke om du reelt vil hære hvad jeg nu siger men jeg siger det
alligvel.....
drop ham..... NU.... du elsker ham siger du...... elsker du ham også når han
traumatiserer dine børn??
ønsker du at dine børn skal ende som han er... for det er reelt det samme
mønster han gentager nu......
din loyalitet bør ligge ved dit hjerte først..... hvem kommer først i dit
hjerte?? din kæreste eller dine børn??
eller groft sagt..... hvis de alle var ved at drukne... hvem ville du
redde??

det er smadder godt at du har krævet han søger hjælp.... blot en smule sent,
men det er et skridt i den rigtige retning.... næste skridt bør være at du
sikrer dig selv... dvs ikke lukker ham ind i dit hjem når han har drukket
alkohol ( hvis det er noget der sker tit bør han måske overveje antabus)
hvis det kræver at få skiftet låsen og sat en eller to ekstra på then so be
it.... dit ansvar er at passe på dig og dine børn...
hvad sker der den dag han ender med at stikke dig ned bare for at vise dig
at han kan?? hvem passer så dine børn??

> P.S. Jeg har aldrig levet i et voldeligt forhold tidligere

det har jeg heller ikke.... men jeg har oplevet veninder i terrorforhold som
aldrig kommer over det fordi de føler sig ansvarlige.....

> P.P.S. Jeg føler mig enormt sårbar, så vær venlig ikke at skubbe min
> usikkerhed endnu længere ud, ok?

jeg håber ikke jeg har skubbet til dig..... ikke i den forkerte retning
ihvertfald.... hvis du gerne vil have uddybet mit svar eller spørge mig om
noget eller blot have luft er du velkommen til at skrive til mig
privat......

> ---------------------------------------------
> Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...

en sætning du i allerhøjste grad bør vende mod dig selv.... overvej hvor
dette ender hvis du ikke stopper det nu.....det er aldrig for sent.....

--
knus sabina

Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
news:CujR8.6737$va.602916@news000.worldonline.dk...
> "Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
> news:af4cc3$2lh5$1@news.cybercity.dk...
>
> hej anonym....
>
> > Voldsoffer? Det er et meget kraftigt udtryk, som jeg ikke vil sætte på
mig
> > selv. Sådan nogen som jeg, bliver ikke offer!
>
> et offer i min bog er en person der bliver udsat for noget som de ikke
selv
> har været herre over...... uanset om man er en person "der bare ikke
bliver
> et offer" kan man reelt godt være det alligevel.....
På sin vis har vel selv valgt det, ved at acceptere det svingende forhold -
noget jeg tidligere altid har forsvoret!

>
> > Men... jeg har kigget på siden http://www.vold-i-familien.dk/, og
forsiden
> > tog luften fra mig
> > Det hele er selvfølgelig en lang historie, men lige nu trænger jeg til
at
> få
> > at vide, om jeg skal se at tage mig sammen og lade være at overdrive og
> have
> > selvmedlidenhed. Eller er jeg inde i den onde cirkel, man har hørt om så
> > mange gange, og som jeg så bare ikke har erkendt er blevet min?
>
> det kan du meget vel være...... mange mennesker kan desværre ikke se
skoven
> for bare træer.....
Lige nu føler jeg mig frygtelig ond mod et menneske, som jeg elsker

>
> > Det er nu søndag middag, og jeg ryster igen samtidigt med at min puls er
> > godt over de 100. Jeg kan ikke bare lige få kroppen til at falde til ro.
> > Børnene bliver hentet om 3½ time, hvor de skal på 3 ugers ferie hos
deres
> > far. Det vil lette min bekymring, da de så ikke skal opleve, at han evt.
> > kommer tilbage. På den anden side er det så netop tidspunktet, hvor han
> ved,
> > jeg er alene...
>
> kan han komme til dig trods låste døre?? gør han noget når du ikke er
alene
> ( jeg tænker ud over børnene??)
>
> > Jeg snakker ikke om fysisk vold med blå mærker og brækkede knogler. Jeg
> > snakker heller ikke om seksuelle overgreb. Jeg snakker om psykisk og
> > materiel vold.
>
> det er IMO faktisk den allerværste slags
Og den vurderes kun subjektivt - i en periode fyldt med angst og
selvmedlidenhed...

>
> Det er kommet lidt ad gangen gennem det år, jeg har holdt af
> > ham. Hans sidste anfald var fredag aften/nat, hvor han end ikke skånede
> > børnene for sit råberi. Det er første gang, han har involveret dem.
> Forrige
> > anfald skete, mens børnene var hjemme, men heldigvis sov fra det hele.
Der
> > før har børnene ikke været hjemme under hans anfald. I fredags var der
> > yderligere den negative udvikling, at han to gange klappede mig en på
> > hovedet. Ikke voldsomt men velsagtens som en advarsel om, at det kunne
det
> > blive. "Jeg ville lige prøve det her", sagde han.
>
> allerede her burde du have sagt fra første gang...... jeg ved godt det er
> nemmere sagt end gjort....
Faktisk har jeg slået ham engang. Det var da han smed mig ud af sin
lejlighed uden en trævl på kroppen. Det var i vinters, og jeg nåede lige at
få min frakke omkring mig. Han var gået amok over, at jeg ikke havde lyst
til at elske. Han bed mig i øvrigt, så jeg fik et blåt mærke, da han gjorde
tilnærmelserne. Først anden gang, jeg sagde "det gør ondt - lad være" slap
han sit bid. Han skreg ad mig, truede mig, kaldte mig luder ("fordi jeg ikke
ville elske med ham, men sikkert gjorde det med alle andre") og jeg kunne
ikke få et ord indført. Så stak jeg ham en lussing, så han tav; fortalte ham
grædende og nøgen, at jeg elskede ham og kun ham. Derefter hev han mig ud af
døren. Jeg fortalte ham, at jeg aldrig var blevet ydmyget så meget før, og
at jeg håbede at denne følelse af hævn, jeg nu mærkede, ville forsvinde
hurtigt. Jeg kørte hjem, og fem minutter senere ankom politiet. Jeg var
blevet anonymt anmeldt for spritkørsel. Da brød jeg sammen, og fortalte hvad
der var sket. Jeg blev end ikke bedt om at puste i ballonen. Derimod bad de
mig så mindeligt om ikke at kontakte fyren igen. Da anmeldelsen var anonym
kunne de ikke tage hen til ham, men de ville sørge for, at det kom med i
rapporten, at jeg mente, anmeldelsen kom fra ham. Det var anden gang, han
pudsede politiet på mig. Endnu en oplevelse, jeg aldrig havde troet, jeg
skulle opleve. Den nat sov jeg ikke. Jeg bare græd og græd.
Men som du/I kan se, er jeg selv et monster! Jeg har tænkt på det igen og
igen, og selv om det er utilgiveligt, fortæller jeg mig selv, at man kan
blive så presset, at man skal forsvare sig selv.

>
> I store træk går anfaldene
> > ellers ud på, at han sviner mig og min familie til på det groveste. Han
er
> > på det seneste begyndt at smadre ting. Efter hans tredie-seneste anfald
> > krævede jeg, at han gik til en psykiater. Vi var dernede sammen første
> gang,
> > og siden har han været der alene (ca. 5-6 gange). Hans barndom har været
> > ekstrem hård. Hans opførsel er meget truende - både kropssproget og
> sproget.
> > Han har altid drukket, når det sker. Det er bagateller, der starter det.
>
> hvilket kun gør det hele meget værre..... det føles en lille smule som om
du
> prøver at forklare for ham..... det skal du altså ikke.... der er intet
der
> retfærdigør vold ( uanset form) mod andre...... og slet ikke
> bagateller..................
>
> > Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at
vide,
> > om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre?
> Jeg
> > kan ikke skippe ham for min egen skyld - jo i enkelte øjeblikke - for
jeg
> > elsker ham inderligt. Men jeg kan ikke tillade, at mine børn skal lide.
> For
> > deres skyld kan jeg måske mande mig op til at gøre det rigtige... Men
hvad
> > er det rigtige? Nej, jeg har ikke selv givet svaret. Jeg er utrolig
meget
> > usikker lige nu.
>
> jeg ved ikke om du reelt vil hære hvad jeg nu siger men jeg siger det
> alligvel.....
> drop ham..... NU.... du elsker ham siger du...... elsker du ham også når
han
> traumatiserer dine børn??
> ønsker du at dine børn skal ende som han er... for det er reelt det samme
> mønster han gentager nu......
> din loyalitet bør ligge ved dit hjerte først..... hvem kommer først i dit
> hjerte?? din kæreste eller dine børn??
> eller groft sagt..... hvis de alle var ved at drukne... hvem ville du
> redde??
Selvfølgelig ville jeg redde mine børn først. Det ville jeg også vælge, selv
om han aldrig havde været ond ved mig.

>
> det er smadder godt at du har krævet han søger hjælp.... blot en smule
sent,
> men det er et skridt i den rigtige retning.... næste skridt bør være at du
> sikrer dig selv... dvs ikke lukker ham ind i dit hjem når han har drukket
> alkohol ( hvis det er noget der sker tit bør han måske overveje antabus)
> hvis det kræver at få skiftet låsen og sat en eller to ekstra på then so
be
> it.... dit ansvar er at passe på dig og dine børn...
> hvad sker der den dag han ender med at stikke dig ned bare for at vise dig
> at han kan?? hvem passer så dine børn??
Den dag er det jo, at jeg prøver at undgå. Samtidigt er jeg bange for at
fortælle andre om det skete. Børnenes far kan jo blive så bange på sine
børns vegne, at han kræver at få dem. Dét ville smadre mig!
Låsen skifter jeg ikke lige idag. Det føles lidt omsonst, for han skal
alligevel have sine ting, og jeg ser helst, at han henter dem. Jeg tror også
på, at jeg får nøglerne, når han har sine ting igen. Hvis angsten for, at
han har fået lavet kopier derefter bliver for stor, skifter jeg låsen.

>
> > P.S. Jeg har aldrig levet i et voldeligt forhold tidligere
>
> det har jeg heller ikke.... men jeg har oplevet veninder i terrorforhold
som
> aldrig kommer over det fordi de føler sig ansvarlige.....
Det gør jeg i højeste grad også. Jeg har jo selv slået ham. Men jeg har ikke
hånet ham igen og igen. Jeg har ikke vendt mine venner og familie imod ham
osv. - sådan som det sker mod mig.

>
> > P.P.S. Jeg føler mig enormt sårbar, så vær venlig ikke at skubbe min
> > usikkerhed endnu længere ud, ok?
>
> jeg håber ikke jeg har skubbet til dig..... ikke i den forkerte retning
> ihvertfald.... hvis du gerne vil have uddybet mit svar eller spørge mig om
> noget eller blot have luft er du velkommen til at skrive til mig
> privat......
>
> > ---------------------------------------------
> > Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
>
> en sætning du i allerhøjste grad bør vende mod dig selv.... overvej hvor
> dette ender hvis du ikke stopper det nu.....det er aldrig for sent.....
>
> --
> knus sabina
>
> Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
>
>

---

"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:af6cn9$2qeb$2@news.cybercity.dk...

hej igen......

> > et offer i min bog er en person der bliver udsat for noget som de ikke
> selv
> > har været herre over...... uanset om man er en person "der bare ikke
> bliver
> > et offer" kan man reelt godt være det alligevel.....

> På sin vis har vel selv valgt det, ved at acceptere det svingende
forhold -
> noget jeg tidligere altid har forsvoret!

nogle gange kommer det jo også snigende..... den der med at man ikke kan se
skoven for bare træer....

> > det kan du meget vel være...... mange mennesker kan desværre ikke se
> skoven
> > for bare træer.....

> Lige nu føler jeg mig frygtelig ond mod et menneske, som jeg elsker

jeg synes du skal prøve at flytte din focus fra ham og over på dine
børn...... lige nu er det vigtigste dem..... hvis han kmmer på sine grædende
knæ må du jo forklare ham at du ikke tør risikere mere pga børnene og hvis
han er den børneelsker du hævder han er bør han kunne forstå.......

> > det er IMO faktisk den allerværste slags

> Og den vurderes kun subjektivt - i en periode fyldt med angst og
> selvmedlidenhed...

nemlig... netop derfor!

> > allerede her burde du have sagt fra første gang...... jeg ved godt det
er
> > nemmere sagt end gjort....

> Faktisk har jeg slået ham engang. Det var da han smed mig ud af sin
> lejlighed uden en trævl på kroppen. Det var i vinters, og jeg nåede lige
at
> få min frakke omkring mig. Han var gået amok over, at jeg ikke havde lyst
> til at elske. Han bed mig i øvrigt, så jeg fik et blåt mærke, da han
gjorde
> tilnærmelserne. Først anden gang, jeg sagde "det gør ondt - lad være" slap
> han sit bid. Han skreg ad mig, truede mig, kaldte mig luder ("fordi jeg
ikke
> ville elske med ham, men sikkert gjorde det med alle andre") og jeg kunne
> ikke få et ord indført. Så stak jeg ham en lussing, så han tav; fortalte
ham
> grædende og nøgen, at jeg elskede ham og kun ham. Derefter hev han mig ud
af
> døren. Jeg fortalte ham, at jeg aldrig var blevet ydmyget så meget før, og
> at jeg håbede at denne følelse af hævn, jeg nu mærkede, ville forsvinde
> hurtigt. Jeg kørte hjem, og fem minutter senere ankom politiet. Jeg var
> blevet anonymt anmeldt for spritkørsel. Da brød jeg sammen, og fortalte
hvad
> der var sket. Jeg blev end ikke bedt om at puste i ballonen. Derimod bad
de
> mig så mindeligt om ikke at kontakte fyren igen. Da anmeldelsen var anonym
> kunne de ikke tage hen til ham, men de ville sørge for, at det kom med i
> rapporten, at jeg mente, anmeldelsen kom fra ham. Det var anden gang, han
> pudsede politiet på mig. Endnu en oplevelse, jeg aldrig havde troet, jeg
> skulle opleve. Den nat sov jeg ikke. Jeg bare græd og græd.
> Men som du/I kan se, er jeg selv et monster! Jeg har tænkt på det igen og
> igen, og selv om det er utilgiveligt, fortæller jeg mig selv, at man kan
> blive så presset, at man skal forsvare sig selv.

jeg synes personligt den lussing var fuldt berettiget..... at han er en dum
skid og ikke kan se ud over sin egen næse er ikke dit ansvar...
jeg har selv ved enkelte ekstreme lejligheder stukket min ex en
lussing....... han er aldrig blevet grov eller voldelig af den grund......
første gang jeg gjorde det blev han så forskrækket at han stak mig en igen
og så faldt vi begge ned på jorden og fik snakket det ordentligt
igennem......det er første og eneste gang han har lagt hånd på mig......
anden gang var da han fortalte mig at han forlod mig og vores 5 årige søn
til fordel for vores fælles 16 årige guddatter........

jeg synes det er frygteligt at du bilder dig selv ind at det er berettiget
at han skaber sig gang på gang og piner dig mentalt..... du har jo reelt i
min bog intet gjort galt..... det er hans hovede der er tvistet helt ud af
facon......

> > eller groft sagt..... hvis de alle var ved at drukne... hvem ville du
> > redde??

> Selvfølgelig ville jeg redde mine børn først. Det ville jeg også vælge,
selv
> om han aldrig havde været ond ved mig.

så red dem nu!! inden det bliver for sent.....

> > det er smadder godt at du har krævet han søger hjælp.... blot en smule
> sent,
> > men det er et skridt i den rigtige retning.... næste skridt bør være at
du
> > sikrer dig selv... dvs ikke lukker ham ind i dit hjem når han har
drukket
> > alkohol ( hvis det er noget der sker tit bør han måske overveje antabus)
> > hvis det kræver at få skiftet låsen og sat en eller to ekstra på then so
> be
> > it.... dit ansvar er at passe på dig og dine børn...
> > hvad sker der den dag han ender med at stikke dig ned bare for at vise
dig
> > at han kan?? hvem passer så dine børn??

> Den dag er det jo, at jeg prøver at undgå. Samtidigt er jeg bange for at
> fortælle andre om det skete. Børnenes far kan jo blive så bange på sine
> børns vegne, at han kræver at få dem. Dét ville smadre mig!
> Låsen skifter jeg ikke lige idag. Det føles lidt omsonst, for han skal
> alligevel have sine ting, og jeg ser helst, at han henter dem. Jeg tror
også
> på, at jeg får nøglerne, når han har sine ting igen. Hvis angsten for, at
> han har fået lavet kopier derefter bliver for stor, skifter jeg låsen.

hvis børnens far har lidt "common sence" vil han kunne se at det er dig der
bliver terroriseret og ikke børnene..... men nu har du 3 uger til at få ham
ud af dit liv.... udnyt det godt......
jeg synes ikke du skal tilbageholde noget... hvis du bliver spurgt så svar
ærligt.... du skylder ikke ham en fløjtende fis.....
hvis det er helt tosset og du er bange kan du jo feks ringe til politiet og
høre om de ikke kan sende en patruljevogn forbi indimellem "just in
case".....

> > det har jeg heller ikke.... men jeg har oplevet veninder i terrorforhold
> som
> > aldrig kommer over det fordi de føler sig ansvarlige.....

> Det gør jeg i højeste grad også. Jeg har jo selv slået ham. Men jeg har
ikke
> hånet ham igen og igen. Jeg har ikke vendt mine venner og familie imod ham
> osv. - sådan som det sker mod mig.

hånden på hjertet... mener du en desperart lussing en gang, retfærdiggør
hvad han gør mod dig gang på gang??
det mener jeg bestemt ikke.... du er meget mere værd end det......

det er ikke dit ansvar at han er en røv....... det er ikke din skyld......
det er et valg han træffer..... han kan lige så nemt vælge ikke at være vred
og modbydelig...... men det er ultimativt HANS valg...... og ikke noget du
kan gøre noget ved.....

det du skriver her tyder jo unægteligt på at han er forstyrret ud over det
sædvanellige.... hvilken normal mand anmelder hans halvnøgne kæreste som han
selv har smidt på porten?? det bedste du kan gøre nu er at få ham ud af dit
liv hurtigst muligt........
--
knus sabina

Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

In article <af4cc3$2lh5$1@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...

Hej anonyme

> Voldsoffer? Det er et meget kraftigt udtryk, som jeg ikke vil sætte på mig
> selv. Sådan nogen som jeg, bliver ikke offer!

Når du tænker på offer, så ser du en bestemt tyoe menneske for dig..og du
kan ikke genkende disse træk i dig selv - er det sådan, du har det? Et
offer er ikke nødvendigvis en lille grå mus, der kryber langs væggene. Et
offer er et menneske, der befinder sig i en situation, hvor det at sige
fra pludseligt føles som næsten umuligt, og som derfor tillader et andet
menneske at overskride grænser, som man ellers ville have forsvoret andre
skulle trampe på.

Forsøg at lægge de billeder væk, som ordet offer vækker i dig...og spørg
så dig selv, om et andet menneske, som du elsker, gentagne gange udsætter
dig for ord eller handlinger, som du ikke vil have, som sårer dig og får
dig til at tvivle på *dig*. Om du oplever, at du i samværet med et
menneske, som du elsker, gentagne gange oplever, at dine grænser
overskrides i en sådan grad, at det efterlader dig forvirret, frustreret
og en lille smule tom indeni.

> Men... jeg har kigget på siden http://www.vold-i-familien.dk/, og forsiden
> tog luften fra mig
> Det hele er selvfølgelig en lang historie, men lige nu trænger jeg til at få
> at vide, om jeg skal se at tage mig sammen og lade være at overdrive og have
> selvmedlidenhed. Eller er jeg inde i den onde cirkel, man har hørt om så
> mange gange, og som jeg så bare ikke har erkendt er blevet min?

Jeg ville så gerne kunne ryste et perfekt svar ud af ærmet til dig - da
det ikke er muligt, vil jeg meget gerne være lige her, lytte og hjælpe
dig. Den eneste, der kan svar på dit spørgsmål, er dig. Og du skal
*lytte* til dig selv - hvad fortæller dine inderste instinkter dig?

> Det er nu søndag middag, og jeg ryster igen samtidigt med at min puls er
> godt over de 100. Jeg kan ikke bare lige få kroppen til at falde til ro.
> Børnene bliver hentet om 3½ time, hvor de skal på 3 ugers ferie hos deres
> far. Det vil lette min bekymring, da de så ikke skal opleve, at han evt.
> kommer tilbage. På den anden side er det så netop tidspunktet, hvor han ved,
> jeg er alene...

Jeg er glad for at høre, at du føler, at dine børn er i sikkerhed. Det må
være en stor lettelse. Hvad fortæller det dig, at du er glad for, at dine
børn ikke er tilstede, næste gang han kommer? Gør det dig bange at vide,
at han ved, at du vil være alene?

> Jeg snakker ikke om fysisk vold med blå mærker og brækkede knogler. Jeg
> snakker heller ikke om seksuelle overgreb. Jeg snakker om psykisk og
> materiel vold.

Lov mig lige, at du husker dig selv på, at vold - psykisk, fysisk,
seksuelt - er *ulovligt*. Det er ligegyldigt, om du ender på skadestuen
eller et blåt mærke : det er ULOVLIGT for et andet menneske at slå på
dig!

> Det er kommet lidt ad gangen gennem det år, jeg har holdt af
> ham. Hans sidste anfald var fredag aften/nat, hvor han end ikke skånede
> børnene for sit råberi. Det er første gang, han har involveret dem. Forrige
> anfald skete, mens børnene var hjemme, men heldigvis sov fra det hele. Der
> før har børnene ikke været hjemme under hans anfald. I fredags var der
> yderligere den negative udvikling, at han to gange klappede mig en på
> hovedet. Ikke voldsomt men velsagtens som en advarsel om, at det kunne det
> blive. "Jeg ville lige prøve det her", sagde han. I store træk går anfaldene
> ellers ud på, at han sviner mig og min familie til på det groveste. Han er
> på det seneste begyndt at smadre ting. Efter hans tredie-seneste anfald
> krævede jeg, at han gik til en psykiater. Vi var dernede sammen første gang,
> og siden har han været der alene (ca. 5-6 gange). Hans barndom har været
> ekstrem hård. Hans opførsel er meget truende - både kropssproget og sproget.
> Han har altid drukket, når det sker. Det er bagateller, der starter det.

Prøv lige at læse det, du har skrevet her. Forestil dig, at din bedste
veninde fortalte dig dette om sit forhold. Hvordan ville du reagere?

> Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at vide,
> om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre? Jeg
> kan ikke skippe ham for min egen skyld - jo i enkelte øjeblikke - for jeg
> elsker ham inderligt. Men jeg kan ikke tillade, at mine børn skal lide. For
> deres skyld kan jeg måske mande mig op til at gøre det rigtige... Men hvad
> er det rigtige? Nej, jeg har ikke selv givet svaret. Jeg er utrolig meget
> usikker lige nu.

Jeg kan godt forstå, at du er usikker. Det er svært at erkende, at man er
endt i så hård situation. Og jeg kan godt forstå, at du leder efter svar.
Det er så krævende at skulle tage ansvaret for at få sig selv ud af sådan
en situation.

Hvis du har tiden og overskuddet, så tror jeg, at du ville kunne få noget
ud af at læse lidt på min hjemmeside :

http://www.struds.subnet.dk

Jeg er selv voldsoffer - og havde som du meget svært ved at erkende, hvad
jeg var havnet i. Hvis du vil, er du mere end velkommen til at maile mig
privat. Uanset hvad, så håber jeg, at du finder tid til at give lyd igen.

--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
"Kirstine" <minipip@paradis.dk> wrote in message
news:MPG.178035f169f69bd09896c9@news.tele.dk...
> In article <af4cc3$2lh5$1@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...
>
> Hej anonyme
>
> > Voldsoffer? Det er et meget kraftigt udtryk, som jeg ikke vil sætte på
mig
> > selv. Sådan nogen som jeg, bliver ikke offer!
>
> Når du tænker på offer, så ser du en bestemt tyoe menneske for dig..og du
> kan ikke genkende disse træk i dig selv - er det sådan, du har det? Et
> offer er ikke nødvendigvis en lille grå mus, der kryber langs væggene. Et
> offer er et menneske, der befinder sig i en situation, hvor det at sige
> fra pludseligt føles som næsten umuligt, og som derfor tillader et andet
> menneske at overskride grænser, som man ellers ville have forsvoret andre
> skulle trampe på.
>
> Forsøg at lægge de billeder væk, som ordet offer vækker i dig...og spørg
> så dig selv, om et andet menneske, som du elsker, gentagne gange udsætter
> dig for ord eller handlinger, som du ikke vil have, som sårer dig og får
> dig til at tvivle på *dig*. Om du oplever, at du i samværet med et
> menneske, som du elsker, gentagne gange oplever, at dine grænser
> overskrides i en sådan grad, at det efterlader dig forvirret, frustreret
> og en lille smule tom indeni.
Jeg tror ikke, jeg har tvivlet på *mig*. Jeg har været vred og bange, og
mest af alt har jeg haft ondt af ham. Det har jeg også nu, for jeg tror på,
at netop jeg gav ham modet til at se sin fortid i øjnene. Nu er jeg der ikke
mere for ham. Jeg vidste, at det ville blive slemt for ham med behandligen
hos psykiateren, men dette var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Manden
er fuldstændig blottet for fornuft, hvis han tror, han igen skal svigtes. Og
troen derpå kommer ud af den blå luft. Det er som om, jeg får alle de
opsparede frustrationer, hans fortid skulle have haft - og det hele på een
gang. Det er f...... synd for ham. Og det er også synd for mig, at jeg ikke
kan hjælpe ham.

>
> > Men... jeg har kigget på siden http://www.vold-i-familien.dk/, og
forsiden
> > tog luften fra mig
> > Det hele er selvfølgelig en lang historie, men lige nu trænger jeg til
at få
> > at vide, om jeg skal se at tage mig sammen og lade være at overdrive og
have
> > selvmedlidenhed. Eller er jeg inde i den onde cirkel, man har hørt om så
> > mange gange, og som jeg så bare ikke har erkendt er blevet min?
>
> Jeg ville så gerne kunne ryste et perfekt svar ud af ærmet til dig - da
> det ikke er muligt, vil jeg meget gerne være lige her, lytte og hjælpe
> dig. Den eneste, der kan svar på dit spørgsmål, er dig. Og du skal
> *lytte* til dig selv - hvad fortæller dine inderste instinkter dig?
Da jeg læste dette første gang, pressede tårerne på. Det har jeg ellers ikke
tilladt, da det gør mig uligevægtig og selvmedlidende. Ordet "instinkter"
slog mig. Jeg har nemlig tidligere mærket instinktivt, at noget ville gå
galt, men ignorerede det - og instinkterne tog ikke fejl. Hos psykiateren
fortalte jeg netop dette. At jeg slet ikke kunne lide at ignorere mine
instinkter. Jeg spurgte psykiateren, om der var noget, jeg kunne gøre - en
afledningsmanøvre eller andet - når mine instinkter fortalte, at noget var
på vej. Det fik jeg aldrig svar på. Jeg har ellers altid stolet på mine
instinkter.

>
> > Det er nu søndag middag, og jeg ryster igen samtidigt med at min puls er
> > godt over de 100. Jeg kan ikke bare lige få kroppen til at falde til ro.
> > Børnene bliver hentet om 3½ time, hvor de skal på 3 ugers ferie hos
deres
> > far. Det vil lette min bekymring, da de så ikke skal opleve, at han evt.
> > kommer tilbage. På den anden side er det så netop tidspunktet, hvor han
ved,
> > jeg er alene...
>
> Jeg er glad for at høre, at du føler, at dine børn er i sikkerhed. Det må
> være en stor lettelse. Hvad fortæller det dig, at du er glad for, at dine
> børn ikke er tilstede, næste gang han kommer? Gør det dig bange at vide,
> at han ved, at du vil være alene?
Jeg ved ikke svaret til dette?!? Med børnene er det vel noget med, at jeg
kan reagere på angreb, når de ikke er her. Når de er her, er jeg meget
stille og forsøger at glatte ud, så de ikke opdager noget. Egentlig tror jeg
ikke på, at han kunne gøre dem noget, men han bevæger sig jo den vej stille
og roligt. Jeg er ikke i tvivl om (eller er jeg?), at jeg ville gå til
angreb på alle måder, hvis først et af børnene reagerede, eller han gik
direkte til en af dem. Så ville løvemoderen overtage det hele. De er mine
guldklumper, og dem forsvarer jeg med mit liv om nødvendigt. Sådan er dét
bare! Man er vel en mor?

>
> > Jeg snakker ikke om fysisk vold med blå mærker og brækkede knogler. Jeg
> > snakker heller ikke om seksuelle overgreb. Jeg snakker om psykisk og
> > materiel vold.
>
> Lov mig lige, at du husker dig selv på, at vold - psykisk, fysisk,
> seksuelt - er *ulovligt*. Det er ligegyldigt, om du ender på skadestuen
> eller et blåt mærke : det er ULOVLIGT for et andet menneske at slå på
> dig!
Jeg er som sagt ingen engel. Jeg kan tilgive ham, men ikke mig selv.

>
> > Det er kommet lidt ad gangen gennem det år, jeg har holdt af
> > ham. Hans sidste anfald var fredag aften/nat, hvor han end ikke skånede
> > børnene for sit råberi. Det er første gang, han har involveret dem.
Forrige
> > anfald skete, mens børnene var hjemme, men heldigvis sov fra det hele.
Der
> > før har børnene ikke været hjemme under hans anfald. I fredags var der
> > yderligere den negative udvikling, at han to gange klappede mig en på
> > hovedet. Ikke voldsomt men velsagtens som en advarsel om, at det kunne
det
> > blive. "Jeg ville lige prøve det her", sagde han. I store træk går
anfaldene
> > ellers ud på, at han sviner mig og min familie til på det groveste. Han
er
> > på det seneste begyndt at smadre ting. Efter hans tredie-seneste anfald
> > krævede jeg, at han gik til en psykiater. Vi var dernede sammen første
gang,
> > og siden har han været der alene (ca. 5-6 gange). Hans barndom har været
> > ekstrem hård. Hans opførsel er meget truende - både kropssproget og
sproget.
> > Han har altid drukket, når det sker. Det er bagateller, der starter det.
>
> Prøv lige at læse det, du har skrevet her. Forestil dig, at din bedste
> veninde fortalte dig dette om sit forhold. Hvordan ville du reagere?
Hente hendes børn, husdyr og ting i hendes hjem, og rede en seng til dem
her. Måske tage nogle fridage, og rejse væk alle sammen, så kontakt med
manden ville være udelukket. At jeg ikke gør det for mig selv, skyldes vel
mest, at jeg ikke vil til at fortælle min chef om det, og heller ikke lyve
for at få fri. Desuden er min økonomi stram nok i forvejen. Han lovede
forresten, at han ville sørge for, at jeg kom til at miste alt, hvad jeg
har. Han tog de kontanter, vi havde liggende til den kommende sommer. Hans
konto blev brugt til opsparing, så dem får jeg ingen fornøjelse af. Kan hans
bank trække hans overførsel til min konto gennem de sidste måneder tilbage?
SÅ kan jeg ikke få det til at hænge sammen. Jeg vil tude, hvis den dag
kommer, at jeg må sælge det dejlige ståsted, jeg har lavet til børnene og
mig. At vi stadig har hinanden er vigtigst, men det gør ondt på børn at
blive flyttet, så ikke igen...

>
> > Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Jeg vil bare så gerne have at
vide,
> > om jeg har misforstået en masse, eller der er noget, jeg skal/kan gøre?
Jeg
> > kan ikke skippe ham for min egen skyld - jo i enkelte øjeblikke - for
jeg
> > elsker ham inderligt. Men jeg kan ikke tillade, at mine børn skal lide.
For
> > deres skyld kan jeg måske mande mig op til at gøre det rigtige... Men
hvad
> > er det rigtige? Nej, jeg har ikke selv givet svaret. Jeg er utrolig
meget
> > usikker lige nu.
>
> Jeg kan godt forstå, at du er usikker. Det er svært at erkende, at man er
> endt i så hård situation. Og jeg kan godt forstå, at du leder efter svar.
> Det er så krævende at skulle tage ansvaret for at få sig selv ud af sådan
> en situation.
Hov hov - min kæphest: Ansvar. Jeg er meget ansvarlig. I denne situation ved
jeg blot ikke, hvad der er det rigtige. Har du tænkt på, at mine børn også
elsker den mand? Hvordan tror du, de reagerer, når jeg siger, at han ikke må
komme tilbage. Jeg kan jo ikke fortælle dem sandheden. Da vi ventede på
deres far i går, spurgte de, hvor "han" var. Jeg svarede ærligt, at det
vidste jeg ikke. "Kommer han tilbage?" ville den store vide? Det vidste jeg
heller ikke, men sagde så, at sådan som han havde opført sig om fredagen,
var jeg ikke sikker på, at han skulle komme tilbage. De påstod begge, at de
ikke havde bemærket noget. Vi snakkede ikke mere om det.

>
> Hvis du har tiden og overskuddet, så tror jeg, at du ville kunne få noget
> ud af at læse lidt på min hjemmeside :
>
> http://www.struds.subnet.dk
Jeg har kigget, men uroen i mig gør, at jeg nu ikke husker indholdet. Alting
skal læses flere gange, da koncentrationen hurtigt går fløjten.

>
> Jeg er selv voldsoffer - og havde som du meget svært ved at erkende, hvad
> jeg var havnet i. Hvis du vil, er du mere end velkommen til at maile mig
> privat. Uanset hvad, så håber jeg, at du finder tid til at give lyd igen.
Det er jeg ked af på dine vegne. Privat mail? Måske senere. Nu har jeg det
bedst med at være anonym. Det er temmelig personligt det her.

Den anonyme

>
> --
> Kirstine
>
> *trying to do what works - trying to do what matters*

---

In article <af7ase$19ak$2@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...

> Jeg tror ikke, jeg har tvivlet på *mig*.

Godt! Hold fast i det - for du har under ingen omstændigheder ansvaret
for andre end dig og dine børn.

> Jeg har været vred og bange, og
> mest af alt har jeg haft ondt af ham. Det har jeg også nu, for jeg tror på,
> at netop jeg gav ham modet til at se sin fortid i øjnene. Nu er jeg der ikke
> mere for ham.

Du lyder som om, at du mener, at du svigter ham...er det sådan, du føler?
Hvad føler du, at du burde gøre anderledes?

> Jeg vidste, at det ville blive slemt for ham med behandligen
> hos psykiateren, men dette var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Manden
> er fuldstændig blottet for fornuft, hvis han tror, han igen skal svigtes. Og
> troen derpå kommer ud af den blå luft. Det er som om, jeg får alle de
> opsparede frustrationer, hans fortid skulle have haft - og det hele på een
> gang. Det er f...... synd for ham. Og det er også synd for mig, at jeg ikke
> kan hjælpe ham.

Du har helt ret i, at ingen af Jer har fået en fair behandling af livet i
denne situation. Alligevel læser jeg, det du skriver, som om, at du
føler, at hvis du gjorde noget på en anden måde, så ville du være i stand
til at hjælpe ham. Har jeg ret? Eller er jeg helt ude på dybt vand nu?

> > Jeg ville så gerne kunne ryste et perfekt svar ud af ærmet til dig - da
> > det ikke er muligt, vil jeg meget gerne være lige her, lytte og hjælpe
> > dig. Den eneste, der kan svar på dit spørgsmål, er dig. Og du skal
> > *lytte* til dig selv - hvad fortæller dine inderste instinkter dig?
> Da jeg læste dette første gang, pressede tårerne på. Det har jeg ellers ikke
> tilladt, da det gør mig uligevægtig og selvmedlidende.

Nej - at lytte til dit inderste, tvinger dig til at se på, hvad der
virkeligt sker. At se bort fra de forsvarsmekanismer og facader, som du
sætter op for dig selv, så du ikke behøver at overveje, hvorfor ham, du
elsker, ikke elsker dig tilbage igen med en kærlighed, der er god for
dig.

At lytte til dine instinkter - din intuition - gør dig stærk!

> Ordet "instinkter"
> slog mig. Jeg har nemlig tidligere mærket instinktivt, at noget ville gå
> galt, men ignorerede det - og instinkterne tog ikke fejl. Hos psykiateren
> fortalte jeg netop dette. At jeg slet ikke kunne lide at ignorere mine
> instinkter. Jeg spurgte psykiateren, om der var noget, jeg kunne gøre - en
> afledningsmanøvre eller andet - når mine instinkter fortalte, at noget var
> på vej. Det fik jeg aldrig svar på. Jeg har ellers altid stolet på mine
> instinkter.

Og du *skal* stole på dine instinkter. At være i et forhold, hvor man er
nødt til at ignorere sin intuition, kan aldrig føre til noget positivt.
*Du* ved, hvad der bedst for *dig* og *dine* børn - vi andre kan have
meninger, kvalificerede bud eller gætte vildt - men kun *du* ved det!

> > Jeg er glad for at høre, at du føler, at dine børn er i sikkerhed. Det må
> > være en stor lettelse. Hvad fortæller det dig, at du er glad for, at dine
> > børn ikke er tilstede, næste gang han kommer? Gør det dig bange at vide,
> > at han ved, at du vil være alene?
> Jeg ved ikke svaret til dette?!?

Jo, du gør.

1. Du elsker din kæreste højt.
2. Han elsker dig.
3. Dine børn elsker ham.
4. Din kæreste kan være den bedste mand i verden.
5. Du ønsker ikke, at dine børn skal være tilstede, næste gang din
kæreste kommer af frygt for, hvad han kan finde på at gøre ved Jeres hjem
og ved dig.
6. Du er bekymret over at være alene hjemme og tænker meget på, hvad der
vil ske, når han kommer hjem.

Ovenstående er for mig uforenelige udsagn. Den mand, jeg elsker, skal få
mig til at føle mig tryg. Den mand, der elsker mig, skal behnalde mig,
mine børn og mit hjem med respekt og kærlighed. Den mand, mine børn
elsker, skal være god ved dem og aldrig true dem. Udfra min definition på
kærlighed, burde de ting, du beskriver, ikke finde sted i et forhold,
hvor man elsker hinanden. For kærlighed - i min begrebsverden -
indeholder ikke terror.

Hvordan definerer du kærlighed? Hvad betyder det for dig at elske og
blive elsket?

> > Lov mig lige, at du husker dig selv på, at vold - psykisk, fysisk,
> > seksuelt - er *ulovligt*. Det er ligegyldigt, om du ender på skadestuen
> > eller et blåt mærke : det er ULOVLIGT for et andet menneske at slå på
> > dig!
> Jeg er som sagt ingen engel. Jeg kan tilgive ham, men ikke mig selv.

Hvorfor kan du ikke tilgive dig selv? Hvad er det, du har gjort, der
betyder, at du har mistet retten til at blive behandlet med respekt?

Du skal skelne mellem skyld og ansvar. Ellers kommer du til at køre i
ring med en hel bunke ting, og uanset hvad kommer der ikke noget positivt
ud af dét.

> > Prøv lige at læse det, du har skrevet her. Forestil dig, at din bedste
> > veninde fortalte dig dette om sit forhold. Hvordan ville du reagere?
> Hente hendes børn, husdyr og ting i hendes hjem, og rede en seng til dem
> her. Måske tage nogle fridage, og rejse væk alle sammen, så kontakt med
> manden ville være udelukket.

Nemlig - for din veninde har ikke fortjent at blive behandlet sådan. Har
du?

> At jeg ikke gør det for mig selv, skyldes vel
> mest, at jeg ikke vil til at fortælle min chef om det, og heller ikke lyve
> for at få fri. Desuden er min økonomi stram nok i forvejen.

Med andre ord - du er ikke værd at kæmpe for, som du ville gøre det for
din bedste veninde. Hvorfor?

> Han lovede
> forresten, at han ville sørge for, at jeg kom til at miste alt, hvad jeg
> har. Han tog de kontanter, vi havde liggende til den kommende sommer. Hans
> konto blev brugt til opsparing, så dem får jeg ingen fornøjelse af. Kan hans
> bank trække hans overførsel til min konto gennem de sidste måneder tilbage?

Jeg tror ikke, at hans bank kan pille ved din konto uden din tilladelse -
men jeg er ikke sikker. Måske du skulle kontakte din bankrådgiver, så du
kan få et klart svar. Så kunne du jo få et nyt kontonummer med det samme.
Så er du sikker på, at han ikke kan lave numre med din penge.

> > Jeg kan godt forstå, at du er usikker. Det er svært at erkende, at man er
> > endt i så hård situation. Og jeg kan godt forstå, at du leder efter svar.
> > Det er så krævende at skulle tage ansvaret for at få sig selv ud af sådan
> > en situation.
> Hov hov - min kæphest: Ansvar. Jeg er meget ansvarlig. I denne situation ved
> jeg blot ikke, hvad der er det rigtige.

Jo, det tror jeg, at du gør.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er ansvarlig. Dine indlæg og din måde
at tackle alt det her, vidner netop om ansvarlighed.

> Har du tænkt på, at mine børn også
> elsker den mand?

Ja. Og jeg ved godt, at det ikke gør det nemmere at være dig lige nu.

> Hvordan tror du, de reagerer, når jeg siger, at han ikke må
> komme tilbage. Jeg kan jo ikke fortælle dem sandheden. Da vi ventede på
> deres far i går, spurgte de, hvor "han" var. Jeg svarede ærligt, at det
> vidste jeg ikke. "Kommer han tilbage?" ville den store vide? Det vidste jeg
> heller ikke, men sagde så, at sådan som han havde opført sig om fredagen,
> var jeg ikke sikker på, at han skulle komme tilbage. De påstod begge, at de
> ikke havde bemærket noget. Vi snakkede ikke mere om det.

Nu kender jeg jo ikke dine børn - men som en generel betragtning vil jeg
sige, at du som mor ved bedst. Også selvom dine børn lige nu ikke
forstår, så ved du, hvad der er bedst for dem. Og dén viden skal du
handle på.

> > Hvis du har tiden og overskuddet, så tror jeg, at du ville kunne få noget
> > ud af at læse lidt på min hjemmeside :
> >
> > http://www.struds.subnet.dk
> Jeg har kigget, men uroen i mig gør, at jeg nu ikke husker indholdet. Alting
> skal læses flere gange, da koncentrationen hurtigt går fløjten.

Der er ingen tvang og tidsfrister - du læser, hvis du har lyst, og så
meget du gider. Siden forbliver på nettet i mange år endnu

> > Jeg er selv voldsoffer - og havde som du meget svært ved at erkende, hvad
> > jeg var havnet i. Hvis du vil, er du mere end velkommen til at maile mig
> > privat. Uanset hvad, så håber jeg, at du finder tid til at give lyd igen.
> Det er jeg ked af på dine vegne. Privat mail? Måske senere. Nu har jeg det
> bedst med at være anonym. Det er temmelig personligt det her.

Det er bestemt meget personligt - og du skal ikke gøre noget, du føler
dig utryg ved. Stol på dine instinkter.
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

I drømmer ikke om, hvor glad jeg er for, at I har svaret mig. For hver
eneste ord, jeg læser, føler jeg mig en lillebitte smule stærkere. Jeg håber
virkelig, at mange flere vil give mig deres mening til kende - især de af
jer, som har prøvet det selv.

Jeg har det ikke godt med at sidde her, da han kan dukke op hver eneste
øjeblik. Han har boet her, og tog både dør- og bilnøgler med, da han tog en
taxi herfra i fredags (på min opfordring).

Børnene er kommet godt afsted på ferie hos deres far, som er en god og
kærlig far, og det er jeg SÅ glad for. De var glade og vi pjattede alle
sammen, da vi tog afsked

Jeg har pakket lige siden, børnene tog afsted. Jeg er igennem halvdelen af
huset, og føler virkelig at jeg får luft, hver gang jeg pakker en af hans
ting ned. Jeg sveder som bare pokker, er øm i musklerne, men har det
alligevel dejligt - bort set altså for frygten for, at han dukker op.
Faktisk har jeg siden fredag aften gået med bil-, husnøgler og mine smøger i
lommen, og jeg går hele tiden i sko. Jeg tænkte først for lidt siden over de
tre ting. Hvis han kommer ind i huset, skal jeg kunne komme væk i bilen og
have sko på, hvor end jeg havner. Og mine smøger giver vist sig selv.

Lige nu synes det hele så let, men det er det ikke. Manden er nemlig også
det kærligste væsen overfor mig, når ikke han får sine anfald. Han er en
børneelsker, så det basker - og børn er vilde med ham. Han gør alt, for at
glæde eller aflaste mig. Er det så underligt, at jeg elsker ham så højt?
:´-(
Samtidigt med at det giver luft at pakke hans ting, gør det ondt at sige
"farvel - jeg elsker dig" til næsten det hele.

Nu vil jeg sætte mig foran TV'et - stadig med vinduerne åbne, så jeg kan
høre, hvad der sker udenfor. Efter midnat kan jeg måske overbevise mig selv
om, at han ikke dukker op idag, og vil så prøve at sove - formentlig i
sofaen (som er nærmest begge yderdøre). Nej, jeg forventer ikke, at han
stormer ind og slår løs på mig. Jeg vil bare ikke være her, hvis han kommer.
Jeg vil ikke skændes med ham, og jeg vil ikke se hans evt. triste øjne og
give ham et knus.

Jeg checker her igen inden sengetid, og håber inderligt, at I er mange, der
viser mig, at I "er med mig" lige nu. Det hjælper mig virkelig.

TAK

Mvh den anonyme

---

Kære anonyme
Jeg har lige siddet og læst hele tråden og kan kun give Sabina ret - du skal
tænke på dine børn og dig selv lige nu. Det er fint at dine børn er på ferie
lige nu så de ikke skal opleve denne "konflikt" - der er dog en ting som
slår mig, og det er om du ikke har mulighed for at overnatte et andet sted i
nat??? du har brug for en god nats søvn så er tingene lidt nemmere at
overskue. Lige nu er dine sanser så vidt åbne og du er på vagt ( meget
forståeligt). Dette og så at du som noget af det første imorgen får skiftet
dine låse ud er det bedste råd jeg kan give dig lige nu. Dog skal du vide at
du er i mine tanker og at jeg tror på at du er godt på vej til at ændre dit
liv - du giver i hvert tilfælde udtryk herfor - godt for dig! - og dine
børn. Kærlighed er svært, men man skal kunne stole på hinanden og føle sig
tryg og elsket uden forbehold er en del af et godt parforhold.
Mange tanker
Gitte

---

"Flemming" <fl.jahns@get2net.dk> wrote in message
news:af5bpq$1erb$1@news.cybercity.dk...
> Kære anonyme
> Jeg har lige siddet og læst hele tråden og kan kun give Sabina ret - du
skal
> tænke på dine børn og dig selv lige nu. Det er fint at dine børn er på
ferie
> lige nu så de ikke skal opleve denne "konflikt" - der er dog en ting som
> slår mig, og det er om du ikke har mulighed for at overnatte et andet sted
i
> nat???
Det ville kræve, at jeg involverede andre i mit "hysteri", og det havde jeg
ikke mod til. Men jeg overvejede det.

du har brug for en god nats søvn så er tingene lidt nemmere at
> overskue. Lige nu er dine sanser så vidt åbne og du er på vagt ( meget
> forståeligt). Dette og så at du som noget af det første imorgen får
skiftet
> dine låse ud er det bedste råd jeg kan give dig lige nu. Dog skal du vide
at
> du er i mine tanker og at jeg tror på at du er godt på vej til at ændre
dit
> liv - du giver i hvert tilfælde udtryk herfor - godt for dig! - og dine
> børn. Kærlighed er svært, men man skal kunne stole på hinanden og føle sig
> tryg og elsket uden forbehold er en del af et godt parforhold.
Enig - og jeg håber, jeg gør det rette. Men stadigvæk: Jeg svigter ham nu,
og han har virkelig brug for mig.

> Mange tanker
> Gitte
>
>

---

In article <af58tp$19l3$1@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...

Hej igen Dejligt at du havde overskud til at smide endnu et par
linjer.

> Jeg har det ikke godt med at sidde her, da han kan dukke op hver eneste
> øjeblik. Han har boet her, og tog både dør- og bilnøgler med, da han tog en
> taxi herfra i fredags (på min opfordring).

Hvis du er utryg, så kunne du måske overveje at tage et andet sted hen at
sove. Eller måske få en god ven/veninde til at komme og overnatte. Så
ville du også kunne snakke med vedkommende om den beslutning, du nu har
truffet.

Hvis ovenstående virker for "vildt" på dig, så kunne du tage nogle
forholdsregler. Sørg for at have telefonen tæt på. Måske du har en
trådløs eller mobil? Lad alt lyset være tændt. Overvej, hvilke
situationer, du er bange for kan opstå, hvis han kommer - og overvej så,
hvad du kan og vil gøre i de tilfælde. Nogle gange kan det hjælpe at
skrive det ned, og det kan lette på utrygheden at føle sig forberedt.

> Børnene er kommet godt afsted på ferie hos deres far, som er en god og
> kærlig far, og det er jeg SÅ glad for. De var glade og vi pjattede alle
> sammen, da vi tog afsked

Skønt *S*

> Jeg har pakket lige siden, børnene tog afsted. Jeg er igennem halvdelen af
> huset, og føler virkelig at jeg får luft, hver gang jeg pakker en af hans
> ting ned. Jeg sveder som bare pokker, er øm i musklerne, men har det
> alligevel dejligt - bort set altså for frygten for, at han dukker op.
> Faktisk har jeg siden fredag aften gået med bil-, husnøgler og mine smøger i
> lommen, og jeg går hele tiden i sko. Jeg tænkte først for lidt siden over de
> tre ting. Hvis han kommer ind i huset, skal jeg kunne komme væk i bilen og
> have sko på, hvor end jeg havner. Og mine smøger giver vist sig selv.

Jeg ved ikke, hvor meget du kan bruge det til lige nu - i mine øjne har
du truffet den helt rette beslutning! Det er modigt og stærkt gjort at
træffe sådan en beslutning, når der er så stærke følelser med i billedet.

> Lige nu synes det hele så let, men det er det ikke. Manden er nemlig også
> det kærligste væsen overfor mig, når ikke han får sine anfald. Han er en
> børneelsker, så det basker - og børn er vilde med ham. Han gør alt, for at
> glæde eller aflaste mig. Er det så underligt, at jeg elsker ham så højt?
> :´-(
> Samtidigt med at det giver luft at pakke hans ting, gør det ondt at sige
> "farvel - jeg elsker dig" til næsten det hele.

Nej, det er ikke underligt. Selv mænd, der begår overgreb, er ikke
rendyrket onde.

> Nu vil jeg sætte mig foran TV'et - stadig med vinduerne åbne, så jeg kan
> høre, hvad der sker udenfor. Efter midnat kan jeg måske overbevise mig selv
> om, at han ikke dukker op idag, og vil så prøve at sove - formentlig i
> sofaen (som er nærmest begge yderdøre). Nej, jeg forventer ikke, at han
> stormer ind og slår løs på mig. Jeg vil bare ikke være her, hvis han kommer.
> Jeg vil ikke skændes med ham, og jeg vil ikke se hans evt. triste øjne og
> give ham et knus.

Jeg kan godt forstå dig - det er bestemt ikke en rar situation at komme
i. Hvis du nu alligevel ikke kan undgå den, så lov mig, at du husker på
den beslutning, du har truffet. Vær forberedt på hans løfter om bod og
bedring - og mærk efter aller inderst i dig selv, om du tror på ham.

> Jeg checker her igen inden sengetid, og håber inderligt, at I er mange, der
> viser mig, at I "er med mig" lige nu. Det hjælper mig virkelig.

Du er så absolut ikke alene. Jeg tænker meget på dig lige nu.

> TAK

Anytime
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

Kære Anonyme
Vi er lige kommet hjem fra week-end ferie, så jeg har ikke deltaget i tråden
tidligere.
Jeg har dog læst alt i tråden, og vil meget gerne sende dig min sympati og
støtte.

Sammen hermed vil jeg også lige fortælle, at jeg selv er barn fra en
familie, hvor der var både psykisk og fysisk vold. I begyndelsen var det
råben og skrigen, og jeg lå i sengen med "ondt i maven" uden at sige en lyd
af frygt for, at det hele ville blive værre, hvis jeg rørte på mig.
Senere vågnede jeg sent om natten op ved lyden af ting, der blev smadret ned
i gulvet, jeg var så bange så bange, men alligevel åbnede jeg min
værelsesdør og så, at vores tallerkener, lamper, vaser og meget andet lå
smadret på klinkegulvet. Det var så voldsomt, at jeg end ikke kunne gå ud på
gulvet i bare tær, uden at skære mig.
Og uanset hvor meget min far råbte, kunne jeg høre min mors sagte gråd, og
hendes bøn om, at han måtte stoppe.
Senere igen var det direkte vold. Han slog min mor, bankede hendes hoved ind
i væggen.
Akkurat som du gør nu, så gik jeg som 8 årig og var bange i maven. jeg
husker tydeligt den knugende fornemmelse, og den dukker stadigt op, selvom
jeg nu er blevet voksen, og det er uanset hvor jeg er.

En gang var min far taget på værtshus, og akkurat som du fortæller, så skete
det oftest, når han havde drukket. Min mor var meget meget bange, og det var
jeg også. Jeg husker, at vi låste døren ud til entreen, og låste døren ind
til mit værelse. Mor ville ikke låse yderdøren, da det var vinter og mange
frostgrader udenfor, så hun mente, at far skulle kunne komme ind i entreen i
det mindste.
Det gjorde han også, og han kom også videre. Han smadrede blot dørene, gik
lige igennem hullerne i dørende og gennembankede så min mor.
Og sådan fortsatte det, indtil min mor og jeg for anden gang kom på
hospitalet. Min mor, fordi at hun havde lidt så meget overlast, jeg, fordi
at redningsfolkene i ambulancen ikke kunne lade et barn alene midt om
natten.

Derefter begyndte mit liv. Mor og jeg fik vores egen lejlighed. Ikke et
stort og dyrt hus som før, men det betød intet. For når jeg lagde mig ned om
natten for at sove, så skulle jeg ikke bekymre mig om, hvad min far ville
gøre senere.

Efter at jeg er blevet voksen, har min mor og jeg snakket lidt om, hvad der
skete. Og jeg spurgte, hvorfor hun dog blev så længe? Hun svarede, at det
gjorde hun af hensyn til mig, fordi at hun ikke ønskede, at jeg skulle være
skilsmissebarn. Men havde hun vidst det, som hun ved idag, så var hun blevet
skilt den første gang, han slog hende.

Jeg er så glad for at høre, at du er på vej væk. Jeg er selv gift og har to
børn, og nogle gange har jeg forsøgt at sætte mig i min mors situation for
at forstå, hvad hun tænkte dengang. Og jeg elsker min mand, jeg elsker mine
børn, og jeg kunne ikke klare, hvis vi skulle skilles fra hinanden. MEN -
hvis det kom dertil, at han lagde hånd på mig blot en enkelt gang, så er jeg
den, der er gået.
For selvom man tror, at børnene sover, og selvom man tror, at de ikke aner
uråd, så er børn faktisk klogere end vi andre til sammen. De ved meget meget
mere, end vi tror.

Jeg kan se et billede, af det du skriver, som er lig det, som jeg har
oplevet som barn. Et væmmeligt billede af opstartsfasen til et ekstremt
voldeligt forhold, som kun bliver værre for hver dag, der går. Du har
muligheden for at skåne dine børn og dig selv for at det bliver så voldsomt,
som det, jeg har set.
Grib muligheden, det er ikke let, det ved jeg. Men stå fast på beslutningen.
Vi i denne gruppe er med dig, vi tænker på dig og vi tror på dig.
Gør det.

Knus og mange kærlige tanker fra
Seebright

PS: Efter at mine forældre blev skilt kom vi meget i noget som hed
"marie-gruppen" og mor snakkede noget om en gruppe som hed "joan-søstrene".
Jeg ved ikke ret meget om det, andet end at de skaffede både akutte boliger
(hjemme hos medlemmer) og stationære boliger til de, der havde et behov. De
brugte også meget tid på at snakke, når der var behov for det, selvom jeg
ikke hørte det, for det foregik i andre lokaler. Men måske var det en
mulighed for dig at få støtte fra en sådan gruppe. Det var blot et forslag.

---

"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:af58tp$19l3$1@news.cybercity.dk...
> I drømmer ikke om, hvor glad jeg er for, at I har svaret mig. For hver
> eneste ord, jeg læser, føler jeg mig en lillebitte smule stærkere. Jeg
håber
> virkelig, at mange flere vil give mig deres mening til kende - især de af
> jer, som har prøvet det selv.

hvor er det dejligt der er et forum som dette hvor man kan søge hjælp uden
ansigt.....
jeg er glad for at vi kan hjælpe

> Jeg har det ikke godt med at sidde her, da han kan dukke op hver eneste
> øjeblik. Han har boet her, og tog både dør- og bilnøgler med, da han tog
en
> taxi herfra i fredags (på min opfordring).

har du ingen mulighed for at tage et andet sted hen nogle dage eller få en
stor og stærk kammerart til at overnatte hos dig??
det ville give dig lidt ro i sjælen og lidt plads til at slappe af..... det
tror jeg du har brug for oven på dette....

> Børnene er kommet godt afsted på ferie hos deres far, som er en god og
> kærlig far, og det er jeg SÅ glad for. De var glade og vi pjattede alle
> sammen, da vi tog afsked

dejligt)

> Jeg har pakket lige siden, børnene tog afsted. Jeg er igennem halvdelen af
> huset, og føler virkelig at jeg får luft, hver gang jeg pakker en af hans
> ting ned. Jeg sveder som bare pokker, er øm i musklerne, men har det
> alligevel dejligt - bort set altså for frygten for, at han dukker op.

det er et af de første og vigtigste skridt du tager nu..... skridtet til at
sige farvel til angsten......

> Faktisk har jeg siden fredag aften gået med bil-, husnøgler og mine smøger
i
> lommen, og jeg går hele tiden i sko. Jeg tænkte først for lidt siden over
de
> tre ting. Hvis han kommer ind i huset, skal jeg kunne komme væk i bilen og
> have sko på, hvor end jeg havner. Og mine smøger giver vist sig selv.

det giver jo reelt ret god mening...... også selvom ham måske ikke kammer
helt over er det nok rart at du kan komme væk og det hurtigt.....

> Lige nu synes det hele så let, men det er det ikke. Manden er nemlig også
> det kærligste væsen overfor mig, når ikke han får sine anfald. Han er en
> børneelsker, så det basker - og børn er vilde med ham. Han gør alt, for at
> glæde eller aflaste mig. Er det så underligt, at jeg elsker ham så højt?
> :´-(
> Samtidigt med at det giver luft at pakke hans ting, gør det ondt at sige
> "farvel - jeg elsker dig" til næsten det hele.

nej, det er absolut ikke underligt..... men som jeg skrev i mit sidste
indlæg..... du er nødt til at være MOR først og fremmest...... din fornemste
opgave i livet er at passe på dine børn og dermed også passe på dig selv....
selvom ungerne har en dejlig og sød far så har de altså kun en mor...... og
hun er den der skal vise den vejen frem.....

> Nu vil jeg sætte mig foran TV'et - stadig med vinduerne åbne, så jeg kan
> høre, hvad der sker udenfor. Efter midnat kan jeg måske overbevise mig
selv
> om, at han ikke dukker op idag, og vil så prøve at sove - formentlig i
> sofaen (som er nærmest begge yderdøre). Nej, jeg forventer ikke, at han
> stormer ind og slår løs på mig. Jeg vil bare ikke være her, hvis han
kommer.
> Jeg vil ikke skændes med ham, og jeg vil ikke se hans evt. triste øjne og
> give ham et knus.

igen.. .har du ikke en der kan overnatte hos dig?? være hos dig i denne
svære tid og støtte dig??
hjælpe dig med at være stærk når han kommer og give dig et trøstende knus
når han er kørt.........

> Jeg checker her igen inden sengetid, og håber inderligt, at I er mange,
der
> viser mig, at I "er med mig" lige nu. Det hjælper mig virkelig.

mine tanker er hos dig og har været det en stor del af aftenen trods jeg har
været ude.......
mit tilbud om "mail support" gælder stadig........
--
knus sabina

Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

Jeg har nået at svare på et par indlæg, og vil svare på resten, når jeg
kommer fra arbejde.
Han skal arbejde i aften (men har sikkert sygemeldt sig), og jeg tror, at
han kommer i huset, mens jeg er væk. Hvis han bare tager sine ting, og
lægger mine nøgler (hus og bil er mine), er det fint. Men jeg ville ikke
blive overrasket, hvis han har smadret en masse, klippet mit tøj i stykker
eller måske endda sætter ild til huset. Nej, så langt går han nu nok ikke!

Lige nu frygter jeg, at han begynder at chikanere mig på arbejdet. Han vil
også være i stand til at svine mig til for kollegerne, da han jo mener, jeg
går i seng med alle andre. Det bliver en lang arbejdsdag. Jeg har en god
kollega, som jeg tror, jeg vil fortælle min historie. Hvis hun tror på mig,
og stoler på mig - og det gør hun - så har jeg endda et sted at tage
hen, hvis jeg må flygte.

Med bankende hjerte,
den anonyme

---

Kære Martin, Sabina, Kirstine, Gitte, Seebrught og alle I andre

Jeg håber ikke, jeg virker panisk... men det er jeg nok lidt! I lytter,
kommenterer, og ser den meget komplekse, følelsesmæssige situation fra mange
forskellige vinkler, og så vil jeg gerne beholde kontakten - både gode og
dårlige dage (alle er vist begge dele lige nu).
Jeg prøver at svare på det hele - også fordi det tvinger mig til at tage
stilling til alt, hvad I ser i det.

I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
videre...

Jeg har været på arbejde, men tog tidligt hjem, for koncentrationen var ikke
på toppen. Der har ikke været noget som helst på jobbet, som jeg frygtede
*pyhh*
Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen. Til
gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden længe.
Hun kender ikke historien overhovedet, da hun jo kun har set ham, som den
elskelige mand, han også er. Hun fornemmede, at noget var rivende galt, og
ville vide, hvad der ventede hende. Jeg gav hende linket, som jeg skrev i
mit første indlæg, og hun blev hendigvis ikke så skræmt, at hun fortrød sin
tur hertil. Jeg er bange for at snakke med hende om det, men glæder mig
samtidig til ikke at være alene mere. Måske kalder hun mig hysterisk, og så
ved jeg det. Måske synes hun, at vi er lige dumme, og så ved jeg det. Vi får
se...

Her hjemme er der heller ikke sket noget. Jeg kan i alt fald ikke se det så.
hmm... jeg checker lige alle rum, for nu er uroen der igen... øjeblik...
Melder alt i orden

Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal jo
have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde de,
han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting? Han
truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm op
i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og sagde
"skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han ville gå
ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om jeg
ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes med at
holde øje med ham ud af øjenkrogene. Hvad nu hvis han har gjort det??
Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg vil
lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han er
ok.

Mvh den anonyme

---

Hej igen
"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk...

> I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> videre...
Meget gerne er endelig kommet hjem fra arbejde og hastede ind for at se om
du havde skrevet - det havde du DEJLIGT!

> Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen.
Hvorfor ringer du ikke til hende og inviterer hende til kaffe?
Til
> gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden
længe.
Det lyder rigtig dejligt. - prøv fx. at vise hende disse breve nogle gange
er det meget nemmere at "fordøje" og reflektere over hvis man får lov at
læse andres tanker og der er langt megen reflektion og tanker bag både dine
egne og vi andres ord ..... lad hende læse det medens du laver kaffe og
hviler dig lidt...

> Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal jo
> have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde
de,
> han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting? Han
> truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm
op
> i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og sagde
> "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han ville
gå
> ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om jeg
> ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes med
at
> holde øje med ham ud af øjenkrogene. Hvad nu hvis han har gjort det??
> Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg vil
> lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han er
> ok.
Puha hvor er det usselt at true dig med selvmord...... jeg mangler ord du
skal ikke leve med sådan trusler og den angst det medfører.......
held og lykke med din søster det skal nok gå - en klar fornemmelse jeg har .

Gitte

---

"Flemming" <fl.jahns@get2net.dk> wrote in message
news:af7ggk$1g61$1@news.cybercity.dk...
> Hej igen
> "Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
> news:af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk...
>
> > I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> > videre...
> Meget gerne er endelig kommet hjem fra arbejde og hastede ind for at se om
> du havde skrevet - det havde du DEJLIGT!
Hej Gitte
Jeg er også utrolig glad for at høre fra dig

>
> > Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen.
> Hvorfor ringer du ikke til hende og inviterer hende til kaffe?
> Til
> > gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden
> længe.
> Det lyder rigtig dejligt. - prøv fx. at vise hende disse breve nogle gange
> er det meget nemmere at "fordøje" og reflektere over hvis man får lov at
> læse andres tanker og der er langt megen reflektion og tanker bag både
dine
> egne og vi andres ord ..... lad hende læse det medens du laver kaffe og
> hviler dig lidt...
Det nåede jeg ikke, inden jeg læste dette. Jeg nævnte for hende idag, at jeg
have lavet et indlæg i en nyhedsgruppe. Da hun ikke spurgte mere, lod jeg
det ligge. Selv om hun lyttede og forstod, tror jeg, at det er en meget stor
mundfuld. Husk på at jeg er den meget stærke storesøster og kvinde, som alle
ser hende og kommer til, når de har det skidt. Selv Ghandi græd og var ved
at give op indeni engang imellem...

>
> > Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal
jo
> > have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde
> de,
> > han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting?
Han
> > truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm
> op
> > i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og
sagde
> > "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han
ville
> gå
> > ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om
jeg
> > ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes
med
> at
> > holde øje med ham ud af øjenkrogene. Hvad nu hvis han har gjort det??

> > Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> > ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg
vil
> > lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> > herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han
er
> > ok.
> Puha hvor er det usselt at true dig med selvmord...... jeg mangler ord du
> skal ikke leve med sådan trusler og den angst det medfører.......
> held og lykke med din søster det skal nok gå - en klar fornemmelse jeg har
..
Du har ret! Det er USSELT at true med selvmord. Og med søsteren havde du
også ret. Om hun kan klare mosten (/mosteren , vil vise sig. Under alle
omstændigheder ved jeg nu, at jeg kan dukke op kl 3 om natten og få et knus
uden en masse spørgsmål. They know...

>
> Gitte
>
>

---

Hej igen

> Du har ret! Det er USSELT at true med selvmord. Og med søsteren havde du
> også ret. Om hun kan klare mosten (/mosteren , vil vise sig. Under alle
> omstændigheder ved jeg nu, at jeg kan dukke op kl 3 om natten og få et
knus
> uden en masse spørgsmål. They know...

Er det ikke bare dejligt befriende - altså at kunne møde op og få en skulder
og græde ved uden at skulle komme med en masse forklaringer??

Jeg har gået og spekuleret meget over din situation og din forståelige
bekymring de sidste par dage og er kommet til at tænke på at hvis din
forsvundne kærste og du har samme postadd. har du nu mulighed for at
efterlyse ham via politiet og det er måske det du bør gøre for at få vished
på at han har det ok.... - så du kan komme videre i dit liv. Fortæl politiet
om hans trusler om selvmord og fortæl dem at du er angst for hvad han kan
finde på at gøre dig ( dette behøver ikke være en egentlig anmeldelse men et
hint til dem om at noget er riv ravende galt - just in case...). Fortæl dem
at du har prøvet at kontakte hans arbejde, kolleger osv. uden at få vished -
du kunne jo evt. fortælle dem at du ikke ved hvor du skal gøre af hans ting
og at han har noget som tilhører dig nemlig dine nøgler til hus og bil som
du gerne vil have igen.... tja jeg ved ikke om det er det rigtige men blot
de tanker jeg har gjort mig.
Ligeledes vil jeg anbefale dig at læse bogen "kvinder der elsker for meget"
jeg tror du måske kan hente lidt hjælp i den til at komme videre.
Det var mit kærlige puf til dig idag... håber at du har det lidt bedre
idag, og selv om du måske ikke har-* ( det tager lang tid man siger at
sørgetiden på et endt forhold er ca. halvdelen af dets længde - altså
kærester i 3 år sørgetid 1½år....) men det letter lidt hver dag jeg ved ikke
om du kan bruge det til trøst, - *Skal du vide at vi er her stadig til at
lytte,reflektere og kommentere!
Mange hilsner
Gitte

---

"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk...
> Kære Martin, Sabina, Kirstine, Gitte, Seebrught og alle I andre

hej igen

> Jeg håber ikke, jeg virker panisk... men det er jeg nok lidt! I lytter,
> kommenterer, og ser den meget komplekse, følelsesmæssige situation fra
mange
> forskellige vinkler, og så vil jeg gerne beholde kontakten - både gode og
> dårlige dage (alle er vist begge dele lige nu).
> Jeg prøver at svare på det hele - også fordi det tvinger mig til at tage
> stilling til alt, hvad I ser i det.

det er dejligt du indser at det er tid til at reflektere og komme til bunds
i dine følelser lige nu...... bliv ved med det

> I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> videre...

meget gerne..... jeg havde kun selv et enkelt besøg hos min sygeplejeske men
farede til maskinen i det samme jeg var hjemme igen.....

> Jeg har været på arbejde, men tog tidligt hjem, for koncentrationen var
ikke
> på toppen. Der har ikke været noget som helst på jobbet, som jeg frygtede
> *pyhh*
> Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen. Til
> gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden
længe.
> Hun kender ikke historien overhovedet, da hun jo kun har set ham, som den
> elskelige mand, han også er. Hun fornemmede, at noget var rivende galt, og
> ville vide, hvad der ventede hende. Jeg gav hende linket, som jeg skrev i
> mit første indlæg, og hun blev hendigvis ikke så skræmt, at hun fortrød
sin
> tur hertil. Jeg er bange for at snakke med hende om det, men glæder mig
> samtidig til ikke at være alene mere. Måske kalder hun mig hysterisk, og
så
> ved jeg det. Måske synes hun, at vi er lige dumme, og så ved jeg det. Vi
får
> se...

hvis din søster ellers er der for dig tror jeg ikke du har noget at
frygte..... jeg er sikker på at hun vil indse at det var nemmere for dig at
kontakte os, en flok vidt fremmede, end at gå til familien... netop fordi
de, som du siger, kun kender ham som elskelig og rar...... desværre er der
jo nogle mennesker der har to sider af medaljen..... det har jo desværre
vist sig at lige så elskelig og rar han er lige så modbydelig og
manipulerende kan han også være......
jeg tror ( som andre) at det er en god ide at din søster får lov at læse
dine og vores ord i denne sag..... det tager ligesom brodden af det hele og
når hun har disse oplysninger kan hun bedre præsicere spørgsmålene omkring
det hele......

> Her hjemme er der heller ikke sket noget. Jeg kan i alt fald ikke se det
så.
> hmm... jeg checker lige alle rum, for nu er uroen der igen... øjeblik...
> Melder alt i orden

better safe than sorry...... jeg kan selv have det på samme måde og tjekke
rummene og døren "bare fordi"........ ligesom jeg stadig indimellem tjekker
min søns vejrtrækning*G* ( han er altså 8 år......)

> Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal jo
> have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde
de,
> han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting?

jeg kan godt forstå din uro... men prøv at se det lidt fra en positiv side
også.... det kan være han har søgt hjælp.... at han har henvendt sig et sted
hvor han kan få konkret og reel hjælp lige nu ( som feks psykriatisk
skadestue)....
tingene skal nok falde på plads.... om ikke andet må du jo evt få din søster
til at kontakte dem han overnatter hos som mellemled og spørge hvad der
sker......

Han
> truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm
op
> i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og sagde
> "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han ville
gå
> ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om jeg
> ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes med
at
> holde øje med ham ud af øjenkrogene.

"han gøer mere end han bider"...... jeg tror næppe han havde gjort det....
hvis han virkelig tænkte alvorligt over det så havde han ike behøvet at true
med det.......
trusler hedder jo netop trusler fordi de sjældent kommer videre..... jeg
synes oftere man hører om folk der gør ting ud af det blå end man hører om
folk der truer deres kære og så gør alvor af det..... see what i mean??

Hvad nu hvis han har gjort det??
> Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg vil
> lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han er
> ok.

undskyld men jeg er nødt til at sige det igen..... han er ikke dit
ansvar..... at han ikke kontakter sin familie kan og vil aldrig være dit
problem.....
jeg mener godt du kan forhøre dig hos dem om de har hørt fra ham uden at
afsløre "for meget".....
hvorfor står du i en grim situation hvis det er?? han må tage mindst lige så
meget af ansvaret for det der er sket mellem jer......

til din første kommentar her.... ja.. du vil utvivlsomt være den første der
hører noget.......
--
knus sabina

Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
news:d6IR8.8466$va.714615@news000.worldonline.dk...
> "Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
> news:af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk...
> > Kære Martin, Sabina, Kirstine, Gitte, Seebrught og alle I andre
>
> hej igen
Hej min pige

>
> > Jeg håber ikke, jeg virker panisk... men det er jeg nok lidt! I lytter,
> > kommenterer, og ser den meget komplekse, følelsesmæssige situation fra
> mange
> > forskellige vinkler, og så vil jeg gerne beholde kontakten - både gode
og
> > dårlige dage (alle er vist begge dele lige nu).
> > Jeg prøver at svare på det hele - også fordi det tvinger mig til at tage
> > stilling til alt, hvad I ser i det.
>
> det er dejligt du indser at det er tid til at reflektere og komme til
bunds
> i dine følelser lige nu...... bliv ved med det
Jeg prøver alt det jeg kan, men faktisk kræver det også noget af alle I, der
kommenterer. Nemlig at I bliver ved. Sig jeres mening. I har det garanteret
ligesom jeg, at der kommer nogle ting/tanker frem, mens I skriver. Og hver
gang tager jeg stilling til det, jeg får tilbage fra jer. Det er godt for
mig. Det holder mig fat i, at jeg er på rette vej.

>
> > I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> > videre...
>
> meget gerne..... jeg havde kun selv et enkelt besøg hos min sygeplejeske
men
> farede til maskinen i det samme jeg var hjemme igen.....
Du er sq da dejlig

>
> > Jeg har været på arbejde, men tog tidligt hjem, for koncentrationen var
> ikke
> > på toppen. Der har ikke været noget som helst på jobbet, som jeg
frygtede
> > *pyhh*
> > Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen. Til
> > gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden
> længe.
> > Hun kender ikke historien overhovedet, da hun jo kun har set ham, som
den
> > elskelige mand, han også er. Hun fornemmede, at noget var rivende galt,
og
> > ville vide, hvad der ventede hende. Jeg gav hende linket, som jeg skrev
i
> > mit første indlæg, og hun blev hendigvis ikke så skræmt, at hun fortrød
> sin
> > tur hertil. Jeg er bange for at snakke med hende om det, men glæder mig
> > samtidig til ikke at være alene mere. Måske kalder hun mig hysterisk, og
> så
> > ved jeg det. Måske synes hun, at vi er lige dumme, og så ved jeg det. Vi
> får
> > se...
>
> hvis din søster ellers er der for dig tror jeg ikke du har noget at
> frygte..... jeg er sikker på at hun vil indse at det var nemmere for dig
at
> kontakte os, en flok vidt fremmede, end at gå til familien... netop fordi
> de, som du siger, kun kender ham som elskelig og rar...... desværre er der
> jo nogle mennesker der har to sider af medaljen..... det har jo desværre
> vist sig at lige så elskelig og rar han er lige så modbydelig og
> manipulerende kan han også være......
> jeg tror ( som andre) at det er en god ide at din søster får lov at læse
> dine og vores ord i denne sag..... det tager ligesom brodden af det hele
og
> når hun har disse oplysninger kan hun bedre præsicere spørgsmålene omkring
> det hele......
>
> > Her hjemme er der heller ikke sket noget. Jeg kan i alt fald ikke se det
> så.
> > hmm... jeg checker lige alle rum, for nu er uroen der igen... øjeblik...
> > Melder alt i orden
>
> better safe than sorry...... jeg kan selv have det på samme måde og tjekke
> rummene og døren "bare fordi"........ ligesom jeg stadig indimellem
tjekker
> min søns vejrtrækning*G* ( han er altså 8 år......)
I know, but still... Det er altså forkert, og jeg har ikke gjort det før.

>
> > Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal
jo
> > have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde
> de,
> > han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting?
>
> jeg kan godt forstå din uro... men prøv at se det lidt fra en positiv side
> også.... det kan være han har søgt hjælp.... at han har henvendt sig et
sted
> hvor han kan få konkret og reel hjælp lige nu ( som feks psykriatisk
> skadestue)....
Der prøvede jeg engang at få ham med hen, men det rigtig galt...
(vi kom aldrig derhen, og hans nervesammenbrud som jeg prøvede at undgå, var
vist sket alligevel)

> tingene skal nok falde på plads.... om ikke andet må du jo evt få din
søster
> til at kontakte dem han overnatter hos som mellemled og spørge hvad der
> sker......
Det er jo lige det... Jeg aner ikke, hvor han er!

>
> Han
> > truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm
> op
> > i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og
sagde
> > "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han
ville
> gå
> > ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om
jeg
> > ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes
med
> at
> > holde øje med ham ud af øjenkrogene.
>
> "han gøer mere end han bider"...... jeg tror næppe han havde gjort det....
> hvis han virkelig tænkte alvorligt over det så havde han ike behøvet at
true
> med det.......
> trusler hedder jo netop trusler fordi de sjældent kommer videre..... jeg
> synes oftere man hører om folk der gør ting ud af det blå end man hører om
> folk der truer deres kære og så gør alvor af det..... see what i mean??
Du har så evig ret. De, der truer, gør det ikke. De, der gør det, siger
ingenting på forhånd. Den erkendelse har hjulpet mig meget idag. Tak Sabina


>
> Hvad nu hvis han har gjort det??
> > Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> > ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg
vil
> > lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> > herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han
er
> > ok.
>
> undskyld men jeg er nødt til at sige det igen..... han er ikke dit
> ansvar..... at han ikke kontakter sin familie kan og vil aldrig være dit
> problem.....
> jeg mener godt du kan forhøre dig hos dem om de har hørt fra ham uden at
> afsløre "for meget".....
> hvorfor står du i en grim situation hvis det er?? han må tage mindst lige
så
> meget af ansvaret for det der er sket mellem jer......
Ja, det må ham. Men jeg leverer budskabet om hans flytning, som de muligvis
ikke kender til. Uroen om "hvor pokker er han så??" vil brede sig.

>
> til din første kommentar her.... ja.. du vil utvivlsomt være den første
der
> hører noget.......
Rart at få bekræftet Især da jeg her i aften er blevet ringet op af
"kollegaens kone" (se mit tidligere indlæg idag). Hun forstod af den
frygtelige grund, at hun tidligere har levet med vold selv :´-( Det vidste
jeg ikke. Mens vi snakked i telefon, kom hendes mand hjem. Jeg bad hende
spørge, om min mand havde været på arbejde. Det havde han ikke. Mere kunne
jeg ikke få at vide. Jeg sagde dog til hende, at jeg meget gerne ville vide
besked - altså om han havde sygemeldt sig (= er ok) eller om ingen havde
hørt noget. Jeg har ikke hørt mere fra dem, og det huer mig ikke. Jeg
forstår godt, at kollegaen er loyal, men forstår han, hvad jeg gennemlever?
Næppe!
Det her er et af offerets dilemmaer for alvor! De færreste tror på hende!
Han har jo givetvis givet sin version, og den harmonerer ikke med hendes.
Desuden er han jo sådan en rar mand, Hun må være tosset! Har jeg ret?
I der siger "ja" - SKAM JER! En sag har altid to sider, og med mindre I kan
sidde overfor dem begge SAMMEN og høre hver deres versioner, får I ikke
sandheden. Kan I ikke gennemskue dette, så lad være at tage stilling
overhovedet!

> --
> knus sabina
Kram fra den anonyme
>
> Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
>
>

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message

> Hej min pige

dejligt at "se" et smil på dine læber

>> det er dejligt du indser at det er tid til at reflektere og komme
>> til bunds i dine følelser lige nu...... bliv ved med det

> Jeg prøver alt det jeg kan, men faktisk kræver det også noget af alle
> I, der kommenterer. Nemlig at I bliver ved. Sig jeres mening. I har
> det garanteret ligesom jeg, at der kommer nogle ting/tanker frem,
> mens I skriver. Og hver gang tager jeg stilling til det, jeg får
> tilbage fra jer. Det er godt for mig. Det holder mig fat i, at jeg er
> på rette vej.

det er det vi er her for...... jeg lagde ud med at tilbyde min hjælp på
mail... det tilbud gælder stadig.... bare lige for en god ordens skyld

>> meget gerne..... jeg havde kun selv et enkelt besøg hos min
>> sygeplejeske men farede til maskinen i det samme jeg var hjemme
>> igen.....

Du er sq da dejlig

*fnis* *rødme* taaaak *laver ottetaller i jorden med storetåen* )))

>> better safe than sorry...... jeg kan selv have det på samme måde og
>> tjekke rummene og døren "bare fordi"........ ligesom jeg stadig
>> indimellem tjekker min søns vejrtrækning*G* ( han er altså 8
>> år......)

>I know, but still... Det er altså forkert, og jeg har ikke gjort det før.

det burde være unødvendigt... men denne periode er hård og jeg tror at du
ahr behov for at tjekke op på tingene omkring dig.... om ikke andet så for
at få lidt ro i sjælen.....

>> jeg kan godt forstå din uro... men prøv at se det lidt fra en
>> positiv side også.... det kan være han har søgt hjælp.... at han har
>> henvendt sig et sted hvor han kan få konkret og reel hjælp lige nu (
>> som feks psykriatisk skadestue)....

> Der prøvede jeg engang at få ham med hen, men det rigtig galt...
> (vi kom aldrig derhen, og hans nervesammenbrud som jeg prøvede at
> undgå, var vist sket alligevel)

jeg har en veninde som ringede desperart til mig en dag... hun var på randen
af et sammenbrud og havde været meget tæt på at kvæle sin lille datter i sin
døs.... jeg stod 25 km væk med 8 kroner på lommen.... min søn var heldigvis
på ferie hos sin far så jeg pakkede min håndtaske med et par ekstra trusser
og så begyndte jeg at gå.... jeg nåede end ikke ud af byen før jeg fik et
lift af en af mine kunder ( jeg er frisør) som, da jeg fortalte historien,
kørte mig direkte til døren selvom han blot selv skulle 5 km uden for byen
hvor vi kom fra......
jeg kom ud til hende og vi tilbragte hele natten med at snakke... dagen
efter kontaktede jeg kommunen efter hjælp ( min veninde havde erkendt at hun
som alene mor til tø børn IKKE kunne klare sig selv)... der blev arrangeret
at pigerne var hos nogle venner weekenden over og at der ville være
plejefamilie til dem om mandagen... den weekend er den mest hektiske jeg
nogensinde har oplevet.... det ene øjeblik havde hun brug for mig og min
støtte og hjælp.... det næste ville hun ikke røre mig med en ildtang....
resultatet blev at hun kom på psykriatisk skadestue og fik en bunke piller
udleveret... ( som hun prøvede at slug alle af på en gang da hun var i sin
kærestes "varetægt") og så endte hun med at blive indlagt.... det er nu 3 år
siden.... så vidt jeg ved er den store pige kommet hjem igen men den lille
er vist i pleje endnu...

man kan ikke hjælpe folk der ikke vil have hjælp.... man kan støtte så meget
de tillader men heller ikke mere...... så du kan nok se du ikke er den
eneste der har stået magtesløs

>
>> tingene skal nok falde på plads.... om ikke andet må du jo evt få
>> din søster til at kontakte dem han overnatter hos som mellemled og
>> spørge hvad der sker......

> Det er jo lige det... Jeg aner ikke, hvor han er!

synes du det er fair??

>> "han gøer mere end han bider"...... jeg tror næppe han havde gjort
>> det.... hvis han virkelig tænkte alvorligt over det så havde han ike
>> behøvet at true med det.......
>> trusler hedder jo netop trusler fordi de sjældent kommer videre.....
>> jeg synes oftere man hører om folk der gør ting ud af det blå end
>> man hører om folk der truer deres kære og så gør alvor af det.....
>> see what i mean??

> Du har så evig ret. De, der truer, gør det ikke. De, der gør det,
> siger ingenting på forhånd. Den erkendelse har hjulpet mig meget
> idag. Tak Sabina

jeg er glad for at jeg kunne hjælpe

>> undskyld men jeg er nødt til at sige det igen..... han er ikke dit
>> ansvar..... at han ikke kontakter sin familie kan og vil aldrig være
>> dit problem.....
>> jeg mener godt du kan forhøre dig hos dem om de har hørt fra ham
>> uden at afsløre "for meget".....
>> hvorfor står du i en grim situation hvis det er?? han må tage mindst
>> lige så meget af ansvaret for det der er sket mellem jer......

> Ja, det må ham. Men jeg leverer budskabet om hans flytning, som de
> muligvis ikke kender til. Uroen om "hvor pokker er han så??" vil
> brede sig.

jamen er det måske ikke godt nok?? så er i flere til at bære byrden og flere
til at melde tilbage hvis han dukker op...... det kan jo være han er hos
noget familie og så er det jo ærgeligt at du ikke tjekker op på det......

>> til din første kommentar her.... ja.. du vil utvivlsomt være den
>> første der hører noget.......

> Rart at få bekræftet Især da jeg her i aften er blevet ringet op
> af "kollegaens kone" (se mit tidligere indlæg idag).

her har du så tabt mig lidt.... hvilken kollega?? jeg kan ikke lige finde
det indlæg du omtaler...

> Hun forstod af
> den frygtelige grund, at hun tidligere har levet med vold selv :´-(
> Det vidste jeg ikke. Mens vi snakked i telefon, kom hendes mand hjem.
> Jeg bad hende spørge, om min mand havde været på arbejde. Det havde
> han ikke. Mere kunne jeg ikke få at vide. Jeg sagde dog til hende, at
> jeg meget gerne ville vide besked - altså om han havde sygemeldt sig
> (= er ok) eller om ingen havde hørt noget.

jeg kan godt forstå du vil vide mere.... uvisheden er næsten det
allerværste........

> Jeg har ikke hørt mere fra
> dem, og det huer mig ikke. Jeg forstår godt, at kollegaen er loyal,
> men forstår han, hvad jeg gennemlever? Næppe!

har du selv prøvet at kontakte dem igen??

> Det her er et af offerets dilemmaer for alvor! De færreste tror på
> hende! Han har jo givetvis givet sin version, og den harmonerer ikke
> med hendes. Desuden er han jo sådan en rar mand, Hun må være tosset!
> Har jeg ret? I der siger "ja" - SKAM JER! En sag har altid to sider,
> og med mindre I kan sidde overfor dem begge SAMMEN og høre hver deres
> versioner, får I ikke sandheden. Kan I ikke gennemskue dette, så lad
> være at tage stilling overhovedet!

hov hov*G* hårde ord*GGGG*
jeg er fuldt ud klar over de to sider i denne sag.... men mange er desværre
naive og tror kun på den part de kender bedst........ hvor er det
skammeligt.....

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
news:eF6S8.86706$N46.2351048@news010.worldonline.dk...
> Anonym <someone@in.dk> wrote:
> > "Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
>
> > Hej min pige
>
> dejligt at "se" et smil på dine læber
Jamen så er her lidt flere:
)) ) *S* *SS* *SMS* - og så lige et ilm (i lige
måde)

>
> >> det er dejligt du indser at det er tid til at reflektere og komme
> >> til bunds i dine følelser lige nu...... bliv ved med det
>
> > Jeg prøver alt det jeg kan, men faktisk kræver det også noget af alle
> > I, der kommenterer. Nemlig at I bliver ved. Sig jeres mening. I har
> > det garanteret ligesom jeg, at der kommer nogle ting/tanker frem,
> > mens I skriver. Og hver gang tager jeg stilling til det, jeg får
> > tilbage fra jer. Det er godt for mig. Det holder mig fat i, at jeg er
> > på rette vej.
>
> det er det vi er her for...... jeg lagde ud med at tilbyde min hjælp på
> mail... det tilbud gælder stadig.... bare lige for en god ordens skyld
>
> >> meget gerne..... jeg havde kun selv et enkelt besøg hos min
> >> sygeplejeske men farede til maskinen i det samme jeg var hjemme
> >> igen.....
>
> Du er sq da dejlig
>
> *fnis* *rødme* taaaak *laver ottetaller i jorden med storetåen* )))
Cute

>
> >> better safe than sorry...... jeg kan selv have det på samme måde og
> >> tjekke rummene og døren "bare fordi"........ ligesom jeg stadig
> >> indimellem tjekker min søns vejrtrækning*G* ( han er altså 8
> >> år......)
>
> >I know, but still... Det er altså forkert, og jeg har ikke gjort det før.
>
> det burde være unødvendigt... men denne periode er hård og jeg tror at du
> ahr behov for at tjekke op på tingene omkring dig.... om ikke andet så for
> at få lidt ro i sjælen.....
Jeg har fundet på et lille trick, så jeg kan se, om der har været nogen inde
i huset. I går og igen idag tog det mig et sekund at få ro. Der havde nemlig
ikke været nogen siden mig Som jeg har skrevet i et andet indlæg i
aften, skifter jeg låsen i morgen. Så er den potte ude, som man siger...

>
> >> jeg kan godt forstå din uro... men prøv at se det lidt fra en
> >> positiv side også.... det kan være han har søgt hjælp.... at han har
> >> henvendt sig et sted hvor han kan få konkret og reel hjælp lige nu (
> >> som feks psykriatisk skadestue)....
>
> > Der prøvede jeg engang at få ham med hen, men det rigtig galt...
> > (vi kom aldrig derhen, og hans nervesammenbrud som jeg prøvede at
> > undgå, var vist sket alligevel)
>
> jeg har en veninde som ringede desperart til mig en dag... hun var på
randen
> af et sammenbrud og havde været meget tæt på at kvæle sin lille datter i
sin
> døs.... jeg stod 25 km væk med 8 kroner på lommen.... min søn var
heldigvis
> på ferie hos sin far så jeg pakkede min håndtaske med et par ekstra
trusser
> og så begyndte jeg at gå.... jeg nåede end ikke ud af byen før jeg fik et
> lift af en af mine kunder ( jeg er frisør) som, da jeg fortalte historien,
> kørte mig direkte til døren selvom han blot selv skulle 5 km uden for byen
> hvor vi kom fra......
> jeg kom ud til hende og vi tilbragte hele natten med at snakke... dagen
> efter kontaktede jeg kommunen efter hjælp ( min veninde havde erkendt at
hun
> som alene mor til tø børn IKKE kunne klare sig selv)... der blev
arrangeret
> at pigerne var hos nogle venner weekenden over og at der ville være
> plejefamilie til dem om mandagen... den weekend er den mest hektiske jeg
> nogensinde har oplevet.... det ene øjeblik havde hun brug for mig og min
> støtte og hjælp.... det næste ville hun ikke røre mig med en ildtang....
> resultatet blev at hun kom på psykriatisk skadestue og fik en bunke piller
> udleveret... ( som hun prøvede at slug alle af på en gang da hun var i sin
> kærestes "varetægt") og så endte hun med at blive indlagt.... det er nu 3
år
> siden.... så vidt jeg ved er den store pige kommet hjem igen men den lille
> er vist i pleje endnu...
Det er jeg ked af at høre. Jeg kan høre, at du ikke har kontakt med kvinden
mere. Sådan går det jo - nogen kommer til, og andre går.
Hvis jeg mister mine børn på denne konto, tror jeg nok, at jeg bliver
ligeglad med det hele. De betyder alt for mig. Jeg er ingen pyllerrøv, men
er en god mor. Vi kan sagtens skændes og diskutere, da jeg sætter de
grænser, jeg mener, er de rigtige, og de prøver at flytte dem, efterhånden
som de udvikler sig. Men vi kan også kysse, kramme og hænge på hinanden en
hel aften i sofaen. De ved (ubevidst), at jeg altid er der for dem. De gider
mig ikke altid, men jeg er sikker på, at det netop er fordi, de ved, jeg nok
skal være der, hvis de har brug for mig. Den ene ting har han ikke
overbevist mig om endnu... Jeg er en GOD mor!
Det er lidt af et sidespring, men jeg har lyst til at fortælle det...
Jeg har en teenager i huset. Jeg har været lidt bekymret for, hvordan det nu
skulle gå, da jeg selv har været frygtelig temperamentfuld. Han kan være
virkelig slem, men jeg ved, hvad han går igennem. En dag for nylig var jeg
ved at få nok, og spurgte om der virkelig kun fandtes negativiteter og brok
i hans verden? Han skiftede det sædvanlige "Årh hvaad" ud med et skævt,
undskyldende smil og sagde: "Det er nok, fordi jeg er hormonplaget for
tiden", og så vidste jeg, at han mente "undskyld jeg er umulig. Jeg elsker
dig, selv om jeg ikke siger det". Det har jeg kaldt ham så mange gange - den
stakkels hormonplagede søn. Teenagere er hårde, og det skal de være. Det er
en del af processen med at blive fri og voksen, så det er ok. Men ind
imellem kan man stadig trænge til sin mor. Når han og jeg ligger i hver sin
ende af sofaen, kan han begynde at sparke til mine fødder. Jeg har tit
grinet og sagt, at han gerne må komme tættere på Så starter han en
pudekamp eller lignende, og før eller siden ligger vi op ad hinanden og
diskuterer filmen på TV, politik eller noget helt tredie. Skulle nogen dukke
op, sidder han straks i det modsatte hjørne, men jeg ved godt, at vi to
holder inderligt af hinanden. Se dét er at være en god mor - at have gjort
det godt - og at have gensidig tillid og respekt. Jeg er stolt af min
hormonplagede teenager og hans mor )
P.S. Min forlovede kunne have svært ved at acceptere, hvordan teenagere
reagerer.

>
> man kan ikke hjælpe folk der ikke vil have hjælp.... man kan støtte så
meget
> de tillader men heller ikke mere...... så du kan nok se du ikke er den
> eneste der har stået magtesløs
Magtesløs? Det er en frygtelig følelse - måske den værste.
Lige nu føler jeg mig ikke magtesløs. Hans problemer er hans. Jeg vil gerne
hjælpe ham, men problemerne er stadig hans. Og vil han ikke have hjælp,
forbliver de hans problemer.
Lige nu er mit problem at give slip; at finde ud af hvordan jeg tilgiver mig
selv, at jeg giver slip på et menneske, som jeg elsker inderligt. Var jeg
magtesløs overfor mine børn eller mig selv, havde jeg måske uløselige
problemer, men jeg har ikke tabt os endnu.
Jeg føler mig magtesløs overfor de mennesker, han har lært at se mig som et
uhyre for. Men som jeg har vænnet mig til at blive kaldt promiskuøs eller
luder, har jeg vænnet mig til, at der er mennesker, der står ham nær, der
ser mig sådan og som ikke vælger at se, hvem jeg er.
Ved du hvad? Det her må være godt. Jeg har vænnet mig til mange af hans
grimme betegnelser for mig. Men jeg vil stejle, hvis andre siger de samme
ting! Et eller andet sted accepterer jeg ikke, at jeg må være som han siger.
Jeg har accepteret, at han kalder mig sådan, men heller ikke længere.
Jeg har frygtet (og talte med min søster om det), at jeg nu er sunket til et
sted, hvorfra min verden går. Det skal forståes sådn, at jeg er bange for,
at jeg ville være ligeglad med at blive udsat for de sammen ydmygelser
igen - og dermed lynhurtigt være inde i samme rumle. Det tror jeg ikke, at
jeg er. Når jeg sætter en anden i hans sted, som kalder mig de samme ting,
bliver jeg rasende! Jeg håber inderligt, at jeg ikke er sunket så lavt. Jeg
har ikke afskrevet alle mænd over en kam. Så dum er jeg ikke. Jeg holder
stadig af mænds og kvinders forskelle, og de spil det giver. Jeg vil ikke
udelukke, at jeg finder en dejlig kæreste en dag. Jeg tvivler på, at nogen
kan leve op til min forlovede, men en dag får en eller anden måske chancen.
Jeg ser masser af herlige mænd hver dag. Om alle har jeg dog de seneste dage
tænkt "mon de går hjem og banker konen i aften". Nej, vel gør de da ej. Jeg
tror på, at jeg ville være mistænksom, hvis de var den type. Jeg vil tro
endnu mere på mit instinkt fremover end tidligere. Der er masser af dejlige
mænd i mit liv, og dem vil jeg nyde. Jeg vil ikke give mig til at tage
afstand fra alt med det tredje ben. Jeg skal nok klare dette her. Hep hep -
you are on the right track, honey!

>
> >
> >> tingene skal nok falde på plads.... om ikke andet må du jo evt få
> >> din søster til at kontakte dem han overnatter hos som mellemled og
> >> spørge hvad der sker......
>
> > Det er jo lige det... Jeg aner ikke, hvor han er!
>
> synes du det er fair??
Niks

>
> >> "han gøer mere end han bider"...... jeg tror næppe han havde gjort
> >> det.... hvis han virkelig tænkte alvorligt over det så havde han ike
> >> behøvet at true med det.......
> >> trusler hedder jo netop trusler fordi de sjældent kommer videre.....
> >> jeg synes oftere man hører om folk der gør ting ud af det blå end
> >> man hører om folk der truer deres kære og så gør alvor af det.....
> >> see what i mean??
>
> > Du har så evig ret. De, der truer, gør det ikke. De, der gør det,
> > siger ingenting på forhånd. Den erkendelse har hjulpet mig meget
> > idag. Tak Sabina
>
> jeg er glad for at jeg kunne hjælpe
>
> >> undskyld men jeg er nødt til at sige det igen..... han er ikke dit
> >> ansvar..... at han ikke kontakter sin familie kan og vil aldrig være
> >> dit problem.....
> >> jeg mener godt du kan forhøre dig hos dem om de har hørt fra ham
> >> uden at afsløre "for meget".....
> >> hvorfor står du i en grim situation hvis det er?? han må tage mindst
> >> lige så meget af ansvaret for det der er sket mellem jer......
>
> > Ja, det må ham. Men jeg leverer budskabet om hans flytning, som de
> > muligvis ikke kender til. Uroen om "hvor pokker er han så??" vil
> > brede sig.
>
> jamen er det måske ikke godt nok?? så er i flere til at bære byrden og
flere
> til at melde tilbage hvis han dukker op...... det kan jo være han er hos
> noget familie og så er det jo ærgeligt at du ikke tjekker op på det......
>
> >> til din første kommentar her.... ja.. du vil utvivlsomt være den
> >> første der hører noget.......
>
> > Rart at få bekræftet Især da jeg her i aften er blevet ringet op
> > af "kollegaens kone" (se mit tidligere indlæg idag).
>
> her har du så tabt mig lidt.... hvilken kollega?? jeg kan ikke lige finde
> det indlæg du omtaler...
Fandt du ud af det?

>
> > Hun forstod af
> > den frygtelige grund, at hun tidligere har levet med vold selv :´-(
> > Det vidste jeg ikke. Mens vi snakked i telefon, kom hendes mand hjem.
> > Jeg bad hende spørge, om min mand havde været på arbejde. Det havde
> > han ikke. Mere kunne jeg ikke få at vide. Jeg sagde dog til hende, at
> > jeg meget gerne ville vide besked - altså om han havde sygemeldt sig
> > (= er ok) eller om ingen havde hørt noget.
>
> jeg kan godt forstå du vil vide mere.... uvisheden er næsten det
> allerværste........
Jeg ved det næsten med 100% sikkerhed nu

>
> > Jeg har ikke hørt mere fra
> > dem, og det huer mig ikke. Jeg forstår godt, at kollegaen er loyal,
> > men forstår han, hvad jeg gennemlever? Næppe!
>
> har du selv prøvet at kontakte dem igen??
Jeps Denne morgen. Hans kollega havde åbenbart fået en forklaring af sin
kone, for det betød meget for ham at fortælle, at min forlovede bestemt
havde meldt sig syg.

>
> > Det her er et af offerets dilemmaer for alvor! De færreste tror på
> > hende! Han har jo givetvis givet sin version, og den harmonerer ikke
> > med hendes. Desuden er han jo sådan en rar mand, Hun må være tosset!
> > Har jeg ret? I der siger "ja" - SKAM JER! En sag har altid to sider,
> > og med mindre I kan sidde overfor dem begge SAMMEN og høre hver deres
> > versioner, får I ikke sandheden. Kan I ikke gennemskue dette, så lad
> > være at tage stilling overhovedet!
>
> hov hov*G* hårde ord*GGGG*
De var slet ikke ment mod dig, men alle andre der eventuelt læser med og
hører til gruppen af enkeltsidede

> jeg er fuldt ud klar over de to sider i denne sag.... men mange er
desværre
> naive og tror kun på den part de kender bedst........ hvor er det
> skammeligt.....
Lige præcist
Kram fra den anonyme

>
> --
> knus sabina
> Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
>
>

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:

> Jeg har fundet på et lille trick, så jeg kan se, om der har været
> nogen inde i huset. I går og igen idag tog det mig et sekund at få
> ro. Der havde nemlig ikke været nogen siden mig Som jeg har
> skrevet i et andet indlæg i aften, skifter jeg låsen i morgen. Så er
> den potte ude, som man siger...

det handler jo om at få nogle små rutiner lige nu.....

>> jeg har en veninde som ringede desperart til mig en dag.......
>> det er nu 3 år siden.... så vidt jeg ved er den store
>> pige kommet hjem igen men den lille er vist i pleje endnu...

> Det er jeg ked af at høre. Jeg kan høre, at du ikke har kontakt med
> kvinden mere. Sådan går det jo - nogen kommer til, og andre går.

min veninde betragter jeg som sådan stadig som min veninde selvom vi ikke
har kontakt...
årsagerne til at vi har mistet kontakten er delvist hendes depression ( og
dermed manglende overskud til andre) delvist min sygdom ( og dermed
manglende overskud til noget som helst andet end min familie) og så min egen
depression......
vi har kendt hinanden i mange år ( siden skolen) og jeg er sikker på at hvis
vi en dag får muligheden vil venskabet blive genoptaget......

> Hvis jeg mister mine børn på denne konto, tror jeg nok, at jeg bliver
> ligeglad med det hele. De betyder alt for mig. Jeg er ingen
> pyllerrøv, men er en god mor. Vi kan sagtens skændes og diskutere, da
> jeg sætter de grænser, jeg mener, er de rigtige, og de prøver at
> flytte dem, efterhånden som de udvikler sig. Men vi kan også kysse,
> kramme og hænge på hinanden en hel aften i sofaen. De ved (ubevidst),
> at jeg altid er der for dem. De gider mig ikke altid, men jeg er
> sikker på, at det netop er fordi, de ved, jeg nok skal være der, hvis
> de har brug for mig. Den ene ting har han ikke overbevist mig om
> endnu... Jeg er en GOD mor! Det er lidt af et sidespring, men jeg har
> lyst til at fortælle det... '

jeg har på intet tidpunkt været i tvivl om at du er en god mor.....ligesom
jeg også er sikker på at du har et væsentligt større overskud og styrke end
min veninde... ( det er en lang historie med hende der daterer helt tilbage
til da hun var 11 år gammel)
dermed er jeg også sikker på at du nok skal komme helskindet igennem
dette... det er hamrende hårdt men du har jo allerede nu vist umådelig
styrke og kampånd.....

> Jeg har en teenager i huset. Jeg har
> været lidt bekymret for, hvordan det nu skulle gå, da jeg selv har
> været frygtelig temperamentfuld. Han kan være virkelig slem, men jeg
> ved, hvad han går igennem. En dag for nylig var jeg ved at få nok, og
> spurgte om der virkelig kun fandtes negativiteter og brok i hans
> verden? Han skiftede det sædvanlige "Årh hvaad" ud med et skævt,
> undskyldende smil og sagde: "Det er nok, fordi jeg er hormonplaget
> for tiden", og så vidste jeg, at han mente "undskyld jeg er umulig.
> Jeg elsker dig, selv om jeg ikke siger det". Det har jeg kaldt ham så
> mange gange - den stakkels hormonplagede søn. Teenagere er hårde, og
> det skal de være. Det er en del af processen med at blive fri og
> voksen, så det er ok. Men ind imellem kan man stadig trænge til sin
> mor. Når han og jeg ligger i hver sin ende af sofaen, kan han begynde
> at sparke til mine fødder. Jeg har tit grinet og sagt, at han gerne
> må komme tættere på Så starter han en pudekamp eller lignende, og
> før eller siden ligger vi op ad hinanden og diskuterer filmen på TV,
> politik eller noget helt tredie. Skulle nogen dukke op, sidder han
> straks i det modsatte hjørne, men jeg ved godt, at vi to holder
> inderligt af hinanden. Se dét er at være en god mor - at have gjort
> det godt - og at have gensidig tillid og respekt. Jeg er stolt af min
> hormonplagede teenager og hans mor ) P.S. Min forlovede kunne
> have svært ved at acceptere, hvordan teenagere reagerer.

uuhh hvor jeg glæder mig til min søn bliver så stor*G*
jeg er af den mening at hver alder har sin charme.... selv teenage årene

>> man kan ikke hjælpe folk der ikke vil have hjælp.... man kan støtte
>> så meget de tillader men heller ikke mere...... så du kan nok se du
>> ikke er den eneste der har stået magtesløs

> Magtesløs? Det er en frygtelig følelse - måske den værste.
> Lige nu føler jeg mig ikke magtesløs. Hans problemer er hans. Jeg vil
> gerne hjælpe ham, men problemerne er stadig hans. Og vil han ikke
> have hjælp, forbliver de hans problemer.

GODT!!!! prøv engang at læse tilbage i tråden her... læs dine første indlæg
igen og så læs dette.... så vil du se hvordan kampånden skinner mere og mere
igennem!!

> Lige nu er mit problem at give slip; at finde ud af hvordan jeg
> tilgiver mig selv, at jeg giver slip på et menneske, som jeg elsker
> inderligt. Var jeg magtesløs overfor mine børn eller mig selv, havde
> jeg måske uløselige problemer, men jeg har ikke tabt os endnu.
> Jeg føler mig magtesløs overfor de mennesker, han har lært at se mig
> som et uhyre for. Men som jeg har vænnet mig til at blive kaldt
> promiskuøs eller luder, har jeg vænnet mig til, at der er mennesker,
> der står ham nær, der ser mig sådan og som ikke vælger at se, hvem
> jeg er. Ved du hvad? Det her må være godt. Jeg har vænnet mig til
> mange af hans grimme betegnelser for mig. Men jeg vil stejle, hvis
> andre siger de samme ting! Et eller andet sted accepterer jeg ikke,
> at jeg må være som han siger. Jeg har accepteret, at han kalder mig
> sådan, men heller ikke længere. Jeg har frygtet (og talte med min
> søster om det), at jeg nu er sunket til et sted, hvorfra min verden
> går. Det skal forståes sådn, at jeg er bange for, at jeg ville være
> ligeglad med at blive udsat for de sammen ydmygelser igen - og dermed
> lynhurtigt være inde i samme rumle. Det tror jeg ikke, at jeg er. Når
> jeg sætter en anden i hans sted, som kalder mig de samme ting, bliver
> jeg rasende! Jeg håber inderligt, at jeg ikke er sunket så lavt. Jeg
> har ikke afskrevet alle mænd over en kam. Så dum er jeg ikke. Jeg
> holder stadig af mænds og kvinders forskelle, og de spil det giver.
> Jeg vil ikke udelukke, at jeg finder en dejlig kæreste en dag. Jeg
> tvivler på, at nogen kan leve op til min forlovede, men en dag får en
> eller anden måske chancen. Jeg ser masser af herlige mænd hver dag.
> Om alle har jeg dog de seneste dage tænkt "mon de går hjem og banker
> konen i aften". Nej, vel gør de da ej. Jeg tror på, at jeg ville være
> mistænksom, hvis de var den type. Jeg vil tro endnu mere på mit
> instinkt fremover end tidligere. Der er masser af dejlige mænd i mit
> liv, og dem vil jeg nyde. Jeg vil ikke give mig til at tage afstand
> fra alt med det tredje ben. Jeg skal nok klare dette her. Hep hep -
> you are on the right track, honey!

yippie........... hvor er det dejligt at se

>> her har du så tabt mig lidt.... hvilken kollega?? jeg kan ikke lige
>> finde det indlæg du omtaler...

> Fandt du ud af det?

ja nu gjorde jeg*G*

>> jeg kan godt forstå du vil vide mere.... uvisheden er næsten det
>> allerværste........

> Jeg ved det næsten med 100% sikkerhed nu

godt

>> har du selv prøvet at kontakte dem igen??'

> Jeps Denne morgen. Hans kollega havde åbenbart fået en forklaring
> af sin kone, for det betød meget for ham at fortælle, at min
> forlovede bestemt havde meldt sig syg.

godt)

>> hov hov*G* hårde ord*GGGG*

> De var slet ikke ment mod dig, men alle andre der eventuelt læser med
> og hører til gruppen af enkeltsidede

i know

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

Det er forfærdeligt at nogen mænd har det sådan, de skulle skamme sig noget
så grusomt. Men nu man læser dit indlæg her til sidst, hvor du bekymrer dig
for ham, at du ikke har hørt noget, at han før har truet med selvmord, hvad
så med dine børn, er der ikke noget med de er hos ham nu og de næste 3 uger?
Har du så heller ikke kontakt med hvordan de har det nu da?

Jeg er dødtræt af den slags mænd findes, de gør livet surt for kvinderne de
er sammen med, de tror de ejer en, hvor er det dog forfærdeligt trist. De
glemmer, at uanset om man er gift eller ej, ja så er man gudhjælpe mig to
individuelle mennesker alligevel og dur man ikke sammen mere, kan man ikke
længere respektere hinanden og ens meninger, ja så må det være stop, slut
simpelthen. De er vel ikke meningen med livet at man SKAL blive sammen, det
nægter jeg at tro.




"Anonym" <someone@in.dk> skrev i en meddelelse
news:af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk...
> Kære Martin, Sabina, Kirstine, Gitte, Seebrught og alle I andre
>
> Jeg håber ikke, jeg virker panisk... men det er jeg nok lidt! I lytter,
> kommenterer, og ser den meget komplekse, følelsesmæssige situation fra
mange
> forskellige vinkler, og så vil jeg gerne beholde kontakten - både gode og
> dårlige dage (alle er vist begge dele lige nu).
> Jeg prøver at svare på det hele - også fordi det tvinger mig til at tage
> stilling til alt, hvad I ser i det.
>
> I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> videre...
>
> Jeg har været på arbejde, men tog tidligt hjem, for koncentrationen var
ikke
> på toppen. Der har ikke været noget som helst på jobbet, som jeg frygtede
> *pyhh*
> Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen. Til
> gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden
længe.
> Hun kender ikke historien overhovedet, da hun jo kun har set ham, som den
> elskelige mand, han også er. Hun fornemmede, at noget var rivende galt, og
> ville vide, hvad der ventede hende. Jeg gav hende linket, som jeg skrev i
> mit første indlæg, og hun blev hendigvis ikke så skræmt, at hun fortrød
sin
> tur hertil. Jeg er bange for at snakke med hende om det, men glæder mig
> samtidig til ikke at være alene mere. Måske kalder hun mig hysterisk, og
så
> ved jeg det. Måske synes hun, at vi er lige dumme, og så ved jeg det. Vi
får
> se...
>
> Her hjemme er der heller ikke sket noget. Jeg kan i alt fald ikke se det
så.
> hmm... jeg checker lige alle rum, for nu er uroen der igen... øjeblik...
> Melder alt i orden
>
> Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal jo
> have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde
de,
> han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting? Han
> truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm
op
> i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og sagde
> "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han ville
gå
> ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om jeg
> ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes med
at
> holde øje med ham ud af øjenkrogene. Hvad nu hvis han har gjort det??
> Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg vil
> lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han er
> ok.
>
> Mvh den anonyme
>
>

---

In article <af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...

Hejsa

> I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> videre...

Det har du helt ret i. Og jeg vil samtidigt lige benytte lejligheden til
endnu en gang at sige, at jeg er glad for, at du lader os vide,hvordan
det går med dig.

> Jeg har været på arbejde, men tog tidligt hjem, for koncentrationen var ikke
> på toppen. Der har ikke været noget som helst på jobbet, som jeg frygtede
> *pyhh*

Godt, at der ikke skete noget på jobbet. Og det er rart, at du havde
mulighed for at gå tidligt.

> Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen. Til
> gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden længe.
> Hun kender ikke historien overhovedet, da hun jo kun har set ham, som den
> elskelige mand, han også er. Hun fornemmede, at noget var rivende galt, og
> ville vide, hvad der ventede hende. Jeg gav hende linket, som jeg skrev i
> mit første indlæg, og hun blev hendigvis ikke så skræmt, at hun fortrød sin
> tur hertil. Jeg er bange for at snakke med hende om det, men glæder mig
> samtidig til ikke at være alene mere. Måske kalder hun mig hysterisk, og så
> ved jeg det. Måske synes hun, at vi er lige dumme, og så ved jeg det. Vi får
> se...

På en eller anden måde er det lige nu irrelevant, hvad din søster synes -
så længe hun støtter dig i din beslutning. Hun har ikke levet i dit
forhold, og hun er ikke dig.

> Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal jo
> have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde de,
> han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting? Han
> truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm op
> i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og sagde
> "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han ville gå
> ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om jeg
> ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes med at
> holde øje med ham ud af øjenkrogene. Hvad nu hvis han har gjort det??
> Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg vil
> lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han er
> ok.

Puha - der er godt nok mange lag i alt det her. Jeg kan sørme godt
forstå, at du har svært ved at finde koncentrationen med alt det, du går
rundt og tumler med.

Jeg tror, at du har ret i, at han har det skidt indeni - det er *ikke*
dit ansvar, og det er *ikke* din skyld! Han er et voksent menneske som
du, og han må tage ansvaret for sig selv på samme måde som du. At true
med selvmord - i den sammenhæng, du her beskriver det - gør ikke mig
bekymret for hans sindstilstand. Derimod får det alle mine alarmklokker
til at ringe omkring dig og din sindstilstand, for det, han gør, er
psykisk terror. Det er manipulation med dine følelser, så det batter :
han spiller på din trang til at hjælpe og beskytte, og han udnytter
groft, at du elsker ham - for han ved, at han kan få dig til at føle
skyld, angst og usikkerhed på den måde.

Jeg håber, at du og din søster får en rigtig god snak, og at du i hende
finder en, der "in real life" udelukkende er impliceret i det her for at
hjælpe dig.
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

--

---------------------------------------------
Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
"Kirstine" <minipip@paradis.dk> wrote in message
news:MPG.17817303cf9ebfb9896d0@news.tele.dk...
> In article <af7as3$19ak$1@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...
>
> Hejsa
>
> > I, der siger, I tænker på mig, vil nok gerne høre om min dag indtil
> > videre...
>
> Det har du helt ret i. Og jeg vil samtidigt lige benytte lejligheden til
> endnu en gang at sige, at jeg er glad for, at du lader os vide,hvordan
> det går med dig.
Jeg er ikke i tvivl om, at du ved, det betyder endnu mere for mig, at I er
her.
Tak Kirstine

>
> > Jeg har været på arbejde, men tog tidligt hjem, for koncentrationen var
ikke
> > på toppen. Der har ikke været noget som helst på jobbet, som jeg
frygtede
> > *pyhh*
>
> Godt, at der ikke skete noget på jobbet. Og det er rart, at du havde
> mulighed for at gå tidligt.
Ja, rigtig godt. Een bekymring mindre. Og ja, jeg er vild med min
arbejdsplads.

>
> > Jeg fik ikke snakket med min kollega, da hun havde møder hele dagen. Til
> > gengæld snakkede jeg med min søster, som vil komme her hos mig inden
længe.
> > Hun kender ikke historien overhovedet, da hun jo kun har set ham, som
den
> > elskelige mand, han også er. Hun fornemmede, at noget var rivende galt,
og
> > ville vide, hvad der ventede hende. Jeg gav hende linket, som jeg skrev
i
> > mit første indlæg, og hun blev hendigvis ikke så skræmt, at hun fortrød
sin
> > tur hertil. Jeg er bange for at snakke med hende om det, men glæder mig
> > samtidig til ikke at være alene mere. Måske kalder hun mig hysterisk, og
så
> > ved jeg det. Måske synes hun, at vi er lige dumme, og så ved jeg det. Vi
får
> > se...
>
> På en eller anden måde er det lige nu irrelevant, hvad din søster synes -
> så længe hun støtter dig i din beslutning. Hun har ikke levet i dit
> forhold, og hun er ikke dig.
Nej, og hun havde svært ved at sætte sig ind i det personligt. Som alle
andre (mig selv inklusive) forstod hun ikke, at jeg ikke havde sagt fra
noget før. Da jeg spurgte hende, om hun ville søge skilsmisse, hvis hendes
mand kaldte hende en luder og dårlig mor, kunne hun godt se det. Det er lige
lidt nok til et brud. Og når man har hørt den plade nok gange, kan man
ignorere den med undskyldningen "han mener det ikke". Og på den måde er man
"klar" til den næste, værre ydmygelse. Det sker ikke voldsomt fra den ene
dag til den anden. Da ville man nemlig stejle og sige fra på stedet. Det
kommer meget langsomt i meget små bidder. Ren psykologi - om han er bevidst
om det eller ej.

>
> > Jeg er faktisk bekymret lige nu. Hvorfor hører jeg ikke noget? Han skal
jo
> > have sine ting. Jeg er overbevist om, at han har det skidt indeni. Burde
de,
> > han opholder sig hos, ikke have kontaktet mig for aflevering af ting?
Han
> > truede flere gange i fredags med selvmord. Den ene gang stak han sin arm
op
> > i hovedet på mig, hev en hobbykniv frem, satte den mod håndledet og
sagde
> > "skal jeg?". En anden gang fandt han en rulle reb, og sagde, at han
ville gå
> > ud i garagen og hænge sig. Jeg kommenterede ingen af gangene, selv om
jeg
> > ved, at man skal tage alle trusler om selvmord alvorligt. Jeg nøjedes
med at
> > holde øje med ham ud af øjenkrogene. Hvad nu hvis han har gjort det??

> > Jeg ville vel være den første, der fik besked, når hans adresse er her,
> > ikke? Jeg er meget fristet til at kontakte hans familie og venner. Jeg
vil
> > lade min søster råde mig på det punkt. Måske ved ingen, at han er væk
> > herfra. Så står jeg i en meget grim situation, når jeg spørger, om han
er
> > ok.
>
> Puha - der er godt nok mange lag i alt det her. Jeg kan sørme godt
> forstå, at du har svært ved at finde koncentrationen med alt det, du går
> rundt og tumler med.
>
> Jeg tror, at du har ret i, at han har det skidt indeni - det er *ikke*
> dit ansvar, og det er *ikke* din skyld! Han er et voksent menneske som
> du, og han må tage ansvaret for sig selv på samme måde som du. At true
> med selvmord - i den sammenhæng, du her beskriver det - gør ikke mig
> bekymret for hans sindstilstand. Derimod får det alle mine alarmklokker
> til at ringe omkring dig og din sindstilstand, for det, han gør, er
> psykisk terror. Det er manipulation med dine følelser, så det batter :
> han spiller på din trang til at hjælpe og beskytte, og han udnytter
> groft, at du elsker ham - for han ved, at han kan få dig til at føle
> skyld, angst og usikkerhed på den måde.
Kirstine, jeg har netop i aften tænkt på det. Om det er derfor jeg intet
hører. Om det måske endda er derfor, at ingen ved noget. Fordi han venter
på, at jeg igen siger "vi er nødt til at sætte os ned og snakke det her
igennem. Vi elsker jo hinanden, og vi skal klare det sammen." Føj, den er
dyb! Men ja, jeg vil gerne hjælpe ham. Og ja, jeg vil have det betydeligt
bedre med visheden om, at han ikke er alene, men har mig og omvendt i de 90%
af tiden, hvor vi har det skøøøønt - for det har vi virkelig haft - mindst
90% af tiden. Bare at se ham tøffe rundt med sin elskede, første løvrive og
gøre haven endnu dejligere, får mit hjerte til at hamre af ømhed. Hold da
kæft, hvor jeg elsker den mand...

>
> Jeg håber, at du og din søster får en rigtig god snak, og at du i hende
> finder en, der "in real life" udelukkende er impliceret i det her for at
> hjælpe dig.
Godt sagt. Det er lige netop hvad hun er.

> --
> Kirstine
Kram fra den anonyme
>
> *trying to do what works - trying to do what matters*
me too but damn! It's hard

---

In article <afap4g$3ng$3@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...

Hej igen

> > På en eller anden måde er det lige nu irrelevant, hvad din søster synes -
> > så længe hun støtter dig i din beslutning. Hun har ikke levet i dit
> > forhold, og hun er ikke dig.
> Nej, og hun havde svært ved at sætte sig ind i det personligt.

Det kan jeg godt forstå - det *er* svært at forstå...ikke kun for de, der
sidder på sidelinjen men også for de, der er involveret i sådan et
forhold.

> Som alle
> andre (mig selv inklusive) forstod hun ikke, at jeg ikke havde sagt fra
> noget før. Da jeg spurgte hende, om hun ville søge skilsmisse, hvis hendes
> mand kaldte hende en luder og dårlig mor, kunne hun godt se det. Det er lige
> lidt nok til et brud.

Og det er lige nøjagtigt den gradbøjning, der kan være så farlig. Hvornår
er det "nok" til, at et brud kan retfærdiggøres? Jeg har siddet med
piger, der mente, at de ikke var ofre, fordi de endnu ikke havde haft
brud på knogler...så var det ikke så slemt som det, andre oplever og
dermed ikke nok. Det er i sådan en situation fuldstændig ligegyldigt,
hvad man har hørt eller læst om, at andre er gået igennem - det eneste,
der tæller er, hvor slemt man har det med det, man selv står i.

> Og når man har hørt den plade nok gange, kan man
> ignorere den med undskyldningen "han mener det ikke". Og på den måde er man
> "klar" til den næste, værre ydmygelse. Det sker ikke voldsomt fra den ene
> dag til den anden. Da ville man nemlig stejle og sige fra på stedet.

Det er jo det...det kommer snigende, så man først opdager, hvor ondt det
gør, når det har stået på så længe, at man ubevidst har lært ham, at man
finder sig i det.

> Det
> kommer meget langsomt i meget små bidder. Ren psykologi - om han er bevidst
> om det eller ej.

Du har fortalt, at han har haft det svært som barn...har oplevet mange
svigt. Så jeg tror sådan set, at han gør det, han har lært som barn. han
er næppe bevidst om, hvad det egentligt er for et psykologisk psil, han
sætter igang.

> > Jeg tror, at du har ret i, at han har det skidt indeni - det er *ikke*
> > dit ansvar, og det er *ikke* din skyld! Han er et voksent menneske som
> > du, og han må tage ansvaret for sig selv på samme måde som du. At true
> > med selvmord - i den sammenhæng, du her beskriver det - gør ikke mig
> > bekymret for hans sindstilstand. Derimod får det alle mine alarmklokker
> > til at ringe omkring dig og din sindstilstand, for det, han gør, er
> > psykisk terror. Det er manipulation med dine følelser, så det batter :
> > han spiller på din trang til at hjælpe og beskytte, og han udnytter
> > groft, at du elsker ham - for han ved, at han kan få dig til at føle
> > skyld, angst og usikkerhed på den måde.
> Kirstine, jeg har netop i aften tænkt på det. Om det er derfor jeg intet
> hører. Om det måske endda er derfor, at ingen ved noget. Fordi han venter
> på, at jeg igen siger "vi er nødt til at sætte os ned og snakke det her
> igennem. Vi elsker jo hinanden, og vi skal klare det sammen."

Det er slet ikke usansynligt. Har han før gjort noget lignende? Blevet
væk uden at give nogle besked, når I har haft en konflikt?

> Føj, den er
> dyb! Men ja, jeg vil gerne hjælpe ham. Og ja, jeg vil have det betydeligt
> bedre med visheden om, at han ikke er alene, men har mig og omvendt i de 90%
> af tiden, hvor vi har det skøøøønt - for det har vi virkelig haft - mindst
> 90% af tiden. Bare at se ham tøffe rundt med sin elskede, første løvrive og
> gøre haven endnu dejligere, får mit hjerte til at hamre af ømhed. Hold da
> kæft, hvor jeg elsker den mand...

Det er jo det. Det, du skal gøre op med dig selv er, om de 90% opvejer de
sidste 10%. For både dig og dine børn. Jeg kan sagtens følge dig - havde
selv de samme tanker. Min x var absolut også skøn nogle gange. Og når han
havde slået, havde han altid en forklaring på, at lige så snart dette
eler hint blev anderledes, så ville han heller ikke være så vred mere. Og
jeg troede på ham i lang, lang tid. Min kærlighed til ham betød, at jeg
var totalt blind for, at han ikke selv gjorde noget aktivt for at hjælpe
sig selv.

Det ville være meget nemmere, hvis det var sort/hvidt - han var bare
modbydelig altid. Min x slæbte også rundt på en masse dårlige ting fra
sin barndom, så jeg forstod - syntes jeg selv - hvorfor han nogle gange
ikke kunne styre sit temperament. Og jeg ville jo så gerne hjælpe ham. Så
jeg knoklede for at ændre de ting, der gjorde ham gal, og det toh mig 6
år at opdage, at der hele tiden kom nye ting til, og at de gode perioder
blev færre og færre.

> > *trying to do what works - trying to do what matters*
> me too but damn! It's hard

I know...
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

---

In article <afd87t$31hp$2@news.cybercity.dk>, someone@in.dk says...

> Den der med brækkede knogler kan jeg godt forholde mig til. Jeg ved f.eks.
> at min far er bekymret for mig. Han ved, at min forlovede var ved at få/fik
> et nervesammenbrud. Jeg har lyst til at fortælle far, hvordan det går, men
> holder mig tilbage af frygt for ikke at blive troet på; at blive hånet med
> et hvad-har-du-gjort-selv eller lignende.

Den frygt kan jeg desværre genkende - og den er så svær at håndtere,
synes jeg. Forældre burde - uanset hvor gammel man er - være stedet, hvor
man *altid* kan hente støtte og blive troet på, trøstet og passet på.

> Hvis jeg var indlagt på sygehuset
> og fuldstændig smadret, ville far ikke være et sekund i tvivl om, at jeg var
> offer for noget, jeg ikke havde kontrol over, og som ingen forventer, at man
> selv var klar over ville ske. At jeg skulle have alverdens hjælp, støtte,
> sympati og knus for at få fyren ud af mit liv. Men der er intet at se.

Og sådan er verden beklageligvis så uretfærdig...at man skal kunne bevise
for andre, at man har ret til at føle, at man er fanget i en situation,
man gerne vil have hjælp til at komme fri af. Da jeg slap væk fra min x
og var blevet udskrevet fra hospitalet, var den generelle holdning efter
en kort periode, at nu måtte jeg da have det godt, for min krop var helet
udadtil, og han kunne ikke nå mig mere. Og det var umuligt at forklare,
at det psykiske i virkeligheden var meget sværere at komme over. Jeg har
opgivet at få folk til at forstå det...alle kan forstå, at jeg har mén af
de fysiske skader...de færreste forstår, at jeg har endnu flere mén af de
psykiske skader. Heldigvis er der nogle, der forstår - og sådan nogle
mennesker vil du også møde! de findes derude - bare se på den respons, du
har fået her. Så lad dig endeligt ikke overbevise om, at du ikke har haft
det hårdt, fordi andre tilsyneladende har haft det værre. Sådan hænger
det *ikke* sammen - kun du ved, hvordan det har været at være dig!

> Jeg
> har ikke tidligere fortalt om vores problemer, men tværtimod forsøgt at
> tvinge mine til at tage godt imod ham og acceptere ham, som den mand jeg
> havde valgt. Det der lille skår af tvivl, der kan dukke op hos de, jeg
> betror mig til, vil jeg ikke kunne klare. Jeg tror, jeg ville bryde med dem
> øjeblikkeligt, og det gør man ikke med sine forældre. Et eller andet sted
> ved jeg dog også, at min far elsker mig meget højt, og hans største ønske
> er, at jeg er glad. Måske skriver jeg til ham senere. Det er bare så svært
> at forklare...

Lad være med at forklare - fortæl ham, at du har brug for ham lige nu.
Det burde du ikke være nødt til at begrunde og forsvare...

> > Det er jo det...det kommer snigende, så man først opdager, hvor ondt det
> > gør, når det har stået på så længe, at man ubevidst har lært ham, at man
> > finder sig i det.
> Ja. Hvordan kunne jeg dog lade det ske?

Du elsker ham og tror på, at han kan gøre det bedre, og det er der intet
forgjort i! Nu har du lært, at sdåan var det desværre ikke, og den
erfaring handler du ud fra. Du kunne på ingen måde have gjort noget bedre
eller mere hensigtsmæssigt, end du har gjort!

> > Det er jo det. Det, du skal gøre op med dig selv er, om de 90% opvejer de
> > sidste 10%. For både dig og dine børn. Jeg kan sagtens følge dig - havde
> > selv de samme tanker. Min x var absolut også skøn nogle gange. Og når han
> > havde slået, havde han altid en forklaring på, at lige så snart dette
> > eler hint blev anderledes, så ville han heller ikke være så vred mere. Og
> > jeg troede på ham i lang, lang tid. Min kærlighed til ham betød, at jeg
> > var totalt blind for, at han ikke selv gjorde noget aktivt for at hjælpe
> > sig selv.
> He he... Jeg tænkte nok, at de % ville blive bemærket. Ser du... ingen kan
> holde 100%, og hvor går grænsen? Hvad nu hvis jeg havde sagt 99%? Kan du
> selv kun acceptere lykke som 100% ? Det er jo utopi.

Selvfølgeligt er der ingen af os, der render rundt i en lykkerus hele
tiden. Men det må være okay at forlange, at lykken udgør langt det meste
af tiden. Og at den tid, der ikke er en dans på roser, ikke indebærer
overgreb.

> Spørgsmålet må være,
> hvad der ligger i de resterende % op til de 100%. I mit tilfælde var de
> sidste % psykisk og materiel vold. Dét er ikke acceptabelt. Hvis de sidste %
> var som i mit ægteskab - nemlig surmulen og små konflikter, er det såmænd
> bare ok. Nogle gange skal der bare ryddes op.

Enig.

> Måske fortrænger han det. Det oplevede jeg hos psykiateren, da
> han fortalte om situationen, som han så den. Bagefter spurgte psykiateren
> mig, om jeg ville skrive under på hans fortælling. Jeg sagde klart nej! Det
> var løgn, at han ikke smadrede ting osv. Min forlovede havde fortrængt det,
> men kunne huske det, når jeg beskrev det. Om det var skuespil, ved jeg ikke.
> Men jeg tror det faktisk ikke.

Måske du har ret - du kender ham.

> Hvis denne teori holder stik, ER jeg jo et uhyre i hans øjne. I fredags
> bliver til, at jeg smed ham ud, og han havde intet gjort, der berettigede
> dette. Og der er ingen andre end mig, der kender sandheden.

Det vigtigste er sørme også, at du kender sandheden...selvom jeg godt
ved, at det er svært, så skal du huske på, at hverken du eller han opnår
noget godt ved, at du forsøger at ændre din opfattelse af tingene for at
passe på ham.

> > Det ville være meget nemmere, hvis det var sort/hvidt - han var bare
> > modbydelig altid. Min x slæbte også rundt på en masse dårlige ting fra
> > sin barndom, så jeg forstod - syntes jeg selv - hvorfor han nogle gange
> > ikke kunne styre sit temperament. Og jeg ville jo så gerne hjælpe ham. Så
> > jeg knoklede for at ændre de ting, der gjorde ham gal, og det toh mig 6
> > år at opdage, at der hele tiden kom nye ting til, og at de gode perioder
> > blev færre og færre.
> Lige præcis! Jeg har længe gjort det, at jeg - når han var glad og ædru -
> gjorde opmærksom på, at nåh nej... sådan måtte jeg jo ikke gøre, for så
> troede han bare... Hver eneste ting har derefter været fjernet fra
> angrebsmotiverne. Jeg har længe troet på, at jeg en dag ville have fanget
> dem alle. Jeg er ikke så sikker på, at det lader sig gøre mere...

Du har helt ret! Du vil *aldrig* kunne fjerne eller opfange alle de ting,
der kan sætte ham igang. Det er det kun ham, der kan.
--
Kirstine

*trying to do what works - trying to do what matters*

---

Godaften - og igen TAK til jer alle!

Jeg er netop kommet hjem fra arbejde. Det var alt for sent, for i
mellemtiden var det blevet mørkt. Det var frygteligt at gå ind i huset, selv
om jeg på forhånd havde tændt lys i næsten alle rum. Jeg sagde igen og igen
til mig selv: "Det her er HELT forkert. Du skal IKKE gå rundt i dit eget
hjem og være bange. Skal du nu til at være bange for skygger?" Men det var
jeg. Jeg gik meget forsigtigt rundt med armene knuget om maven i de oplyste
rum. Det var meget svært, men jeg _måtte_ gennemgå alle rum - ellers ville
jeg ingen ro finde. Jeg overvejede kort, om jeg skulle smide et tæppe i
bilen og køre et sted hen og sove i bilen. Nej! Det er _mit_ hjem! Så
kiggede jeg i de mørke rum, og skulede længe til døren til kældertrappen.
Jeg overvejede, om jeg skulle tage noget med til at forsvare mig med, men
ethvert våben kan vendes mod en selv. Jeg ville jo heller ikke kunne slå
manden ned, hvis han stod overfor mig. Jeg tænkte, at _nu_ rabler det
virkelig for konen! Tog en dyb indånding og åbnede kælderdøren. Lys på. Ind
i hvert værelse - også kigge bag møbler. Jeg stod længe og kiggede ind i den
stores værelse. Lyset i loftet virker ikke, og det er det eneste, der kan
tændes fra døren. Lyttede et stykke tid efter et eventuelt åndedræt. Så gik
jeg hurtigt ind midt i rummet og vendte mig for at se bag døren. Kiggede bag
møblerne. Ingenting i hele huset. Jeg kiggede ikke i skabene. Det turde jeg
simpelthen ikke. Jeg fik sat en nøgle i kælderdøren, da jeg så at den ikke
var i. Tænk hvis jeg var dernede, og så ikke kunne komme ud, fordi nøglen
manglede?

Da jeg igen var oppe i køkkenet, turde jeg tænde mikroovnen. Det turde jeg
ikke før, for den larmer nok til, at jeg ikke kan høre nogen, der lister. Da
jeg tog mælken i køleskabet, fik jeg sådan et flash-back fra gyserfilm, hvor
angriberen står der, når lågen lukkes i igen. Så rystede jeg på hovedet, og
var ved at tude. Er jeg da ved at blive vanvittig? Hvad er det dog for
noget? Manden har da aldrig gjort mig noget alvorligt fysisk! Hvorfor i
alverden skulle han så gøre det nu? Hvis han var i huset, og ikke gav sig
til kende, ville det være for at gøre mig bange - og det tror jeg ikke på,
at han kunne gøre imod mig. Han ville tværtimod have gjort nogle ting, så
jeg straks kunne se, at han var her (og her kiggede jeg mig alligevel over
skulderen - havde en fornemmelse af, at der var en bevægelse). Hvorfor
tillægger jeg ham pludselig sådan nogle grimme ting? Hvorfor lader jeg mig
skræmme af mørket? Jeg er ikke mørkeræd eller nervøs anlagt, og jeg vil
dælendulme heller ikke til at være det. Dog tror jeg ikke, at jeg tager hjem
i morgen efter mørkets frembrud. Ingen grund til at udfordre mig selv der.
Jeg har vist set for mange gyserfilm!

Det er sent. Jeg bør se at få noget søvn, inden næste arbejdsdag kalder. Jeg
tror ikke, at jeg får nemt ved at sove i aften. Jeg skal dog lige sige, at
min søster har været her, og at vi fik snakket om mange af tingene. Vi
tænker måske lidt ens, så vi kunne afslutte mange af hinandens sætninger -
og nogle af dem var ikke så rare. Det var, når vi snakkede om, hvad jeg
kunne gøre, og hvilke konsekvenser det kunne få - gode som dårlige. Jeg fik
nogle flash-forwards (altså noget med at se situationer i fremtiden), som
jeg næppe var kommet frem til uden hende. Hun synes _ikke_ at jeg er blevet
tosset, og kan godt se, at jeg virkelig står overfor nogle kæmpe dilemmaer.
Undskyld Søs, at jeg tvivlede på, om du ville tro mig Jeg ved dog også,
at du kan se, hvorfor jeg tvivlede. Det havde ikke noget med dig at gøre men
med mig og min usikkerhed.

Må prøve at få noget søvn...
Den anonyme

---------------------------------------------
Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen... (men
hvor er det?)

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:
> Godaften - og igen TAK til jer alle!
hej igen

> Hun synes _ikke_ at jeg er blevet tosset, og kan
> godt se, at jeg virkelig står overfor nogle kæmpe dilemmaer. Undskyld
> Søs, at jeg tvivlede på, om du ville tro mig Jeg ved dog også, at
> du kan se, hvorfor jeg tvivlede. Det havde ikke noget med dig at gøre
> men med mig og min usikkerhed.

jeg sidder her og venter på at høre fra dig.... hvordan går det i dag???

--
knus sabina

Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

Det går ikke så godt lige nu. Jeg er så træt. Selv om jeg har arbejdet mere
end normalt, og er dødtræt, kniber det med at sove. Kroppen arbejder på
højtryk hele tiden; alle sanser synes overgearede. Jeg tvinger mig selv til
at spise. (Jeg glemte engang for nogle år siden at spise i en hel uge af
bare bekymring, og endte med at besvime - dét er for dumt) Jeg søger sammen
med kollegerne på arbejdet - dels i opgaverne og dels i det sociale. Jeg
ville gerne ud og løbe en tur eller cykle, men orker det bare ikke
alligevel. Som du kan se, ved jeg godt, hvad der skal til, for at give mig
selv plads til tanker og store beslutninger. Det er dog ikke ensbetydende
med, at det lykkes
Jeg har hele tiden haft lyst til at drikke mig fra sans og samling og bare
gemme det hele væk. Jeg har bevidst ikke gjort det alligevel, fordi jeg har
været bange for, at jeg så slet ikke kunne holde fast i at undvære ham. Jeg
er lige kommet fra arbejde, og på vej hjem købte jeg hvidvin, som jeg sidder
med et glas af nu. Det er som om kroppen falder sammen lidt over det hele -
som om den slapper af lidt nu. Jeg VED godt, at det ikke hjælper på mine
problemer. Men hvis det får mig til at falde omkuld af træthed, så jeg sover
en god lang søvn, er det det værd. BARE jeg nu ikke giver mig til at lede
efter ham... Jeg savner ham nemlig utrolig meget - Det gør ondt, at han ikke
er her. Hvad jeg ikke ville give for at alt dette var en drøm, som jeg kunne
vågne af - dreje hovedet til siden, og se ham ligge der så dejlig og tryg.
Jeg husker ikke, hvor meget jeg har fortalt om ham. Jeg ønsker heller ikke
på nogen måde at udlevere hans liv. Det er hans sag. Men han har haft det
frygteligt - virkelig frygteligt. Det med at sove trygt har været noget, som
jeg kunne give ham. Han kunne vågne, hvis jeg ikke var kommet i seng, og
"vidste" instinktivt, at jeg havde forladt ham. Med frygten malet i øjnene
stod han op, og fandt mig selvfølgelig. Han sov aldrig ret længe ad gangen,
hvis ikke jeg var der. Gik vi i seng samtidigt, sov han som en engel.
Allerbedst var det, når jeg lå med en arm og et ben hen over ham -
velsagtens noget med at man sanser den andens nærvær selv i søvne, når der
er berøring. Jeg tvivler på, at han har sovet siden i fredags. Stakkels
lille skat :´-(
Han kan jo ikke gøre for det, for pokker! Han har ikke bedt om nogle
elendige forældre (og alle andre voksne i hans barndom). Han prøver at gøre
noget nu, hvor han kan se, at der er noget, der skal gøres. Han fandt
trygheden til at tage dette store skridt - at se sin fortid i øjnene -
gennem mig! Nu har han ikke mig mere! Hvad nu hvis han på vejen (med den
psykiatiske behandling af sig selv) nedad mod de bortgemte oplevelser går i
stå? Jeg ser det sådan, at man skal langt ned i dybet for at rydde op.
Derefter kan man igen begynde at kravle op og reparere alle de ødelagte
ting. Jeg har været med ham på denne vej nedad, og han er stadig på vej ned.
Hvis jeg slipper hans hånd nu, og han ikke kan alene, står han så i det
dunkle afsnit, og bliver der? Hvordan skal han komme videre nedad? Han kan
ikke vende om og gå op uden hjælp heller. Jeg tror, han undlader at gå til
psykiateren nu. Han vil sikkert sige noget med, at jeg kontrollerede ham
psykisk, og at nu skal jeg ikke kontrollere mere. Men han kan sige, hvad han
vil. Han må ikke stoppe nu. Når han kommer gennem alt dette, bliver han et
guldfund for den heldige kvinde, der fanger hans interesse. Jeg kan ikke
hjælpe ham, uden at involvere mig følelsesmæssigt. Jeg elsker ham alt for
meget. Han vil heller ikke lade mig være en del af sit liv, hvis vores
kærlighed ikke må være med. INGEN anden psykiateren fatter, hvordan han har
det. End ikke hans bedste ven kan forstå det. Jeg havde selv svært ved at
forstå det i starten. Det var lige rigelig nemt med "av min barndom", men er
du da gal, det kan smadre psyken i et menneske! Han er fantastisk god til at
spille glad. Det er sådan han har overlevet alle årene. Jeg slog ham næsten
omkuld, da jeg efter en tid sammen med ham sagde: "Er det ikke hårdt at være
så glad hele tiden?" Men alle andre tror oprigtigt på, at man kan være glad
altid. Vel kan man ej! Ingen mennesker er hverken glade eller triste hele
tiden. Alle oplever begge dele. Alt andet er skuespil!

Sådan... nu fik jeg mit afsavn vendt til vrede mod hans venner og familie.
Fint nok - så længe det varer.

Lige før min tidligere omtalte kollega gik hjem idag, sagde jeg til hende,
at jeg boede alene nu. Hun fik et chok! Så fortalte jeg lidt af udviklingen
i hans anfald. Jeg sluttede med at sige, at når jeg ind imellem sad og
rystede, skulle hun komme og sparke mig bagi og sige "nu holder du fast og
jeg støtter dig fuldt ud". Det lovede hun at gøre - og så havde jeg bare af
at ringe, hvis jeg havde brug for hende

I aftes inden jeg kørte fra mit arbejde, sendte jeg to mails. Den ene til
hans bedste ven, og den anden til hans kollegas kone (som vi ikke har set
pga deres samarbejde, men fordi konen og jeg har fundet et herligt venskab i
hinanden). Til dem begge sagde jeg, at jeg gerne ville vide, hvornår han vil
have sine ting. Til kollegaens kone sagde jeg, at jeg gerne ville høre, om
"han" havde været på arbejde og var ok, selv om jeg burde være ligeglad. Til
"hans" bedste ven sagde jeg, at jeg regnede med, at han var ok, og mente at
de under alle omstændigheder burde have givet mig besked.
Hvis jeg sad med min bedste veninde i denne situation, ville jeg kontakte
manden og sige at hun var ok, og hvad hun videre ønskede. Ellers ville jeg
få en anden til det. Sådan gør man altså i terminologi. Men jeg har INTET
hørt nogen steder fra. Jeg har taget imod dem alle med åbne arme, og synes
ærlig talt at den smule respekt skylder de mig sq!

Nå, Sabine... nu bliver jeg vist vred igen. Det gavner vist ingen. Jeg vil
lave mig lidt mad og overveje et glas vin mere, og nusse med katten.

Sig noget til mig! Spark mig hvis du/I synes. Jeg er bange for at vakle. Det
er ikke galt med afsavnet endnu, men jeg ved at det kommer. Jeg skal have
opbygget min sige-fra-styrke inden jeg står ansigt til ansigt med ham
og/eller længslen, når den for alvor sætter ind.

Den anonyme

---------------------------------------------
Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
news:UG0S8.86597$N46.2330127@news010.worldonline.dk...
> Anonym <someone@in.dk> wrote:
> > Godaften - og igen TAK til jer alle!
> hej igen
>
> > Hun synes _ikke_ at jeg er blevet tosset, og kan
> > godt se, at jeg virkelig står overfor nogle kæmpe dilemmaer. Undskyld
> > Søs, at jeg tvivlede på, om du ville tro mig Jeg ved dog også, at
> > du kan se, hvorfor jeg tvivlede. Det havde ikke noget med dig at gøre
> > men med mig og min usikkerhed.
>
> jeg sidder her og venter på at høre fra dig.... hvordan går det i dag???
>
> --
> knus sabina
>
> Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
>
>

---

Jamen hallo, hvor er børnene henne nu? Fik ellers forståelse af at de skulle
være hos ham de næste 3 uger, er det forkert? Det har du intet skrevet om.
Ellers skal du vel ikke tage ansvar for hans problemer, det bliver alt for
dyrt for dig psykisk, du kan jo ikke gøre for hvad som er hændt i hans
barndom. Tager du ham tilbage, er det jo helt op til dig selv, så må du bare
tage det sure med det søde og selv tage ansvar for det. Fortsætter du livet
uden ham, kommer du med garanti over det på et tidspunkt, det hele er jo så
nyt lige nu må du huske på.


"Anonym" <someone@in.dk> skrev i en meddelelse
news:afae1s$2iug$1@news.cybercity.dk...
> Det går ikke så godt lige nu. Jeg er så træt. Selv om jeg har arbejdet
mere
> end normalt, og er dødtræt, kniber det med at sove. Kroppen arbejder på
> højtryk hele tiden; alle sanser synes overgearede. Jeg tvinger mig selv
til
> at spise. (Jeg glemte engang for nogle år siden at spise i en hel uge af
> bare bekymring, og endte med at besvime - dét er for dumt) Jeg søger
sammen
> med kollegerne på arbejdet - dels i opgaverne og dels i det sociale. Jeg
> ville gerne ud og løbe en tur eller cykle, men orker det bare ikke
> alligevel. Som du kan se, ved jeg godt, hvad der skal til, for at give mig
> selv plads til tanker og store beslutninger. Det er dog ikke ensbetydende
> med, at det lykkes
> Jeg har hele tiden haft lyst til at drikke mig fra sans og samling og bare
> gemme det hele væk. Jeg har bevidst ikke gjort det alligevel, fordi jeg
har
> været bange for, at jeg så slet ikke kunne holde fast i at undvære ham.
Jeg
> er lige kommet fra arbejde, og på vej hjem købte jeg hvidvin, som jeg
sidder
> med et glas af nu. Det er som om kroppen falder sammen lidt over det
hele -
> som om den slapper af lidt nu. Jeg VED godt, at det ikke hjælper på mine
> problemer. Men hvis det får mig til at falde omkuld af træthed, så jeg
sover
> en god lang søvn, er det det værd. BARE jeg nu ikke giver mig til at lede
> efter ham... Jeg savner ham nemlig utrolig meget - Det gør ondt, at han
ikke
> er her. Hvad jeg ikke ville give for at alt dette var en drøm, som jeg
kunne
> vågne af - dreje hovedet til siden, og se ham ligge der så dejlig og tryg.
> Jeg husker ikke, hvor meget jeg har fortalt om ham. Jeg ønsker heller ikke
> på nogen måde at udlevere hans liv. Det er hans sag. Men han har haft det
> frygteligt - virkelig frygteligt. Det med at sove trygt har været noget,
som
> jeg kunne give ham. Han kunne vågne, hvis jeg ikke var kommet i seng, og
> "vidste" instinktivt, at jeg havde forladt ham. Med frygten malet i øjnene
> stod han op, og fandt mig selvfølgelig. Han sov aldrig ret længe ad
gangen,
> hvis ikke jeg var der. Gik vi i seng samtidigt, sov han som en engel.
> Allerbedst var det, når jeg lå med en arm og et ben hen over ham -
> velsagtens noget med at man sanser den andens nærvær selv i søvne, når der
> er berøring. Jeg tvivler på, at han har sovet siden i fredags. Stakkels
> lille skat :´-(
> Han kan jo ikke gøre for det, for pokker! Han har ikke bedt om nogle
> elendige forældre (og alle andre voksne i hans barndom). Han prøver at
gøre
> noget nu, hvor han kan se, at der er noget, der skal gøres. Han fandt
> trygheden til at tage dette store skridt - at se sin fortid i øjnene -
> gennem mig! Nu har han ikke mig mere! Hvad nu hvis han på vejen (med den
> psykiatiske behandling af sig selv) nedad mod de bortgemte oplevelser går
i
> stå? Jeg ser det sådan, at man skal langt ned i dybet for at rydde op.
> Derefter kan man igen begynde at kravle op og reparere alle de ødelagte
> ting. Jeg har været med ham på denne vej nedad, og han er stadig på vej
ned.
> Hvis jeg slipper hans hånd nu, og han ikke kan alene, står han så i det
> dunkle afsnit, og bliver der? Hvordan skal han komme videre nedad? Han kan
> ikke vende om og gå op uden hjælp heller. Jeg tror, han undlader at gå til
> psykiateren nu. Han vil sikkert sige noget med, at jeg kontrollerede ham
> psykisk, og at nu skal jeg ikke kontrollere mere. Men han kan sige, hvad
han
> vil. Han må ikke stoppe nu. Når han kommer gennem alt dette, bliver han et
> guldfund for den heldige kvinde, der fanger hans interesse. Jeg kan ikke
> hjælpe ham, uden at involvere mig følelsesmæssigt. Jeg elsker ham alt for
> meget. Han vil heller ikke lade mig være en del af sit liv, hvis vores
> kærlighed ikke må være med. INGEN anden psykiateren fatter, hvordan han
har
> det. End ikke hans bedste ven kan forstå det. Jeg havde selv svært ved at
> forstå det i starten. Det var lige rigelig nemt med "av min barndom", men
er
> du da gal, det kan smadre psyken i et menneske! Han er fantastisk god til
at
> spille glad. Det er sådan han har overlevet alle årene. Jeg slog ham
næsten
> omkuld, da jeg efter en tid sammen med ham sagde: "Er det ikke hårdt at
være
> så glad hele tiden?" Men alle andre tror oprigtigt på, at man kan være
glad
> altid. Vel kan man ej! Ingen mennesker er hverken glade eller triste hele
> tiden. Alle oplever begge dele. Alt andet er skuespil!
>
> Sådan... nu fik jeg mit afsavn vendt til vrede mod hans venner og familie.
> Fint nok - så længe det varer.
>
> Lige før min tidligere omtalte kollega gik hjem idag, sagde jeg til hende,
> at jeg boede alene nu. Hun fik et chok! Så fortalte jeg lidt af
udviklingen
> i hans anfald. Jeg sluttede med at sige, at når jeg ind imellem sad og
> rystede, skulle hun komme og sparke mig bagi og sige "nu holder du fast og
> jeg støtter dig fuldt ud". Det lovede hun at gøre - og så havde jeg bare
af
> at ringe, hvis jeg havde brug for hende
>
> I aftes inden jeg kørte fra mit arbejde, sendte jeg to mails. Den ene til
> hans bedste ven, og den anden til hans kollegas kone (som vi ikke har set
> pga deres samarbejde, men fordi konen og jeg har fundet et herligt venskab
i
> hinanden). Til dem begge sagde jeg, at jeg gerne ville vide, hvornår han
vil
> have sine ting. Til kollegaens kone sagde jeg, at jeg gerne ville høre, om
> "han" havde været på arbejde og var ok, selv om jeg burde være ligeglad.
Til
> "hans" bedste ven sagde jeg, at jeg regnede med, at han var ok, og mente
at
> de under alle omstændigheder burde have givet mig besked.
> Hvis jeg sad med min bedste veninde i denne situation, ville jeg kontakte
> manden og sige at hun var ok, og hvad hun videre ønskede. Ellers ville jeg
> få en anden til det. Sådan gør man altså i terminologi. Men jeg har INTET
> hørt nogen steder fra. Jeg har taget imod dem alle med åbne arme, og synes
> ærlig talt at den smule respekt skylder de mig sq!
>
> Nå, Sabine... nu bliver jeg vist vred igen. Det gavner vist ingen. Jeg vil
> lave mig lidt mad og overveje et glas vin mere, og nusse med katten.
>
> Sig noget til mig! Spark mig hvis du/I synes. Jeg er bange for at vakle.
Det
> er ikke galt med afsavnet endnu, men jeg ved at det kommer. Jeg skal have
> opbygget min sige-fra-styrke inden jeg står ansigt til ansigt med ham
> og/eller længslen, når den for alvor sætter ind.
>
> Den anonyme
>
> ---------------------------------------------
> Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
> "Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
> news:UG0S8.86597$N46.2330127@news010.worldonline.dk...
> > Anonym <someone@in.dk> wrote:
> > > Godaften - og igen TAK til jer alle!
> > hej igen
> >
> > > Hun synes _ikke_ at jeg er blevet tosset, og kan
> > > godt se, at jeg virkelig står overfor nogle kæmpe dilemmaer. Undskyld
> > > Søs, at jeg tvivlede på, om du ville tro mig Jeg ved dog også, at
> > > du kan se, hvorfor jeg tvivlede. Det havde ikke noget med dig at gøre
> > > men med mig og min usikkerhed.
> >
> > jeg sidder her og venter på at høre fra dig.... hvordan går det i dag???
> >
> > --
> > knus sabina
> >
> > Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> > Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> > send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
> >
> >
>
>

---

cloe <zarh@ofir.dk> wrote:
> Jamen hallo, hvor er børnene henne nu? Fik ellers forståelse af at de
> skulle være hos ham de næste 3 uger, er det forkert?

børnene er hos deres far på sommerferie i 3 uger......

> Det har du intet skrevet om.

jo hun har.... det står i en af de første indlæg......

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

Hej Cloe
Børnene er hos deres far, som er en god og kærlig far. Derfor er jeg tryg
ved, at jeg ikke skal passe på dem frem for mig selv de næste tre uger.
"Ham" jeg taler om, er den kæreste, jeg har haft i et år, og været forlovet
med i tre måneder.

Kineserne har et ordsprog der hedder "hvis du redder et andet menneskes liv,
har du ansvaret for den person resten af dit liv". Først nu forstår jeg,
hvad det KAN betyde.

Jeg ved godt, jeg kommer over det en dag. Problemet er , at jeg skal
overbevise mig selv om, at jeg skal give slip på en, jeg elsker inderligt.
En som måske ikke kan blive et helt menneske uden mig. En som mine børn
elsker, og som jeg ikke kan beskrive for mine børn - altså hvorfor jeg skal
slippe ham, mens jeg elsker ham. En som elsker mig mere end sig selv.

Den anonyme

--

---------------------------------------------
Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
"cloe" <zarh@ofir.dk> wrote in message
news:3d18cae8$0$37635$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Jamen hallo, hvor er børnene henne nu? Fik ellers forståelse af at de
skulle
> være hos ham de næste 3 uger, er det forkert? Det har du intet skrevet om.
> Ellers skal du vel ikke tage ansvar for hans problemer, det bliver alt for
> dyrt for dig psykisk, du kan jo ikke gøre for hvad som er hændt i hans
> barndom. Tager du ham tilbage, er det jo helt op til dig selv, så må du
bare
> tage det sure med det søde og selv tage ansvar for det. Fortsætter du
livet
> uden ham, kommer du med garanti over det på et tidspunkt, det hele er jo
så
> nyt lige nu må du huske på.
>
>
> "Anonym" <someone@in.dk> skrev i en meddelelse
> news:afae1s$2iug$1@news.cybercity.dk...
> > Det går ikke så godt lige nu. Jeg er så træt. Selv om jeg har arbejdet
> mere
> > end normalt, og er dødtræt, kniber det med at sove. Kroppen arbejder på
> > højtryk hele tiden; alle sanser synes overgearede. Jeg tvinger mig selv
> til
> > at spise. (Jeg glemte engang for nogle år siden at spise i en hel uge af
> > bare bekymring, og endte med at besvime - dét er for dumt) Jeg søger
> sammen
> > med kollegerne på arbejdet - dels i opgaverne og dels i det sociale. Jeg
> > ville gerne ud og løbe en tur eller cykle, men orker det bare ikke
> > alligevel. Som du kan se, ved jeg godt, hvad der skal til, for at give
mig
> > selv plads til tanker og store beslutninger. Det er dog ikke
ensbetydende
> > med, at det lykkes
> > Jeg har hele tiden haft lyst til at drikke mig fra sans og samling og
bare
> > gemme det hele væk. Jeg har bevidst ikke gjort det alligevel, fordi jeg
> har
> > været bange for, at jeg så slet ikke kunne holde fast i at undvære ham.
> Jeg
> > er lige kommet fra arbejde, og på vej hjem købte jeg hvidvin, som jeg
> sidder
> > med et glas af nu. Det er som om kroppen falder sammen lidt over det
> hele -
> > som om den slapper af lidt nu. Jeg VED godt, at det ikke hjælper på mine
> > problemer. Men hvis det får mig til at falde omkuld af træthed, så jeg
> sover
> > en god lang søvn, er det det værd. BARE jeg nu ikke giver mig til at
lede
> > efter ham... Jeg savner ham nemlig utrolig meget - Det gør ondt, at han
> ikke
> > er her. Hvad jeg ikke ville give for at alt dette var en drøm, som jeg
> kunne
> > vågne af - dreje hovedet til siden, og se ham ligge der så dejlig og
tryg.
> > Jeg husker ikke, hvor meget jeg har fortalt om ham. Jeg ønsker heller
ikke
> > på nogen måde at udlevere hans liv. Det er hans sag. Men han har haft
det
> > frygteligt - virkelig frygteligt. Det med at sove trygt har været noget,
> som
> > jeg kunne give ham. Han kunne vågne, hvis jeg ikke var kommet i seng, og
> > "vidste" instinktivt, at jeg havde forladt ham. Med frygten malet i
øjnene
> > stod han op, og fandt mig selvfølgelig. Han sov aldrig ret længe ad
> gangen,
> > hvis ikke jeg var der. Gik vi i seng samtidigt, sov han som en engel.
> > Allerbedst var det, når jeg lå med en arm og et ben hen over ham -
> > velsagtens noget med at man sanser den andens nærvær selv i søvne, når
der
> > er berøring. Jeg tvivler på, at han har sovet siden i fredags. Stakkels
> > lille skat :´-(
> > Han kan jo ikke gøre for det, for pokker! Han har ikke bedt om nogle
> > elendige forældre (og alle andre voksne i hans barndom). Han prøver at
> gøre
> > noget nu, hvor han kan se, at der er noget, der skal gøres. Han fandt
> > trygheden til at tage dette store skridt - at se sin fortid i øjnene -
> > gennem mig! Nu har han ikke mig mere! Hvad nu hvis han på vejen (med den
> > psykiatiske behandling af sig selv) nedad mod de bortgemte oplevelser
går
> i
> > stå? Jeg ser det sådan, at man skal langt ned i dybet for at rydde op.
> > Derefter kan man igen begynde at kravle op og reparere alle de ødelagte
> > ting. Jeg har været med ham på denne vej nedad, og han er stadig på vej
> ned.
> > Hvis jeg slipper hans hånd nu, og han ikke kan alene, står han så i det
> > dunkle afsnit, og bliver der? Hvordan skal han komme videre nedad? Han
kan
> > ikke vende om og gå op uden hjælp heller. Jeg tror, han undlader at gå
til
> > psykiateren nu. Han vil sikkert sige noget med, at jeg kontrollerede ham
> > psykisk, og at nu skal jeg ikke kontrollere mere. Men han kan sige, hvad
> han
> > vil. Han må ikke stoppe nu. Når han kommer gennem alt dette, bliver han
et
> > guldfund for den heldige kvinde, der fanger hans interesse. Jeg kan ikke
> > hjælpe ham, uden at involvere mig følelsesmæssigt. Jeg elsker ham alt
for
> > meget. Han vil heller ikke lade mig være en del af sit liv, hvis vores
> > kærlighed ikke må være med. INGEN anden psykiateren fatter, hvordan han
> har
> > det. End ikke hans bedste ven kan forstå det. Jeg havde selv svært ved
at
> > forstå det i starten. Det var lige rigelig nemt med "av min barndom",
men
> er
> > du da gal, det kan smadre psyken i et menneske! Han er fantastisk god
til
> at
> > spille glad. Det er sådan han har overlevet alle årene. Jeg slog ham
> næsten
> > omkuld, da jeg efter en tid sammen med ham sagde: "Er det ikke hårdt at
> være
> > så glad hele tiden?" Men alle andre tror oprigtigt på, at man kan være
> glad
> > altid. Vel kan man ej! Ingen mennesker er hverken glade eller triste
hele
> > tiden. Alle oplever begge dele. Alt andet er skuespil!
> >
> > Sådan... nu fik jeg mit afsavn vendt til vrede mod hans venner og
familie.
> > Fint nok - så længe det varer.
> >
> > Lige før min tidligere omtalte kollega gik hjem idag, sagde jeg til
hende,
> > at jeg boede alene nu. Hun fik et chok! Så fortalte jeg lidt af
> udviklingen
> > i hans anfald. Jeg sluttede med at sige, at når jeg ind imellem sad og
> > rystede, skulle hun komme og sparke mig bagi og sige "nu holder du fast
og
> > jeg støtter dig fuldt ud". Det lovede hun at gøre - og så havde jeg bare
> af
> > at ringe, hvis jeg havde brug for hende
> >
> > I aftes inden jeg kørte fra mit arbejde, sendte jeg to mails. Den ene
til
> > hans bedste ven, og den anden til hans kollegas kone (som vi ikke har
set
> > pga deres samarbejde, men fordi konen og jeg har fundet et herligt
venskab
> i
> > hinanden). Til dem begge sagde jeg, at jeg gerne ville vide, hvornår han
> vil
> > have sine ting. Til kollegaens kone sagde jeg, at jeg gerne ville høre,
om
> > "han" havde været på arbejde og var ok, selv om jeg burde være ligeglad.
> Til
> > "hans" bedste ven sagde jeg, at jeg regnede med, at han var ok, og mente
> at
> > de under alle omstændigheder burde have givet mig besked.
> > Hvis jeg sad med min bedste veninde i denne situation, ville jeg
kontakte
> > manden og sige at hun var ok, og hvad hun videre ønskede. Ellers ville
jeg
> > få en anden til det. Sådan gør man altså i terminologi. Men jeg har
INTET
> > hørt nogen steder fra. Jeg har taget imod dem alle med åbne arme, og
synes
> > ærlig talt at den smule respekt skylder de mig sq!
> >
> > Nå, Sabine... nu bliver jeg vist vred igen. Det gavner vist ingen. Jeg
vil
> > lave mig lidt mad og overveje et glas vin mere, og nusse med katten.
> >
> > Sig noget til mig! Spark mig hvis du/I synes. Jeg er bange for at vakle.
> Det
> > er ikke galt med afsavnet endnu, men jeg ved at det kommer. Jeg skal
have
> > opbygget min sige-fra-styrke inden jeg står ansigt til ansigt med ham
> > og/eller længslen, når den for alvor sætter ind.
> >
> > Den anonyme
> >
> > ---------------------------------------------
> > Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
> > "Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
> > news:UG0S8.86597$N46.2330127@news010.worldonline.dk...
> > > Anonym <someone@in.dk> wrote:
> > > > Godaften - og igen TAK til jer alle!
> > > hej igen
> > >
> > > > Hun synes _ikke_ at jeg er blevet tosset, og kan
> > > > godt se, at jeg virkelig står overfor nogle kæmpe dilemmaer.
Undskyld
> > > > Søs, at jeg tvivlede på, om du ville tro mig Jeg ved dog også,
at
> > > > du kan se, hvorfor jeg tvivlede. Det havde ikke noget med dig at
gøre
> > > > men med mig og min usikkerhed.
> > >
> > > jeg sidder her og venter på at høre fra dig.... hvordan går det i
dag???
> > >
> > > --
> > > knus sabina
> > >
> > > Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> > > Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> > > send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
> > >
> > >
> >
> >
>
>

---

Nå ja jeg er godt klar over du skriver at børnene er hos deres far og der
skal de være i 3 uger, men det jeg ikke forstår, er at når du samtidig går
og frygter i et af indlæggene at han måske kan have begået selvmord. Hvis
man frygter dette, ville jeg da mene det er meget rart at vide hvordan ens
børn så har det, så kan han være en nok så god rar og kærlig far jo. Hvis
man går og er bekymret for det, ville jeg da nok ønske at have kontakt med
børnene, det var bare det jeg mente og derfor jeg til børnene.



"Anonym" <someone@in.dk> skrev i en meddelelse
news:afamd3$314c$1@news.cybercity.dk...
> Hej Cloe
> Børnene er hos deres far, som er en god og kærlig far. Derfor er jeg tryg
> ved, at jeg ikke skal passe på dem frem for mig selv de næste tre uger.
> "Ham" jeg taler om, er den kæreste, jeg har haft i et år, og været
forlovet
> med i tre måneder.
>
> Kineserne har et ordsprog der hedder "hvis du redder et andet menneskes
liv,
> har du ansvaret for den person resten af dit liv". Først nu forstår jeg,
> hvad det KAN betyde.
>
> Jeg ved godt, jeg kommer over det en dag. Problemet er , at jeg skal
> overbevise mig selv om, at jeg skal give slip på en, jeg elsker inderligt.
> En som måske ikke kan blive et helt menneske uden mig. En som mine børn
> elsker, og som jeg ikke kan beskrive for mine børn - altså hvorfor jeg
skal
> slippe ham, mens jeg elsker ham. En som elsker mig mere end sig selv.
>
> Den anonyme
>
> --
>
> ---------------------------------------------
> Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
> "cloe" <zarh@ofir.dk> wrote in message
> news:3d18cae8$0$37635$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> > Jamen hallo, hvor er børnene henne nu? Fik ellers forståelse af at de
> skulle
> > være hos ham de næste 3 uger, er det forkert? Det har du intet skrevet
om.
> > Ellers skal du vel ikke tage ansvar for hans problemer, det bliver alt
for
> > dyrt for dig psykisk, du kan jo ikke gøre for hvad som er hændt i hans
> > barndom. Tager du ham tilbage, er det jo helt op til dig selv, så må du
> bare
> > tage det sure med det søde og selv tage ansvar for det. Fortsætter du
> livet
> > uden ham, kommer du med garanti over det på et tidspunkt, det hele er jo
> så
> > nyt lige nu må du huske på.
> >
> >
> > "Anonym" <someone@in.dk> skrev i en meddelelse
> > news:afae1s$2iug$1@news.cybercity.dk...
> > > Det går ikke så godt lige nu. Jeg er så træt. Selv om jeg har arbejdet
> > mere
> > > end normalt, og er dødtræt, kniber det med at sove. Kroppen arbejder
på
> > > højtryk hele tiden; alle sanser synes overgearede. Jeg tvinger mig
selv
> > til
> > > at spise. (Jeg glemte engang for nogle år siden at spise i en hel uge
af
> > > bare bekymring, og endte med at besvime - dét er for dumt) Jeg søger
> > sammen
> > > med kollegerne på arbejdet - dels i opgaverne og dels i det sociale.
Jeg
> > > ville gerne ud og løbe en tur eller cykle, men orker det bare ikke
> > > alligevel. Som du kan se, ved jeg godt, hvad der skal til, for at give
> mig
> > > selv plads til tanker og store beslutninger. Det er dog ikke
> ensbetydende
> > > med, at det lykkes
> > > Jeg har hele tiden haft lyst til at drikke mig fra sans og samling og
> bare
> > > gemme det hele væk. Jeg har bevidst ikke gjort det alligevel, fordi
jeg
> > har
> > > været bange for, at jeg så slet ikke kunne holde fast i at undvære
ham.
> > Jeg
> > > er lige kommet fra arbejde, og på vej hjem købte jeg hvidvin, som jeg
> > sidder
> > > med et glas af nu. Det er som om kroppen falder sammen lidt over det
> > hele -
> > > som om den slapper af lidt nu. Jeg VED godt, at det ikke hjælper på
mine
> > > problemer. Men hvis det får mig til at falde omkuld af træthed, så jeg
> > sover
> > > en god lang søvn, er det det værd. BARE jeg nu ikke giver mig til at
> lede
> > > efter ham... Jeg savner ham nemlig utrolig meget - Det gør ondt, at
han
> > ikke
> > > er her. Hvad jeg ikke ville give for at alt dette var en drøm, som jeg
> > kunne
> > > vågne af - dreje hovedet til siden, og se ham ligge der så dejlig og
> tryg.
> > > Jeg husker ikke, hvor meget jeg har fortalt om ham. Jeg ønsker heller
> ikke
> > > på nogen måde at udlevere hans liv. Det er hans sag. Men han har haft
> det
> > > frygteligt - virkelig frygteligt. Det med at sove trygt har været
noget,
> > som
> > > jeg kunne give ham. Han kunne vågne, hvis jeg ikke var kommet i seng,
og
> > > "vidste" instinktivt, at jeg havde forladt ham. Med frygten malet i
> øjnene
> > > stod han op, og fandt mig selvfølgelig. Han sov aldrig ret længe ad
> > gangen,
> > > hvis ikke jeg var der. Gik vi i seng samtidigt, sov han som en engel.
> > > Allerbedst var det, når jeg lå med en arm og et ben hen over ham -
> > > velsagtens noget med at man sanser den andens nærvær selv i søvne, når
> der
> > > er berøring. Jeg tvivler på, at han har sovet siden i fredags.
Stakkels
> > > lille skat :´-(
> > > Han kan jo ikke gøre for det, for pokker! Han har ikke bedt om nogle
> > > elendige forældre (og alle andre voksne i hans barndom). Han prøver at
> > gøre
> > > noget nu, hvor han kan se, at der er noget, der skal gøres. Han fandt
> > > trygheden til at tage dette store skridt - at se sin fortid i øjnene -
> > > gennem mig! Nu har han ikke mig mere! Hvad nu hvis han på vejen (med
den
> > > psykiatiske behandling af sig selv) nedad mod de bortgemte oplevelser
> går
> > i
> > > stå? Jeg ser det sådan, at man skal langt ned i dybet for at rydde op.
> > > Derefter kan man igen begynde at kravle op og reparere alle de
ødelagte
> > > ting. Jeg har været med ham på denne vej nedad, og han er stadig på
vej
> > ned.
> > > Hvis jeg slipper hans hånd nu, og han ikke kan alene, står han så i
det
> > > dunkle afsnit, og bliver der? Hvordan skal han komme videre nedad? Han
> kan
> > > ikke vende om og gå op uden hjælp heller. Jeg tror, han undlader at gå
> til
> > > psykiateren nu. Han vil sikkert sige noget med, at jeg kontrollerede
ham
> > > psykisk, og at nu skal jeg ikke kontrollere mere. Men han kan sige,
hvad
> > han
> > > vil. Han må ikke stoppe nu. Når han kommer gennem alt dette, bliver
han
> et
> > > guldfund for den heldige kvinde, der fanger hans interesse. Jeg kan
ikke
> > > hjælpe ham, uden at involvere mig følelsesmæssigt. Jeg elsker ham alt
> for
> > > meget. Han vil heller ikke lade mig være en del af sit liv, hvis vores
> > > kærlighed ikke må være med. INGEN anden psykiateren fatter, hvordan
han
> > har
> > > det. End ikke hans bedste ven kan forstå det. Jeg havde selv svært ved
> at
> > > forstå det i starten. Det var lige rigelig nemt med "av min barndom",
> men
> > er
> > > du da gal, det kan smadre psyken i et menneske! Han er fantastisk god
> til
> > at
> > > spille glad. Det er sådan han har overlevet alle årene. Jeg slog ham
> > næsten
> > > omkuld, da jeg efter en tid sammen med ham sagde: "Er det ikke hårdt
at
> > være
> > > så glad hele tiden?" Men alle andre tror oprigtigt på, at man kan være
> > glad
> > > altid. Vel kan man ej! Ingen mennesker er hverken glade eller triste
> hele
> > > tiden. Alle oplever begge dele. Alt andet er skuespil!
> > >
> > > Sådan... nu fik jeg mit afsavn vendt til vrede mod hans venner og
> familie.
> > > Fint nok - så længe det varer.
> > >
> > > Lige før min tidligere omtalte kollega gik hjem idag, sagde jeg til
> hende,
> > > at jeg boede alene nu. Hun fik et chok! Så fortalte jeg lidt af
> > udviklingen
> > > i hans anfald. Jeg sluttede med at sige, at når jeg ind imellem sad og
> > > rystede, skulle hun komme og sparke mig bagi og sige "nu holder du
fast
> og
> > > jeg støtter dig fuldt ud". Det lovede hun at gøre - og så havde jeg
bare
> > af
> > > at ringe, hvis jeg havde brug for hende
> > >
> > > I aftes inden jeg kørte fra mit arbejde, sendte jeg to mails. Den ene
> til
> > > hans bedste ven, og den anden til hans kollegas kone (som vi ikke har
> set
> > > pga deres samarbejde, men fordi konen og jeg har fundet et herligt
> venskab
> > i
> > > hinanden). Til dem begge sagde jeg, at jeg gerne ville vide, hvornår
han
> > vil
> > > have sine ting. Til kollegaens kone sagde jeg, at jeg gerne ville
høre,
> om
> > > "han" havde været på arbejde og var ok, selv om jeg burde være
ligeglad.
> > Til
> > > "hans" bedste ven sagde jeg, at jeg regnede med, at han var ok, og
mente
> > at
> > > de under alle omstændigheder burde have givet mig besked.
> > > Hvis jeg sad med min bedste veninde i denne situation, ville jeg
> kontakte
> > > manden og sige at hun var ok, og hvad hun videre ønskede. Ellers ville
> jeg
> > > få en anden til det. Sådan gør man altså i terminologi. Men jeg har
> INTET
> > > hørt nogen steder fra. Jeg har taget imod dem alle med åbne arme, og
> synes
> > > ærlig talt at den smule respekt skylder de mig sq!
> > >
> > > Nå, Sabine... nu bliver jeg vist vred igen. Det gavner vist ingen. Jeg
> vil
> > > lave mig lidt mad og overveje et glas vin mere, og nusse med katten.
> > >
> > > Sig noget til mig! Spark mig hvis du/I synes. Jeg er bange for at
vakle.
> > Det
> > > er ikke galt med afsavnet endnu, men jeg ved at det kommer. Jeg skal
> have
> > > opbygget min sige-fra-styrke inden jeg står ansigt til ansigt med ham
> > > og/eller længslen, når den for alvor sætter ind.
> > >
> > > Den anonyme
> > >
> > > ---------------------------------------------
> > > Hvis ikke du ændrer retning, ender du der, hvor du er på vej hen...
> > > "Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> wrote in message
> > > news:UG0S8.86597$N46.2330127@news010.worldonline.dk...
> > > > Anonym <someone@in.dk> wrote:
> > > > > Godaften - og igen TAK til jer alle!
> > > > hej igen
> > > >
> > > > > Hun synes _ikke_ at jeg er blevet tosset, og kan
> > > > > godt se, at jeg virkelig står overfor nogle kæmpe dilemmaer.
> Undskyld
> > > > > Søs, at jeg tvivlede på, om du ville tro mig Jeg ved dog også,
> at
> > > > > du kan se, hvorfor jeg tvivlede. Det havde ikke noget med dig at
> gøre
> > > > > men med mig og min usikkerhed.
> > > >
> > > > jeg sidder her og venter på at høre fra dig.... hvordan går det i
> dag???
> > > >
> > > > --
> > > > knus sabina
> > > >
> > > > Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
> > > > Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
> > > > send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> >
> >
>
>

---

cloe <zarh@ofir.dk> wrote:
> Nå ja jeg er godt klar over du skriver at børnene er hos deres far og
> der skal de være i 3 uger, men det jeg ikke forstår, er at når du
> samtidig går og frygter i et af indlæggene at han måske kan have
> begået selvmord. Hvis man frygter dette, ville jeg da mene det er
> meget rart at vide hvordan ens børn så har det, så kan han være en
> nok så god rar og kærlig far jo. Hvis man går og er bekymret for det,
> ville jeg da nok ønske at have kontakt med børnene, det var bare det
> jeg mente og derfor jeg til børnene.

Børnenes far og kæresten er ikke samme person. Derfor er hun tryg
ved at børnene er hos deres far.

--
John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
Vind 25.000kr til at forsøde sommeren med.
Læs mere på http://www.MandeZonen.dk

---

"John Sahl" <spamtrap1@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:9vcS8.86727$N46.2356615@news010.worldonline.dk...
> cloe <zarh@ofir.dk> wrote:
> > Nå ja jeg er godt klar over du skriver at børnene er hos deres far og
> > der skal de være i 3 uger, men det jeg ikke forstår, er at når du
> > samtidig går og frygter i et af indlæggene at han måske kan have
> > begået selvmord. Hvis man frygter dette, ville jeg da mene det er
> > meget rart at vide hvordan ens børn så har det, så kan han være en
> > nok så god rar og kærlig far jo. Hvis man går og er bekymret for det,
> > ville jeg da nok ønske at have kontakt med børnene, det var bare det
> > jeg mente og derfor jeg til børnene.
>
> Børnenes far og kæresten er ikke samme person. Derfor er hun tryg
> ved at børnene er hos deres far.


Nå så kan jeg da bedre forstå det, sådan troede jeg ikke det hang sammen
nemlig, tak for svaret!
>
> --
> John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
> Vind 25.000kr til at forsøde sommeren med.
> Læs mere på http://www.MandeZonen.dk
>

---

Han ringede i morges... Jeg kan ikke få hans stemme ud af hovedet.
"Det er mig. Du skal ikke være bange for mig" og så ikke mere.

Har det ikke skide godt :´-(
men jeg HAR skiftet låsen i døren.

Den anonyme

---

hej med dig

"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:affc0l$2g1l$1@news.cybercity.dk...
> Han ringede i morges... Jeg kan ikke få hans stemme ud af hovedet.
> "Det er mig. Du skal ikke være bange for mig" og så ikke mere.
>
> Har det ikke skide godt :´-(
* er ked af det på dine vegne*
Kom her og lad mig give dig et langt varmt knus * knuser dig og tørrer dine
øjne*
> men jeg HAR skiftet låsen i døren.
Det er sikkert en god ide alligevel gå ud ihaven og begrav den gamle sammen
med din ring, dine billeder af jer sammen og evt breve fra ham til dig -
drik derefter en gravøl og skål på dit og også hans nye liv - hold en tale
eller skriv den om jeres gode tider så vel som dårlige sammen. ( det er du
sikkert ikke parat til i skrivende stund men tro mig når du er 100% sikker
på at det skal være slut mellem jer gør det godt at få det afsluttet mentalt
også og her er en måde at gøre det på ..... tænk over det *S*)
>
> Den anonyme
Jeg tror at han er kommet til fornuft og har indset at han har nogle
problemer som han er nød til at gøre noget ved selv, og han har ganske givet
dårlig samvittighed. Det er da positivt at han har givet lyd fra sig og at
han prøver at berolige dig! - hvis han som jeg forstår det lagde røret på
lige derefter er det fordi han ikke ønsker din hjælp til dette - måske føler
han sig ikke stærk nok til at få gjort noget ved sine problemer ( evt.
behandling) hvis du er der for ham .... fordi han er bange for at han så vil
falde tilbage i sit tidligere mønster. Jeg tror han havde brug for at få
fortalt dig at han godt var klar over at han denne gang var gået over
grænsen. Og måske har han indset at i to trods jeres kærlighed til hinanden,
ikke kan få det til at fungere længere... skårene kan ikke længere klinkes.
Kære "du" han har brug for sige farvel for at kunne bygge sin nye
"identitet" op. Fik du spurgt til om han ville have sine ting?? ellers
syntes jeg at du ved først kommende lejlighed skulle tage og køre forbi hans
kollega og aflevere dem der så skal han nok få dem og du er "fri" for at
bekymre dig om hvordan afhentningen skal finde sted.

Mange hilsener og medfølte tanker
Gitte

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:
> Han ringede i morges... Jeg kan ikke få hans stemme ud af hovedet.
> "Det er mig. Du skal ikke være bange for mig" og så ikke mere.

et eller andet må han jo have hørt siden han siger sådan..... sagde han
intet andet??

> Har det ikke skide godt :´-(

kan jeg godt forstå....... bare vid dig sikker på at du har truffet det
rette valg......

> men jeg HAR skiftet låsen i døren.

godt endnu et skridt i den rigtige retning...

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

Har sovet et par timer på sofaen... Det bliver en lang nat... Det eneste,
der stopper mig nu, er, at jeg ikke ved, hvor han er...

Jeg kan godt huske alle de grimme ting, men jeg savner ham mere

---

hej igen
"Anonym" <someone@in.dk> wrote in message
news:afg0ka$d4m$1@news.cybercity.dk...
> Har sovet et par timer på sofaen... Det bliver en lang nat... Det eneste,
> der stopper mig nu, er, at jeg ikke ved, hvor han er...
>
> Jeg kan godt huske alle de grimme ting, men jeg savner ham mere
>
> hvor er du? hvordan går det? Selv om du er "nede" lige nu så er vi her
stadig!! Læs bare af ...... du må ikke gå med det alene. Jeg håber at din
tavshed betyder at du har nogen der holder af dig - hos dig lige nu!
Pas på dig selv ok

Ser frem til at høre fra dig igen
Gitte

---

Jeg har snakket med politiet
De kan intet gøre, så længe hans adresse er her.

Jeg har forsøgt at finde ham, for at sikre mig, at jeg kan være i sikkerhed
i mit eget hjem. Hans venner påstår, at han ikke kan finde på at gøre mig
noget - selv om de ved, han allerede HAR gjort det. De aner ikke, hvad de
snakker om. De kunne lige så godt have slået mig i gulvet, som at sige "han
gør dig ikke noget".

Jeg har grædt hele aftenen af bare angst og afmagt.
Jeg rejser væk for weekenden. Jeg tør ikke være her. Jeg er bange for at
være alene. Jeg trænger så enormt til trydhed og søvn - (fik 2½ time i nat).

Nogen venter mig i nat (lang køretur). Stakkels dem, men jeg må gøre det.

Den anonyme

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:
Hejsa,

Undskyld hvis jeg i det følgende lyder en anelse løsningssøgende, men
jeg er en mand og har således den tendens

> Jeg har snakket med politiet
> De kan intet gøre, så længe hans adresse er her.

Så vidt jeg er orienteret kan du sagtens afmelde hans adresse hos dig.
Se efter at få det gjort så det ikke afhænger af ham.

> Jeg har forsøgt at finde ham, for at sikre mig, at jeg kan være i
> sikkerhed i mit eget hjem. Hans venner påstår, at han ikke kan finde
> på at gøre mig noget - selv om de ved, han allerede HAR gjort det. De
> aner ikke, hvad de snakker om. De kunne lige så godt have slået mig i
> gulvet, som at sige "han gør dig ikke noget".

Det er kun dine følelser der gælder. Du skal beskytte dig, dine børn og
jeres fremtidige liv. Skidt med dem og ham, du skal bare videre.

> Jeg har grædt hele aftenen af bare angst og afmagt.
> Jeg rejser væk for weekenden. Jeg tør ikke være her. Jeg er bange for
> at være alene. Jeg trænger så enormt til trydhed og søvn - (fik 2½
> time i nat).

Rigtig god ide at rejse væk. Tag det som en pause og nyd den. Forsøg
at se på det hele sådan lidt udefra, du vil næsten helt sikkert se at det du
gør ved at få ham ud af dit liv er helt korrekt og det eneste rigtige at gøre.

> Nogen venter mig i nat (lang køretur). Stakkels dem, men jeg må gøre
> det.

Hvorfor stakkels dem? Jeg er ret sikker på at du vil være velkommen de
fleste steder. Uanset om du kommer på et glædeligt besøg eller i en lidt
trist anledning som denne.

Men som sagt. Flyt hans adresse væk, så har du en ting mindre at bekymre
dig om. Grunden til at han gemmer sig ser for mig at se mest ud til at være
at skabe den angst og utryghed hos dig. Hvis han elskede dig ville han aldrig
nogensinde udsætte dig for noget som det her.

--
John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
Vind 25.000kr til at forsøde sommeren med.
Læs mere på http://www.MandeZonen.dk

---

Ahh, hvor skønt! Jeg har sovet godt og længe i nat Og i aftes, da jeg
var færdig, var jeg endda sulten

Det har været et par hektiske dage. Kvælningsfornemmelse og kvalme har fulgt
mig tæt. Men...

Jeg er færdig med at pakke hans ting - skal lige have nogle kasser til de
løse ting, men ellers står de samlet og klar til afhentning. I eftermiddag
kommer to mandlige venner samt min ældste. Den ældste skal sortere nogle
ting, jeg ikke kan genkende "hans" og vores i. De to andre er der som
support for mig, så jeg ikke skal være alene. Kl. 18 bliver hans ting
hentet. Kl. senest 19 i aften, regner jeg med at være fri. Hvad han
foretager sig bagefter, ved jeg ikke, men er klar til at tage de skridt, der
måtte blive nødvendige.

Jeg var på folkeregisteret i går. Han har ikke flyttet adresse, og jeg kan
ikke gøre det. Til gengæld er det ulovligt at have adresse her, når han ikke
bor her. Enten skal han selv flytte den, ellers vil folkeregistret forsøge
at finde ham via arbejdsplads, fagforbund osv.

Nu vil jeg nyde min morgenkaffe, køre på arbejde, og tænke så lidt som
muligt på det hele. Så tager jeg resten i aften.

Med bevidstheden om en lysere fremtid,
den anonyme

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:
> Ahh, hvor skønt! Jeg har sovet godt og længe i nat Og i aftes, da
> jeg var færdig, var jeg endda sulten

hej igen)
jeg har gået de sidste dage og ventet på en hilsen fra dig..... spekuleret
på hvordan det gik og sådan men ville jo heller ikke presse på, da du
virkede som om du ikke havde det specielt godt sidst du skrev...

> Det har været et par hektiske dage. Kvælningsfornemmelse og kvalme
> har fulgt mig tæt. Men...
>
> Jeg er færdig med at pakke hans ting - skal lige have nogle kasser
> til de løse ting, men ellers står de samlet og klar til afhentning. I
> eftermiddag kommer to mandlige venner samt min ældste. Den ældste
> skal sortere nogle ting, jeg ikke kan genkende "hans" og vores i. De
> to andre er der som support for mig, så jeg ikke skal være alene. Kl.
> 18 bliver hans ting hentet. Kl. senest 19 i aften, regner jeg med at
> være fri. Hvad han foretager sig bagefter, ved jeg ikke, men er klar
> til at tage de skridt, der måtte blive nødvendige.

hvor er det godt... dejligt at du har backup.... hvordan har omgivelserne
reageret?? er det gået godt eller er der megen udforståelse omkring dig??

> Jeg var på folkeregisteret i går. Han har ikke flyttet adresse, og
> jeg kan ikke gøre det. Til gengæld er det ulovligt at have adresse
> her, når han ikke bor her. Enten skal han selv flytte den, ellers vil
> folkeregistret forsøge at finde ham via arbejdsplads, fagforbund osv.

jamen så må du jo erklære at han ikke bor hos dig mere..... og så må de
finde frem til ham.... der er jo nogle økonomiske ting der skal bringes i
orden når han er væk... så hvis du søger om det, må de jo finde ham og finde
ud af hvor han bor........

> Nu vil jeg nyde min morgenkaffe, køre på arbejde, og tænke så lidt som
> muligt på det hele. Så tager jeg resten i aften.

dejligt

> Med bevidstheden om en lysere fremtid,
> den anonyme

*storsmilende* hvor er det bare skønt at se humøret er lidt oppe igen.....
man bliver jo helt bekymret..........

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.

---

hej igen
Hvor er det rart at høre fra dig, og hvor er det bare rart at du er mere
optimistisk igen
Jeg glæder mig utroligt på dine vegne! Way to go girl!!!!!
Knus Gitte

---

Hej
Jeg er ked af at sige det, men alt det dejlige, lyse er vendt igen. Jeg er
en yo-yo følelsesmæssigt, og føler lige nu, at jeg slet ikke kan magte mere.
Jeg har sygemeldt mig idag, men forsøger at få lidt lavet hjemmefra og tager
eventuelt afsted i aften. Da jeg gav min arbejdsplads besked i morges, var
jeg overbevist om, at jeg ville få det bedre i løbet af dagen. Nu er jeg
ikke sikker mere. Jeg græder lidt hele tiden... og så igen lidt...

Jeg savner ham SÅ enormt meget. Jeg føler, at jeg har brug for ham. Jeg
føler, at han er den eneste, der kan trøste mig nu. Jeg føler det som om,
min krop bliver flået i småstykker. Jeg skriger højt af smerte, men ingen
kan høre mig...
Vi byttede hjerter på et tidspunkt, og nu skal han have sit tilbage. Man kan
ikke leve uden hjerte, og jeg vil ikke tage mit tilbage fra ham, for så går
han til. Skal jeg nu lære at leve uden hjerte?

Hans ting blev afhentet i går. To par af hans venner kom. Det ene par var
som forventet. De har aldrig kontaktet os, mens vi havde det dejligt, men
var der straks, hvis noget var galt. Min forlovede og jeg snakkede for nylig
om, at vi begge var meget skuffede over aldrig at høre fra dem. Men som min
forlovede sagde, "hvis ikke de vil acceptere, at du er det vigtigste i mit
liv, vil jeg ikke have noget med dem at gøre". Ud til højre med dem - blot
er det synd for min forlovede, at to mennesker, som han nu skal bruge som
back-up til at komme videre, i virkeligheden ikke er der for ham - men for
deres egen vindings skyld.

Det andet par har været søde mod mig det meste af tiden. De vidste fra
første færd, hvor meget jeg betød for min forlovede. Jeg havde taget pusten
totalt fra ham (uden at jeg selv vidste det), hvilket inden havde forventet
skulle ske for ham. Hans følelser var det vigtigste for dem. Vi har ikke
været enige i alting, og de har ikke kunnet forstå mig, når jeg prøvede at
fortælle dem, hvordan han havde det. De har naturligt nok prøvet at beskytte
ham, og jeg har ikke kunnet overbevise dem om, at han gjorde de forskellige
ting, fordi han ville have mig til at svigte ham, samt at han ikke mente
det.
For nylig fortalte han dem, at jeg havde ret, og at det nok var en god ide
at lytte til mig, når han havde det skidt. Han vidste, at de ikke kunne
forstå, og at jeg var den eneste, der kunne. Reelt bad ham dem faktisk om at
overhøre ham selv og lytte til mig, hvis han igen var skredet og prøvede at
overbevise dem om, at det var det eneste rigtige. Et stort skridt i den
rigtige retning for ham - at erkende at han havde alvorlige psykiske
problemer overfor sine nærmeste venner. IKKE at jeg skulle overtage ansvaret
for ham, men alene at jeg var (også sikkert stadig er) den eneste, der
forstod ham i hans svære situation.

I går mærkede jeg, at hans besked var nået igennem til dem. De var utrolig
søde og imødekommende overfor mig. Der var ingen mistænksomhed rettet mod
mig, og de gik med på alt, hvad jeg bad dem om. Det kom lidt bag på mig, at
det faktisk virkede som om, de holdt meget af mig, og at de bare ønsker, at
vi begge skal få det godt. Manden sagde med trist stemme på et tidspunkt,
hvor jeg var alene med ham: "Jeg er helt ærligt træt af at flytte ting på
denne adresse." Det var kærligt ment, så jeg svarede, at hvis jeg nogensinde
snakkede om, at K (det vil jeg kalde min tidligere forlovede og centrum for
alt dette fremover - det er lidt mere håndfast, når jeg skriver skulle
flytte ind igen, måtte han love mig at minde mig om, hvordan jeg har det nu.
Det lovede han - "Jeg vil sige det til jer begge to".

De tog afsted med hans ting, og jeg sad tilbage med min back-up gruppe (min
ældste søn, min ex og en af mine bedste venner). Vi snakkede lige kort, og
så kørte de hjem igen. Jeg havde lovet min far at ringe, når jeg blev alene.
Ja, jeg har fortalt det til min far, og han har været en stor støtte for mig
siden. Jeg har snakket med ham flere gange dagligt siden i fredags, og har
vist ham denne tråd, så han selv kan læse min historie, hvis han vil. Jeg
ringede altså til min far, og fortalte, at nu var tingene og alle
menneskerne væk; at jeg nu ville drikke mig en kæp i øret og give mig selv
lov til at græde; og om nødvendigt tage en fridag idag. Det syntes han var
en god ide. Med den "velsignelse" satte jeg mig i sofaen med en flaske vin
foran mig.

Kort tid efter ringede konen (fra det positive par som forestod flytningen)
omkring en ting, som jeg gerne ville købe af K. Vi snakkede frem og tilbage,
og hun var fortsat meget sød og imødekommende.

Nu ved jeg, hvor han er.

K indlagde sig selv på psykistrisk sygehus den fredag, han tog en taxi
herfra, og har været der siden. Hun mente desuden, at han ville være der et
stykke tid, og hun lovede mig at give mig besked, hvis han udskrev sig selv
(hvis hun fortsat mener, det har betydning for mig). Det får hun nemlig
besked om.

Jeg blev SÅ glad for at høre det. Nu falder nogle ting på plads. Der var K's
opkald, som han uden tvivl er blevet rådet til at foretage. Det forklarer,
at vennerne begyndte et samarbejde med mig. Det var derfor, K "bestemt ikke
ville dukke uventet op hos mig" i fredags. Men samtidigt knuser det mit
hjerte, at jeg ikke er der og hjælper ham. Jeg bad så mindeligt konen om
ikke at tøve ét sekund, hvis man fra sygehusets side mente, det ville være
godt, at jeg kom eller i det hele taget gør noget for ham. Jeg vil ikke
have, at K kommer her, og vi to dermed er alene. Men på sygehuset med den
rigtige supervision gør jeg det med glæde.

Og nu er det, at jeg lyver for mig selv. Jeg vil enormt gerne se ham; snakke
med ham; kramme og kysse ham; fortælle ham hvor meget jeg elsker og savner
ham; fortælle ham hvor flot det er, at han arbejder med sig selv; fortælle
ham at jeg støtter ham 100%; og... føle hvor meget han elsker mig...

Jeg har dette enorme behov for at se og mærke, at han elsker mig. Jeg ved
også, at der er fare for at jeg hopper tilbage i den gamle gænge, og at
mareridtet fortsætter. Hvorfor har jeg det sådan? Hvordan får jeg det
anderledes? Hvorfor kan jeg ikke overbevise mig selv om, at han ikke er godt
for mig? Han ER jo godt for mig det meste af tiden. Han har fået mig til at
føle mig elsket og værdsat. Han har givet mig og børnene så mange gode
oplevelser. Jeg var hans "eneste ene" uden sammenligning - og det er sandt.
Jeg var hans første trygge havn nogensinde. Han var min yngstes perleven, og
gav min yngste en selvtillid og tro på fremtiden, som jeg ikke kunne finde
efter min skilsmisse. Han fik mig at tro på min egen kunnen - intimt og
udadtil. Han var så stolt af mig. Han gav os alt - ting, fortrolighed og sig
selv. Hvor mange kvinder har prøvet at modtage 70 gule roser "bare fordi du
fortjener det"? Jeg har. Een gang i mit liv.
Han fortjener alverdens kærlighed serveret på et sølvfad. Jeg vil gerne give
ham den, og jeg ved, han helst vil have den fra mig.
Men...

Min far sagde på et tidspunkt til mig, at jeg ville blive gal på alle, der
viste det mindste negative, hvis jeg tog K tilbage. Men ex sagde i går, at
han ikke ville hjælpe mig igen, hvis jeg tog K tilbage. Min ven sagde, at
det ville blive svært at tro på mig, hvis jeg ikke kunne stå fast.

Jeg ved det godt alt sammen. Jeg forstår dem godt alle sammen. Men hvorfor
kan de/ingen forstå, at jeg skal rive mig selv i stykker nu? Det gør så
umenneskelig ondt! Jeg elsker ham. Jeg har brug for ham. Han har brug for
mig. Jeg savner ham. Jeg længes efter ham. Jeg skal sige farvel til
kærlighed. Jeg skal overbevise mig selv om, at jeg ikke skal have denne
store kærlighed. Har virkelig ikke fortjent en stor kærlighed?? Jeg skal
finde nok i mig selv. Jeg skal vælge at leve uden kærlighed (det har intet
at gøre med mine børn), som jeg har så stort behov for.

Jeg kan hjælpe ham
Han kan hjælpe mig
Jeg elsker ham
Han elsker mig

Jeg er fuldstændig udmattet af at kæmpe med mig selv. Jeg føler mig helt
alene i verden, og at ingen forstår mig.

Jeg ville ønske at en anden dejlig og ikke-voldelig mand dukkede op, og
gjorde mig forelsket - bare længe nok til at få K ud af systemet. Det sker
ikke, for jeg kan kun elske K nu. Og det ville være frygtelig unfair overfor
vedkommende, hvilket jeg ikke ønsker at byde nogen. Hvad ville du sige til
at elske med en, der havde tårer trillende ned af kinderne, og tankerne og
al sin kærlighed et andet sted? Nej, vel? Det er virkelig slemt at tænke på.
Føj!

Det eneste, der ikke overvinder min længsel, er K's sidste trussel om at
gøre alt, hvad han kan for at ødelægge mit liv. Han kan ikke, og får ikke
lov, så længe han er på sygehuset. Men hvad så derefter? Kan jeg forvente
alverdens anklager? Vil han melde mig for vold? Vil han starte en retsag
omkring ting, han mener, han skal have herfra? Vil han anklage mig for at
have taget nogle af hans medbragte ting? Kan han finde på at melde
et-eller-andet omkring omsorgssvigt i forhold til børnene?

....

Min ex har lige ringet. Min yngste har det meget skidt. Han har kastet op og
været meget aggressiv. Ex'en og jeg ved godt hvorfor...

Jeg kan ikke mere lige nu. Jeg må tænke grundigt over, hvad jeg kan gøre for
min yngste. Hvad jeg kan sige til ham, for at han skal forstå, at K ikke kan
være her mere - uden at gøre ham bange - og uden at han mister troen på sig
selv. Hvis nogen kan hjælpe her, vil jeg være meget taknemmelig...

/Den anonyme

---

Ingen respons?
Det' ok. Det er jo mig, der skal arbejde.

Jeg tror nok, jeg har fundet vejen. I alt fald vil jeg følge min nuværende
beslutning, hvor jeg arbejder med mig selv.
Jeg kigger nok ind, og ser om nogen har skrevet til mig ind imellem. Men det
er ikke sikkert, at jeg svarer.

Mange hilsener - og tak til jer alle,
Den anonyme

---

Anonym <someone@in.dk> wrote:
> Ingen respons?
> Det' ok. Det er jo mig, der skal arbejde.
>
> Jeg tror nok, jeg har fundet vejen. I alt fald vil jeg følge min
> nuværende beslutning, hvor jeg arbejder med mig selv.
> Jeg kigger nok ind, og ser om nogen har skrevet til mig ind imellem.
> Men det er ikke sikkert, at jeg svarer.

arh pis..... jeg skrev et indlæg men det må være forsvundet ud i cyberspace
( ellers er det bare en fejl 40*G*)

er du ok??
hvordan går det??

--
knus sabina
Læs mine artikler på www.MandeZonen.dk
Spændende?? Vi kan altid bruge nye skribenter
send os en linie og lad os se hvad vi kan finde ud af.