Havi <ullrsgode@yahoo.dk> skrev:
> Hil Jer godtfolk!
>
> Jeg har nu været Asatro i knap ti år, og har derved opdaget
> sammenhængen mellem det såkaldte "nyreligiøse" og de
> etablerede religioner.
> Asatroen baserer sig delvis på samme grundlag som hinduismen
> og de fleste naturreligioner. Et af hovedprincipperne er, at det
> enkelte menneske selv skal finde sin åndelige vej.
Princippet "Enhver er salig i sin egen tro" eller "Enhver
strikker sin egen udgave af religionen sammen" var ikke
nær så fremtrædende i gammel hedensk tradition som det
er i moderne asatro. I gammel hedensk tid var religionen
et samfundsanliggende. Høst og krigslykke afhang - mente
man - af almindelig deltagelse i visse ritualer. Men der
var i flergudsdyrkelsen et vist spillerum for personlig "smag".
> Dette princip er typisk for de grupper som kaldes nyreligiøse,
> men hele newage filosofien bygger jo også på det.
Nogle af de nyreligiøse bevægelser har meget firkantede og
autoritære verdensbilleder, som man skal tro blindt på for at
blive frelst.
> Derfor er det klart at de etablerede religioner, som ofte bygger på
> faste regler for den åndelige søgen, reagerer imod "ny"-religiøsitet
> og newage generelt, for hvis alle pludselig begyndte at tvivle på den
> autoriserede udgave af de hellige skrifter, ja så ville præsternes
> magt smuldre.
Det er en del af grunden. Der er også andre årsager. Nogle kristne
opfatter nyreligiøsitet som meget egocentrisk/egoistisk.
> Jeg plejer at sige "hvorfor være nyreligiøs når man kan være
> gammelreligiøs?"
> Selvfølgelig i den betydning, at vores gamle Asatro er bedre
> end den kun to-tusind år gamle kristendom.
> Så er vi fremme ved det paradoks, at i og med at Asatroen og
> newage-bevægelsen deler mange principper, hviler newage, og
> det såkaldt nyreligiøse,tit på et langt ældre grundlag end f.eks.
> kristendom og islam.
>
> Så hvem er det lige der er nyreligiøse?
Det giver ikke mening at sammenligne religioner ud fra hvor
langt de kan føres tilbage. Alle religioner - selv de spritnye
- har rødder der går længere tilbage end nogen har rede på.
Mere interessant er det om en religion formår at rumme både
det gamle og det nye.
Engang kom Tor galt af sted og var nær blevet kvalt under
foden af en død stenjætte. Ingen af de gamle guder kunne
løfte kadaveret. Til sidst fik Tors nyfødte søn lov at prøve -
og klarede det. (Snorres edda, historien om Rungner.)
Uden nye guder bliver alle gamle religioner før eller siden
kvalt. De religioner der forbyder nye guder, tager kvælertag
på sig selv. Derfor er de monoteistiske kolosser dømt til at
forstene i dogmatik (som vi ser det med Islam) eller vandes
ud til frelst antireligiøs dansk folkekirkepseudokristendom
eller det der ligner.
ON/***Fjern sneglen fra min svaradresse***