Hejsa.
Tusind tak for dit svar. Mit grundlæggende problem er at jeg har været udsat
for incest i min barndom og senere seksuelle overgreb fra min daværende
kæreste (den første) voldtægt og vold fra hans side også.
Jeg har prøvet mange slags behandling og det hele er ligesom brugt op -
intet har hjulpet. Jo psykologen men det har jeg ikke råd til på en SU.
Jeg får 30 mg. cipramil hver dag mod depression og jeg tror det hjælper. Min
sidste chance er psykiatrisk afdeling men det lyder så voldsomt og jeg har
været henvist før der til men de mente ikke mine problemer var store nok til
at de kan hjælpe mig.
Hilsen Helle
"Pentan" <pentan@mail.dk> wrote in message
news:3c606809$0$236$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Kære Helle
> Jeg har læst dit indlæg, der rørte mig meget, da jeg kender til det samme.
> Inden jeg begiver mig ud i at give dig nogle velmente ord med på vejen,
vil
> jeg først lige kommentere dit indlæg.
>
> > Jeg er en pige på 19 år som bor sammen med min kæreste som er 24 år. Vi
> har
> > kommet sammen i 20 mdr og boet sammen i ca. 8½ mdr. Vi bor i en tre
> værelses
> > og jeg mener vi har det godt sammen. Faktisk skændes vi aldrig og hver
> > eneste dag griner vi og pjatter sammen. Alligevel føler jeg ikke det er
> som
> > det skal være.
> Denne følelse kender jeg kun alt for godt. jeg burde være lykkelig, men
jeg
> er (var) det ikke. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Jeg
havde
> den uddannelse og det job, som jeg længe havde ønsket mig, jeg havde min
> dejlige mand, som jeg faldt for pladask i sin tid, jeg havde to dejlige
> børn, et dejligt hus, bil osv osv. Men det fungerede ikke for mig. Der var
> noget, som jeg ikke kunne få til at passe, og jeg var absolut ikke
lykkelig.
>
> > Han har eget firma som kræver en hel masse arbejde - det er med
webdesign,
> > programmering osv. Så han arbejder fuldtids hele dagen og så snart han
> > kommer hjem er der arbejde ved hans computer til ved 2 tiden om natten -
> > sådan er det også i weekenderne.
> > Jeg ved det betyder rigtig meget for ham men jeg ved også han er meget
> > presset. Jeg står her på sidelinjen og kan intet gøre for at hjælpe ham
> for
> > jeg har ikke en skid forstand på det han laver - her står jeg og ser på
> han
> > har så travlt (men det er ham selv der siger ja til alle de opgaver) -
> > samtidig savner jeg ham.
> Jeg kender det godt, da jeg selv ikke arbejder på fuld tid, medens børnene
> er små. Det føles så underligt, at HAN kommer hjem fra arbejde og straks
> begynder at fortælle om en hel masse ting, og straks farer til alverdens
> gøremål, som feks. arbejde ved computeren, skal hjælpe nogle af vore
venner
> eller andet, når han efter min mening burde bruge al sin energi på mig!
>
> > Ind i mellem i weekenderne tager vi en hyggeaften hvor vi ser en film og
> > rigtig slapper af og holder os fra computerne - det er bare så dejligt.
> > Men næste dag er det jo det samme om igen, arbejde, arbejde og atter
> > arbejde.
> Sådan er det også for os (mig). Nogle gange kan jeg end ikke glæde mig
over
> de gode timer, fordi jeg sidder og tænker på, at i morgen, så er hverdagen
> tilbage igen.
>
> > Jeg går i skole til hverdag og det det er meget svært for mig da jeg har
> > nogle ret store problemer selvværdsmæssigt og psykisk som det er svært
at
> få
> > hjælp til.
> Det er så her, jeg lige vil bryde ind og fortælle, at jeg en dag fik nok
af
> at gå rundt og være trist og ulykkelig, så gik jeg til lægen. Jeg kunne
> simpelthen ikke forstå, at jeg var så ulykkelig (eller træt af det hele),
> når jeg nu havde det liv, som jeg altid havde ønsket mig,
> Sådan havde jeg haft det i flere år, det kunne jo ikke blive ved!
> Jeg (eller rettere lægen) fandt ud af, at jeg led af angst og depression.
> Jeg fik nogle piller og blev henvist til en psykiater.
> Nu må du ikke stejle, når jeg fortæller, at det jeg bl.a. fik, var
> lykkepiller. Det gjorde jeg nemlig selv, da jeg hørte ordet: lykkepiller.
> Men beskrivelsen lykkepiller er helt forkert. Når man hører ordet, tror ma
n
> jo at de, der tager medicinen farer rundt og er ovenud lykkelige altid. At
> det er et eller andet form for stoffer.
> Men det er ikke stoffer på nogen måde, og man føler intet som sådan ved at
> tage dem. Årsagen til en depression er, at mennesket mangler noget man
> kalder signalstoffer. Det er noget man (normaltvis) har i hjernen, som får
> hjernecellerne til at snakke sammen. Hvis et menneske har en depression,
er
> det ofte fordi mennesket mangler de signalstoffer. Det er så det, som
> lykkepillerne giver patienten.
> Nu skal jeg hverken gøre mig klog på psykiatri eller hvad du fejler... Min
> pointe er, at når du skriver, at du har store problemer, så gå ned til
lægen
> med det samme, i stedet for at gøre som jeg og vente i flere år. Jeg
> opdagede i hvert fald, at jeg var langt fra den eneste i Danmark, der
havde
> det som jeg, og det hjalp faktisk meget.
> Det der undrer mig er, at du skriver, at du har problemer, som det er
svært
> at få hjælp til?
> Jeg får lyst til at spørge, om du allerede har været til lægen? Og: hvad
er
> det for problemer, som lægen ikke kan hjælpe med at få løst? (Du behøver
> selvfølgelig ikke svare, men hvis du gerne vil snakke, kan du sende mig en
> mail privat, hvis du hellere vil svare til mig end til gruppen!)
>
> > Jeg vejer for meget og hele tiden har jeg en forbandet mistillid til ham
> om
> > at han er sammen med andre, snyder mig og at jeg ikke kan stole på ham.
> > Inderst inde ved jeg godt det er helt forkert for han er altid ærlig
(ikke
> > altid lige rart) og det er jo bare godt, han er heller ikke typen som
ikke
> > vil hjælpe til med de huslige ting og han forlanger ikke noget af mig.
> Sådan havde/har jeg det også. Jeg kunne drømme om alverdens ting, som han
> gjorde sammen med andre piger - og vågne op badet i sved. Andre gange var
> det i dagstimerne, at den slags tanker erobrede min hjerne. Det kniber
> stadigt meget med min selvtillid, men det er bedre, end det er for 3
måneder
> siden.
> Og det skyldes både min psykiater og mine såkaldte lykkepiller!
>
> > Men jeg er ikke tilfreds...jeg vil gerne have mit liv sammen med ham men
> han
> > vil ikke giftes og det vil jeg.
> Alt det her med at ville giftes... Min mand - bemærk lige at jeg sagde
mand,
> for vi er gift i dag - han havde denne holdning: "gift det er noget mange
> indtager, for ikke at blive gift." Det sagde han de første mange år af
vores
> forhold. Men i dag er vi gift på rådhuset godt nok, men vi skal giftes
igen
> til sommer i kirken, fordi jeg vil vies i kirken. Og han har selv lagt
> budgettet for brylluppet... Man har et standpunkt, til man tager et nyt!
> Sådan var det med min mand, og sådan vil det også være for din mand, bare
> vent... Han skal bare blive lidt ældre...
>
> > Hvorfor skriver jeg overhovedet her inde? nok bare for at lufte mine
> tanker
> > lidt. Men hvordan gør jeg op med mig selv om jeg kan leve med alt hans
> > arbejde, og hans tagen afstand fra mig når jeg har det skidt og ikke
> mindst
> > det at han aldrig vil giftes?
> Det med at blive gift, mener jeg at have behandlet ovenfor, så det vil jeg
> ikke rode mere i.
> Jeg erindrede ikke, at du tidligere har skrevet, at han tog afstand til
dig,
> når du har det skidt. Men lad os tage det emne op nu så...
> Mange mænd (dermed ikke ment alle) har det svært med følelser. De kan ikke
> helt håndtere det, og de ved ikke, hvordan de skal begærde sig, derfor er
> det lettere at lukke af.
> Omvendt er vi piger aldrig gode til at sige rent ud af posen, hvordan vi
har
> det. Vi tænker, at det må den anden part (manden) da kunne regne ud!
> Så kan du se problematikken? Han lukker af, fordi at følelser er noget,
som
> han ikke helt kan håndtere, og hun lukker af, fordi hun tror han har
regnet
> den ud. En gortisk knude! (en uløselig opgave)
> Her er det, at jeg mener, at vi kvinder bør vise os, som det stærke køn vi
> egentlig er. Sætte os ned sammen med manden og forklare ham, hvordan vi
har
> det: "Jeg føler sådan og sådan - og når du gør sådan og sådan, så tænker
jeg
> at...."
> Prøv at fortælle ham, hvordan du føler, når han sidder bag computeren hele
> natten. Fortæl ham, at du savner ham, fortæl om alle dine følelser og gør
> det fuldstændigt (hold ikke noget tilbage).
> Når du har gjort det, så er der ikke længere den her underlige "usagte"
ting
> og en masse følelser, som den anden ikke kender til. Han vil vide, hvordan
> du har det, og så kan i arbejde videre derfra.
>
> Der ud over så mener jeg, at du skal gå til lægen og forklare ham, hvordan
> du har haft det i det sidste stykke tid. Som sagt så gik jeg selv alt for
> længe med en depression. Det er ikke sikkert, at du har en depression, det
> kan være noget andet, det kan være at du blot har brug for samtaleterapi,
> eller at du slet ikke har behov for noget. Det vil din læge kunne finde ud
> af.
> Men jeg er lige ved at sige: "lov mig, at du går til lægen" fordi jeg
> ventede selv alt alt alt for længe...
> Og en anden ting, som er nok så væsentlig: Det er skide svært at være ramt
> af en psykisk sygdom. Især fordi at det er forbundet med så mange tabuer
og
> misforståelser fra folk, der ikke har sat sig ind i, hvad det vil sige, at
> være ramt af noget sådant. Men det er SÅ meget lettere i dag, end det var
> bare for ti år siden. Jeg har fortalt til både min direktør og min chef,
at
> jeg er syg, og den "eneste" respons på det var, at jeg da selvfølgelig
bare
> skulle gå til min psykiater i arbejdstiden, når jeg nu var i byen
alligevel!
> Som jeg sagde til dem, så havde det været lettere at smække et ben
indbundet
> i gips op på bordet og spørge om de ikke lige ville skrive en hilsen. Det
> ville det da også have været! Men sådan var tingene jo ikke for mig, og
> alligevel fik jeg noget meget positivt ud af min første uge som
"psykiatrisk
> patient" fordi jeg var åben omkring det. Jeg tror da ikke, at alle har
> forstået, hvad min sygdom indebærer, omvendt så har jeg fået mange lange
> snakke med kolleger, der har familiemedlemmer, der lider af det samme
> problem. Og af de, der ikke kender til depression, som jeg lider af, der
> høstede jeg mange positive bemærkninger fra mine kolleger, fra familien og
> omgangskredsen.
>
> Kære Helle, jeg siger ikke, at du lider af depression, det hverken kan
eller
> vil jeg vurdere. Men jeg mener, med baggrund i ovenstående, at du bør
> kontakte din læge og få en grundig snak med ham/hende. Der må være en
årsag
> til din manglende selvtillid, til din mistro til andre osv. Jeg kender
ikke
> til alle de forskellige psykiatriske sygdomme, jeg kan ikke engang sige,
om
> du muligvis har een, men eet hvad det angår kender jeg til.. Det er svært
at
> få en diagnose stillet, det er svært at få at vide, at man er psykisk
syg -
> men et øjeblik derefter så er det en lettelse. Fordi så er der en årsag
til
> alt det man føler, og så er det stadig ikke let, men alligevel lidt
> lettere...
> Og når man så betragter statistikkerne, så bliver det lidt lettere endnu:
> 20% af den danske befolkning vil på et tidspunkt i livet opleve at have en
> depression. Igen, det er ikke sikkert, at du har noget sådan. Det er blot
> for at forklare, at vi faktisk er 1 ud af fem, der lider af noget
psykisk -
> sjovt nok at det stadig er tabu. Jeg har ikke den samme procent i min
> omgangskreds, der har haft brækket en arm eller ben, eller været indlagt
for
> noget andet fysisk.
> Men sådan er det. Det er tabu at lide af en psykisk sygdom, lidt endnu i
> hvert fald. Men det vil ikke vare ved.
>
> Kæreste Helle
> Det var en meget lang smøre. Jeg håber, at du kunne holde rede i det. Se
nu
> at få en ordentlig snak med kæresten, og så kig lige forbi lægen, blot for
> at være sikker, ikke?
> Det kan jo aldrig skade at opsøge lægen, ej heller hvis man er i tvivl.
> Hav det nu godt, og lad gerne høre fra dig igen.
> Mine bedste hilsner og kærligste tanker
> P
>
>
>
>