---

En af kristendommens grundlæresætninger handler om tilgivelse, og selv ved
jeg af erfaring, at netop dette er noget af det sværeste et menneske kan
blive bedt om at gøre. Selv har jeg utrolig svært ved at tilgive de
mennesker, der virkelig har gjort mig ondt, men da jeg heldigvis altid har
været god til at sætte aktivitet i gang, er det ofte lykkedes mig at glemme.
Glemslen har altså gjort det, som tilgivelsen burde have gjort.

Men hvad er egentlig forudsætningen for at kunne tilgive et andet menneske
det, som man mener at denne person har gjort ondt mod en? Og er tilgivelse
altid god?

Hvis f.eks. en person har kidnappet mit barn og jeg ikke kan få barnet
tilbage, skal jeg så tilgive ham/hende, eller fortsætte mine bestræbelser,
måske resten af mit liv, for at få mit barn tilbage? Hvis en person er
blevet udsat for incest, skal den pågældende så tilgive de voksne, der har
gjort dette, eller er det rimeligt at snakke om "retfærdighed" og "hævn"
inden tilgivelsen kan komme på tale? Kan der være situationer, hvor
tilgivelsen ganske enkelt ikke kan ske, hvis ikke ugerningen hævnes først?

Ja, en stor del af de problemer man har rodet sig ud i som menneske, er man
jo selv skyld i. Men vel næppe dem alle. Hvis man går til skriftemål hos en
præst, vil denne almindeligvis ikke interessere sig for ens hævnfølelser
overfor andre, men kun for det man selv tager ansvar for og dermed for den
synd, man selv kan få tilgivet. Men netop det er måske årsagen til at så få
protestanter og katolikker rent faktisk går til skriftemål, selv om de har
mulighed for det. De mener, at det er de andre, der har syndet, og føler
derfor ikke, at de behøver at skrifte noget selv.

En af løsningerne på dette problem er indførelsen af det terapeutiske
skriftemål, hvor den troende snarere snakker med præsten om sine problemer,
end skrifter i formel betynding. Efter denne samtale, kan der så evt. gives
en absolution for den del af problemerne, som den aktuelle person selv har
ansvaret for.

Men spørgsmålet er altså om kristendommens ubetingede krav om at man skal
tilgive, ikke afholder folk fra at skrifte og bekende deres synd, og dermed
afholder dem (os) fra at blive frie? Tilgav Jesus egentlig altid og
ubetinget enhver, der gjorde ondt - eller skal hans ord om at den der
krænker Helligånden, "for ham var det bedre om der blev lagt en møllesten om
hans ben og han blev smidt i floden" (citeret efter hukommelsen) betyde, at
ikke alt kan og skal tilgives?

jm

PS. Dette indlæg har intet at gøre med dagens tidligere debat i denne NG.