Hej med jeg allesammen.
Det er efterhånden ved at være rigtig længe siden min mor har skrevet noget
somhelst om mig og mine medmisser. Hun siger at hun ikke har tid, med det
nye hus og alt det arbejde; så nu må jeg jo selv, som husets store dreng,
skride til handling. Jeg forstår slet ikke de mennesker skal have så
forfærdeligt travlt hele tiden -bare fordi de skal 'gøre det pænt' og 'sætte
i stand' - for mig at se, var det rigeligt af fine og vellugtende,
halvsnuskede hvilesteder inden de begyndte at rive ned og brække op -nu kan
man jo kun få en ærlig lur i sofaen eller i sengen; for der er jo en herrens
aktivitet (puha!) alle andre steder.
Til at starte med brød jeg mig ikke om at vi nu skulle flytte adresse. Jeg
havde det fint i mit gamle hus (ja de andre bor der jo bare, fordi JEG
tillander det). Dér fik jeg både mad oppe og nede. Underboerne kaldte mig
Pølse og var flinke til at give mig Whiskas med makrel og torsk og det var
også altid godt at dele en dåse torskerogn med dem. Bagefter kunne jeg så gå
ovenpå og ind af min kattelem og spise mit kedelige Iams Senior. Mor og
dyrlægen var helt fra snøvsen. "Han er jo en gammel kat", "...og så er der
det med gigten", "...lidt stiv i det...", "..for meget at slæbe på..",
"...SLANKEKUR!!!". Mor sagde vist ikke noget til underboen, for jeg blev
stadig trakteret med gode sager -det var vist noget med at vi snart skulle
flytte alligevel, og så ville der komme andre boller på suppen (mmmmm....
kødboller, håbede jeg).
En dag tog de nogle ting ude fra mit køkken; og mine dyner på sengen -den
nat kom de ikke hjem. Næste dag blev mig og min adoptivsøn Buko lokket ind i
de hersens 'transportkasser' -de kalder min en stor model- og kørt afsted
mellem skidt og skrammel. Jeg ved ikke om de også havde sådan en
transportkasse til min sofa, -for ihvertfald stod den på en udenmærket
plads, dér hvor vi kom frem til; og så kunne man jo lige tage en lur, hvis
ikke det var fordi man lige skulle orientere sig lidt. Og hvor
herrebevares!!! Hvad vil de med al den plads??? Er i klar over hvor lang vej
der nu er mellem sengen og madskålen i køkkenet!!!
Nå, men det gik meget fint. Nu er jeg jo en cool kat, der tager alting
rimelig roligt; så jeg lagde ligesom ud med et godt eksempel og passede lidt
på ham den lille Muh-ko, der så ud somom han var ved at skide en grønlang
hver gang nogen gjorde en beværelse eller lignende. Men jeg må nu indrømme
at alt det dersens flytteri ikke lige er mig -selvom jeg da er glad for at
få et hus mere.
Men nu er der jo bare lige det ved det, at jeg ikke kan finde underboen og
hans torskerogn og Whiskas; og mor har sat mig på slankekur. 'Hills senior
light' hedder det vist nok. Den første dag rørte jeg det ikke, også fordi
hun spøjter en klat fiskeolie oveni hver morgen (vist nok noget med min
såkaldte gigt); men nu syntes jeg det er alletiders og må kæmpe en kamp for
at holde de andre hundehoveder fra min mad. Godt at man næsten kan dække
skålen med sit hovede.
Her er der jo kommet lidt trængsel i sofaen og sengen; for en eller anden
skeløjet, langbenet rad, Bertil, bilder sig åbenbart ind at han også bor
her. Han er lidt anmasende, men han er god til at lege med Buko, så man kan
få lidt fred; så ham beholder jeg indtil videre. Men somom det ikke var nok
med én mere; så kommer der også en lille rød, fed kat (ja ikke en i den
samme slanke linie som undertegnede) rendende. Han mistede vist
'familie-juvelerne' sidst i januar måned, ligesom ham Bertil; men så rendte
han væk to dage efter. Gudskelov tænkte jeg; men så her for 4 dage siden var
han her pludselig igen. Den røde djævel. Nå, hvis bare han holder kløerne
for sig selv, så går det nok.
Inden jeg lige smutter ind til en lur mere vil jeg lige fortælle om livet
herude på landet. Her er nogle mærkelige dyr. Nogle siger kykeliky mens de
render rundt med røde lapper i hovedet, på deres bagben og er irriterende og
nysgerrig. Ikke at der er noget galt i at være nysgerrig -det skal bare
gøres med stil. Som nu fx forleden dag da vi havde haft lidt stormvejr, og
en af mors og fars hyldetræer var væltet. Min fint udviklede (omend lidt
rustne) nysgerrighed bragte mig frem til disse herlige blottede rødder.
MUMS -det var lækkert. Bare at sætte tænderne i dem, gnaske i dem og få
smurt jord i hele ansigtet. Det var lige sagen -jeg blev helt forårskåd og
tog tilløb og hoppede op i et træ. Mor stod og grinede af mig. Hun har
heller ingen atletisk sans -jeg ved at det så fint nok ud; og så kan de tage
deres snak om 'stivhed' og arkivere den lodret!
Nå, jeg er den der er smuttet! I kan lige se et par smukke billeder af mig
på binaer under 'Roquefort'. Jeg ligger dem ind om et lille øjeblik; det er
jo ikke sådan at få tæmmet sådan en mekanisk mus her, når man ikke har
tommelfingre; men jeg skynder mig alt hvad jeg kan.
Miau!
Roquefort
|