---

Det var da utrolig så stor en aktivitet der pludselig kom i denne
nyhedsgruppe.
Død og at forholde sig til død, ens egen måske, ligger vel indenfor denne
gr. tolerance område.
Det kan kritiseres at BlueCat og Mikkel Urup overtræder nogle NewsGroup
konventioner men det bekymrer mig at holdningen til emnet er så døds angst.

Der er jo faktisk mennesker i denne verden der ikke har noget valg, de skal
dø.
Uanset om de ønsker det eller ej så ved de at de er nået afslutningen.
Årsagen er jo ofte sygdom eller alderdom.
Døden er et tabu belagt emne i bla. Danmark, vi har svært ved at forholde os
til det for ritualerne begrænser sig til begravelsen. For den påførende i
sorg, slutter processen ikke her. At miste en kær er et arbejde der kræver
år.
Nogle er så afklaret om deres død at de har overskud til i live at inddrage
deres kære og starte processen med sorg arbejde at de måske hurtigere kommer
videre i deres liv.
Nogle er så afklaret at de har overskud til Inddrage alle os andre som ved
at livet får en enden.
I det lys er indlægget vel relevant i denne gruppe.

VH
Finn

---

Hej Finn.
Jeg er rørende enig med dig i din bekymring om dødsangst, og finder den
almene dødsangst langt mere problematisk end det omdiskuterede indlæg.
Om folk vil lade sig affotografere i døende og død tilstand eller ej er den
enkeltes helt personlige valg, ligesom vi selv vælger, om vi vil kremeres
eller begraves på traditionel vis (hvis det ellers er det mest traditionelle
i disse dage). Forespørgslen kom også bag på mig, og jeg vil ikke selv lægge
krop til, ligesom det ville undre mig, om nogle af mine nære slægtninge
havde ønsker i denne retning. Men der findes garanteret døende, som kan se
en vis fordel i at blive foreviget på denne måde, måske personer, som kan se
det smukke i døden eller som ønsker at "donere" noget andet end deres
organer. Dødsangst har ikke altid været så udtalt, som det er i dag, fx. lod
Christian 4. sig portrættere på sit dødsleje, ligesom dødsmasker i
anegalleriet var en aldeles selvfølge for højtstående romerske familier et
par tusinde år tilbage.
Jeg har selv oplevet dødsfald blandt mine nærmeste og har også selv været så
tæt på, som man overhovedet kan være, jeg arbejder professionelt med
dødsoplevelser og dødsangst, og jeg anderkender til fulde, at utrolig mange
mennesker virkelig er hunderædde for døden og dét, at dø, men jeg forstår
dem ikke. Jeg lever - og er vældig glad for det - men 1 ting er sikkert,-
jeg skal dø en dag, og det har jeg skullet lige siden jeg overhovedet blev
skabt. Spørgsmålet er ikke, OM vi skal dø, nærmere HVORNÅR og HVORDAN. Ingen
af os er herre over HVORNÅR (med mindre vi dør for egen hånd, naturligvis),
men vi er alle sammen herrer over HVORDAN, om vi vil dø afklarede og rolige,
eller om vi vil kæmpe imod til det sidste og måske fornægte dødsprocessen så
vidt muligt. Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet: Hvis nogen synes
det kunne være smukt eller spændende eller positivt eller hvad ved jeg at
lade sig fotografere på benævnte vis, så fred være med det. Det er deres
eget valg, og jeg kan ikke forarges over, at en eller anden fotograf vil
tilbyde en sådan service.

Mange hilsner,
Line.
www.illuminee.dk