---

Hej.

Jeg er usædvanligt ked af at jeg ikke har været i stand til at svare, men da
jeg har været på kursus i kbh. hele sidste uge var dette ikke muligt. Min
kæreste har dog holdt mig opdateret med de rystende svar!

Allerførst vil jeg specielt takke Anne-Marie og de andre der "tog over" i
mit fravær. Dernæst vil jeg forsøge at fatte den ignorance og respektløshed
andre kommer frem med. Gud fader bevares. Der er nu gået en uge, og der er
stadig næsten ikke til at fatte at Emil ikke er her... jeg finder stadig
hans håndklæde vi brugte efter en tur i Vesterhavet, hans plastic-bøtte vi
brugte til at "gemme" foder i mm. Det er ikke nemt. Samtidig går det simpelt
hen over min forstand at der er mennesker der kan finde en åbenbar
fornøjelse i at lufte deres fuldstændigt forrygte meninger og beskyldninger
ang. min beslutning... Ikke for at retfærdiggøre mig selv, men prøv at
forestille jer flg.:

1) I har en dreng/pige (Det er dem der kun har 2 ben, men til gengæld 2
arme)
2) Hunden (Schaefer/rottweiler) har tidl. snappet efter barnet!
3) Hunden = 50 kg // barnet = 14 kg!
4) Hunden bider igen barnet!
5) Hunden knurrer/viser tænder når barnet kommer inden for en radius af 2
meter.
6) Ville du være bange på barnets vegne hvis hunden viser tænder+knurrer
hver gang barnet (det med armene) kommer for "tæt"?
7) Hvis ja, hvor var da mit valg?

Misforstå mig ikke... jeg kunne give mig til at tude i dette øjeblik, med
minderne om Emil. Men med tanke på vores søn, vár dette den, i mine øjne,
den ENESTE rigtige beslutning. Som far til et barn er det ikke specielt
ansvarsfuldt at overgive en stor dominerende han-hund, med "børneproblemer"
til NOGEN! Har du tænkt over konsekvenserne? Ville du ikke give alt i verden
for at dit barn ikke skulle rende rundt med et ar tværs ned gennem ansigtet?
Hvis ikke... Så må du f... have et usædvanligt sygeligt forholdt til din
hund! Jeg var utroligt ked af at måtte aflive Emil.... Meget mere end jeg
som nordjyde kan give udtryk for i en mail (eller ønsker at dele med
andre)... Vi havde vores overvejelser frem og tilbage samme dag det skulle
ske... "Det kunne jo være... osv." Men i (til manges oplysning) SAMRÅD med
dyrelægen, som på trods af at han ikke er dyrepsykolog, nok ikke er specielt
uerfaren på området besluttede vi os for at gennemføre den planlagte
handling, idet dyrlægen eller nogen anden, IKKE kunne garantere at Emil ikke
ville bide et barn igen. Jeg er smerteligt klar over at dette kunne have
været undgået, hvis jeg havde modtaget undervisning + træning mmm. dengang
Emil var hvalp... Men det hjælper desværre ikke hverken Emil eller mig i den
aktuelle situation. Jég ved det til en anden gang, og hvad Emil angår, er
jeg sikker på at han har det langt bedre hvor han er nu, end hvor han ellers
kunne risikere at havne, med fremtidige flytninger osv.

Med venlig hilsen.

Jasper

---

"Jasper Norman" <norman@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3cf96813$0$8954$edfadb0f@dspool01.news.tele

Hej Jasper!

Rart at se dig online igen ... og du behøver ikke takke ... jeg sagde
jo bare min mening og det gjorde jeg fordi jeg ikke kunne holde mund
men har da været lidt bekymret for dig og din familie .. især
fordi du ikke gik ind og forsvarede dig .. men regnede med at du helt
ærligt bare ikke orkede det ...

Der er nu gået en uge, og der er
> stadig næsten ikke til at fatte at Emil ikke er her... jeg finder
stadig
> hans håndklæde vi brugte efter en tur i Vesterhavet, hans
plastic-bøtte vi
> brugte til at "gemme" foder i mm. Det er ikke nemt.

Nej det er utroligt svært .. men du vil pludselig en dag nå så langt
at du kan smile og grine af dejlige lyse minder du har om Emil .. også
selv om disse minder i dag og nogen tid endnu vil fremkalde tårer ..
det var i går et halvt år siden jeg sagde farvel til Sandra .. tro mig
der blev fældet en tåre .. der har været nætter jeg har drømt om hende
... drømt at det at hun ikke var mere blot var en drøm .. og tudet når
jeg vågnede og fandt ud af at det var virkelighed at hun ikke var mere
... der er en masse følelser der skal gennemleves og dem må du give dig
selv lov til at gennemleve .. selvbebrejdelser vil der også komme men
du kan ikke bruge dem til noget .. du handlede som et hvert ansvarligt
menneske ville gøre i din situation .. !!!! og du gjorde det rigtige
overfor Emil ..

Jeg er smerteligt klar over at dette kunne have
> været undgået, hvis jeg havde modtaget undervisning + træning mmm.
dengang
> Emil var hvalp... Men det hjælper desværre ikke hverken Emil eller
mig i den
> aktuelle situation. Jég ved det til en anden gang, og hvad Emil
angår, er
> jeg sikker på at han har det langt bedre hvor han er nu, end hvor
han ellers
> kunne risikere at havne, med fremtidige flytninger osv.

Lader ovenstående stå ubeskåret idet du har ret i alt det du skriver
.... og ja .. jeg vil bare ønske dig, din kæreste og lille søn en
rigtig god søndag ...

Smil fra Ami

---

"Jasper Norman" <norman@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse news:3cf96813$0$8954$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>Men med tanke på vores søn, vár dette den, i mine øjne,
> den ENESTE rigtige beslutning. Som far til et barn er det ikke specielt
> ansvarsfuldt at overgive en stor dominerende han-hund, med "børneproblemer"
> til NOGEN! Har du tænkt over konsekvenserne?

Kære Jasper!

Heri er jeg 100% enig. Som ansvarlig far og hundejer overlader
man ikke sin hunds problemer til andre, blot for at blive fri for
ansvaret selv.
Det er IKKE hundens tarv. Og det er heller ikke en god løsning, at
omplacere til en familie uden børn..... for børn findes allevegne.

Jeg har selv stået i din situation, hvor det var mig det måtte
træffe beslutning mellem aflivning og omplacering. Og tro mig,
jeg VED hvilke kvaler du har gennemgået før du blev i stand
til at træffe den ENESTE mulige løsning - så man netop ikke
overlader et uløseligt problem til andre.

Det med at være herre over liv og død - det føles som en meget
tung byrde - som det kan være svært at forholde sig til - i meget
lang tid efter. Det er tre år siden, nu..... og hun dukker stadig op i
mine tanker. Og ligesom du, så er det er også fordi jeg holdt utroligt
meget af hende. Så, det har INTET at gøre med, om vi holder
af vores hunde - for det GØR vi, når vi TØR træffe denne beslutning
og handle derefter.

Men..... som du også siger....... det er IKKE NOK, at man holder af sin hund,
hvis den er potentielt farlig for sine omgivelser. I mit tilfælde havde hunden
stærke smerter, som ikke kunne behandles godt nok......
At hun havde smerter, det blev opdaget ved en tilfældighed.... , for
hunden gav IKKE udtryk for det. Skulle der ske noget, så var hun
fyr og flamme, og altid med når vi arbejdede. Et lillebitte tegn indimellem
var vægringer og overspringshandlinger - som jo absolut ikke henleder
tankerne på smerter - når der ikke er andre signaler.

Anders Hallgren har lavet en rapport i 1991, hvor han påviser - at
mange hundes aggressionsproblemer skyldes smerter i ryg og hals.
Der er en stor sandsynlighed for, at Emil's "børneproblemer" netop
skyldtes smerter - og at han følte sig kaldet til at holde flokken i ro,
så han kunne undgå disse smerter.
Det svar får du aldrig - men måske kan du bruge det i din "tilgivelses-
proces", så du kan finde fred med din beslutning..... som også for
mig at se, var den ENESTE mulige.

Til andre!!!
Jeg gider ikke besvare indlæg, som går imod ovenstående.
Til jer, der skriver sådanne - I har endnu tilgode, at stå i samme
situation - og da vil I ikke længere være uenige - medmindre I
grundlæggende er konfliktsky..... og mangler evner til at tage
ansvar for egne handlinger og problemer.



--

Venlig hilsen
MalgréTout
"Livet er, trods alle dets genvordigheder, værd at leve....."

---

"MalgréTout" <white@pease.horse.dk> skrev i en meddelelse
news:adcmuq$9o5$1@sunsite.dk...
> Det med at være herre over liv og død - det føles som en meget
> tung byrde - som det kan være svært at forholde sig til - i meget
> lang tid efter.[klip ] Så, det har INTET at gøre med, om vi holder
> af vores hunde - for det GØR vi, når vi TØR træffe denne beslutning
> og handle derefter.

Ja at kunne tage denne beslutning om liv og død hvor man tager den for
hunden bedste .. men for sig selv sværeste og tungeste beslutning
viser netop at ens kærlighed til dyret er så stort at man kan gå med
hele vejen og give hunden alt lige til det sidste ..og at man ikke
bare giver sorteper videre og lader hunden sejle sin egen sø overladt
til mere eller mindre tilfældige mennesker ... og døden er jo ikke
altid den værste udvej for et dyr ...

Alt i alt et rigtig godt indlæg du har skrevet .. men jeg tror de
personer der ikke forstår/vil forstå Jaspers handling i nogle af
tilfældene er folk der enten ikke har børn eller folk der måske gruer
for at skulle stå i samme situation som Jasper har stået i og derfor
lukker af ved at fordømme Jaspers handling ... Nå men ville bare lige
sige at du fik skrevet et godt indlæg ...

Smil fra Ami

---

først lige et undskyld, kom til at trykke på den forkerte knap

Jeg kan kun bakke dig 100% op i dit valg, selvfølgelig er det en meget trist
situation, at ende i. jeg er temmelig sikker på at nogle af de personer
herinde der har "hakket" på dig for dit valg, ville have gjort det samme,
hvis de selv havde stået i situationen, jeg ville selv have gjort det.
risikoen ville være for stor, får barnet

Mange hilsner Brian

"Jasper Norman" <norman@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3cf96813$0$8954$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej.
>
> Jeg er usædvanligt ked af at jeg ikke har været i stand til at svare, men
da
> jeg har været på kursus i kbh. hele sidste uge var dette ikke muligt. Min
> kæreste har dog holdt mig opdateret med de rystende svar!
>
> Allerførst vil jeg specielt takke Anne-Marie og de andre der "tog over" i
> mit fravær. Dernæst vil jeg forsøge at fatte den ignorance og
respektløshed
> andre kommer frem med. Gud fader bevares. Der er nu gået en uge, og der er
> stadig næsten ikke til at fatte at Emil ikke er her... jeg finder stadig
> hans håndklæde vi brugte efter en tur i Vesterhavet, hans plastic-bøtte vi
> brugte til at "gemme" foder i mm. Det er ikke nemt. Samtidig går det
simpelt
> hen over min forstand at der er mennesker der kan finde en åbenbar
> fornøjelse i at lufte deres fuldstændigt forrygte meninger og
beskyldninger
> ang. min beslutning... Ikke for at retfærdiggøre mig selv, men prøv at
> forestille jer flg.:
>
> 1) I har en dreng/pige (Det er dem der kun har 2 ben, men til gengæld 2
> arme)
> 2) Hunden (Schaefer/rottweiler) har tidl. snappet efter barnet!
> 3) Hunden = 50 kg // barnet = 14 kg!
> 4) Hunden bider igen barnet!
> 5) Hunden knurrer/viser tænder når barnet kommer inden for en radius af 2
> meter.
> 6) Ville du være bange på barnets vegne hvis hunden viser tænder+knurrer
> hver gang barnet (det med armene) kommer for "tæt"?
> 7) Hvis ja, hvor var da mit valg?
>
> Misforstå mig ikke... jeg kunne give mig til at tude i dette øjeblik, med
> minderne om Emil. Men med tanke på vores søn, vár dette den, i mine øjne,
> den ENESTE rigtige beslutning. Som far til et barn er det ikke specielt
> ansvarsfuldt at overgive en stor dominerende han-hund, med
"børneproblemer"
> til NOGEN! Har du tænkt over konsekvenserne? Ville du ikke give alt i
verden
> for at dit barn ikke skulle rende rundt med et ar tværs ned gennem
ansigtet?
> Hvis ikke... Så må du f... have et usædvanligt sygeligt forholdt til din
> hund! Jeg var utroligt ked af at måtte aflive Emil.... Meget mere end jeg
> som nordjyde kan give udtryk for i en mail (eller ønsker at dele med
> andre)... Vi havde vores overvejelser frem og tilbage samme dag det skulle
> ske... "Det kunne jo være... osv." Men i (til manges oplysning) SAMRÅD med
> dyrelægen, som på trods af at han ikke er dyrepsykolog, nok ikke er
specielt
> uerfaren på området besluttede vi os for at gennemføre den planlagte
> handling, idet dyrlægen eller nogen anden, IKKE kunne garantere at Emil
ikke
> ville bide et barn igen. Jeg er smerteligt klar over at dette kunne have
> været undgået, hvis jeg havde modtaget undervisning + træning mmm. dengang
> Emil var hvalp... Men det hjælper desværre ikke hverken Emil eller mig i
den
> aktuelle situation. Jég ved det til en anden gang, og hvad Emil angår, er
> jeg sikker på at han har det langt bedre hvor han er nu, end hvor han
ellers
> kunne risikere at havne, med fremtidige flytninger osv.
>
> Med venlig hilsen.
>
> Jasper
>
>
>
>
>

---

"Brian" <conradsen@paradis.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:3cfa088e$0$78749$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> først lige et undskyld, kom til at trykke på den forkerte knap
>
> Jeg kan kun bakke dig 100% op i dit valg, selvfølgelig er det en meget
trist
> situation, at ende i. jeg er temmelig sikker på at nogle af de personer
> herinde der har "hakket" på dig for dit valg, ville have gjort det samme,
> hvis de selv havde stået i situationen, jeg ville selv have gjort det.
> risikoen ville være for stor, får barnet
>
> Mange hilsner Brian


flere her inde har jo meldt klar ud at de pririotere hunde frem for
mennesker..
så det kan ikke komme bag på nogen, at der er "noget" der gerne vil risiker
et skambidt barn frem for en aflivet hund

Men jeg tror dog, at enhver der selv har børn, ikke er et sekund i tvivl om
at Jaspers beslutnig var den eneste rigitge -- selv om det gjorde ondt ....

Jeg har lidt ondt af folk der kan elske dyr så højt at de kan havde den
holdning - det tyder på at de aldrig har "kendt" et rigtigt mennsker som kan
gengælde kærligheden på en helt anden måde end et dyr kan ...
hvis jeg nogen sinde skulle vælge mellem en jeg virkelig elsker og min hund
( som jeg også godt kan lide) ... så sry vuffi .. )

Highlander

---

Så sort hvidt kan man jo lissom ikke stille det op vel highlander....

Det er forskel på at tage hovedet under armen når man prioriterer og
indretter sit liv, og så lade vovse/jobbet/barnet betale prisen når det hele
ramler og alt er forsent, og så at tænke sig lidt om før det evt. går galt.
Det er lissom essensen i at være voksen og ansvarlig. Det lykkes ikke
altid - men derfor kan man vel godt lære af det når det går galt?

Jeg elsker min hund, og derfor træner jeg med den og socialiserer den med
børn FØR vi selv får dem! nu har jeg nemlig tiden og overskuddet. Det kan
jasper ikke idet det er forsent for længest - og derfor lukkede vi også
diskussionen. Men nu er det her jo en nyhedsgruppe - og derfor kan den slags
råd og f.eks. oplysningen om at mange dyrelæger faktisk ved meget lidt om
problemadfærd måske bruges af andre der læser trådene?

Nogen mennesker ligestiller deres hund med mennesker eller mere, andre igen
afliver katten fordi lejligheden hvor man ikke må have kat var ½ m2 større
en den hvor man måtte have dyr - til samme pris.
Der er ligeså mange holdninger som der er mennesker og de fleste ligger vel
midt imellem et sted. Kan man ikke klare at folk er uenige med en, burde man
måske ikke poste sine meninger i en nyhedsgruppe???

Jeg tager mit ansvar for mine hunde alvorligt, både i forhold til dem og til
omverdenen - hverken mere eller mindre.
Det foregår tit sådan herinde, at nogen bringer et emne op, og så diskuterer
man indimellem lidt bredere end selve indlæget. Jvf min og Ami's diskussion.
Emil og jaspers historie er afsluttet, men hvis andre engang kom i en
lignende situation, er der jo ikke kun de to muligheder du stiller op
1 lade hunden bide ungen i småstykker
2 aflive hunden

man kunne f.eks. 3 give hunden til kompetente hundefolk der ikke havde børn,
og de kunne træne hunden til at omgås dem og i den mellemliggende periode
sørge for den ikke var alene med børn.
At Jasper postede tråden da alt diskussion/træning var forsent, var
selvfølgelig ærgeligt - men derfor behøver du vel ikke svine folk der mener
at han kunne have handlet anderledes med det ævl du skriver i sidste
afsnit -
der er jo INGEN der har foreslået at han bare skulle gøre ingenting, eller
lukke vovse og knægt i et rum for sig selv og klare ærterne vel? Alle var
enige i at der skulle gribes ind og gøres noget ved det - bare ikke i
hvordan dette burde/kunne gøres.
Kunsten er jo ligesom at undgå at komme i en situation hvor man tvinges til
at vælge, og hvis du nærlæste tråden igen, vil det måske står lidt klarere
for dig at det var det mange af indlægene gik på.

Louise

> Jeg har lidt ondt af folk der kan elske dyr så højt at de kan havde den
> holdning - det tyder på at de aldrig har "kendt" et rigtigt mennsker som
kan
> gengælde kærligheden på en helt anden måde end et dyr kan ...
> hvis jeg nogen sinde skulle vælge mellem en jeg virkelig elsker og min
hund
> ( som jeg også godt kan lide) ... så sry vuffi .. )
>

---

"Jasper Norman" <norman@mail.tele.dk> wrote in message
news:3cf96813$0$8954$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk

> Hej.
>
> Jeg er usædvanligt ked af at jeg ikke har været i stand til at svare, men da
> jeg har været på kursus i kbh. hele sidste uge var dette ikke muligt. Min
> kæreste har dog holdt mig opdateret med de rystende svar!
>
<>Kære Jasper,
Nu har jeg fulgt med i debaten omkring Emil. Vi har alle et ansvar
overfor vores dyr, og du har taget den rigtige beslutning at Emil
skulle aflives.
Den måde I gjorde det på var helt i den ånd, som en god og ansvarsfuld
hundeejer vil gøre, så herfra har du vores fulde opbakning.
Vi stod selv i den situation, at vores elskede gravhund Trine blev
meget syg, da hun var knap 12½ år gammel. Hun skreg i smerter og det
var forfærdeligt at skulle beslutte at nu var det bedst for hende,
at hun blev aflivet og fik fred. Vores kære dyrlæge gav os tid til
at være ved hendes side og holde om hende mens han lagde hende til at
sove. Og det var som du selv siger en underlig fornemmelse at se
hende ligge der, livløs, men varm og som om hun sov.
Så er det man går ned i et hul og det er menneskeligt naturligt. Det
I nu skal er, som Anne Marie også skriver, find alt det positive frem
omkring Emil, alle de dejlige minder I har sammen med ham, kig på
billeder eventuelt, og nok det mest vigtige er: tal med hinanden om
det.
Sorgen over, at I ikke har Emil i familien mere, den forsvinder aldrig.
Såret bliver aldrig helet, men det kan vendes om til at tankerne om
de gode minder fylder mere. Det er vores erfaring, efter at vi mistede
vores Trine.
Vores lille nye gravhund Sille, jamen der ser vi da noget af vores
gamle Trine i hende.
Kære Jasper du har gjort det helt rigtige. En hund der bider et
barn eller mennesker vil altid have den reaktion i sit sind, og det
kan man ikke fjerne. Der vil altid være en risiko for at Emil vil
bide jeres søn igen, og eller bide andre børn, der vil komme i Emils
nærhed.
Jeg kan kun beklage, at der er personer her på NG, der slet ikke
forstår problemet kerne og heller ikke forstår en hunds psyke.
Så mange hilsner til dig og din familie
og der kommer nok en dag, hvor jeres søn er blevet større, at I
får en ny hund.
Lise Grønbæk



--
Posted via Mailgate.ORG Server - http://www.Mailgate.ORG