---

Hej Gruppe
Jeg har ikke skrevet indlæg til denne gruppe før, men jeg har læst
nogle af jeres gode råd, og jeg håber at I også kan give mig et.
Jeg har OGSÅ verdens dejligste hund, på samme måde som de fleste
af jer, og hun har sat mig i lidt af et dilemma.
Hun er "genbrugshund", 4 år, schæfer og jeg har haft hende i knap
4 måneder, så vi kender hinanden nogenlunde godt, men desværre har
jeg jo ikke den tilknytning til hende som man får til en hund man
har fået som hvalp.

Vi går tur i den lokale hundeskov hver dag, og jeg har brugt en del
energi på at få hendes selvtillid overfor andre hunde bygget op, da
hun tidligere har fået en del høvl af andre hunde, og nu omgås hun
andre hunde helt fint, leger med dem og stoler på at de kun vil hende
det godt. Problemet er at hun har en meget udpræget byttedrift, og hun
er nu 2 gange stukket af efter "et eller andet", som jeg ikke har nået
at se hvad er, blot et lille glimt af noget der bevæger sig. Heldigvis
er hun begge gange blevet indfanget af andre hundeluftere, men jeg er
mere og mere bange for at slippe hende løs, for det kan nok ikke blive
ved at gå godt. Der er en trafikeret vej ikke så langt fra
hundeskoven, og jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis hun bliver
påkørt. Jeg overvejer en slags slæbeline, en lang tøjsnor i halbåndet,
som hun får på i stedet for den almindelige snor. Er der nogen der har
gode erfaringer med det?

Jeg træner forskellige lydigheds- og lederskabsøvelser med hende hver
dag, jeg har en håndfuld guffer med i skoven som hun får både når hun
kommer af sig selv og når hun reagerer på indkald, hun skal også søge
efter nogle af dem,hun laver småopgaver i huset hvor hun skal finde
guffer der er gemt hist og her, og jeg har forsøgt at bruge en del af
de forslag I har givet til andre for at
aktivere deres hunde, så det er ikke fordi hun er understimuleret.

Men hvad skal jeg gøre for at undgå at hun stikker af igen? Helt
forfra med "uden snor" træning? Jeg vil helst, at hun kan gå med mig
i skoven uden sin snor, så hun kan snuse og undersøge som hunde jo
gør. Men lige nu tør jeg ikke stole på hende i særlig lang tid af
gangen, så hun bliver kun sluppet løs for at lege med sine venner,
eller for at finde de guffer jeg har smidt i skovbunden. Gode råd
modtages med taknemmelighed.

mvh
Helle

---

Hej Helle!

Vi har haft de samme problemer med vores hund, og det var bare SÅ
frustrerende! Da han var omkring 1 år boede flyttede vi til "landlige
omgivelser" i en lille æbleplantage omgivet af marker, marker og atter
marker - og på disse marker boede der harer, harer og atter harer. Hver
gang vi gik tur stødte vi på mindst 4-5 harer, og hver gang "fløjtede"
hunden efter dem som besat. Når han først havde set haren, gik der en klap
ned; han blokerede for alt andet end "byttet", så råb, lokkeord, pibedyr
osv. var nytteløst. Ikke så langt der fra var der en meget befærdet vej
(afkørsel fra motorvej), og vi gik med hjertet oppe i halsen, hver gang, han
stak af.
Men: vi havde jo heller ikke lyst til at holde hunden i snor hele tiden, da
han var (og er) meget aktiv og har brug for at bruge næsen og kroppen, så vi
"opfandt" en (måske lidt aparte) måde at få løst problemet på. Jeg må lige
nævne, at vi aldrig har opdraget ham ved brug af "høj stemme", altså råben
og skrigen og brølen, så det var han jo overhovedet ikke vant til, og jeg
tror, det er en forudsætning for at det lykkes.
Nå, men da vi så havde "planen" klar, tog jeg hunden med ned på marken uden
snor og styrede hen mod det sted, der plejede at være mange harer. Jeg holdt
hele tiden øje med hunden, og i samme øjeblik han fik øje på en hare og
satte i løb, begyndte jeg at hyle og skrige. Ikke sådan med at brøle "nej"
og "fy", men skrigeri med høj lys stemme i bedste
Hollywood-"åh-nej-jeg-løber-rundt-i-en-mørk-forladt-parkeringskælder-med-en-
bevæbnet-psykopat-efter-mig"-skrig. Jeg skreg alt hvad lunger og stemmebånd
kunne trække - og hunden reagerede! Han stoppede ikke, men han sænkede
farten og skulede ned mod mig. Jeg havde på forhånd åbnet jakken og puttet
hænderne i lommen, så da han så på mig, hev jeg jakken op over hovedet og
dansede krigsdans, hvorefter jeg smed mig ned på jorden (det var om
efteråret - en dejlig mudret stubbemark!) og rullede rundt som en sindssyg
og sprællede vildt og inderligt med benene, mens jeg "sang" krigssange. Jeg
skal lige love for, at hunden stoppede!!! Han glemte ALT om haren og stod og
gloede åndssvagt på mig! Derfter var det bare at kalde på ham - han kom som
et lyn, og fik uhæmmet ros og tonsvis af godbidder!!
Det var en meget stolt (og usandsynlig beskidt og meget meget hæs!!)
hundeejer, der drog hjem den eftermiddag!! Det var naturligvis ikke nok med
1 "behandling"; vi gentog succésen de efterfølgende dage, og efter en uges
tid, var det nok at komme med et lille skrig - så stoppede han og kom
tilbage, når jeg kaldte på ham. Efter endnu et par uger var vi kommet så
langt, at han, når han så haren, ikke satte i løb med det samme, men lige
skottede til mig først, og når jeg så kaldte på ham, kom han med det samme -
og blev naturligvis altid belønnet i stor stil.
Nu er han næsten 4 år, og det eneste han jager nu er fluer og mus (som det i
øvrigt aldrig lykkes ham at fange...), og en sjælden gang får han jaget en
af nabolagets katte op i det nærmeste træ.
Jeg ved ikke, om denne teknik vil virke på din hund, men du kan jo gøre et
forsøg, hvis du har mod på det. Hvis din hund ikke reagerer på
"Hollywood-skrig", må du jo tage fantasien i brug og medbringe en
stortromme, et tågehorn, et 11-mands danseorkester eller hvad ved jeg til at
fange hendes opmærksomhed. En anden vigtig faktor er at hunden kan se dig
hele tiden; derfor er skoven nok ikke det bedste sted at træne på det her.
Måske kan du finde en eng eller nogle marker i nærheden af din bopæl - hvis
du bor i nærheden af Skødstrup v. Århus er der et stort udvalg af marker &
harer!! Fordelen ved at træne det på en mark er også, at der som regel ikke
er andre mennesker i nærheden..........det kan jo godt være, at andre
hundeluftere ville undre sig lidt over dine pludselige "anfald"!!!
Jeg håber, dette (efterhånden temmelig lange) indlæg kan være til hjælp.
Held & lykke med det!

Mvh. Line

---

Kai Tore Steinsli skriver:

> Jeg holdt hele tiden øje med hunden, og i samme øjeblik han fik øje på en hare
> og
> satte i løb, begyndte jeg at hyle og skrige. Ikke sådan med at brøle "nej"
> og "fy", men skrigeri med høj lys stemme i bedste
> Hollywood-"åh-nej-jeg-løber-rundt-i-en-mørk-forladt-parkeringskælder-med-en-
> bevæbnet-psykopat-efter-mig"-skrig. Jeg skreg alt hvad lunger og stemmebånd
> kunne trække - og hunden reagerede! Han stoppede ikke, men han sænkede
> farten og skulede ned mod mig. Jeg havde på forhånd åbnet jakken og puttet
> hænderne i lommen, så da han så på mig, hev jeg jakken op over hovedet og
> dansede krigsdans, hvorefter jeg smed mig ned på jorden (det var om
> efteråret - en dejlig mudret stubbemark!) og rullede rundt som en sindssyg
> og sprællede vildt og inderligt med benene, mens jeg "sang" krigssange. Jeg
> skal lige love for, at hunden stoppede!!! Han glemte ALT om haren og stod og
> gloede åndssvagt på mig! Derfter var det bare at kalde på ham - han kom som
> et lyn, og fik uhæmmet ros og tonsvis af godbidder!!

Hejsa Line
Jeg læste dit indlæg med stor interesse, da min hund også lider af midlertidig
døvhed når han set sit smut til at fræse efter en hare. Jeg prøver at normalt at
liste af og gemme mig, men synes nogen gange der går lidt for lang tid før ham
"savner" mig, og kommer tilbage for at lede. Så straks i dag afprøvede jeg
derfor dit råd. Vi mødte godt nok ingen harer, men derimod en fed fasan der fløj
op fra vejkanten. Nansen satte i løb over marken og jeg satte i løb i modsat
retning. Dit "åh-nej-jeg-løber-rundt-i-en-mørk-forladt- parkeringskælder-med-en
-bevæbnet-psykopat-efter-mig" udbrud var godtnok udskiftet med et
"jubiii-ja-ja-ja-jeg- har-vundet-10 millioner-i-lotto" hvin med tilhørende skrig
og spjætten med arme og ben. Det virkede! Han kiggede bestyrtet på mig, og kom
fræsende bagefter for at se hvad der foregik. Jeg afprøvede det et par gange, og
der var resultat hver eneste gang.

Nu var det jo en stille foråraften, så lyden bar langt. På vej hjem så jeg
folkene inde på nabogården kigge muntert på mig. Uden tvivl har de ikke blot
set, men også hørt mig på slap line ude på deres mark. Lidt flovt, men hva'
pokker, bare min hund har lært noget. Og så havde vi det endda skægt !

Hilsen Dorthe ( -og Nansen, der er ret træt efter al den fræsen rundt i dag )

---

"Kai Tore Steinsli" <kaisteinsli@skjoldhoej.dk> wrote in message news:<npOB8.96$5J2.178988196@news.orangenet.dk>...
> Hej Helle!
>
> Vi har haft de samme problemer med vores hund, og det var bare SÅ
> frustrerende!
Klip - (en fuldstændig fantastisk beskrivelse)

Hej Line
Jeg har lige måttet tørre lattertårerne væk - kan lige se det for mig!
Ja jeg tror faktisk det vil virke på Ronja, så jeg vil forsøge at
finde en passende mark uden blodtørstige køer, og laaaaaangt væk fra
alle mennesker, ellers kommer der bare politi og ambulancefolk, før
hunden dukker op for at se hvad der er galt med mig.
Indtil videre har jeg forsøgt med en lang tøjsnor som slæber efter
hende. Egentlig tror jeg den knækker hvis hun virkelig forsøger at
smutte, så den er nok mere min sikkerhedsline end hendes.
Tak for rådet. Om ikke andet er det rart at vide at jeg ikke står
alene med problemet, men at andre erfarne hundefolk har prøvet noget
tilsvarende.

mvh Helle, som spekulerer på om der er sækkepibeorkestre i Birkerød
som er friske på en lille tur ud i det grønne...., hvis Hollywood
skulle svigte.