"Det modsatte af en pornofilm".Pianisten-spoiler. Om kontrol/ambivalens.
"Pianisten" er psykologisk, realistisk, dyb og værd at se to gange.
Samtlige avisanmeldere ser defekt og nedtur i den kvindelige hovedpersons
SM-afprøvning - det er jeg uenig i. Det er politisk korrekthed at kræve
lighed og se sygdom i afvigelse fra normen.
Informations anmelder kalder filmen for "det modsatte af en pornofilm",
hvilket er en måde at sige, at selvom man kan kalde den smukke kvindes
kærligheds-fantasier for hovedemne, så er det ikke en film. der skal ophidse
og pirre - ikke en film der spekulerer i stereotyp, traditionel, dyrisk
liderlighed, som de masseproducerede video og nat-TV-produktioner. Nej ,
dette er HenrikIbsen-agtig, lækker socialporno for de der tør se dybt , .og
som ejer relativismens nådegave.
Denne film pirrer lysten til at forstå storbymenneskets fortrængninger og
selvhad, som undertiden bryder ud i psykose-symptomer og fører til
indlæggelse og psykofarmaka-medicinering
Hvilket er sket med klaverspil-professorindens far, og derfor bor hun sammen
med sin mor - rigelig tæt, bedømt udfra hvad er normalt.
Hun er nået højeste perfektion og tilfredsstilelse mht sit spil og sin
lærergerning, hvor hun har total kontrol og respekt om sig. Hun udfører en
effektiv, gammeldags undervisning - uden den "demokratiske" ligeværdighed
med de studerende, som idag er normal
Hun er tændt på kontrol - og ønsker selv at blive domineret, da endelig
lynet slår ned mht kærlighed mellem hende og en begavet, magtglad
studerende, der er lige så kropslig flot som hun.
Men magtkampen mellem de to fører til, at den mere konforme mand ser sygdom
i hendes lyster - og derved vises, at perversitet er et spørgsmål om smag.
Sindsygdom er smagssag( som. Nietzsche lader Zarathustra sige ). Men de
fleste biografgængere er nok for lidt skeptiske overfor lægekunst til at se
så frit og tolerant på hovedpersonens grænseudvidende eksperimenteren med
sig selv og andre. Som perifert rummer "usympatisk" , bagatelagtig vold mod
andre.
Den over to timer lange film overrasker og overrasker, for de to stærke
magtmennesker bryder konstant rollespillets regler, når de får modgang.
Hun bliver et større menneske ved at få indsigt i sine grænser - han er ung
og fanget i sin karriere-succes, og vælger den lette løsning at falde
tilbage på sin overfladiske, flinkeskolede popularitet og status.
Hvis noget kan få folk til at stille spørgsmålsregn ved "objektive regler
for sygdom og perversitet ", er det denne filosofisk og psykologisk
overbevisende (og mangedobbelt Cannes-belønnede) film. Ved at undgå at
stikke hånden ind i den hvepserede, som pædofili-debat er, har filmen opnået
extrem positiv berømmelse - men det er nærliggende at anvende filmens
indsigter på bl.a. det betændte incest og kriminel-lavalder emne.
Spændingsfeltet mellem at vi vil kontrol og orden - og ofte selv søger
afgrunden og vil udsættes for uforudsigelig underkastelse, er et hovedemne
for filmen. Franske psykologer der gik dybt ind i Camus-debatten om
foræringen af selvstændighed til Algeriet, talte meget om "den hvide mands
selvhad" og de fransk-østrigske filmmagere bag "Pianisten" tager denne tråd
op med stor kunst.
--
Bo Warming
Bjelkes Alle 46
2200 København N
Tel: 3586 1000
Fax: 001 815 364 4235
http://www.glistrup.com