---

det er lidt et kaos indlæg det her næsten 2 indlæg i et vis toldmod :

En gammel Irsk ven jeg arbejde med i fisken for nogen år siden ringede
noget fuld her til aften mit engelsk er blevt lidt rusten og han var
ikke så klar men det var noget med en post-natal depression som hans
kærste havde jeg fik bikset mig igenem gyllendals opslags værk

post i dette samenhæng = post-mortem [´peus(t)´mo:t(e)m] sb.
obduktion; (fig.) kritisk gennemgang (fx af bridgeparti) bagefter;
rivegilde;
   •   post-mortem examination obduktion.

Nata =natal [neitl] adj. føde- (fx place); fødsels- (fx day)

sad og rodede lidt over begrebet , som i bund og grund facinerede mig
lidt og kom frem til at det måtte betyde fødsels depresion.

men nu var det mit indtryg af samtalen at hun havde tabt barnet .

for alle fødene kvinder en eller anden form for fødsels depresion ?
for man det også i sammen grad eller være hvis man taber barnet ?
ved abort ?

eller dægger de 2 nedereste kreterie ikke ?

hvad jeg ku finde på nette var det her og det var jo ikke meget :
http://www.mor-far.dk/artikler/foraeldreimellem/charlotte-depr.asp
http://www.dr.dk/undervisning/sind/depresion.htm

men så fremt vi tager alle 3 situasioner ind under begrebet :

jeg kan forstå det hvis man taber et ønsket barn !
og måske også ved en svær abort og de kommer well ikke nemme !

men hvis barnet ellers er sundt og well skabt - ja jeg er mand hetro
seksuel og fra Jylland :)

men hvorfor fan bliver man så depremeret ?
det er mit indtryg at det er en depresion der mest udspringer af noget
homonelt hos kvinden , eller hwa ?

MvH
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
But to live outside the law you must be honest (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html
I Know what to do-an I m not doing well-(Marlyn manson)

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:51ua7ugvi7ho1033mv6djkloue776cg2mq@4ax.com...

Hej Bo

> sad og rodede lidt over begrebet , som i bund og grund
facinerede mig
> lidt og kom frem til at det måtte betyde fødsels depresion.

Det har du så evig ret i.

> for alle fødene kvinder en eller anden form for fødsels
depresion ?

Nej det mener jeg ikke (jeg er absolut ikke ekspert på emnet).
For nylig hørte jeg dog noget om, at det efterhånden er
anerkendt, at også mange mænd faktisk får en fødselsdepression (i
radionyhederne tror jeg det var). Hvis det er korrekt husket, så
holder din tese om, at det skulle være noget hormonelt jo nok
ikke rigtig.

> for man det også i sammen grad eller være hvis man taber barnet
?
> ved abort ?

Ja jeg ville jo altså ikke kalde det en fødselsdepression, hvis
barnet bliver tabt.
Så ville jeg jo nok bare kalde det en depression, men jeg er som
sagt ikke ekspert.

> men hvis barnet ellers er sundt og well skabt - ja jeg er mand
hetro
> seksuel og fra Jylland :)
>
> men hvorfor fan bliver man så depremeret ?

Tja jeg kunne forestille mig, at det måske har noget at gøre med
en vis overromantisering af det at få barn.
Det er mit indtryk, at mange forventer en slags "instant"
kærlighed til barnet. En lykkerus, når barnet er født, der
sender mor og far i den syvende himmel. Baby bliver født, og de
lever lykkeligt til deres dages ende.

Men en del kvinder (og tilsyneladende måske også mænd) oplever,
at de ikke får denne lykkerus lige med det samme. De synes
måske, at babyen ligefrem er lidt grim og føler sig fremmedgjort
overfor den rolle de nu skal indtage, selvom de selv har ønsket
den. Det er både fysisk og psykisk udmattende at være gravid
(eller kan være det) og der er måske nogle som ser frem til
fødslen som en slags forløsning (nu er det endelig overstået) og
nu skal alt til at være godt.

Men så kommer denne her alt overvældende moderfølelse ikke på
klokkeslet. Jeg forestiller mig, at det kunne betyde en følelse
af skyld og skam ("jeg er ikke en rigtig mor"). Sådan en slags
kombination af reelt ikke at orke barnet, når det er der og
samtidig føle at det jo er noget frygteligt noget, at have det
sådan. Både de selv og omverdenen har set det at få barn som den
største lykke og er det det så ikke fra første minut, ja så kan
jeg godt se, hvordan det kunne være forbundet med en hel masse
modsatrettede følelser. En slags kaos, der kommer lige netop som
det jo var meningen at alt skulle være fryd og gammen.

Jeg forestiller mig, at kvinden måske ofte forsøger at skjule
sine "mindre lykkelige" følelser fra starten, fordi hun ikke
regner med at møde nogen forståelse og måske ikke engang selv
forstår. Det kunne så meget vel føre til endnu mere antiparti
for moderrollen og barnet, fordi det jo er ubehageligt at gå og
føle sig forkert og ikke kunne komme ud med det. Måske det så
ligesom langsomt eskalerer og det der måske i starten blot var
forvirring og usikkerhed ender med at udvikle sig til ensomhed og
til sidst depression.

Men som sagt, jeg gætter, for jeg ved i realiteten meget lidt om
det.

> det er mit indtryg at det er en depresion der mest udspringer
af noget
> homonelt hos kvinden , eller hwa ?

Måske, men hvis det er sandt at man også finder det hos mænd i
videre og videre udstrækning, så kan hormoner vel næppe være
årsagen. Ikke fordi mænd ikke har dem, men ændres mænds hormoner
og udskillelsen af dem i forbindelse med at deres kone/kæreste er
gravid?

Hyg sig så vældigt
Puk

---

Hej Puk,

> > for alle fødene kvinder en eller anden form for fødsels
> depresion ?
>
> Nej det mener jeg ikke (jeg er absolut ikke ekspert på emnet).
> For nylig hørte jeg dog noget om, at det efterhånden er
> anerkendt, at også mange mænd faktisk får en fødselsdepression (i
> radionyhederne tror jeg det var). Hvis det er korrekt husket, så
> holder din tese om, at det skulle være noget hormonelt jo nok
> ikke rigtig.
>
Jeg har også hørt at det er udbredt hos mænd. En af de grunde der blev nævnt
er, at manden/kvinden bliver overvældet af det ansvar, der følger med ved at
blive forælder. På grund af nervøsiteten og angsten for ikke at blive en god
nok forælder opgiver personen helt at forsøge og lukker sig i stedet inde i
sig selv.
Det har muligvis ofte noget at gøre med deres egen opvækst - man ønsker ikke
at blive som sine egne forældre var mod én.


> > men hvorfor fan bliver man så depremeret ?
>
> Tja jeg kunne forestille mig, at det måske har noget at gøre med
> en vis overromantisering af det at få barn.
> Det er mit indtryk, at mange forventer en slags "instant"
> kærlighed til barnet. En lykkerus, når barnet er født, der
> sender mor og far i den syvende himmel. Baby bliver født, og de
> lever lykkeligt til deres dages ende.
>
> Men en del kvinder (og tilsyneladende måske også mænd) oplever,
> at de ikke får denne lykkerus lige med det samme. De synes
> måske, at babyen ligefrem er lidt grim og føler sig fremmedgjort
> overfor den rolle de nu skal indtage, selvom de selv har ønsket
> den.
>
Jeg tror bestemt du har fat i noget der, men der er utroligt stor forskel på
mennesker og det er langt fra det samme der gør sig gældende for alle
personer.


> Men som sagt, jeg gætter, for jeg ved i realiteten meget lidt om
> det.
>
Ditto, men jeg fandt en artikel på Netdoktor, der forklarer det lidt dybere:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/foedselsdepression.htm


> > det er mit indtryg at det er en depresion der mest udspringer
> af noget
> > homonelt hos kvinden , eller hwa ?
>
Jeg ved det ikke, men jeg har opfattelsen af, at det er mere psykologisk
betinget. Ovenstående artikel skriver bl.a., at fødselsdepressioner er mest
udbredte blandt lavere lønnede, selvom det forekommer i alle samfundslag.


> men ændres mænds hormoner
> og udskillelsen af dem i forbindelse med at deres kone/kæreste er
> gravid?
>
Jeg ved det ikke, men mænds adfærd ændres da også inden fødslen? Det påstås
at hvis mange kvinder befinder sig samme sted vil deres menstruationscykli
tilpasse sig hinanden - vidst noget med feromoner - jeg kunne sagtens
forestille mig at graviditeten havde en lignende virkning på begge parter.
Men så er vi jo tilbage ved diskussionen om hvorvidt årsagen er fysisk eller
psykisk. Jeg tror det er en blanding.


> Hyg sig så vældigt
> Puk

I lige måde
Kasper

---

On Fri, 22 Feb 2002 10:16:44 +0100, "Kasper Vibe Grevsen"
<kaspervg@mailONE.stofanet.denmark (substitute 1 and dk)> wrote:


>Jeg har også hørt at det er udbredt hos mænd. En af de grunde der blev nævnt
>er, at manden/kvinden bliver overvældet af det ansvar, der følger med ved at
>blive forælder. På grund af nervøsiteten og angsten for ikke at blive en god
>nok forælder opgiver personen helt at forsøge og lukker sig i stedet inde i
>sig selv.
d
det forstår jeg sgu ikke det her med at man lukker isg inde i sig selv
? det gør jeg da kun hvis der er nogen der lukker mig ude ?
har folk ikke tillid til hianden ?


>Det har muligvis ofte noget at gøre med deres egen opvækst - man ønsker ikke
>at blive som sine egne forældre var mod én.

Hvis jeg er ved ta blive for gammel hvad er tæt på - så vil det være
en af mine hoved motivasione faktore - jeg har simpelthænd løsningen
jeg vil gøre det stik modsat mine forældre og så kan det ikke gå helt
galt -
sider og tænke rpå min mor hun var sådan et meneske der heller ville
på kursus ind elske sin med mennesker eller sine børn for den sags
skyld jeg tror egentligt det tætteste hun kom på sand kærlighed i isn
ungdom var et meget langt kursus !
min biologiske far er født som et rædselsfuld menneske + han er grim
som arve synden , så der falder det meget naturligt ikke at være lige
sådan - min emotionelle far er ok - slev om det afgjort var vigtiger
ta blive LÆGE ind noget andet ....


>> Men en del kvinder (og tilsyneladende måske også mænd) oplever,
>> at de ikke får denne lykkerus lige med det samme. De synes
>> måske, at babyen ligefrem er lidt grim og føler sig fremmedgjort
>> overfor den rolle de nu skal indtage, selvom de selv har ønsket
>> den.
>>
>Jeg tror bestemt du har fat i noget der, men der er utroligt stor forskel på
>mennesker og det er langt fra det samme der gør sig gældende for alle
>personer.

jamen jeg hænger stadigt lidt på den med homonerne - kvinder er
pragtfulde væsner - men jeg tror hvis de skal danne mening for en mand
så BLIVER MAN nød til at forstå noget om hvordan hormonerne
samspiller med pysken .... for vi er sgu forskellige og der er vi
fremmed for hianden !


Når man ser hvad en pms kan gøre ved nogen - så prøver man og
forestille sig en graviditet og en fødsels der ser jeg simpelthænd en
atom prøve spræging inden i hovedet !

Mv
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

Hej Bo :0)

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:on1f7u0kq6s0vtba5l55l5763s27gs8e1b@4ax.com...

> Når man ser hvad en pms kan gøre ved nogen - så prøver man og
> forestille sig en graviditet og en fødsels der ser jeg simpelthænd en
> atom prøve spræging inden i hovedet !

Og du er ikke helt galt på den *S*

Når det kommer til hormoner, så påvirker de psyken i udstrakt grad,
og der går man fra et latterligt lille antal pr. ml. blod til et
astronomisk
antal i sammenligning (jeg kan overhovedet ikke huske tallene).

Jeg "ved" det, fordi min svigerinde ikke producerede nok, og derfor
aborterede spontant 3 gange, inden det med tilskud af hormoner
lykkedes.

Disse hormoner, som bl.a. i begyndelsen af graviditeten er årsag til
en i mange tilfælde voldsom og plagsom kvalme - de forsvinder nærmest
"over night". Det er nok en smule sammenligneligt med at skulle vænne
sig til en voldsom påvirkning, og når endelig kroppen/psyken har vænnet
sig til det, så får man lige en kold tyrker. Det er ikke nemt, og dette
finder sted - uanset om man abortere, føder et dødfødt barn eller alt
er normalt. Disse pludselige forandringer er også medvirkende til at
nogle kvinder ikke nøjes med at tage et par tudeture og råbe lidt
af manden - de ryger ud i en fødselsdepression, som også indeholder
de elementer Puk skrev om. Men der er altså også tale om hormonelle
påvirkninger og ophør af samme. Dertil skal lægges, at mens manden
gennem årene langsomt kan vænne sig til ændringerne i hans krop
- der skal kvinden pludselig, midt i et hormonelt inferno, midt i det
pludselige ansvar, midt i en kropslig kraftanstrengelse og den over-
vældende mangel på søvn - vænne sig til at hendes krop aldrig igen
bliver den samme, at den er fremmed for hende, at den ser ud og
føles anderledes. Kan der f.eks. er ting, som før var "lette", som nu
bliver "svære".

Det er mange ting, på en gang.

En graviditet er ikke en sygdom, og skal heller ikke gøres til det.
Men der var nu engang en grund til, at kvinder førhen tog vare
på hinanden efter en fødsel - at man handlede for hinanden og
passede de ældre børn, så kvinden der lige havde født blev
aflastet. Det er hårdt, både fysisk og psykisk - og den negligering
af dette, der har fundet sted, den er ikke berettiget - den øger
antallet af unge kvinder, som føler sig alene og på herrens mark,
fordi de tror, at det er dem det er galt med - når de pludselig
ikke kan magte det hele, alene.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3c77ae7f$0$56564$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej
>
> En graviditet er ikke en sygdom, og skal heller ikke gøres til det.
> Men der var nu engang en grund til, at kvinder førhen tog vare
> på hinanden efter en fødsel - at man handlede for hinanden og
> passede de ældre børn, så kvinden der lige havde født blev
> aflastet. Det er hårdt, både fysisk og psykisk - og den negligering
> af dette, der har fundet sted, den er ikke berettiget - den øger
> antallet af unge kvinder, som føler sig alene og på herrens mark,
> fordi de tror, at det er dem det er galt med - når de pludselig
> ikke kan magte det hele, alene.

Tjah? Een dag på fødegange og så hjem og klare sig selv, det
er vilkårene for de nybagte mødre! Manden kan måske ikke lige
få "barselsorlov" over hals og hoved (hvis en far da overhovedet
er inde i billedet) Kvinden har måske ikke et socialt netværk, der
kan tage sig af hende i de følgende dage efter fødslen.
Jeg var så skide heldig, at jeg arbejdede i det offentlige, da min
kone fødte vores børn, så jeg omgående ringede fra sygehuset og
meddelte, at jeg holdt barsels orlov dette øjeblik og en uge frem,
(det var hvad jeg havde ret til for de år siden)

Jeg havde 4 børn i forvejen, s jeg varen rutineret far og kunne
støtte 100%, men det er jo ikke alle mænd, der har erfaring med
spædbørn.

Som far, ryger man som prins Henrik ned på en 3-4 plads i forholdet,
så er vilkårene *G*
Sexlivet kan i år fremover blive særdeles utilfredsstillende ect. etc.
Evne man som far ikke at elske sit nyfødte barn højere end sig selv,
går det galt og man bliver et krævende pattebarn, der surmuler, kæmper
med den nyfødte om moderens gunst og opmærksomhed, som far må
man tilsidesætte sine behov og droppe stort set alle impuls behov.Så der
er nok, en far kan få fødselsdepressioner over

MVH
Henning

---

Hej Henning :0)

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3c7a1bc9$0$39841$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

> Tjah? Een dag på fødegange og så hjem og klare sig selv, det
> er vilkårene for de nybagte mødre! Manden kan måske ikke lige
> få "barselsorlov" over hals og hoved (hvis en far da overhovedet
> er inde i billedet) Kvinden har måske ikke et socialt netværk, der
> kan tage sig af hende i de følgende dage efter fødslen.

Og det er det jeg tænker på, det er jo hårdt - tænk bare
på den belastning af kroppen, på blodtabet, på den over-
vældende fysiske træthed, og på alle de psykiske omvælt-
ninger - der er ikke noget at sige til, at så mange mødre
går ned med flaget (og ja, også fædre - for hvor er den
rare far, med alle hans råd, eller de gode venner, der for-
står at han nu ikke er "til rådighed" i samme udstrækning
og derfor tilpasser sig hans "nye verden" osv. osv.)

Jeg kan godt lide at se, når min tyrkiske overbo får besøg
af mandens kusiner, og at de hjælper til og laver mad og
giver hende et pusterum - hvor hun kan koncentrere sig om
at være mor, og den psykiske omvæltning - fremfor at
koncentrere sig om indkøb, rengøring og madlavning osv.
Det er helt klart et positivt element i familiestrukturen, som
vi vist er ved helt at "glemme". Der er megen værdi i at tage
en opvask for en veninde/ven/søster/kusine/datter - når de
har brug for tiden til andet.

> Jeg var så skide heldig, at jeg arbejdede i det offentlige, da min
> kone fødte vores børn, så jeg omgående ringede fra sygehuset og
> meddelte, at jeg holdt barsels orlov dette øjeblik og en uge frem,
> (det var hvad jeg havde ret til for de år siden)
>
> Jeg havde 4 børn i forvejen, s jeg varen rutineret far og kunne
> støtte 100%, men det er jo ikke alle mænd, der har erfaring med
> spædbørn.

Nej, det er det nemlig ikke - og jeg tror faktisk også, at det
er et tidspunkt i livet, hvor kvinder har brug for kvinder. Ikke
for på nogen måde at negligere mandens rolle, men kvinden
har brug for at tale om f.eks. fødslen med andre som har født,
hun har brug for input om dette nye at være mor, hun har brug
for noget der med lethed kan sammenlignes med moderlig
omsorg.

Og jeg tror, at manden også har brug for input fra forskellige
sider, om det at blive og være far - og det får han jo også bedst
af andre fædre. Jeg synes så, at nogle mænd ville kunne nyde
godt af at have disse seancer (i lighed med kvinderne, bare på
deres måde) - uden at det skal betyde en distancering til familien.
Med distancering mener jeg, at jeg ikke ser nogen grund til, at
det for mandens vedkommende skulle foregå uden barnet.
Han kunne også tage barnevognen og gå en lang tur med en
god ven, mens de snakker om løst og fast (ordner verdens-
situationen *G*).

> Som far, ryger man som prins Henrik ned på en 3-4 plads i forholdet,
> så er vilkårene *G*

Ja, børnene først - resten derefter *S*

> Sexlivet kan i år fremover blive særdeles utilfredsstillende ect. etc.
> Evne man som far ikke at elske sit nyfødte barn højere end sig selv,
> går det galt og man bliver et krævende pattebarn, der surmuler, kæmper
> med den nyfødte om moderens gunst og opmærksomhed, som far må
> man tilsidesætte sine behov og droppe stort set alle impuls behov.Så der
> er nok, en far kan få fødselsdepressioner over

Jeg er enig.

Tusinde hilsner
Søs

---

Hej
>
>Tjah? Een dag på fødegange og så hjem og klare sig selv, det
>er vilkårene for de nybagte mødre! Manden kan måske ikke lige
>få "barselsorlov" over hals og hoved (hvis en far da overhovedet
>er inde i billedet) Kvinden har måske ikke et socialt netværk, der
>kan tage sig af hende i de følgende dage efter fødslen.
>Jeg var så skide heldig, at jeg arbejdede i det offentlige, da min
>kone fødte vores børn, så jeg omgående ringede fra sygehuset og
>meddelte, at jeg holdt barsels orlov dette øjeblik og en uge frem,
>(det var hvad jeg havde ret til for de år siden)

Det der med "bare" at blive sendt hjem dagen efter fødslen, er ikke
lige noget jeg kan genkende. Selv fødte jeg en mandag og tog hjem
fredag, fordi det var juleaften. Ellers var det nok først blevet
lørdag. Og det er også det jeg hører fra andre nybagte forældre,
typisk 4-5 dage på fødegangen/patienthotellet bagefter.
Jeg har hørt, at man i Vejle Amt ved årsskiftet havde indført et
forsøg med at sende flergansfødende hjem efter et døgn, men det havde
man allerede droppet, da personalet ikke fandt det betryggende. Dvs.
en del kunne godt klare den hurtige "hjemsendelse", men mange havde
brug for den tryghed der lå i, at kunne blive et par dage eller 3.

>
>Som far, ryger man som prins Henrik ned på en 3-4 plads i forholdet,
>så er vilkårene *G*
>Sexlivet kan i år fremover blive særdeles utilfredsstillende ect. etc.
>Evne man som far ikke at elske sit nyfødte barn højere end sig selv,
>går det galt og man bliver et krævende pattebarn, der surmuler, kæmper
>med den nyfødte om moderens gunst og opmærksomhed, som far må
>man tilsidesætte sine behov og droppe stort set alle impuls behov.Så der
>er nok, en far kan få fødselsdepressioner over

Vil så lige her indskyde, at min mand næsten ikke tør tænke på, at få
barn nummer 2, da han ikke mener han kan holde til det efterfølgende
sexliv. Det har nemlig ikke lidt under at få barn, tværtimod har det
fået et gevaldigt løft, og ser vi på "antal gange" (fx. på ugebasis)
er det godt og vel fordoblet. Jeg forstår da ikke, hvad den stakkels
mand frygter *GGG* Ved dog godt, at det vist ikke lige er det
"normale", og ved den første jordemoder-konsultation advarede hun os
også om, at sexlivet måske først ville vende tilbage til det normale
niveau, når yngste barn nåede 15-års alderen. Der var min mand ved at
blive lidt nervøs, for under graviditeten gad jeg bare ikke sex, det
sagde mig absolut intet.

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gitte@beyer.mu> skrev i en meddelelse
news:3c7a517f.111019036@news.tele.dk...

Hej

> Vil så lige her indskyde, at min mand næsten ikke tør tænke på, at få
> barn nummer 2, da han ikke mener han kan holde til det efterfølgende
> sexliv. Det har nemlig ikke lidt under at få barn, tværtimod har det
> fået et gevaldigt løft, og ser vi på "antal gange" (fx. på ugebasis)
> er det godt og vel fordoblet. Jeg forstår da ikke, hvad den stakkels
> mand frygter *GGG* Ved dog godt, at det vist ikke lige er det
> "normale", og ved den første jordemoder-konsultation advarede hun os
> også om, at sexlivet måske først ville vende tilbage til det normale
> niveau, når yngste barn nåede 15-års alderen. Der var min mand ved at
> blive lidt nervøs, for under graviditeten gad jeg bare ikke sex, det
> sagde mig absolut intet.

Næh, du er ikke statistisk set normal *GGG*
Men min x-kone havde fødsler heller ingen indflydelse på, og
under graviditeten havde hun uændret lyst til sex
Fra vi mødtes den første aften, til vi skiltes 15 år efter, havde
vi ikke under 3 samlejer i døgnet ofte mere, hvis man regner
quickys med *GGG*
15x3x365=16.425 gange på 15 år + det løse og så med samme
kvinde, dertil kommer hendes bi-veninder og partnerbytningerne,
vi exelerede i et par år, til hun fik lyst til at blive gravid igen, så
jeg er vist statistisk set heller ikke helt normal *GGG*

MVH
Henning

---

Hejsa
>
>Næh, du er ikke statistisk set normal *GGG*

Hellere levende og gal, end død og normal *GG*

>Men min x-kone havde fødsler heller ingen indflydelse på, og
>under graviditeten havde hun uændret lyst til sex
>Fra vi mødtes den første aften, til vi skiltes 15 år efter, havde
>vi ikke under 3 samlejer i døgnet ofte mere, hvis man regner
>quickys med *GGG*
>15x3x365=16.425 gange på 15 år + det løse og så med samme
>kvinde, dertil kommer hendes bi-veninder og partnerbytningerne,
>vi exelerede i et par år, til hun fik lyst til at blive gravid igen, så
>jeg er vist statistisk set heller ikke helt normal *GGG*

Uha, det niveau kan jeg/vi ikke helt være med til.... Men jeg har det
nu også helt fint med de nuværende 6-7 gange pr. uge (han påstår
hårdnakket, at han en gang imellem har brug for en dag til at komme
lidt til kræfter *GG*).

MVH
Gitte

---

Hej Bo

> Når man ser hvad en pms kan gøre ved nogen - så prøver man og
> forestille sig en graviditet og en fødsels der ser jeg simpelthænd en
> atom prøve spræging inden i hovedet !

Tell me about it

Det har jeg tænkt over en del gange.

Gad vide om PMS var noget der lå i baghovedet på Robert Louis Stevenson, da
han
skrev Dr. Jekyll og mr. Hyde.

Det tror jeg.


--
Mark Thomas Gazel
I've been looking for af savior in these dirty streets
Looking for a savior underneath these dirty sheets
Tori Amos - Crucify

---

On Fri, 22 Feb 2002 06:38:11 +0100, "Puk" <powder@worldonline.dk>
wrote:


>> men hvorfor fan bliver man så depremeret ?
>
>Tja jeg kunne forestille mig, at det måske har noget at gøre med
>en vis overromantisering af det at få barn.
>Det er mit indtryk, at mange forventer en slags "instant"
>kærlighed til barnet. En lykkerus, når barnet er født, der
>sender mor og far i den syvende himmel. Baby bliver født, og de
>lever lykkeligt til deres dages ende.

Nahh så dum kan man sgu da ikke være de skider hyler brækker sig har
kulik og gul feber .... det må sgu da være klart for en hver at der må
være noegt bøvl forbundet med det .... men det går well over ...og jeg
mener hvis man er 2 kan sikftes sove 8 timer - hwa fan er der så at ?

>
>Men en del kvinder (og tilsyneladende måske også mænd) oplever,
>at de ikke får denne lykkerus lige med det samme. De synes
>måske, at babyen ligefrem er lidt grim og føler sig fremmedgjort
>overfor den rolle de nu skal indtage, selvom de selv har ønsket
>den. Det er både fysisk og psykisk udmattende at være gravid
>(eller kan være det) og der er måske nogle som ser frem til
>fødslen som en slags forløsning (nu er det endelig overstået) og
>nu skal alt til at være godt.

Tjaaa det kan der well være noget om ....jeg har det også altid af
helved til om sommeren .... det erlisgsom med vinter efter år og
tidligt forår hvir det stadigt kan sne der skyller man ikke naturen
noget men juli når solen skidender og man 1-2-3 skal være lykkelig -
det går galt HVER ÅR ... ok jeg kan heller ikke fordrage sol lys ...
men min pointe er at om vinteren er det lidt ok at dte hele er lidt
kumerligt fordi ja om ikke andte så er vejret noget lort - men om
sommerene ja der kan det sgu kun være en selv der er noget i vejen med
..... og det er jo i bund og grudn en trist erkendelse at komme frem
til

>
>Men så kommer denne her alt overvældende moderfølelse ikke på
>klokkeslet. Jeg forestiller mig, at det kunne betyde en følelse
>af skyld og skam ("jeg er ikke en rigtig mor"). Sådan en slags
>kombination af reelt ikke at orke barnet, når det er der og
>samtidig føle at det jo er noget frygteligt noget, at have det
>sådan. Både de selv og omverdenen har set det at få barn som den
>største lykke og er det det så ikke fra første minut, ja så kan
>jeg godt se, hvordan det kunne være forbundet med en hel masse
>modsatrettede følelser. En slags kaos, der kommer lige netop som
>det jo var meningen at alt skulle være fryd og gammen.

jamen der sgu da ikk enoget her i tilværlsen der er fryd og gammen
borste far de 10 minutter før man sover ind og dør
nej tilbærlsne har sine øjeblikke og dem skal man værene om men
forvente at det er standard for en hverdag er absurd .... men et eller
andet sted så er det sgu ikke bare indfoldige mennesker der for
fødsels depresioner ... jeg tror sgu det er noget homonelt OGSÅ

>
>Jeg forestiller mig, at kvinden måske ofte forsøger at skjule
>sine "mindre lykkelige" følelser fra starten, fordi hun ikke
>regner med at møde nogen forståelse og måske ikke engang selv
>forstår. Det kunne så meget vel føre til endnu mere antiparti
>for moderrollen og barnet, fordi det jo er ubehageligt at gå og
>føle sig forkert og ikke kunne komme ud med det. Måske det så
>ligesom langsomt eskalerer og det der måske i starten blot var
>forvirring og usikkerhed ender med at udvikle sig til ensomhed og
>til sidst depression.

hmmm ja ... det lyde rjo rigemeligt nok !
men folk er sgu da også sære .. jeg mener hvis man skal ha et barn med
guds wellsignelese eller bare lidt hjælp fra skæbnene så lad os da
antage det er med en som man elsker .... er dte så ikke en lige så
stor en del af den kærlighed at det netop også er naturligt at dele
sine skal vi kalde det mørke sider ...???



>
>Måske, men hvis det er sandt at man også finder det hos mænd i
>videre og videre udstrækning, så kan hormoner vel næppe være
>årsagen. Ikke fordi mænd ikke har dem, men ændres mænds hormoner
>og udskillelsen af dem i forbindelse med at deres kone/kæreste er
>gravid?

nej det tror jeg ikke ....at mænds homoer gør , hvis vi overhovedet ha
rnoget ?
men jeg tror nok den megen skiden vrælen samt isolationen man kan
opleve fra skal vi sige konene samt barnet kan give mænd en afmagt
følse 1.) det er sikkert hårdt af helved til , det kan nok gå 2.) men
den fremmedhed som man måske kan opleve i forhold til de 2 - kan nok
være kilde til fustasion / depresion

>
>Hyg sig så vældigt

jow tak og i lige måde
Mv
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:lm1f7ucjtjcmvhniqdtv2nrgbhqdakjpso@4ax.com...

> Nahh så dum kan man sgu da ikke være de skider hyler brækker
sig har
> kulik og gul feber .... det må sgu da være klart for en hver at
der må
> være noegt bøvl forbundet med det .... men det går well over
....og jeg
> mener hvis man er 2 kan sikftes sove 8 timer - hwa fan er der
så at ?

Jamen det er jo bare ikke de ting, der bliver fremhævet når folk
taler børn vel?

> jamen der sgu da ikk enoget her i tilværlsen der er fryd og
gammen
> borste far de 10 minutter før man sover ind og dør
> nej tilbærlsne har sine øjeblikke og dem skal man værene om men
> forvente at det er standard for en hverdag er absurd .... men
et eller
> andet sted så er det sgu ikke bare indfoldige mennesker der for
> fødsels depresioner ... jeg tror sgu det er noget homonelt OGSÅ

Det kan det sikkert også være. Som sagt ved jeg ikke særlig
meget om emnet.

> hmmm ja ... det lyde rjo rigemeligt nok !
> men folk er sgu da også sære .. jeg mener hvis man skal ha et
barn med
> guds wellsignelese eller bare lidt hjælp fra skæbnene så lad os
da
> antage det er med en som man elsker .... er dte så ikke en
lige så
> stor en del af den kærlighed at det netop også er naturligt at
dele
> sine skal vi kalde det mørke sider ...???

Jo det lyder da mægtig fint. Det lyder ret ideelt. Men nu er
folk jo altså ikke idealer og vi slæber alle sammen rundt med
hver vores bagage der sikkert får os alle sammen til at opføre os
absurd og uhensigtsmæssigt fra tid til anden.
Så jeg vil vel nærmest påstå, at det er absurd at tage som
udgangspunkt, at blot fordi folk elsker hinanden så kan de
pludselig slippe deres angst for ikke at slå til, eller skam over
deres mørke sider eller whatever. Det at elske betyder jo ikke,
at alting bare lige pludselig er som det ideelt set meget gerne
måtte være.

> nej det tror jeg ikke ....at mænds homoer gør , hvis vi
overhovedet ha
> rnoget ?
> men jeg tror nok den megen skiden vrælen samt isolationen man
kan
> opleve fra skal vi sige konene samt barnet kan give mænd en
afmagt
> følse 1.) det er sikkert hårdt af helved til , det kan nok gå
2.) men
> den fremmedhed som man måske kan opleve i forhold til de 2 -
kan nok
> være kilde til fustasion / depresion

Sikkert. Og kvindens viden om, at hun jo på sin vis svigter
parforholdet en smule i den periode kan sikkert også føre til
frustration etc. Selvom hun godt ved, at hun jo også skal være
der for manden, så er det jo bare ikke sikkert, at kræfterne og
overskuddet er der til det vel?
Jeg tror såmænd ikke at fødselsdepressioner er mere enkle eller
lige til at forklare end enhver anden form for depression. Det
kan godt være, at det er svært for andre at forstå, men når man
graver helt ind til benet, så er enhver depression jo svær for
andre at forstå, hvis de ikke selv har været i situationen.

Hyg sig så vældigt
Puk

---

On Sun, 24 Feb 2002 10:44:17 +0100, "Puk" <powder@worldonline.dk>
wrote:


>> Nahh så dum kan man sgu da ikke være de skider hyler brækker
>>sig har
>> kulik og gul feber .... det må sgu da være klart for en hver at
>>der må
>> være noegt bøvl forbundet med det .... men det går well over

>Jamen det er jo bare ikke de ting, der bliver fremhævet når folk
>taler børn vel?

nej men det må da i sagens natur være hårdt !?


>> andet sted så er det sgu ikke bare indfoldige mennesker der for
>> fødsels depresioner ... jeg tror sgu det er noget homonelt OGSÅ
>
>Det kan det sikkert også være. Som sagt ved jeg ikke særlig
>meget om emnet.

Hmm nahh men jeg hendvendte mig nu til en Engelsk ven for at få orden
i min begreb verden om end Englænder taler et noget bøvlet engelsk
eller retter de gør dte på mange måder men her er hvad der kom :

"IT is saying that after she had the baby, the suffered form
depression. They call it post natel depression a lot of women get it
after they have had a baby due to stress, hormones, etc. hope that
helped . "

men der er nu noget underligt ved mange kvinder hvis man af vandvare
skulle komme ind på at homonerne skulle have indflydelse på humøret
så de bliver de mange af dem ikke alle og kun nogen gange : skide
sure! ???

ok jeg kan godt forstå det et sted fordi i sætningen ligger det lidt
nå nu rapler det .... det er sikkert homoner det går over når de
falder til ro ... altså det er jo ikke en måde at tage et andet
menneske seriøst på - men tilgendgæld er det så også min erfaring hvis
den pågældenene kvinde nævner at det kan vær en årsag selv - så er det
ok .... men der er jeg tilgændgæld også kritikløst parat til at
akceptere det som en akceptable undskyldning for næsten ALT:)

men det er jo det her med at som mand har man ingen mulighed for at
fatte hvad det reelt betyder ?
men noget gør det og selv i erkendelsen af dette...så er man lige
uvidene !

>
>> hmmm ja ... det lyde rjo rigemeligt nok !
>> men folk er sgu da også sære .. jeg mener hvis man skal ha et
>>barn med
>> guds wellsignelese eller bare lidt hjælp fra skæbnene så lad os
>>da
>> antage det er med en som man elsker .... er dte så ikke en
>>lige så
>> stor en del af den kærlighed at det netop også er naturligt at
>>dele
>> sine skal vi kalde det mørke sider ...???
>
>Jo det lyder da mægtig fint. Det lyder ret ideelt. Men nu er
>folk jo altså ikke idealer og vi slæber alle sammen rundt med
>hver vores bagage der sikkert får os alle sammen til at opføre os
>absurd og uhensigtsmæssigt fra tid til anden.

ja det er jeg nok klar over ... men det er da netop dynamikken i
kærlighed at man .... også tager den del med og med tiden måske møder
den og bliver et redskab der som ven fortrolig etc. kan bruges i mod
dette.... begge veje selvfølig op i røven med idealer - de findes ikke
, det er en misvejledene beskrivelse for medmenneskelige relationer
der kun kan benytters i mellem mennesker der er hianden ligegyldige !


>Så jeg vil vel nærmest påstå, at det er absurd at tage som
>udgangspunkt, at blot fordi folk elsker hinanden så kan de
>pludselig slippe deres angst for ikke at slå til, eller skam over
>deres mørke sider eller whatever. Det at elske betyder jo ikke,
>at alting bare lige pludselig er som det ideelt set meget gerne
>måtte være.

nej slevføligt kan man ikke slippe sine mørke sider tvanstanker
paranoia angst og de ting man ikke forstår der for en til at vågne op
midt om natten badet i sved fordi man er ved at drukne i søvne ... men
det er jo netop kærlighedens natur som jeg nævnte før at man også
inigrere den del af HELE mennesket i , ikke forelskese - forelske er
noget lort men i kærligheden !


>2.) men
>> den fremmedhed som man måske kan opleve i forhold til de 2 -
>>kan nok
>> være kilde til fustasion / depresion
>
>Sikkert. Og kvindens viden om, at hun jo på sin vis svigter
>parforholdet en smule i den periode kan sikkert også føre til
>frustration etc. Selvom hun godt ved, at hun jo også skal være
>der for manden, så er det jo bare ikke sikkert, at kræfterne og
>overskuddet er der til det vel?

nej men efter som man nu er 2 til at sætte en sådan skabelse i verden
så må det om end kun for fornufts mennesker være en naturlig del at
møde det før det kommer ....det er selvføligt næmmer at sige når man
ikke har været i situasionen at være ekspert .... men ok at skulle
rumme det + før omtale isolation ja ?


>Jeg tror såmænd ikke at fødselsdepressioner er mere enkle eller
>lige til at forklare end enhver anden form for depression. Det
>kan godt være, at det er svært for andre at forstå, men når man
>graver helt ind til benet, så er enhver depression jo svær for
>andre at forstå, hvis de ikke selv har været i situationen.


hmm ja ! men depresioner er borste fra de er så nededrægtigt ubehalige
at have også interesandte fordi - det er jo en utrolig vigtig
information der kommer fra underbevistheden ...som forsøger at nå
bevistheden på en måde så den kan håndtere den ... måske depresionenes
sande natur er en ubevidst vished om at man ikke kan håndtere det der
rammer bevistheden.... men dybest set tror jeg altid bevistheden vil
en det bedste , den kan bare ikke alt i det øjeblik depresionen er
aktuel .....men måske kan den vendes til noget konstruktivt og gøre en
kloger og mere handle kraftig eller så ... fortrænger man den og når
den ikke er så preserene er den forbi indtil man står i den samme
situasione næste gang og det begynder forfra ....

Mv
Bo

--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
But to live outside the law you must be honest (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html
I Know what to do-an I m not doing well-(Marlyn manson)

---

Hejsa
>
>Nej det mener jeg ikke (jeg er absolut ikke ekspert på emnet).
>For nylig hørte jeg dog noget om, at det efterhånden er
>anerkendt, at også mange mænd faktisk får en fødselsdepression (i
>radionyhederne tror jeg det var). Hvis det er korrekt husket, så
>holder din tese om, at det skulle være noget hormonelt jo nok
>ikke rigtig.

Jeg mener bestemt heller ikke, at alle kvinder oplever en
fødselsdepression. Man oplever bestemt nogle følelsesmæssige
"rutche-ture" i tiden efter fødslen, men en direkte depression, nej.
Jeg har også hørt, at det er noget der bliver mere og mere udbredt
blandt mænd.
>
>> for man det også i sammen grad eller være hvis man taber barnet
>?
>> ved abort ?
>
>Ja jeg ville jo altså ikke kalde det en fødselsdepression, hvis
>barnet bliver tabt.
>Så ville jeg jo nok bare kalde det en depression, men jeg er som
>sagt ikke ekspert.

Enig. I min opfattelsesverden er en fødselsdepression noget mødre (og
fædre) bliver ramt af. Og ved en abort, eller hvis man taber barnet,
er man ikke blevet forældre i samme omgang. Men selvfølgelig oplever
man sorg i den situation og det kan måske også udvikle sig til en
egentlig depression, men ikke en fødsels.
>
>> men hvis barnet ellers er sundt og well skabt - ja jeg er mand
>hetro
>> seksuel og fra Jylland :)
>>
>> men hvorfor fan bliver man så depremeret ?
>
Ud over det Puk skriver om manglende/svage moderfølelser, skyldfølelse
over dette osv. (som jeg i øvrigt tror er meget rigtigt), så tror jeg
også det har noget at gøre med, at det at få et barn, ikke altid lever
helt op til forventningerne. Mange har idag aldrig haft med et
spædbarn at gøre, før de selv bliver forældre. Derfor er der nok en
del, der har nogle forkerte forestillinger om, hvordan det er. Noget
med, at i de første 3 måneder er babyen kun vågen for at spise, og
sover så ellers nok så fredeligt i den "øøøøndige" vugge eller i
barnevognen mens mor (og evt. far) promenerer stolte rundt på strøget.
Den holder bare ikke altid i virkeligheden (sjældent faktisk), der
står den på skrig og skrål, bleskift, gylp og tøjvask i det uendelige.
Det kan godt være en lidt barsk oplevelse at "vågne op" til.
Det kan også være noget med, at man ikke føler man slår til. Det
fylder meget at blive mor (eller far, formentlig *GG*), og derfor kan
man let lukke andre følelser ude/holde dem lidt på afstand, også dem
der gælder ens partner. Men man ved jo godt et sted, at man gør det,
og det giver måske også skyldfølelser. Og den anden vej rundt, kan det
give ens partner en følelse af at være sat uden for. Og så er det,
lige meget om drømmen om babyen lever op til forventningerne eller ej,
en meget stor omvæltning pludselig at blive 3 i stedet for 2, det kan
godt være svært at tackle.

>> det er mit indtryg at det er en depresion der mest udspringer
>af noget
>> homonelt hos kvinden , eller hwa ?

Hormonerne har da helt klart noget at sige, men som nævnt ovenfor,
tror jeg også at det har en hel del at gøre med alle de
følelsesmæssige omvæltninger man kommer igennem, når man får et barn.
>
>Måske, men hvis det er sandt at man også finder det hos mænd i
>videre og videre udstrækning, så kan hormoner vel næppe være
>årsagen. Ikke fordi mænd ikke har dem, men ændres mænds hormoner
>og udskillelsen af dem i forbindelse med at deres kone/kæreste er
>gravid?

Når kvinder kan påvirkes af hinandens hormoner, hvorfor så ikke en
påvirkning mellem mand og kvinde. Og hvem siger, at en mand ikke selv
kan "producere" hormonændringer, når han skal til at være far? Jeg
mener, hvis man kan påvirkes af andres hormoner, kan man måske også
påvirkes af sin egen bevidsthed, så at sige.

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gitte@beyer.mu> wrote in message
news:3c777e76.14660170@news.tele.dk...
>
> Jeg mener bestemt heller ikke, at alle kvinder oplever en
> fødselsdepression. Man oplever bestemt nogle følelsesmæssige
> "rutche-ture" i tiden efter fødslen, men en direkte depression, nej.
> Jeg har også hørt, at det er noget der bliver mere og mere udbredt
> blandt mænd.

jeg ved mange kvinder får en "tudedag" kort efter fødslen... men en reguler
depression udvikler sig gennem en periode og kuliminerer pludseligt...
det er ikke noget man konsekvent får....

> >Ja jeg ville jo altså ikke kalde det en fødselsdepression, hvis
> >barnet bliver tabt.
> >Så ville jeg jo nok bare kalde det en depression, men jeg er som
> >sagt ikke ekspert.
>
> Enig. I min opfattelsesverden er en fødselsdepression noget mødre (og
> fædre) bliver ramt af. Og ved en abort, eller hvis man taber barnet,
> er man ikke blevet forældre i samme omgang. Men selvfølgelig oplever
> man sorg i den situation og det kan måske også udvikle sig til en
> egentlig depression, men ikke en fødsels.

mener du man ikke er "mor eller far" hvis ens barn er dødt??
det synes jeg ikke helt holder.....
mange der mister barnet glæder sig jo gevaldigt til dette barn og fra første
færd begynder man (som kvinde ihvertfald) at betragte sig selv som mor....
jeg kan følge dig at hvis det er en abort meget tidligt i graviditeten så er
det en "almindelig" depression man ender i....
men hvis man først har følt barnet og mærket moderfølelsen i sig så er der
altså ingen der kan komme og fortælle mig at man ikke er "mor".... det vil
man altid være i sit hjerte.....
feks har jeg en veninde der mistede hendes lille søn 5 uger før terminen....
hvis du også påstå at hendes depression ikke er en fødselsdepression??
hun skulle føde dette døde barn på naturlig vis..... hun fik ham ind til sig
og tilbragte en dag med ham hvor hun fandt ud af at han var helt perfekt....
er hun ikke mor??
IMO havde hun en frygtelig oplevelse... og naturligvis også¨sorg følelse...
men jeg mener stadig at hvis den sorgfølelse udvikler sig til en depression
så er det lige så meget en fødselsdepression som hvis barnet havde
levet.....

--
knus sabina

behind every good woman,
lies a trail of men...*SF*
læs mine artikler på www.MandeZonen.dk

---

Hej
>
>mener du man ikke er "mor eller far" hvis ens barn er dødt??
>det synes jeg ikke helt holder.....

Jo, hvis der er tale om et barn, der er dødfødt, men ikke hvis der er
tale om en abort.

>mange der mister barnet glæder sig jo gevaldigt til dette barn og fra første
>færd begynder man (som kvinde ihvertfald) at betragte sig selv som mor....
>jeg kan følge dig at hvis det er en abort meget tidligt i graviditeten så er
>det en "almindelig" depression man ender i....

Selvfølgelig gør man det. Jeg har selv været igennem en abort, og den
sorg der følger med. Men jeg følte altså ikke, at jeg var en mor, der
havde mistet sit barn. Og selv om jeg er kvinde, kan jeg ikke helt
tilslutte mig, at man føler sig som mor fra første færd, for selv om
jeg var gravid, havde jeg altså stadig ikke noget at være mor til, det
var noget, der var på vej. Sådan forholdt det sig også, da jeg hurtigt
efter blev gravid igen, og alt heldigvis gik som det skulle. Der følte
jeg mig egentlig heller ikke som mor, før jeg reelt blev det ved
fødslen. Hvordan jeg ville have følt det, hvis der var gået noget
galt, kan jeg naturligivs ikke sige.

>feks har jeg en veninde der mistede hendes lille søn 5 uger før terminen....
>hvis du også påstå at hendes depression ikke er en fødselsdepression??
>hun skulle føde dette døde barn på naturlig vis..... hun fik ham ind til sig
>og tilbragte en dag med ham hvor hun fandt ud af at han var helt perfekt....
>er hun ikke mor??

Som jeg præciserede ovenfor, så mener jeg ikke man er mor, hvis det er
en abort. Hvis det fx. er et dødfødt barn, er det noget lidt andet.

>IMO havde hun en frygtelig oplevelse... og naturligvis også¨sorg følelse...
>men jeg mener stadig at hvis den sorgfølelse udvikler sig til en depression
>så er det lige så meget en fødselsdepression som hvis barnet havde
>levet.....
>
Jeg anderkender fuldt og helt, at man naturligvis reagerer med en
stærk sorg i sådan et tilfælde, og at denne sorg kan udvikle sig til
en depression. Men i min opfattelsesverden, så drejer denne depression
sig om sorgen over et tab, mens en fødselsdepression har med selve
forældrerollen at gøre, altså det "aktivt" at være forældre.
Selvfølgelig kan der godt være et element af dette, i den depression
der følger et dødt barn, men jeg ser det primære som en sorg-reaktion
over at have mistet.

MVH
Gitte

---

On Sat, 23 Feb 2002 20:15:17 GMT, gitte@beyer.mu (Gitte) wrote:

>Hej
>>
>>mener du man ikke er "mor eller far" hvis ens barn er dødt??
>>det synes jeg ikke helt holder.....
>
>Jo, hvis der er tale om et barn, der er dødfødt, men ikke hvis der er
>tale om en abort.

Tjaaa men hvis man taber barnet efter f.eks 10 uger og det er ønsket ?
ja jeg ved det ikke - har arldrig været i det .....

>>jeg kan følge dig at hvis det er en abort meget tidligt i graviditeten så er
>>det en "almindelig" depression man ender i....
>
>Selvfølgelig gør man det. Jeg har selv været igennem en abort, og den
>sorg der følger med. Men jeg følte altså ikke, at jeg var en mor, der
>havde mistet sit barn. Og selv om jeg er kvinde, kan jeg ikke helt
>tilslutte mig, at man føler sig som mor fra første færd, for selv om
>jeg var gravid, havde jeg altså stadig ikke noget at være mor til, det
>var noget, der var på vej. Sådan forholdt det sig også, da jeg hurtigt
>efter blev gravid igen, og alt heldigvis gik som det skulle. Der følte
>jeg mig egentlig heller ikke som mor, før jeg reelt blev det ved
>fødslen. Hvordan jeg ville have følt det, hvis der var gået noget
>galt, kan jeg naturligivs ikke sige.


hmmm blev du ikke det mindste sær efter fødsel ?
ja jeg er jo en mand så man kan jo kun undres over det femenine
univers ....


Mv
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

Hejsa

>
>Tjaaa men hvis man taber barnet efter f.eks 10 uger og det er ønsket ?
>ja jeg ved det ikke - har arldrig været i det .....

Det har jeg så til gengæld. Og jo vist blev jeg da ked af det,
meget... Men der er altså stadig langt derfra og så til at ende i en
depression, men det kan da selvfølgelig ske for nogle. Men jeg vil
altså stadig ikke kalde det en fødselsdepression.
>

>hmmm blev du ikke det mindste sær efter fødsel ?
>ja jeg er jo en mand så man kan jo kun undres over det femenine
>univers ....
>
Jo, det er jeg sikker på jeg gjorde. Men at være sær, er ikke det
samme som at have en fødselsdepression.

MVH
Gitte

---

On Mon, 25 Feb 2002 17:05:23 GMT, gitte@beyer.mu (Gitte) wrote:

>Hejsa
>
>>
>>Tjaaa men hvis man taber barnet efter f.eks 10 uger og det er ønsket ?
>>ja jeg ved det ikke - har arldrig været i det .....
>
>Det har jeg så til gengæld. Og jo vist blev jeg da ked af det,
>meget... Men der er altså stadig langt derfra og så til at ende i en
>depression, men det kan da selvfølgelig ske for nogle. Men jeg vil
>altså stadig ikke kalde det en fødselsdepression.
o

Ok ! har du oplevet en fødesldepresion ?

kan du i så fald med fare for at lyde lidt inkvisitorisk... beskrive
forskellen i mellem en fødesesl depresion og en anden form for
depresion , ja der kan du selv vælge ?
>>
>
>>hmmm blev du ikke det mindste sær efter fødsel ?
>>ja jeg er jo en mand så man kan jo kun undres over det femenine
>>univers ....
>>
>Jo, det er jeg sikker på jeg gjorde. Men at være sær, er ikke det
>samme som at have en fødselsdepression.

tjaa det er selvføligt rigtigt

Bedste hilsner
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

Hej

>Ok ! har du oplevet en fødesldepresion ?
>
Det mener jeg bestemt ikke jeg har/har haft, ej heller en "almindelig"
depression.

>kan du i så fald med fare for at lyde lidt inkvisitorisk... beskrive
>forskellen i mellem en fødesesl depresion og en anden form for
>depresion , ja der kan du selv vælge ?

Har du selv haft én da, eller har du måske andre gode forudsætninger
for at dømme?

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gitte@beyer.mu> wrote in message
news:3c7b2887.43635314@news.tele.dk...
> Hej
>
> >Ok ! har du oplevet en fødesldepresion ?
> >
> Det mener jeg bestemt ikke jeg har/har haft, ej heller en "almindelig"
> depression.
>
> >kan du i så fald med fare for at lyde lidt inkvisitorisk... beskrive
> >forskellen i mellem en fødesesl depresion og en anden form for
> >depresion , ja der kan du selv vælge ?
>
> Har du selv haft én da, eller har du måske andre gode forudsætninger
> for at dømme?

nu har jeg haft en "almindelig" depression..... eller rettere har....
og min aller bedste veninde har haft en fødselsdepression.... med ret
voldsomme følger desværre.....

som jeg opfatter det så mener jeg faktisk ikke rigtig man bør skelne.... en
depression er en depression... uanset hvorfor den er kommet..... det kan
være pga sygdom... det kan være pga arbejde..... uoverkommelige personlige
forhold.... eller feks en fødsel og de efterfølgende uger....
men hvad gør man så når en fødselsdepression først kommer til udtryk når
barnet er 6 mdr.... er det så også en fødselsdepression??

som jeg opfatter det så er der "kun" to former for depression..... den der
kommer som følge af noget der er sket... og den der kommer som følge af
serotonin-mangel/psykisk sygdom...

der er jo nogle helt generelle retningslinier for hvordan man opdager en
depression.... på netdoktors side er der flere tests der kan give en et godt
billede af hvilke ting der bliver spurgt om når en depression skal
konstateres....
men generelt kan man sige at :
træthed ( små ting er uoverkommelige)
uoplagthed og følelse af ulyst
nervøsitet og angst for det ukendte
tristhed
uro og rastløshed
manglende overskud og manglende glæde ved samvær
gråd
er tegn på depression.....

det er de ting der går igen uanset hvilken type depression man er i..... så
kan man jo IMO kun skelne mellem hvordan den er startet... ved en "stress"
situation eller "bare fordi"......

så er der jo nogen der har besluttet at en fødselsdepression skal have en
fancy titel..... burde man så ikke også have noget der hedder
"arbejdsrelateret depression".....?? hvad med "sygdomsrelateret
depression"?? man kunne jo blive ved....
men en depression er en depression...... så simpelt mener jeg faktisk det
er....
--
knus sabina

behind every good woman,
lies a trail of men...*SF*
læs mine artikler på www.MandeZonen.dk

---

"Sabina Hertzum" <sabina@worldonline.dk> skrev i en meddelelse
news:TpGe8.8215$Rz2.317147@news010.worldonline.dk...
> "Gitte" <gitte@beyer.mu> wrote in message
> news:3c7b2887.43635314@news.tele.dk...
> > Hej
> >
> > >Ok ! har du oplevet en fødesldepresion ?
> > >
> > Det mener jeg bestemt ikke jeg har/har haft, ej heller en "almindelig"
> > depression.
> men en depression er en depression...... så simpelt mener jeg faktisk det
> er....

Hej Alle

I Psykiatrien/psykologien skeldnes der mellem 2 former for depresioner!
(som for øvrigt begge kaldes for manio-depressiv psykose)
Den ene form er reaktiv, der med menes, opstået på grund af ydre påviselige
omstændigheder, den anden kaldes indrogen, og her kan man ikke påvise
nogle ydre omstændigheder.

Den reaktiv er i behandlingsmæssig betragtning den nemmeste at gøre
noget ved, oftest gennem samtale terapi.

Den indrogene, kan kun behandles med medecin og kan være kronisk,
hvilket den reaktive kun i yderst sjældne tilfælde er.
Så en depression er ikke bare en depression for så vidt, set fra et
behandlings synsvinkel, men set ud fra symptomerne ligner de hinanden,
men hvor den indrogene depressive person, ofte ender med at forsøge
at susidere, er det ikke helt så ofte, at den reaktive fører til
susidalforsøg,
når det gør, er det på et andet stade i depressionen, end hvor den
indrogene vil gøre det.

Når vi modtager en person i behandling, gives vdekommende en diagnose,
enten indrogen, eller reaktiv og ved den reaktive, vil der stå i journalen,
årsagen til depressionen, for eks. fødsels-psykose, som i årsagssammenhænge,
adskiller sig fra depressioner udsprunget af for eks. sorg.
Den indrogene manio-depressive psykose er dominant arvelig, det vil sige,
at det er nok at bare een af forældrene er manio-depressiv, så øges risikoen
for at deres børn også bliver det, den rektive manio-depressive psykose,
er ikke arvelig.

Så er der indrogene manio-depressive psykoser i eens egen eller partners
familie, bør man kraftigt overveje ikke at få børn!
Men at man er bærer af et sygdomsfremkaldende gen, betyder ikke, at
man får den givne sygdom, der spiller flere faktorer ind, man er disponeret,
men ikke nødvendigvis bliver syg, men man giver genet vidre i arv til sine
børn, som så også er disponeret for den givne sygdom, for eks. Huntingtons
Correa gives vidre i arv til børn med en faktor på 50%, de arveligt
betingede
former for brystkræft er vist lige så høj.

Når vi danner parforhold tænker vi ikke over disse faktorer (arv) undtagen
når en sygdom findes i den helt nære familie.

MVH
Henning

---

Hejsa,

> > men en depression er en depression...... så simpelt mener jeg faktisk
det
> > er....
>
> Hej Alle
>
> I Psykiatrien/psykologien skeldnes der mellem 2 former for depresioner!
> (som for øvrigt begge kaldes for manio-depressiv psykose)
> Den ene form er reaktiv, der med menes, opstået på grund af ydre
påviselige
> omstændigheder, den anden kaldes indrogen, og her kan man ikke påvise
> nogle ydre omstændigheder.
>
Ja, det har du helt ret i og det er vigtigt at vide hvad man har med at gøre
for at kunne give den rigtige behandling.


> Den reaktiv er i behandlingsmæssig betragtning den nemmeste at gøre
> noget ved, oftest gennem samtale terapi.
>
Ved du hvor stor succesrate der er med samtaleterapi?
Jeg kunne forestille mig, at der findes mange tilfælde, hvor man ikke kan
fjerne årsagen - fx hvis depressionen skyldes forhold i det sociale miljø.
Men personerne kan nok ofte hjælpes til at håndtere problemerne mere
hensigtmæssigt.


> Den indrogene, kan kun behandles med medecin og kan være kronisk,
> hvilket den reaktive kun i yderst sjældne tilfælde er.
>
Men i mange tilfælde skyldes det ubalancer i hjernens signalstoffer
(neurotransmittere især SSRI-stoffer). Hvis man kan påvise dette som årsag
kan alle disse depressioner vel principielt set behandles?
Det er selvfølgelig utilfredsstillende at være afhængig af medicin, men på
den anden side gør det sig jo også gældende for mange fysiske sygdomme. Og
man kan jo også argumentere for at organiske depressioner _er_ fysiske
sygdomme på trods af at symptomerne viser sig i det psykiske.


> men hvor den indrogene depressive person, ofte ender med at forsøge
> at susidere, er det ikke helt så ofte, at den reaktive fører til
> susidalforsøg,
>
Det vidste jeg ikke.


> Den indrogene manio-depressive psykose er dominant arvelig, det vil sige,
> at det er nok at bare een af forældrene er manio-depressiv, så øges
risikoen
> for at deres børn også bliver det, den rektive manio-depressive psykose,
> er ikke arvelig.
>
> Så er der indrogene manio-depressive psykoser i eens egen eller partners
> familie, bør man kraftigt overveje ikke at få børn!
>
Hvad? For dominant arv er der 50% risiko, hvis én forælder er bærer og 75%,
hvis begge er bærere, men derfra og så til at fraråde at få børn synes jeg
er et temmelig stort skridt. Især i de tilfælde, hvor miljømæssige
påvirkninger spiller ind.
Lad os ikke drukne i gen-hysteri.


> men ikke nødvendigvis bliver syg, men man giver genet vidre i arv til sine
> børn, som så også er disponeret for den givne sygdom, for eks. Huntingtons
> Correa gives vidre i arv til børn med en faktor på 50%, de arveligt
> betingede
> former for brystkræft er vist lige så høj.
>
Jeg har udlånt min genetikbog så jeg kan ikke fortælle dig
sygdomsfrekvenserne, men ved recessiv (vigende) arvelighed er der kun 25%
risiko for at give sygdommen videre, hvis begge forældre er bærere - 50%
hvis den ene er syg og den anden er bærer - og 100%, hvis begge forældre er
syge.


> Når vi danner parforhold tænker vi ikke over disse faktorer (arv) undtagen
> når en sygdom findes i den helt nære familie.
>
I gennemsnit er vi allesammen bærere for 5-6 genetisk betingede sygdomme,
men derfor skal man da ikke være nervøs for at få børn, som regel møder man
jo ikke en partner med de samme gendefekter som én selv.
Hvis der er cystisk fibrose, Chorea Huntington, Osteogenesis Imperfecta e.l.
i familien må man dog anbefale screaninger og evt. ægsortering.
En undtagelse er fætter/kusine-relationer, der forøger risikoen for
nedarvning markant og derfor helst bør undgås.


--
Kasper
(tidligere stud.med.)

---

"Kasper Vibe Grevsen" <kaspervg@mailONE.stofanet.denmark (substitute 1 and
dk)> skrev i en meddelelse
news:3c7fd40b$0$18439$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

Hej Kasper

> Ved du hvor stor succesrate der er med samtaleterapi?
> Jeg kunne forestille mig, at der findes mange tilfælde, hvor man ikke kan
> fjerne årsagen - fx hvis depressionen skyldes forhold i det sociale miljø.
> Men personerne kan nok ofte hjælpes til at håndtere problemerne mere
> hensigtmæssigt.


Jeg har som min mand ( Henning) arbejdet i psykiatrien i mange år,
ingen af os er læger, men har passet og plejet psyikatriske patienter.
Både den mediciske og den psykiatriske sygepleje, i kombination er
vigtig. Ved den endogene depression er den medicinske behandling
nødvendig i årevis, for at undgå tilbagefald.

Ved de reaktive depressioner, f.eks. fødselspsykoser er en del af
sygeplejen støttende samtaler, hjælp til at beabejde den nye svære
situation, træning i at være mor ( i 1977 var jeg med til at passe
mødre sammen med deres børn ) det var med stor succes alle
fik deres børn med hjem, når det drejede sig om fødselsdepressioner.

Vi fik ofte meldinger fra tidligere patienter med fødselspsykoser, om
at de selv og børnene havde det godt.

Helt anderledes så det ud når det gjalt maniodepressive og schizofrene
mødre som også blev indlagt med deres børn på den afdeling.
En stor del af dem havde ikke resourcer til at tage sig af børnene,
ej heller med træning på afdelingen samt støtte derhjemme.

For disse kvinder var det et stort nederlag at blive mor, en del af
disse børn blev nemlig siden hen tvangsfjernet.


>
> > Den indrogene, kan kun behandles med medecin og kan være kronisk,
> > hvilket den reaktive kun i yderst sjældne tilfælde er.
> >
> Men i mange tilfælde skyldes det ubalancer i hjernens signalstoffer
> (neurotransmittere især SSRI-stoffer). Hvis man kan påvise dette som årsag
> kan alle disse depressioner vel principielt set behandles?

Ja, hvis man tilfører de stoffer, som patienterne ikke selv danner, ved
depressioner tager det ca 8 uger før, den antidepressive behandling
begynder at virke. De fleste får det bedre på den behandling, men nogen
af dem gør ikke. Til dem kan man bruge elektro stimulation, det lyder
drastisk, men en stor del af dem der har prøvet den behandling,
ønsker selv at blive behandlet med elektrostimolation ved tilbagefald.
Fordi det er den hurtigst virkende behandling, ved denne pinefulde
lidelse.

> Det er selvfølgelig utilfredsstillende at være afhængig af medicin, men på
> den anden side gør det sig jo også gældende for mange fysiske sygdomme. Og
> man kan jo også argumentere for at organiske depressioner _er_ fysiske
> sygdomme på trods af at symptomerne viser sig i det psykiske.

Både psykiske og fysiske sygdomme hænger sammen i mange tilfælde
så som skader på hjernen kan også give depressioner, eller
andre symptomer: hallusinationer, paranoia og angst. Det samme
ved hjernetumor.


> > Den indrogene manio-depressive psykose er dominant arvelig, det vil
sige,
> > at det er nok at bare een af forældrene er manio-depressiv, så øges
> risikoen
> > for at deres børn også bliver det, den rektive manio-depressive psykose,
> > er ikke arvelig.
> >
> > Så er der indrogene manio-depressive psykoser i eens egen eller partners
> > familie, bør man kraftigt overveje ikke at få børn!
> >
> Hvad? For dominant arv er der 50% risiko, hvis én forælder er bærer og
75%,
> hvis begge er bærere, men derfra og så til at fraråde at få børn synes jeg
> er et temmelig stort skridt. Især i de tilfælde, hvor miljømæssige
> påvirkninger spiller ind.
> Lad os ikke drukne i gen-hysteri.

Efter min erfaring har børn af af psygisk syge forældre flere ods i mod sig,
både det genetiske og fare for omsorgssvigt. Forestil dig en mor der må
indlægges med mellemrum, ofte i lange perioder, hvor hun ikke har kunnet
tage vare på sig selv, og slet ikke kunnet passe sit barn op til
indlæggelsen.
Eller en mor der på grund af sygdommen, med mellemrum er direkte
til fare for barnet.

> Jeg har udlånt min genetikbog så jeg kan ikke fortælle dig
> sygdomsfrekvenserne, men ved recessiv (vigende) arvelighed er der kun 25%
> risiko for at give sygdommen videre, hvis begge forældre er bærere - 50%
> hvis den ene er syg og den anden er bærer - og 100%, hvis begge forældre
er
> syge.

Man ser desvære ikke så sjældent, at to psykisk syge danner par og får børn,
de møder hinanden på en psykiatrisk afdeling og forelsker sig. Nogen af dem
har selv en eller to syge forældrer. Det må vel give støre fare for
arvelighed?


> Når vi danner parforhold tænker vi ikke over disse faktorer (arv)
undtagen
> > når en sygdom findes i den helt nære familie.

Bortset fra at en del af de psykisk syge ikke har sygdomserkendelse.
> >
> I gennemsnit er vi allesammen bærere for 5-6 genetisk betingede sygdomme,
> men derfor skal man da ikke være nervøs for at få børn, som regel møder
man
> jo ikke en partner med de samme gendefekter som én selv.
> Hvis der er cystisk fibrose, Chorea Huntington, Osteogenesis Imperfecta
e.l.
> i familien må man dog anbefale screaninger og evt. ægsortering.
> En undtagelse er fætter/kusine-relationer, der forøger risikoen for
> nedarvning markant og derfor helst bør undgås.

Jeg hved ikke hvad Osreogenesis Imperfectra er, men de 2 andre har
jeg kendskab til , især Chorea Huntington som også bliver indlagt
i psykiatrien. Det problem med at få konstateret om et fosrter har
den sygdom er at så får moren eller faren også at vide de selv bliver
syge, da den ikke springer en generation over. Så får de samtidig
at vide at de når de er 35 - 40 år får den samme sygdom som en af
deres forældre har, det er ikke alle der er parat til det.

Med venlig hilsen
Hanne M.

---

Indledende overvejelse: jeg ved godt det er i dk.snak-hierarkiet det her.
Hvis andre synes kan de FUT'e til dk.videnskab-hierarkiet, men jeg mener
selv det er OK at bringe indlægget her, da "snak" vel også kan bunde i
faglighed?


"Kasper Vibe Grevsen" <kaspervg@mailONE.stofanet.denmark (substitute 1 and
dk)> skrev i en meddelelse
news:3c7fd40b$0$18439$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> > I Psykiatrien/psykologien skeldnes der mellem 2 former for depresioner!
> > (som for øvrigt begge kaldes for manio-depressiv psykose)
> > Den ene form er reaktiv, der med menes, opstået på grund af ydre
> påviselige
> > omstændigheder, den anden kaldes indrogen, og her kan man ikke påvise
> > nogle ydre omstændigheder.
> >
> Ja, det har du helt ret i og det er vigtigt at vide hvad man har med at
gøre
> for at kunne give den rigtige behandling.

Det er desværre ikke så enkelt. Forskellen på såkaldt reaktiv (eksogen) og
endogen depression/psykose er blot en arbejdshypotese, som nogle behandlere
mener at kunne drage nytte af i valg af behandling. Men det er jo umuligt at
foretage en uafhængig måling af årsagen. I praksis gør man ofte det at man
spørger personen om der er indtruffet noget for nylig eller evt. for længere
tid siden, der kunne give anledning til depressionen. Hvis der ikke er, så
slutter (læs: gætter) man at der er tale om en endogen (=indefrakommende
årsag). Hvis der derimod kan findes en hændelse (f.eks. "et tab") så slutter
man at der er tale om en reaktiv.

Pointen er nu at i begge tilfælde vil man ofte kunne påvise de samme
neuroendokrinologiske (=nerver+hormoner) symptomer (men i praksis er det nu
ikke noget man undersøger). Derfor vil f.eks. SSRI (=lykkepiller) ofte virke
symptomlindrende uanset hvilken "slags" depression der er tale om - men det
siger jo absolut intet om årsagen til symptomerne. At der er et sammenfald
mellem neuroendokrinologiske fænomener og psykiske fænomener siger jo ikke
noget om årsagsvirkninger. Tværtimod er det oplagt at antage, at begge dele
er symptomer på "noget" - i det her tilfælde "depression". Det er en meget
begrædelig tendens at objektivt målbare fænomener automatisk tillægges
årsagsstatus over for subjektive symptomer - specielt da det er frygtelig
inkonsekvent: årsager skal være noget der kan måles, men følger må gerne
være noget der ikke kan måles.... Hvis man er så begejstret for
"objektivitet" hvorfor accepterer man så subjektive symptomer?

Nå, den egentlige pointe her er blot: skellet mellem endogen og reaktiv
depression er ikke vandtæt.

>
>
> > Den reaktiv er i behandlingsmæssig betragtning den nemmeste at gøre
> > noget ved, oftest gennem samtale terapi.
> >
> Ved du hvor stor succesrate der er med samtaleterapi?
> Jeg kunne forestille mig, at der findes mange tilfælde, hvor man ikke kan
> fjerne årsagen - fx hvis depressionen skyldes forhold i det sociale miljø.
> Men personerne kan nok ofte hjælpes til at håndtere problemerne mere
> hensigtmæssigt.
>
Præcis - en bedre håndtering, kan betyde hjælp til at bevæge sig ud af den
sociale sammenhæng som problemerne opstår i... Igen er det en høne-æg
problematik: er depressionen årsag til sociale problemer eller er det
omvendt? Min pointe er, at det er uendelig ligegyldigt - det gælder om at
komme ud af begge dele....

>
> > Den indrogene, kan kun behandles med medecin og kan være kronisk,
> > hvilket den reaktive kun i yderst sjældne tilfælde er.
> >
> Men i mange tilfælde skyldes det ubalancer i hjernens signalstoffer
> (neurotransmittere især SSRI-stoffer). Hvis man kan påvise dette som årsag
> kan alle disse depressioner vel principielt set behandles?
> Det er selvfølgelig utilfredsstillende at være afhængig af medicin, men på
> den anden side gør det sig jo også gældende for mange fysiske sygdomme. Og
> man kan jo også argumentere for at organiske depressioner _er_ fysiske
> sygdomme på trods af at symptomerne viser sig i det psykiske.
>
Hvad skal skellet psykisk/fysisk gøre godt for? Hvorfor ikke blot betragte
det som forskellige udtryksformer for den samme "sygdom"? Hvis jeg slår mig
over fingrene med en hammer er min smerte så fysisk eller psykisk? Er
årsagen til smerten, at hammeren rammer fingeren eller at jeg er
klodset/motorisk udfordret?

>
> > men hvor den indrogene depressive person, ofte ender med at forsøge
> > at susidere, er det ikke helt så ofte, at den reaktive fører til
> > susidalforsøg,
> >
> Det vidste jeg ikke.
>
Tjah, nogle gang tildeles diagnoser jo post-mortem, og så er der en svær
risiko for bias. Tilsvarende sås for år tilbage, hvor nogle mente at
skizofrene ikke kunne drage nytte af samtaleterapi. Når det så alligevel
lykkedes med nogle, så ændrede man bare diagnosen: hvis de havde gavn af
samtaler, så måtte det jo være fordi de ikke var skizofrene (senere er
holdningen til dette ændret).

>
> > Den indrogene manio-depressive psykose er dominant arvelig, det vil
sige,
> > at det er nok at bare een af forældrene er manio-depressiv, så øges
> risikoen
> > for at deres børn også bliver det, den rektive manio-depressive psykose,
> > er ikke arvelig.
> >
> > Så er der indrogene manio-depressive psykoser i eens egen eller partners
> > familie, bør man kraftigt overveje ikke at få børn!
> >
> Hvad? For dominant arv er der 50% risiko, hvis én forælder er bærer og
75%,
> hvis begge er bærere, men derfra og så til at fraråde at få børn synes jeg
> er et temmelig stort skridt. Især i de tilfælde, hvor miljømæssige
> påvirkninger spiller ind.
> Lad os ikke drukne i gen-hysteri.
>
>
Igen er der kun tale om tvivlsomme hypoteser og jeg er helt enig i at det
ikke skal blive hysterisk. Hvad bliver ikke det næste vi skal undgå sætte
børn i verden med?

> > men ikke nødvendigvis bliver syg, men man giver genet vidre i arv til
sine
> > børn, som så også er disponeret for den givne sygdom, for eks.
Huntingtons
> > Correa gives vidre i arv til børn med en faktor på 50%, de arveligt
> > betingede
> > former for brystkræft er vist lige så høj.
> >
> Jeg har udlånt min genetikbog så jeg kan ikke fortælle dig
> sygdomsfrekvenserne, men ved recessiv (vigende) arvelighed er der kun 25%
> risiko for at give sygdommen videre, hvis begge forældre er bærere - 50%
> hvis den ene er syg og den anden er bærer - og 100%, hvis begge forældre
er
> syge.
>
HC er dominant og gives derfor videre til 50% (statistisk gennemsnit - altså
sandsynlighedsregning - i praksis kan det være alt mellem 0% og 100%), men
det har intet med depression at gøre. Ved HC er både gen og symptom såkaldt
objektivt konstatérbart - ingen af delene gælder depression - derfor er det
en irrelevant sammenligning.

David

---

"David Metz" <dtm.ioa@cbs.dk> skrev i en meddelelse
news:a7ncot$4v$1@sunsite.dk...

> Det er desværre ikke så enkelt. Forskellen på såkaldt reaktiv (eksogen) og
> endogen depression/psykose er blot en arbejdshypotese, som nogle
behandlere
> mener at kunne drage nytte af i valg af behandling.

Ja som arbejdshypotese

> Nå, den egentlige pointe her er blot: skellet mellem endogen og reaktiv
> depression er ikke vandtæt.

Nej ikke 100%

> Hvad skal skellet psykisk/fysisk gøre godt for? Hvorfor ikke blot betragte
> det som forskellige udtryksformer for den samme "sygdom"? Hvis jeg slår
mig
> over fingrene med en hammer er min smerte så fysisk eller psykisk? Er
> årsagen til smerten, at hammeren rammer fingeren eller at jeg er
> klodset/motorisk udfordret?

Æbler og pære sammenligning

> Tjah, nogle gang tildeles diagnoser jo post-mortem, og så er der en svær
> risiko for bias. Tilsvarende sås for år tilbage, hvor nogle mente at
> skizofrene ikke kunne drage nytte af samtaleterapi. Når det så alligevel
> lykkedes med nogle, så ændrede man bare diagnosen: hvis de havde gavn af
> samtaler, så måtte det jo være fordi de ikke var skizofrene (senere er
> holdningen til dette ændret).

Det var fordi man indtil for få år siden her i danmark difinerede
skizofreni på en anden måde end i f. eks. usa

> Igen er der kun tale om tvivlsomme hypoteser og jeg er helt enig i at det
> ikke skal blive hysterisk. Hvad bliver ikke det næste vi skal undgå sætte
> børn i verden med?

Ja ønsker man at løbe risikoen for ens efterkommer så.........

> HC er dominant og gives derfor videre til 50% (statistisk gennemsnit -
altså
> sandsynlighedsregning - i praksis kan det være alt mellem 0% og 100%), men
> det har intet med depression at gøre. Ved HC er både gen og symptom
såkaldt
> objektivt konstatérbart - ingen af delene gælder depression - derfor er
det
> en irrelevant sammenligning.

Jo arv gør sig gældende i manio/depressive psykoser!
Læs på lektien igen David

MVH
Henning

FUT. news:dk.snak.snik

---

Din FUT, var måske ikke den mest oplagte, så nu svarer jeg lige her i
gruppen og har ellers sat FUT: dk.videnskab.psykologi
"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3c9f6154$0$72400$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "David Metz" <dtm.ioa@cbs.dk> skrev i en meddelelse
> news:a7ncot$4v$1@sunsite.dk...
>
> > Hvad skal skellet psykisk/fysisk gøre godt for? Hvorfor ikke blot
betragte
> > det som forskellige udtryksformer for den samme "sygdom"? Hvis jeg
slår
> mig
> > over fingrene med en hammer er min smerte så fysisk eller psykisk?
Er
> > årsagen til smerten, at hammeren rammer fingeren eller at jeg er
> > klodset/motorisk udfordret?
>
> Æbler og pære sammenligning

Øh, hvad er dit argument for afvisning af mit eksempel på det
problematiske i anvendelsen af en uklar skelnen mellem "fysisk" og
"psykisk"?

Jeg skrev en begrundet afvisning af din sammenligning med "genetisk
betingede sygdomme" (f.eks. Hunt.Chor.). Der var afvisningsgrunden at
både den påståede årsag og sygdomsbilledet kan observeres af en
udenforstående (=objektivt) mens det samme ikke gælder for depression
(med mindre vi med sygdomsbilledet definerer serotonin-mangel og det
er der nok mange "patienter" der vil blive utilfredse med, da de ikke
har problemer med serotonin, men med humøret...). Med andre ord: hvad
er æble og hvad er pære (og er begge dele ikke frugter?).
>
> > Tjah, nogle gang tildeles diagnoser jo post-mortem, og så er der
en svær
> > risiko for bias. Tilsvarende sås for år tilbage, hvor nogle mente
at
> > skizofrene ikke kunne drage nytte af samtaleterapi. Når det så
alligevel
> > lykkedes med nogle, så ændrede man bare diagnosen: hvis de havde
gavn af
> > samtaler, så måtte det jo være fordi de ikke var skizofrene
(senere er
> > holdningen til dette ændret).
>
> Det var fordi man indtil for få år siden her i danmark difinerede
> skizofreni på en anden måde end i f. eks. usa
>
Netop, pointen er at diagnoser alene er teoretiske definitioner, som i
forskelligt omfang er praktisk anvendelige. Jeg ser ingen grund til at
antage, at de nuværende på det psykiatriske område er bedre end de
tidligere... (argumentet er fx. at der ikke er nogle undersøgelser af
om det har hjulpet fx på effektiviteten af behandling).

> > Igen er der kun tale om tvivlsomme hypoteser og jeg er helt enig i
at det
> > ikke skal blive hysterisk. Hvad bliver ikke det næste vi skal
undgå sætte
> > børn i verden med?
>
> Ja ønsker man at løbe risikoen for ens efterkommer så.........

Hvilken risiko? Det kan jo aldrig være "mig" der løber en risiko. Og
jeg vil da slet ikke lade mig påvirke af tvivlsomme hypoteser.

>
> > HC er dominant og gives derfor videre til 50% (statistisk
gennemsnit -
> altså
> > sandsynlighedsregning - i praksis kan det være alt mellem 0% og
100%), men
> > det har intet med depression at gøre. Ved HC er både gen og
symptom
> såkaldt
> > objektivt konstatérbart - ingen af delene gælder depression -
derfor er
> det
> > en irrelevant sammenligning.
>
> Jo arv gør sig gældende i manio/depressive psykoser!
> Læs på lektien igen David

Øh, jeg forklarer ovenfor i dette indlæg, hvad mit argument her er:
arvelighedsundersøgelser benytter vidt forskellige kriterier når det
drejer sig hhv. Hunt.Chor. og Depression. Derfor mener jeg altså, at
din sammenligning er en "æbler og pærer"-sammenligning.

At der er tendenser til overrepræsentation af diagnosen depression i
visse familier er jo som bekendt ikke sigende for spørgsmålet om
genetisk disposition. Men arvelighed handler jo om så meget - så er
det arv eller gener du taler om? I sidstnævnte tilfælde må du henvise
sig mig til tvillingestudier (altså studier af enæggede tvillinger der
er blevet adskilt ved fødslen), så jeg kan læse på lektien...
(selvom den slags studier jo ikke kan udelukke fx. fosterpåvirkninger
og også skal være i stand til at differentiere opvækst-familiernes
miljø anamnetisk og så er vi jo lige vidt....)

Det er et principielt argument jeg hævder: det er et angreb på den
begrædelige mangel på videnskabsteoretisk refleksion i de teorier, der
hævder genetisk disposition for psykisk lidelse.

mvh
David

---

On Mon, 25 Mar 2002 15:38:15 +0100, "David Metz" <dtm.ioa@cbs.dk>
wrote:

>Indledende overvejelse: jeg ved godt det er i dk.snak-hierarkiet det her.
>Hvis andre synes kan de FUT'e til dk.videnskab-hierarkiet, men jeg mener
>selv det er OK at bringe indlægget her, da "snak" vel også kan bunde i
>faglighed?

jamen det var da pænt af dig at dele den holdning med os .... men øhh?
jeg kan nu ikke se noget i dit indlæg der..skulle kræve en fut ,,,
>

>Det er desværre ikke så enkelt. Forskellen på såkaldt reaktiv (eksogen) og
>endogen depression/psykose er blot en arbejdshypotese, som nogle behandlere
>mener at kunne drage nytte af i valg af behandling. Men det er jo umuligt at
>foretage en uafhængig måling af årsagen. I praksis gør man ofte det at man
>spørger personen om der er indtruffet noget for nylig eller evt. for længere
>tid siden, der kunne give anledning til depressionen. Hvis der ikke er, så
>slutter (læs: gætter) man at der er tale om en endogen (=indefrakommende
>årsag). Hvis der derimod kan findes en hændelse (f.eks. "et tab") så slutter
>man at der er tale om en reaktiv.
>
>Pointen er nu at i begge tilfælde vil man ofte kunne påvise de samme
>neuroendokrinologiske (=nerver+hormoner) symptomer (men i praksis er det nu
>ikke noget man undersøger). Derfor vil f.eks. SSRI (=lykkepiller) ofte virke
>symptomlindrende uanset hvilken "slags" depression der er tale om

Ohhh det ævl høre man gang på gang jeg for 20 mg ceprix om dagen tag
du 150 mg om dagen i 10 dage og jeg vil væde på at dit forhold til 7
tabellen vil være meget anderledes !

> men det
>siger jo absolut intet om årsagen til symptomerne. At der er et sammenfald
>mellem neuroendokrinologiske fænomener og psykiske fænomener siger jo ikke
>noget om årsagsvirkninger.

det er da en årsags indikator ... man kan jo heller ikke sige pæren
har noget med lampem at gøre andet ind at den er nemmer at se når
lyste er tændt i mørke ind omvendt !


>tvæmod er det oplagt at antage, at begge dele
>er symptomer på "noget" - i det her tilfælde "depression". Det er en meget
>begrædelig tendens at objektivt målbare fænomener automatisk tillægges
>årsagsstatus over for subjektive symptomer - specielt da det er frygtelig
>inkonsekvent: årsager skal være noget der kan måles, men følger må gerne
>være noget der ikke kan måles.... Hvis man er så begejstret for
>"objektivitet" hvorfor accepterer man så subjektive symptomer?

jamen gør man ikke det ?og hvem refere du til ?


>>
>Hvad skal skellet psykisk/fysisk gøre godt for? Hvorfor ikke blot betragte
>det som forskellige udtryksformer for den samme "sygdom"? Hvis jeg slår mig
>over fingrene med en hammer er min smerte så fysisk eller psykisk? Er
>årsagen til smerten, at hammeren rammer fingeren eller at jeg er
>klodset/motorisk udfordret?

jamen er det ikke som udgangspunkt lige gyldigt ?
Når smerten er der så må man forholde sig til den ....
måske starte med at tage en albyl .... går det så ikke over ...jamen
så må man se om det er gigt og der skal en anden behandlings form til
eller er dte bare et almindleigt slag - så ...går det well ove rpå
nogen timer hivs der eller ikke er noget brækket !


>> Hvad? For dominant arv er der 50% risiko, hvis én forælder er bærer og
>75%,
>> hvis begge er bærere, men derfra og så til at fraråde at få børn synes jeg
>> er et temmelig stort skridt. Især i de tilfælde, hvor miljømæssige
>> påvirkninger spiller ind.
>> Lad os ikke drukne i gen-hysteri.
>>
>>
>Igen er der kun tale om tvivlsomme hypoteser og jeg er helt enig i at det
>ikke skal blive hysterisk. Hvad bliver ikke det næste vi skal undgå sætte
>børn i verden med?

ja der må jeg gi mit samtygge - generne spiller en uhyggelig stor
rolle i vores persona .... jeg er et levene bevis - alle min dårlige
sider er som snydt ud af min bilogikse far og intet var lært møtte
først manden da jeg var 20 og havde eller ingen kontakt med ham -
men alkoholismen depresioner - det er fuldstændigt ens !
om end jeg lod mig behandle .... det gjorde han ikke - men tilgendgæld
har han en bil til 500 000 kr og en garderobe til det samme !"

>> Jeg har udlånt min genetikbog så jeg kan ikke fortælle dig
>> sygdomsfrekvenserne, men ved recessiv (vigende) arvelighed er der kun 25%
>> risiko for at give sygdommen videre, hvis begge forældre er bærere - 50%
>> hvis den ene er syg og den anden er bærer - og 100%, hvis begge forældre
>er
>> syge.
>>
>HC er dominant og gives derfor videre til 50%

hvad er HC ?

Mv
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:bul1au0j809rftp2jmbf7jjm4qavqu60i8@4ax.com...
> >Pointen er nu at i begge tilfælde vil man ofte kunne påvise de
samme
> >neuroendokrinologiske (=nerver+hormoner) symptomer (men i praksis
er det nu
> >ikke noget man undersøger). Derfor vil f.eks. SSRI (=lykkepiller)
ofte virke
> >symptomlindrende uanset hvilken "slags" depression der er tale om
>
> Ohhh det ævl høre man gang på gang jeg for 20 mg ceprix om dagen tag
> du 150 mg om dagen i 10 dage og jeg vil væde på at dit forhold til 7
> tabellen vil være meget anderledes !
>
Ja, eller det kunne være jeg i det hele taget /fik/ et forhold til
syvtabellen (en ny "perversion" måske?) Jeg er ikke helt med på, hvad
det er du synes er noget ævl: at pillerne har effekt?

> > men det
> >siger jo absolut intet om årsagen til symptomerne. At der er et
sammenfald
> >mellem neuroendokrinologiske fænomener og psykiske fænomener siger
jo ikke
> >noget om årsagsvirkninger.
>
> det er da en årsags indikator ... man kan jo heller ikke sige pæren
> har noget med lampem at gøre andet ind at den er nemmer at se når
> lyste er tændt i mørke ind omvendt !
>

Næh, det er en indikator på en sammenhæng, hvilket ikke behøver at
sige noget om årsag (der kan jo fx være en bagvedliggende årsag, der
skaber begge fænomener svarende til elektricitet i dit
lampe-eksempel).

>
>>Hvis man er så begejstret for
> >"objektivitet" hvorfor accepterer man så subjektive symptomer?
>
> jamen gør man ikke det ?og hvem refere du til ?

Jo netop - det er noget rod... Jeg refererer til den biologiske
psykiatri - vil du have navne?

> >Hvad skal skellet psykisk/fysisk gøre godt for? Hvorfor ikke blot
betragte
> >det som forskellige udtryksformer for den samme "sygdom"? Hvis jeg
slår mig
> >over fingrene med en hammer er min smerte så fysisk eller psykisk?
Er
> >årsagen til smerten, at hammeren rammer fingeren eller at jeg er
> >klodset/motorisk udfordret?
>
> jamen er det ikke som udgangspunkt lige gyldigt ?

Jo, netop!

> Når smerten er der så må man forholde sig til den ....
> måske starte med at tage en albyl .... går det så ikke over ...jamen
> så må man se om det er gigt og der skal en anden behandlings form
til
> eller er dte bare et almindleigt slag - så ...går det well ove rpå
> nogen timer hivs der eller ikke er noget brækket !
>

Ja, eller man kan tage et aftenskolekursus i sløjd (det er "hammer
hammer fedt"...)

>
> >Igen er der kun tale om tvivlsomme hypoteser og jeg er helt enig i
at det
> >ikke skal blive hysterisk. Hvad bliver ikke det næste vi skal undgå
sætte
> >børn i verden med?
>
> ja der må jeg gi mit samtygge - generne spiller en uhyggelig stor
> rolle i vores persona .... jeg er et levene bevis - alle min dårlige
> sider er som snydt ud af min bilogikse far og intet var lært møtte
> først manden da jeg var 20 og havde eller ingen kontakt med ham -
> men alkoholismen depresioner - det er fuldstændigt ens !
> om end jeg lod mig behandle .... det gjorde han ikke - men
tilgendgæld
> har han en bil til 500 000 kr og en garderobe til det samme !"
>

Og hvem har det så bedst? Nej "spøg" til side - der kan jo være andre
gode grunde end "arv" til det sammenfald du beskriver.

> >HC er dominant og gives derfor videre til 50%
>
> hvad er HC ?

Huntingtons Chorea (var nævnt i et tidligere indlæg) - skrækkelig
sygdom.

mvh
David

---

On Wed, 27 Mar 2002 11:32:41 +0100, "David T. Metz"
<dtm.ioa@Du_Kan_Tro_Nej*cbs.dk> wrote:


>> Ohhh det ævl høre man gang på gang jeg for 20 mg ceprix om dagen tag
>> du 150 mg om dagen i 10 dage og jeg vil væde på at dit forhold til 7
>> tabellen vil være meget anderledes !
>>
>Ja, eller det kunne være jeg i det hele taget /fik/ et forhold til
>syvtabellen (en ny "perversion" måske?) Jeg er ikke helt med på, hvad
>det er du synes er noget ævl: at pillerne har effekt?

ja ... faktisk så sent som i forgårds løb jeg tør ... jeg blev snot
forviret paranoid etc.... jeg har prøvet det før hvor jeg har spruget
over i 3-4 dage jeg siger dig jeg går sort & gråt !

og det er sgu ikke plase bo - jeg har taegte næsten hvad man kan tage
..... og jeg ved sgu hvad der virker ... indrømmet med depot
medicinering er det forskeligt afhænigt af den enes måde at optage det
på !


>> det er da en årsags indikator ... man kan jo heller ikke sige pæren
>> har noget med lampem at gøre andet ind at den er nemmer at se når
>> lyste er tændt i mørke ind omvendt !
>>
>
>Næh, det er en indikator på en sammenhæng, hvilket ikke behøver at
>sige noget om årsag (der kan jo fx være en bagvedliggende årsag, der
>skaber begge fænomener svarende til elektricitet i dit
>lampe-eksempel).

Ja.... men min pointe er at først må man om nødvendigt lindre også gi
sig til at søge efter årsager om disse skulle skønnes at have nogen
befrien effekt for sindets matre !

>
>>
>>>Hvis man er så begejstret for
>> >"objektivitet" hvorfor accepterer man så subjektive symptomer?
>>
>> jamen gør man ikke det ?og hvem refere du til ?
>
>Jo netop - det er noget rod... Jeg refererer til den biologiske
>psykiatri - vil du have navne?

ja tak :)

>

>> >årsagen til smerten, at hammeren rammer fingeren eller at jeg er
>> >klodset/motorisk udfordret?
>>
>> jamen er det ikke som udgangspunkt lige gyldigt ?
>
>Jo, netop!

Godt

>
>> Når smerten er der så må man forholde sig til den ....
>> måske starte med at tage en albyl .... går det så ikke over ...jamen
>> så må man se om det er gigt og der skal en anden behandlings form
>til
>> eller er dte bare et almindleigt slag - så ...går det well ove rpå
>> nogen timer hivs der eller ikke er noget brækket !
>>
>
>Ja, eller man kan tage et aftenskolekursus i sløjd (det er "hammer
>hammer fedt"...)

Det vil jo næppe - afhjælpe den smerte der er aktuel - jeg bed mig
selv i tungen i går det skert - smerte sker bare også må man forholde
sig til 1 .) når den er aktuel 2.) sener sondre præventivt på ikke at
løbe ind i den igen !
>>
>> ja der må jeg gi mit samtygge - generne spiller en uhyggelig stor
>> rolle i vores persona .... jeg er et levene bevis - alle min dårlige
>> sider er som snydt ud af min bilogikse far og intet var lært møtte
>> først manden da jeg var 20 og havde eller ingen kontakt med ham -
>> men alkoholismen depresioner - det er fuldstændigt ens !
>> om end jeg lod mig behandle .... det gjorde han ikke - men
>tilgendgæld
>> har han en bil til 500 000 kr og en garderobe til det samme !"
>>
>
>Og hvem har det så bedst?

Det mener vi nok hver for sig at vi selv har - han valgte mamon jeg
valgte så meget af sanheden som jeg ku få !

> Nej "spøg" til side - der kan jo være andre
>gode grunde end "arv" til det sammenfald du beskriver.

Måske - men som jeg siger jeg møder først mande da jeg er 20 han kan
ikke ha lært mig noget - en traumastisk opvægst - kan samenført med
hans rådene gener - have givet udslaget - jeg tror ikke fordi man er
disponeret at man for det - hvis man har gode forældre så gør man det
næppe - har man dårlige forældre slår det angiveligtvis igenem !

>
>> >HC er dominant og gives derfor videre til 50%
>>
>> hvad er HC ?
>
>Huntingtons Chorea (var nævnt i et tidligere indlæg) - skrækkelig
>sygdom.

Har du en link ?
Mv
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

Hi Bo
Jeg bryder lige ind her, når I nu har genoptaget den gamle tråd.

> ja ... faktisk så sent som i forgårds løb jeg tør ... jeg blev snot
> forviret paranoid etc.... jeg har prøvet det før hvor jeg har spruget
> over i 3-4 dage jeg siger dig jeg går sort & gråt !
>
> og det er sgu ikke plase bo - jeg har taegte næsten hvad man kan tage
> .... og jeg ved sgu hvad der virker ... indrømmet med depot
> medicinering er det forskeligt afhænigt af den enes måde at optage det
> på !

Der er ingen grund til at gå og lide under disse meget ubehagelige
symptomer, når du ellers har det så meget bedre, når du får din medicin.
Det er ikke så rart at løbe tør, så det er bedst at få fornyet recepterne i
tide så det ikke sker
>
> Ja.... men min pointe er at først må man om nødvendigt lindre også gi
> sig til at søge efter årsager om disse skulle skønnes at have nogen
> befrien effekt for sindets matre !

Selvfølgelig skal årsagerne søges at ændres, der er jo bare det at vi ikke
ændre på vores fortid, vores barndom kan jo hellerikke laves om. Vi er
nødt til at leve med den som den var, vi kan gøre de dårlige oplevelser til
at leve med ved at beabejde dem, det gøres f.eks ved at tale om dem
eller ved at skrive om dem.

Jeg er enig med dig i, at medicin er en udvej for dig, når du ellers
får det så slemt, som du beskriver ovenfor.

> >Jo netop - det er noget rod... Jeg refererer til den biologiske
> >psykiatri - vil du have navne?

Psykiatere, psykologer og "antipsykiater" har diskuteret, om det er
den biologiske eller den den psykodynamiske psykiatri, der er den
mest korekte årsagsforklaring til de psykiske lidelser, i mange år.
Det er da også noget der kan se ud til at være noget rod, men som
så mange andre sygdomme, er der årsager fra både arv og miljø.


> >Huntingtons Chorea (var nævnt i et tidligere indlæg) - skrækkelig
> >sygdom.

Ja, det er en skrækkelig sygdom, heldigvis er den sjælden, da mange
af dem der er bærer af dette gen vælger ikke at få børn. Det kalder
jeg sund fornuft, og ikke genhysteri det samme gælder flere former
for psykiske lidelser, at tale om genhysteri når det f.eks schizofreni
eller maniodepressiv psykose, er at bagalisere disse pinefulde lidelser.
Samtidig overser I det miljø som et barn af en svært psykisk syg,
i perioder vil leve i, det er dårlige ods (både arv og miljø, måske oven
i købet fra begge forældre)

>
> Har du en link ?

Hvis du vil have det kan jeg sende dig en mail med en beskrivelse
af sygdommen.

Med venlig hilsen
Hanne M.

---

On Thu, 28 Mar 2002 14:24:35 +0100, "Hanne M"
<viola_vrinsk@hotmail.com> wrote:

HI Hanne

>> og det er sgu ikke plase bo - jeg har taegte næsten hvad man kan tage
>> .... og jeg ved sgu hvad der virker ... indrømmet med depot
>> medicinering er det forskeligt afhænigt af den enes måde at optage det
>> på !
>
>Der er ingen grund til at gå og lide under disse meget ubehagelige
>symptomer, når du ellers har det så meget bedre, når du får din medicin.
>Det er ikke så rart at løbe tør, så det er bedst at få fornyet recepterne i
>tide så det ikke sker

jeg ved det jeg ved det men sidste gang fik jeg i pakker med 10 i
hver også ligger de og flyder alle vegne - så jeg kan i reglen finde
ne 3 stykker når jeg kikker efter ....der er jo 98 af gangen .... men
nu har jeg fåed et glas så er det til at holde styr på !


>Selvfølgelig skal årsagerne søges at ændres, der er jo bare det at vi ikke
>ændre på vores fortid, vores barndom kan jo hellerikke laves om. Vi er
>nødt til at leve med den som den var, vi kan gøre de dårlige oplevelser til
>at leve med ved at beabejde dem, det gøres f.eks ved at tale om dem
> eller ved at skrive om dem.

Det er klart .... men man skal jo have noget at stå i mod med - før
man har overskudet til at tale om tingene ...tingene forsvinder ikke
fordi man bliver medicineret ...personeligt har jeg arldirg set
tingene klare ind første gang jeg fik nitazipam - fordi det fjerner
smerten og den slår paraderne ned og man kan se tingene for hvad de er
uden de flår en i stykker !

>
>Jeg er enig med dig i, at medicin er en udvej for dig, når du ellers
> får det så slemt, som du beskriver ovenfor.

ja spevilt nu hvor jeg er vand til det - hvis jeg lod være ville der
selvføligt være abstinensen ... men den kan tages med noget muskel
afslapene - som man godt nok bliver sløv som fanden af .... men noget
andet er at de ting jeg brugte før til at stå i mod med de er jo long
gone - projektioner alkohold hærværk søvnløshed angst etc.

>
>> >Jo netop - det er noget rod... Jeg refererer til den biologiske
>> >psykiatri - vil du have navne?
>
>Psykiatere, psykologer og "antipsykiater" har diskuteret, om det er
> den biologiske eller den den psykodynamiske psykiatri, der er den
>mest korekte årsagsforklaring til de psykiske lidelser, i mange år.
>Det er da også noget der kan se ud til at være noget rod, men som
>så mange andre sygdomme, er der årsager fra både arv og miljø.

jeg er sikker på at vi er født med nogen arvelige dispusisioner - jeg
er lige så sikker på at disse arvelige dispusisioner frem for alt
former sig efter den opvægst man har !
også er man disponeret for en eller anden form for sindslidelse - og
man for en råden opvægst jamen så skal den sgu nok slå igenem hvor den
måske ikke ville have gjort dte om man havde forældre der gerne ville
have børn og var kompetente til det !


>
>
>> >Huntingtons Chorea (var nævnt i et tidligere indlæg) - skrækkelig
>> >sygdom.
>
>Ja, det er en skrækkelig sygdom,

Hvad sker der ?

> heldigvis er den sjælden, da mange
> af dem der er bærer af dette gen vælger ikke at få børn. Det kalder
> jeg sund fornuft, og ikke genhysteri det samme gælder flere former
>for psykiske lidelser, at tale om genhysteri når det f.eks schizofreni
>eller maniodepressiv psykose, er at bagalisere disse pinefulde lidelser.
>Samtidig overser I det miljø som et barn af en svært psykisk syg,
>i perioder vil leve i, det er dårlige ods (både arv og miljø, måske oven
>i købet fra begge forældre)

ja det er gak - lige så sindsygt som at enhver belastet narko
prostitueret kan beholde sin pode langt ud i det urigemelige - hvor
det praktisk talt er umuligt at adoptere hvis man har en års indkomste
der er på under 1½ million for et gift par - der til overflod
mistæneligtgøres over for en mindre trafik forselse også koster det
kassen !
mine søstre kostede i adoption 50 000 pr stk tror jeg ja det er ikke
meget ..... men i forhold til man lader børn ligge og dø på gaderne i
Indien elller Piger i Kina fordi de er PIGER - så kan man altså ikke
adoptere som dansker , his man har været skildt fordi det er UMORALSK
I Indien hvor man i Calcutta kan kneppe en 7 årge for 23 kr - børne
arbejde osv det er sgu en syg verden !

>
>>
>> Har du en link ?
>
>Hvis du vil have det kan jeg sende dig en mail med en beskrivelse
>af sygdommen.

jow tak:)
Mv
Bo

fut :dk.snak.snik
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:q6s4augejvbddg78rjcs8flu69rih0dp18@4ax.com...
> On Wed, 27 Mar 2002 11:32:41 +0100, "David T. Metz"
>
> og det er sgu ikke plase bo - jeg har taegte næsten hvad man kan
tage
> .... og jeg ved sgu hvad der virker ... indrømmet med depot
> medicinering er det forskeligt afhænigt af den enes måde at optage
det
> på !
>
Jeg tror vi er enige så. Det har ikke været min mening at påstå at
medicinen ikke virker... Det virker da.

>

>
> Ja.... men min pointe er at først må man om nødvendigt lindre også
gi
> sig til at søge efter årsager om disse skulle skønnes at have nogen
> befrien effekt for sindets matre !
>

Jamen endnu engang er vi enige - eller i hvert fald ikke dybt uenige.
Jeg tror også medicin kan være en god ting til at dæmpe symptomer i
starten af en behandling.


> >
> >Jo netop - det er noget rod... Jeg refererer til den biologiske
> >psykiatri - vil du have navne?
>
> ja tak :)
>
Hmm, nu skal jeg måske passe på med injurielovgivningen og min
fagforenings etiske kodeks, så derfor bliver jeg nødt til at formulere
mig sådan her:

Det jeg udtaler mig om er først og fremmest en bestemt
videnskabstradition, den biologiske psykiatri. Uden at have gjort mig
bekendt i detaljer med enkeltpersoners samlede videnskabelige
produktion, mener jeg at kunne identificere nogle som repræsentanter
for denne tradition. Dette sker på baggrund af citater fra dem, som
muligvis kan være taget ud af en større sammenhæng. Eksempler på
enkeltpersoner er Tom Bolwig og Raben Rosenberg.
> >Ja, eller man kan tage et aftenskolekursus i sløjd (det er "hammer
> >hammer fedt"...)
>
> Det vil jo næppe - afhjælpe den smerte der er aktuel - jeg bed mig
> selv i tungen i går det skert - smerte sker bare også må man
forholde
> sig til 1 .) når den er aktuel 2.) sener sondre præventivt på ikke
at
> løbe ind i den igen !
Ja prævention er væsentlig også når det handler om at undgå andet end
smerte...

>
> > Nej "spøg" til side - der kan jo være andre
> >gode grunde end "arv" til det sammenfald du beskriver.
>
> Måske - men som jeg siger jeg møder først mande da jeg er 20 han kan
> ikke ha lært mig noget - en traumastisk opvægst - kan samenført med
> hans rådene gener - have givet udslaget - jeg tror ikke fordi man er
> disponeret at man for det - hvis man har gode forældre så gør man
det
> næppe - har man dårlige forældre slår det angiveligtvis igenem !
>
Ja måske, men det er altså bare en hypotese det med generne og jeg
reagerer især på det pga. Hennings forslag om at være påpasselig med
at få børn - det synes jeg er et forkert råd at give, når viden på
området er så usikker.

> >
> >Huntingtons Chorea (var nævnt i et tidligere indlæg) - skrækkelig
> >sygdom.
>
> Har du en link ?

www.netdoktor.dk søg på "Chorea"

mvh
David

---

On Thu, 28 Mar 2002 18:19:17 +0100, "David T. Metz"
<dtm.ioa@Du_Kan_Tro_Nej*cbs.dk> wrote:

>
>"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
>news:q6s4augejvbddg78rjcs8flu69rih0dp18@4ax.com...
>> On Wed, 27 Mar 2002 11:32:41 +0100, "David T. Metz"
>>
>> og det er sgu ikke plase bo - jeg har taegte næsten hvad man kan
>tage
>> .... og jeg ved sgu hvad der virker ... indrømmet med depot
>> medicinering er det forskeligt afhænigt af den enes måde at optage
>det
>> på !
>>
>Jeg tror vi er enige så. Det har ikke været min mening at påstå at
>medicinen ikke virker... Det virker da.

Godt jeg for sgu bare udslag af dem her der mener at hyppen t er
gaveneligt i mod kræft - men pencelin ikke virker i mod hals
betændelse !

>
>>
>
>>
>> Ja.... men min pointe er at først må man om nødvendigt lindre også
>gi
>> sig til at søge efter årsager om disse skulle skønnes at have nogen
>> befrien effekt for sindets matre !
>>
>
>Jamen endnu engang er vi enige - eller i hvert fald ikke dybt uenige.
>Jeg tror også medicin kan være en god ting til at dæmpe symptomer i
>starten af en behandling.

my point - lad der kommer ro og indre styrke også tager vi den derfra!

>
>
>> >
>> >Jo netop - det er noget rod... Jeg refererer til den biologiske
>> >psykiatri - vil du have navne?
>>
>> ja tak :)
>>
>Hmm, nu skal jeg måske passe på med injurielovgivningen og min
>fagforenings etiske kodeks, så derfor bliver jeg nødt til at formulere
>mig sådan her:

hvad laver du ?
>
>Det jeg udtaler mig om er først og fremmest en bestemt
>videnskabstradition, den biologiske psykiatri. Uden at have gjort mig
>bekendt i detaljer med enkeltpersoners samlede videnskabelige
>produktion, mener jeg at kunne identificere nogle som repræsentanter
>for denne tradition. Dette sker på baggrund af citater fra dem, som
>muligvis kan være taget ud af en større sammenhæng. Eksempler på
>enkeltpersoner er Tom Bolwig og Raben Rosenberg.

link url - har ikke hørt om dem !



>Ja måske, men det er altså bare en hypotese det med generne og jeg
>reagerer især på det pga. Hennings forslag om at være påpasselig med
>at få børn - det synes jeg er et forkert råd at give, når viden på
>området er så usikker.

Puhh har man så at sige lige i generne som lasten - så skal man
ihvertilfælled tænke sig meget grundigt om inden man for børn -
min ½ søster på den samme gentiske masse er f.eks ikke ramt af
dipsomani - af depresioner til hun var i slutningen af 20 erne ja !
men så fik hun en fremragene mand og nogen børn - så gik det sgu i sig
selv.

om jeg ville turde få børn : ja da :)
Der er ikke noget i min måde at behandle navneligt børn på som gør at
de ville tage skade af og derved udvikler symptomet - jeg er ret
sikker på hvis min mor ikke var blevet skildt fra min emotionelle far
da jeg var 11 år eller jeg var flyttet med ham - så var dipsomanien
heller ikke slåed igenem .

PÅ samme måde som med min biologiske far - gu er han da en røw men han
ikke haft det skide skægt - hans mor er binde gal - hans ene bror døde
blod kræft da han var 9 år - han så sin egen emotionelle far få
hovedet kappet af i et trafik uheld hvor han sad ved siden af - han
havde en fætter der hængte sig da han var 10 år fordi han var kørt i
gryften med en traktor - så han ville heller dø ind stå ansigt til
ansigt med sine forædre - der har jo været skide *rart* der oppe i
vendsyssel ! i 50 erne !

Jeg tror da at hvis han og hvis jeg havde haft skide flinke forældre -
de rvar opmærksomme tilstede sammen og priouterede derres børn - jamen
så havde man well fåed en balast der kan stå i mod det gentriske onde!

>
>> >
>> >Huntingtons Chorea (var nævnt i et tidligere indlæg) - skrækkelig
>> >sygdom.
>>
>> Har du en link ?
>
>www.netdoktor.dk søg på "Chorea"

I will
Mv
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:iqo6aucat3i5d4ahkrk0e0s5g48btqe63k@4ax.com...
> On Thu, 28 Mar 2002 18:19:17 +0100, "David T. Metz"
> <dtm.ioa@Du_Kan_Tro_Nej*cbs.dk> wrote:
> >Hmm, nu skal jeg måske passe på med injurielovgivningen og min
> >fagforenings etiske kodeks, så derfor bliver jeg nødt til at
formulere
> >mig sådan her:
>
> hvad laver du ?

Jeg er medlem af Dansk Psykologforening...

> >
> >Det jeg udtaler mig om er først og fremmest en bestemt
> >videnskabstradition, den biologiske psykiatri. Uden at have gjort
mig
> >bekendt i detaljer med enkeltpersoners samlede videnskabelige
> >produktion, mener jeg at kunne identificere nogle som
repræsentanter
> >for denne tradition. Dette sker på baggrund af citater fra dem, som
> >muligvis kan være taget ud af en større sammenhæng. Eksempler på
> >enkeltpersoner er Tom Bolwig og Raben Rosenberg.
>
> link url - har ikke hørt om dem !

Bolwig er overlæge på psykiatrisk afd. på Rigshospitalet,
(kunne ikke finde et godt link til ham på Google - prøv selv)
Rosenberg det samme på Århus Psykiatriske hospital...
http://www.biolpsych.suite.dk/Danish/ansatte/Raben/Raben%20Rosenberg.h
tm


>
> Jeg tror da at hvis han og hvis jeg havde haft skide flinke
forældre -
> de rvar opmærksomme tilstede sammen og priouterede derres børn -
jamen
> så havde man well fåed en balast der kan stå i mod det gentriske
onde!
>
Ja det er min pointe: overvejelserne bør gå på så meget andet end
gener...

mvh
David

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:iqo6aucat3i5d4ahkrk0e0s5g48btqe63k@4ax.com...
> On Thu, 28 Mar 2002 18:19:17 +0100, "David T. Metz"
> <dtm.ioa@Du_Kan_Tro_Nej*cbs.dk> wrote:
>

Hi Bo
Som lovet har jeg sendt en mail på ovenstående mailadresse,
men der kom automat svar, så jeg ved ikke om du har set den.
Med venlig hilsen Hanne M.

---

On Sat, 30 Mar 2002 11:12:29 +0100, "Hanne M"
<viola_vrinsk@hotmail.com> wrote:

>
>"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
>news:iqo6aucat3i5d4ahkrk0e0s5g48btqe63k@4ax.com...
>> On Thu, 28 Mar 2002 18:19:17 +0100, "David T. Metz"
>> <dtm.ioa@Du_Kan_Tro_Nej*cbs.dk> wrote:
>>
>
>Hi Bo
>Som lovet har jeg sendt en mail på ovenstående mailadresse,
>men der kom automat svar, så jeg ved ikke om du har set den.
>Med venlig hilsen Hanne M.


Ohh den er til spam og meget små beskeder..dvs de meste spam ryger
retur i hovedet på¨ afsenderen jeg tror hvis den er over en kb så
ryger den retur hvis den her adresse dur :viola_vrinsk@hotmail.com
så lægger jeg den ind på min hotmail :chokmah999@hotmail.com men der
kan heller ikke komme post ind med mindre at vedkomne er i mit adresse
bibliotek....i det hele taget så er de fleste af mine kontor omstillet
så man for 6 -7 beskeder retur men chokmah@c.dk dur der kan man så få
en anden adresse..... hvis det er en jeg kender og beskeden er på
under en kb
Mv
Bo

fut :dk.snak.off-topic
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

Hej

>som jeg opfatter det så mener jeg faktisk ikke rigtig man bør skelne.... en
>depression er en depression... uanset hvorfor den er kommet..... det kan
>være pga sygdom... det kan være pga arbejde..... uoverkommelige personlige
>forhold.... eller feks en fødsel og de efterfølgende uger....
>men hvad gør man så når en fødselsdepression først kommer til udtryk når
>barnet er 6 mdr.... er det så også en fødselsdepression??

Jeg er på sin vis enig med dig i, at en depression er en depression,
ligegyldig hvad der så har udløst den. Jeg ser det så "bare" som en
måde at nuancere begrebet lidt, når man så kalder depressionerne
forskellige ting. Hvis der kommer én og fortæller mig, at vedkommende
lider af en depression, så ved jeg stadig kun, at vedkommende har en
depression. Får jeg derimod at vide, det er en fødselsdepression eller
noget andet, fx. en der er udløst af pludseligt dødsfald hos en nær
slægtning (eller andet for den sags skyld), så ved jeg jo straks lidt
mere om, hvad sagen drejer sig om.
Og jo, jeg vil mene at en depression der har sine rødder i en
fødsel/det at blive forældre/tackle forældrerollen, er en
fødselsdepression, ligegyldig hvornår den "indtræffer".

MVH
Gitte

---

On Tue, 26 Feb 2002 06:45:49 GMT, gitte@beyer.mu (Gitte) wrote:

Hej Gitte :)
>
>>Ok ! har du oplevet en fødesldepresion ?
>>
>Det mener jeg bestemt ikke jeg har/har haft, ej heller en "almindelig"
>depression.

Nå men du havde bare så klare svar og meninger så det var oplaget du
at du have nogen erfaringer der undertsøttede dine udsagng !
>
>>kan du i så fald med fare for at lyde lidt inkvisitorisk... beskrive
>>forskellen i mellem en fødesesl depresion og en anden form for
>>depresion , ja der kan du selv vælge ?
>
>Har du selv haft én da, eller har du måske andre gode forudsætninger
>for at dømme?

Uhhh take u r pick jeg tror jeg har prøvet alle dem man som man
kan delir tremens - har været indlagt på syk 3 gange har haft 3 reele
selvmords forsøg - som barn og tildels teenager så jeg malerier
gardiner bevaæge isg og blive levene når jeg var aflene hjemme , hvad
jeg var ganske ofte med min 6 ynger søster når MOR var på kursus og
far var ude og blive læge - jeg har i perioder haft en udtalt angst
for mine egene hænder - jeg ku få næsten kvælings fornemelse når jeg
var i nærheden af rødhårde mænd med fregner muligvis fordi jeg blev
seksuelt misbrugt af min biologiske far da jeg var spæd der ser sådan
ud - jeg har skåret min egen mave op med smadre øl flakser knive
drukke mit eget blod ..... men nuuuuu :) for jeg nerve medicin nok
dagligt til at man ville kunne tage kejsersnit på en 2 tons sø ko og
den ville først vågne og ha det herligt 5 dage efter - et almindeligt
uårøvede menneske ville sgu nok gå coma ... der findes ikke en Joy
DiVision sang eller marlyn manson som jeg ikke har oplevet på et eller
andet tidspunkt .. men jeg tror nok lou reeds waws of fear er den den
beskriver det bedst ..... men indrømmet en fødssels depresion før jeg
næppe ... jeg tror jeg har opbrugt min kvote af den værste angst !

nahh selve the Blue mask gør det bedre i stemning sådan er det :

_The Blue Mask_
(Lou Reed, 1982)

written by Lou Reed
=====================


They tied his arms behind his back
to teach him how to swim
They put blood in his coffee
and milk in his gin
They stood over the soldier
in the midst of the squalor
There was war in his body
and it caused his brain to holler

Make the sacrifice
mutilate my face
If you need someone to kill
I'm a man without a will
Wash the razor in the rain
let me luxuriate in pain
Please don't set me free
death means a lot to me

The pain was lean and it made him scream
he knew he was alive
They put a pin through the nipples on his chest
he thought he was a saint
I've made love to my mother, killed my father and brother
what am I to do
When a sin goes too far, it's like a runaway car
it cannot be controlled

Spit upon his face and scream
there's no Oedipus today
This is no play you're thinking you are in
what will you say
Take the blue mask down from my face
and look me in the eye
I get a thrill from punishment
I've always been that way

I loathe and despise repentance
you are permanently stained
Your weakness buys indifference
and indiscretion in the streets
Dirty's what you are and clean is what you're not
you deserve to be soundly beat

Make the sacrifice
take it all the way
There's no "won't" high enough
to stop this desperate day
Don't take death away
cut the finger at the joint
Cut the stallion at his mount
and stuff it in his mouth




--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
No Tame dog is gonna take my bone (Lou Reed)
You've got to be honest to live outside the law (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html

---

Hej
>
>Nå men du havde bare så klare svar og meninger så det var oplaget du
>at du have nogen erfaringer der undertsøttede dine udsagng !

Nu skrev jeg vist noget med, at det var ifølge min opfattelsesverden
Men ok, den verden kunne jo godt have indeholdt personlige
erfaringer. Helt uvidende er jeg vel heller ikke, jeg har da skrevet
opgaver om psykiske lidelser + arbejdet med psykisk syge, hvilket igen
har medført, at jeg da fra tid til anden følger lidt med på området.
>>
>Uhhh take u r pick

)

MVH
Gitte

---

"Gitte" <gitte@beyer.mu> wrote in message
news:3c77eec5.43411081@news.tele.dk...
> Hej
> >
> >mener du man ikke er "mor eller far" hvis ens barn er dødt??
> >det synes jeg ikke helt holder.....
>
> Jo, hvis der er tale om et barn, der er dødfødt, men ikke hvis der er
> tale om en abort.

det kommer jo også an på hvornår i forløbet man mister barnet..... inden ca
20 uge er der jo intet liv at mærke som sådan..... der vokser maven bare....
men herefter mener jeg altså godt man kan tillade sig at kalde det der reelt
er et forster for et barn... også selvom det måske ikke er levedygtigt hvis
det bliver født.....

> >mange der mister barnet glæder sig jo gevaldigt til dette barn og fra
første
> >færd begynder man (som kvinde ihvertfald) at betragte sig selv som
mor....
> >jeg kan følge dig at hvis det er en abort meget tidligt i graviditeten så
er
> >det en "almindelig" depression man ender i....

> Selvfølgelig gør man det. Jeg har selv været igennem en abort, og den
> sorg der følger med. Men jeg følte altså ikke, at jeg var en mor, der
> havde mistet sit barn. Og selv om jeg er kvinde, kan jeg ikke helt
> tilslutte mig, at man føler sig som mor fra første færd, for selv om
> jeg var gravid, havde jeg altså stadig ikke noget at være mor til, det
> var noget, der var på vej. Sådan forholdt det sig også, da jeg hurtigt
> efter blev gravid igen, og alt heldigvis gik som det skulle. Der følte
> jeg mig egentlig heller ikke som mor, før jeg reelt blev det ved
> fødslen. Hvordan jeg ville have følt det, hvis der var gået noget
> galt, kan jeg naturligivs ikke sige.

nu har jeg aldrig fået en abort.... heldigvis... hverken spontant eller
provokeret.... men da jeg blev gravid med min søn følte jeg mig i høj grad
som mor fra første færd... hvis jeg ikke havde haft disse følelser ville jeg
dengang have valgt abort..... i det øjeblik jeg fik at vide at jeg var
gravid vidste jeg at jeg var mor....

> >feks har jeg en veninde der mistede hendes lille søn 5 uger før
terminen....
> >hvis du også påstå at hendes depression ikke er en fødselsdepression??
> >hun skulle føde dette døde barn på naturlig vis..... hun fik ham ind til
sig
> >og tilbragte en dag med ham hvor hun fandt ud af at han var helt
perfekt....
> >er hun ikke mor??
>
> Som jeg præciserede ovenfor, så mener jeg ikke man er mor, hvis det er
> en abort. Hvis det fx. er et dødfødt barn, er det noget lidt andet.

du skrev at det er forbeholdt mødre... du kan jo ikke se på en kvinde omhun
har fået et dødfødt barn... tilkommer det så dig at afgøre hvilken type
depression denne kvinde lider af??

> >IMO havde hun en frygtelig oplevelse... og naturligvis også¨sorg
følelse...
> >men jeg mener stadig at hvis den sorgfølelse udvikler sig til en
depression
> >så er det lige så meget en fødselsdepression som hvis barnet havde
> >levet.....
> >
> Jeg anderkender fuldt og helt, at man naturligvis reagerer med en
> stærk sorg i sådan et tilfælde, og at denne sorg kan udvikle sig til
> en depression. Men i min opfattelsesverden, så drejer denne depression
> sig om sorgen over et tab, mens en fødselsdepression har med selve
> forældrerollen at gøre, altså det "aktivt" at være forældre.
> Selvfølgelig kan der godt være et element af dette, i den depression
> der følger et dødt barn, men jeg ser det primære som en sorg-reaktion
> over at have mistet.

hvordan kan du vide hvilke ting der udløser hendes depression?
det kan jo sagtens være hendes reaktion kommer ud fra en ide om at hun er
uegnet til mor og derfor døde hendes barn..... så har det også aktivt noget
me forælrerollen at gøre IMO.....

det kan være latterlige små ting der udløser en depression.... feks har jeg
netop læst om en kvinde der fik en fødselsdepression efter hendes fjerde
fødsel som var den nemmeste af dem alle..... så jeg mener ikke man
kategorisk kan sætte en label på hvornår en depression er det ene eller
andet.....
man kan ikke sige at en fødselsdepression er anderledes fordi sådan og
sådan.....
faktisk mener jeg ikke man kan tillade sig at kalde det en
fødselsdepression...... men nærmere en depression efter en fødsel.......
--
knus sabina

behind every good woman,
lies a trail of men...*SF*
læs mine artikler på www.MandeZonen.dk

---

"Gitte" <gitte@beyer.mu> skrev i en meddelelse
news:3c77eec5.43411081@news.tele.dk...
> Hej
Hej Gitte og Sabina

> >mener du man ikke er "mor eller far" hvis ens barn er dødt??
> >det synes jeg ikke helt holder.....
>
> Jo, hvis der er tale om et barn, der er dødfødt, men ikke hvis der er
> tale om en abort.

En abort af et ønskebarn kan være, at sammenligne med at miste et
levende barn, sorgen er lige så slem for nogen par. Især dem der
kæmper i årevis for at få et barn.


> >feks har jeg en veninde der mistede hendes lille søn 5 uger før
terminen....
> >hvis du også påstå at hendes depression ikke er en fødselsdepression??
> >hun skulle føde dette døde barn på naturlig vis..... hun fik ham ind til
sig
> >og tilbragte en dag med ham hvor hun fandt ud af at han var helt
perfekt....
>er hun ikke mor??

Man kan ikke kalde det en fødselsdepression, da denne stakkels
mor havde været ude for, et tab af et barn, og gennemlevet at skulle
føde det døde barn. Det kaldes en reaktiv depression, årsagen er
tydelig for en hver, sorgen over det døde barn og travmet over at skulle
føde vel vidende at barnet var dødt.

En fødsels depression derimod, er sværer at forklare fordi der ikke er
samme tab, men en mor som har fået sit ønskebarn, som har glædet sig
sammen med sin mand, der er ikke en let forklarlig grund som ved det
dødfødte barn. Lidelsen er lige så pinefuld som en reaktiv depression,
og der er en mangel på forståelse fra omgivelserne, der kun gør det værer.

Årsagne til fødselsdepressioner er både hormonelt og den stærke psykiske
påvirkning det er at få det barn der længe har fyldt aå meget. Stærke
forventninger om straks at føle den moderfølelse som andre kvinder
beskriver. Istedet føler de tomhed, smerte, utilstrækkelighed og
dårlig samvittighed. De er bange for kunne finde på at skade barnet, tør
ikke tage sig af barnet, ej heller hvis det ligger og skriger.


> Jeg anderkender fuldt og helt, at man naturligvis reagerer med en
> stærk sorg i sådan et tilfælde, og at denne sorg kan udvikle sig til
> en depression. Men i min opfattelsesverden, så drejer denne depression
> sig om sorgen over et tab, mens en fødselsdepression har med selve
> forældrerollen at gøre, altså det "aktivt" at være forældre.
> Selvfølgelig kan der godt være et element af dette, i den depression
> der følger et dødt barn, men jeg ser det primære som en sorg-reaktion
> over at have mistet.

Det har du ret i.

Med venlig hilsen
Hanne M.

---

"Chokmah Dog Fever" <chokmah@c.dk> skrev i en meddelelse
news:51ua7ugvi7ho1033mv6djkloue776cg2mq@4ax.com...

> men hvorfor fan bliver man så depremeret ?
> det er mit indtryg at det er en depresion der mest udspringer af noget
> homonelt hos kvinden , eller hwa ?

På
http://www.netjordemoderen.dk/read_artikler.php3?data=a967035482&page=0
er der en god beskrivelse.
Ghita

---

On Mon, 25 Feb 2002 23:06:30 +0100, "Ghita" <mammasine@bonbon.net>
wrote:


>På
>http://www.netjordemoderen.dk/read_artikler.php3?data=a967035482&page=0
>er der en god beskrivelse.

meget jeg sender den pronto til 2 af mine mandlige venner ( heldige
*røvhulder* blevet far ja den ene han blve det sgu i dag well nu
er det over midnat men så i går og den anden for en uge siden - men
det er sgu et par stærke gutter og de er godt tjent med de kvinder de
har den ene hun er sgu 42 og har en datter på 21 .... det er så godt
nok ikke skadens ( min ven ) den anden ja de mistede sgu en dreng for
2 år siden ved en hjerte operation han blev 6 uger så de har selvfølig
været noget nervøse ... men han er sgu sund og wellskabt ... så nu
skal der laves horoskober igen
MvH
Bo
--
I'm deeper than the shit I'm in (Iggy Pop)
But to live outside the law you must be honest (Dylan)
http://www.atlyrics.com/m/marilynmanson/page16.html
I Know what to do-an I m not doing well-(Marlyn manson)