---

Jeg har kommet sammen med min kæreste i 1½ år nu - vi har boet sammen i 10
mdr.
Vi har tit nogle meget voldsomme skænderier fordi jeg er så træt af så mange
ting ved ham og alligevel vil jeg ikke gå fra ham for jeg elsker ham.
Pga. min lave selvtillid og selvværd får vi tit problemer og han han ikke
længere sige at han elsker mig, savner mig eller give mig komplimenter - han
ved ikke hvorfor han ikke kan sige det.
I går kørte det hele op i en spids og vi råbte begge af hinanden. Der blev
sagt en masse ting fra min side som jeg ikke mente men når han begynder at
gå til angreb mod mig og råbe af mig så bliver jeg hård og kold og grov.
Måske for at beskytte mig selv.
Vi skændtes i et par timer og det bliver mere og mere voldsomt - han bad ham
mange gange om at dæmpe sig og lade være med at råbe af mig men til sidst
sagde han et eller andet som bare fik dråben til at flyde over - jeg husker
ikke hvad det var men jeg blev fandme gal. Jeg skreg af ham at jeg fandme
ikke ville finde mig i det og en hel masse andet - jeg gik helt ud af den -
det er så uhyggeligt at tænke på. Han blev gal over jeg skreg af ham og
rejste sig og gik med nogle lede ord. Jeg blev endnu mere gal og kom til at
kaste en bog efter ham men den ramte ham ikke. Jeg ved udemærket godt at det
er meget forkert at kaste ting efter folk men jeg kunne bare ikke styre det.
Han flippede helt vildt og skubbede til mig så jeg faldt. Af skræk skreg jeg
og han stillede sig truende op og sagde at han kraftedme ikke ville høre på
det skrigeri. Det var slut og jeg skal flytte omgående.
Han gider ikke mere.
Vi snakkede om det bagefter og han sagde undskyld for at han skubbede mig og
jeg sagde undskyld for det med bogen men han gør mig bare så skide gal. Der
er så mange ting der irriterer mig ved ham men samtidig vil jeg være sammen
med HAM og jeg elsker ham.
Han har bedt mig finde ud af hvad jeg vil ret hurtigt. Om jeg vil blive her
og bo eller jeg vil flytte. Han vil helst at det hele bare kan fungerer men
jeg føler der er mistet en hel masse nu efter i går aftes.

Jeg har lyst til at flytte væk fra ham en uges tid eller måske 14 dage men
jeg har ingen venner at tage hen til. Min familie kan jeg ikke bo ved da vi
ikke kan enes. Jeg tror det vil være det bedste at jeg smutter i en uge
eller to for at tænke tingene igennem uden ham.
Men det kan jo ikke lade sig gøre for ingen vil have mig boende...og jeg har
ingen venner. Hvad gør jeg????

Grædende hilsner fra mig

---

Søg professionel hjælp og måske derved indse at det måske ikke altid
er de "andre" det er galt med. Da du åbenbart ikke kan enes med nogen er det
meget sandsynlig at det er dig det er galt med. Lad nu være med at opfatte
det som negativ,
selvom det nok ikke var det svar du ønskede at læse

Mvh. Finn
"Lille mig" <helle@jirty.dk> skrev i en meddelelse
news:3c7f4bf1$0$203$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Jeg har kommet sammen med min kæreste i 1½ år nu - vi har boet sammen i 10
> mdr.
> Vi har tit nogle meget voldsomme skænderier fordi jeg er så træt af så
mange
> ting ved ham og alligevel vil jeg ikke gå fra ham for jeg elsker ham.
> Pga. min lave selvtillid og selvværd får vi tit problemer og han han ikke
> længere sige at han elsker mig, savner mig eller give mig komplimenter -
han
> ved ikke hvorfor han ikke kan sige det.
> I går kørte det hele op i en spids og vi råbte begge af hinanden. Der blev
> sagt en masse ting fra min side som jeg ikke mente men når han begynder at
> gå til angreb mod mig og råbe af mig så bliver jeg hård og kold og grov.
> Måske for at beskytte mig selv.
> Vi skændtes i et par timer og det bliver mere og mere voldsomt - han bad
ham
> mange gange om at dæmpe sig og lade være med at råbe af mig men til sidst
> sagde han et eller andet som bare fik dråben til at flyde over - jeg
husker
> ikke hvad det var men jeg blev fandme gal. Jeg skreg af ham at jeg fandme
> ikke ville finde mig i det og en hel masse andet - jeg gik helt ud af
den -
> det er så uhyggeligt at tænke på. Han blev gal over jeg skreg af ham og
> rejste sig og gik med nogle lede ord. Jeg blev endnu mere gal og kom til
at
> kaste en bog efter ham men den ramte ham ikke. Jeg ved udemærket godt at
det
> er meget forkert at kaste ting efter folk men jeg kunne bare ikke styre
det.
> Han flippede helt vildt og skubbede til mig så jeg faldt. Af skræk skreg
jeg
> og han stillede sig truende op og sagde at han kraftedme ikke ville høre
på
> det skrigeri. Det var slut og jeg skal flytte omgående.
> Han gider ikke mere.
> Vi snakkede om det bagefter og han sagde undskyld for at han skubbede mig
og
> jeg sagde undskyld for det med bogen men han gør mig bare så skide gal.
Der
> er så mange ting der irriterer mig ved ham men samtidig vil jeg være
sammen
> med HAM og jeg elsker ham.
> Han har bedt mig finde ud af hvad jeg vil ret hurtigt. Om jeg vil blive
her
> og bo eller jeg vil flytte. Han vil helst at det hele bare kan fungerer
men
> jeg føler der er mistet en hel masse nu efter i går aftes.
>
> Jeg har lyst til at flytte væk fra ham en uges tid eller måske 14 dage men
> jeg har ingen venner at tage hen til. Min familie kan jeg ikke bo ved da
vi
> ikke kan enes. Jeg tror det vil være det bedste at jeg smutter i en uge
> eller to for at tænke tingene igennem uden ham.
> Men det kan jo ikke lade sig gøre for ingen vil have mig boende...og jeg
har
> ingen venner. Hvad gør jeg????
>
> Grædende hilsner fra mig
>
>

---

Og jeg må tilstå, at mit svar er meget i tråd med
nedenstående.
Du er nødt til at vende blikket indad - og nok så fint
skriver du, at du har et lavt selværd... der er åbenbart en
del ting at kunne arbejde ud fra.
Har du spekuleret på, at der også er ting ved dig, der
irriterer ham?

Håber, at du finder ud af det og ikke mindst: finder ud af
DIG!!

/ignotus


"Finn" <cartman@hansen.dk> wrote in message
news:3c7f512e$0$18443$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Søg professionel hjælp og måske derved indse at det måske
ikke altid
> er de "andre" det er galt med. Da du åbenbart ikke kan
enes med nogen er det
> meget sandsynlig at det er dig det er galt med. Lad nu
være med at opfatte
> det som negativ,
> selvom det nok ikke var det svar du ønskede at læse

---

Hej Lille mig
Den aller-ringeste grund til at blive i et parforhold er, at der ikke er
andre steder, man kan være. Det er respektløst over for din kæreste såvel
som overfor dig selv. Hvis du overvejer alle muligheder, mon så ikke, der
dukker et alterntiv op, et sted, du kan opholde dig en tid, indtil du finder
dine egne ben at stå på??? Jeg tror seriøst, at det først er muligt at indgå
et konstruktivt, positivt og berigende forhold, det øjeblik du kan holde ud
at være alene med dig selv, når du VED, at du har noget at byde verden, folk
omkring dig og i særdeleshed din partner. At du er værdifuld, fordi du ER,
ikke fordi du ER det ene eller det andet, HAR det ene eller andet eller KAN
det ene eller andet. Ta' et pusterum fra kæresten, giv både ham og dig selv
tid til at slikke sår og finde eget fodfæste, og se så, hvad der sker. Nogle
gange er der sagt for meget til, at man kan tale sig videre derfra.
De bedste ønsker for din situation,
Line.

---

Lille mig wrote:

> Men det kan jo ikke lade sig gøre for ingen vil have mig boende...og jeg
> har ingen venner. Hvad gør jeg????

.... mon ikke det er netop *der* problemet ligger?

Jeg mener, er det virkelig *ham* du elsker, eller er det "trygheden",
sikkerheden, tosomheden, opmærksomheden som følger ham? På mig lyder det
meget som om han er din navlestreng til et liv. Uden ham er du intet og har
intet. Og det er altså ikke særligt sundt at have sådan et uligeværdigt
forhold, hvor den ene part har en suveræn magt over modparten.

Så uanset om du vitterligt elsker ham eller ej, er det nok ikke så dumt at
leve seperat nogen tid, hvor du kan opbygge og leve et liv der er *dit* og
ikke hans.

Og når først man ingen venner/socialt netværk har, så burde det får
alarmklokkerne til at ringe hos de fleste læger/behandlere, i reglen en
indikation på at man har nogle seriøse problemer. Så som andre har sagt,
prøv at opsøge professionel hjælp, start evt. hos din læge.

Bjarne

---

"Lille mig" skrev d. 01-03-02 10:38 dette indlæg :
> Jeg har kommet sammen med min kæreste i 1½ år nu - vi har boet sammen
i 10
> mdr.
> Vi har tit nogle meget voldsomme skænderier fordi jeg er så træt af så
mange
> ting ved ham og alligevel vil jeg ikke gå fra ham for jeg elsker ham.
> Pga. min lave selvtillid og selvværd får vi tit problemer og han han
ikke
> længere sige at han elsker mig, savner mig eller give mig komplimenter
- han
> ved ikke hvorfor han ikke kan sige det.
> I går kørte det hele op i en spids og vi råbte begge af hinanden. Der
blev
> sagt en masse ting fra min side som jeg ikke mente men når han
begynder at
> gå til angreb mod mig og råbe af mig så bliver jeg hård og kold og
grov.
> Måske for at beskytte mig selv.
> Vi skændtes i et par timer og det bliver mere og mere voldsomt - han
bad ham
> mange gange om at dæmpe sig og lade være med at råbe af mig men til
sidst
> sagde han et eller andet som bare fik dråben til at flyde over - jeg
husker
> ikke hvad det var men jeg blev fandme gal. Jeg skreg af ham at jeg
fandme
> ikke ville finde mig i det og en hel masse andet - jeg gik helt ud af
den -
> det er så uhyggeligt at tænke på. Han blev gal over jeg skreg af ham
og
> rejste sig og gik med nogle lede ord. Jeg blev endnu mere gal og kom
til at
> kaste en bog efter ham men den ramte ham ikke. Jeg ved udemærket godt
at det
> er meget forkert at kaste ting efter folk men jeg kunne bare ikke
styre det.
> Han flippede helt vildt og skubbede til mig så jeg faldt. Af skræk
skreg jeg
> og han stillede sig truende op og sagde at han kraftedme ikke ville
høre på
> det skrigeri. Det var slut og jeg skal flytte omgående.
> Han gider ikke mere.
> Vi snakkede om det bagefter og han sagde undskyld for at han skubbede
mig og
> jeg sagde undskyld for det med bogen men han gør mig bare så skide
gal. Der
> er så mange ting der irriterer mig ved ham men samtidig vil jeg være
sammen
> med HAM og jeg elsker ham.
> Han har bedt mig finde ud af hvad jeg vil ret hurtigt. Om jeg vil
blive her
> og bo eller jeg vil flytte. Han vil helst at det hele bare kan
fungerer men
> jeg føler der er mistet en hel masse nu efter i går aftes.
>
> Jeg har lyst til at flytte væk fra ham en uges tid eller måske 14 dage
men
> jeg har ingen venner at tage hen til. Min familie kan jeg ikke bo ved
da vi
> ikke kan enes. Jeg tror det vil være det bedste at jeg smutter i en
uge
> eller to for at tænke tingene igennem uden ham.
> Men det kan jo ikke lade sig gøre for ingen vil have mig boende...og
jeg har
> ingen venner. Hvad gør jeg????
>
> Grædende hilsner fra mig
>
>

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"