Hej Thomas,
Selvom du får kategoriseret alle andre opfattelser af denne film end de, som
er enige i din overbevisning om dens fortræffeligheder, som mere eller
mindre bevidst misforståede, vil jeg trods alt tillade mig at tilkendegive
min uenighed i din vurdering.
Jeg så filmen med med stor forventning. Emnet interesserer mig, novellen som
ligger til grund for filmen kan man ikke undsige Kubrick i at være
fascineret af (læs den her:
http://www.wired.com/wired/archive/5.01/ffsupertoys_pr.html), og Hayley Joel
Osment og Jude Law som hovedpersoner er slet ikke noget skidt valg.
Men filmen skuffede desværre ihvertfald mine forventninger.
Den begynder udemærket med et interessant twist af normal AI debat: Lad os
antage at vi kan skabe indre oplevelser (følelser) i en menneskelignende
kunstig intelligens, hvordan ville vi mennesker så reagere på følelser fra
androide? Vil vi kunne elske et "kunstigt" menneske? Denne tankerække er
ganske interessant og spørgsmål om hvad f.eks. virkelighed egentlig er vil
uværgeligt trænge sig på.
Da kærligheden fra hans "mor" svigter skifter historien karakter til en
sci-fi Pinnochio historie, hvor hovedpersonen bestræber sig på at blive en
"virkelig" dreng så hans mor vil elske ham. Filmen fungerer i denne fase
fint som en lidt uhyggelig historie om denne menneskeskabte kærligheds
karakter af besættelse hos den ellers sympatiske dreng.
Hertil er filmen udemærket og lægger op til eftertænksomhed. Men så er det
som om historien svigter. Pinnochio temaet løber løbsk, og der famles
febrilsk efter en slutning.
David og hans mekaniske bjørn, og senere hen Jude Laws ellers udemærkede
karakter, forfølger den "blå fe" fra Pinnochio eventyret i håbet om at blive
en virkelig dreng. Historien forfølger alt for mange forskellige mulige
temaer og ender med den evindelige AI klichee: "Mennesket skal nok holde sig
fra at lege gud" (det er for synd for de skabninger vi evt. ville
frembringe).
Værst af alt er dog at filmen den sidste halvdel er gabende kedsommelig i
sin tydelig frustration over en manglende slutning, at jeg ihvertfald sad og
ventede på at den ville slutte uanset hvad der så end skete med den lille
"barstard" David. Og hele rumvæsen-efterspillet er næsten komisk! Så
påklistret og kunstig en slutning har jeg dog sjældent set og aldrig
forventet af en så episkt bevidst instruktør som Spielberg.
--
Mvh. Luhmann