---

Min kæreste og jeg elsker hinanden *Vildt* meget.
Det er ved at æde mig op indefra, jeg har aldrig haft så store følelser
før, vi ville dø for hinandens skyld, vi begærer hinanden så meget..
Hun har haft det ligesådan i ca. 1/2 år med mig, og har det stadig sådan,
jeg er kun en "newbie" og har kun haft det sådan i 2 uger nu.. Skal lige
tilføje at vi har boet sammen i 1 år.
Vi føler begge at denne kærlighed som er vores styrke også er vores
akileshæl, og det giver nogle kraftige følelsesudbrud, diskussioner og
misforståelser.
Vi er begge meget jalous på andre. Nu skal det dertil siges at min kæreste
er utroligt flot, og det nager mig at alle andre mænd som kommer hende nær,
prøver at lægge op til hende.
Jeg stoler på hende, og har fuld tillid til hende, det er alle andre jeg
ikke stoler på.
Jeg føler mig totalt i vildrede, alle følelser hænger uden på kroppen.
Jeg har prøvet at lukke lidt af, men hun mærker det med det samme, og bliver
sorget hvis ikke jeg gengælder hendes kærlighed.

Jeg ved godt at det nok er for lidt information, men jeg skal bare ud med
det, for jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg ellers skal gøre, jeg føler mig
som "Palle alene i verden".

Jeg føler selv at det bedste jeg kunne gøre var at trække mig lidt ind i mig
selv, og prøve at få styr på mine følelser, men det er for hende den værste
afvisning jeg kan give hende, og så står jeg igen hvor det hele kokser for
mig, og alle følelser igen hænger uden på kroppen...

Gode råd er meget velkomne, da jeg ikke rationelt kan finde ud af hvad det
er der sker, og hvor det fører os hen....Alt hvad der interesserede mig før
virker totalt ligegyldigt nu, det er kun hende jeg har i tankerne, og hun
har det på samme måde..

Vi føler hver især næsten kun smerte, og frygten for at miste den anden.

MVH

Skytte/Jomfru & Jomfru/Tvilling

---

Pyha det er en hård nød at knække!!!
Jeg har selv haft det på nøjagtig samme måde som dig/jer. Jeg var tit bange
for hvad hun lavede og om hun havde det godt hvis ikke jeg var sammen med
hende. Jeg savnede hende altid. Nærmest også når vi var sammen havde jeg den
følelse at hvis hun bare gik 5 sek. kunne min verden ramle sammen. Jeg
elskede hende simpelthen så højt og hun havde det på samme måde.
Men hun endte med at blive træt af det (tror jeg), for hun slog op og jeg
fandt aldrig ud af hvorfor. Hvad mig angår, så endte mit liv på afgrunden.
Jeg forsøgte selvmord.

Mit råd til jer. Ja, hvis bare jeg vidste det??
Men jeg tror nok at hvis jeg kommer ud for det samme igen engang vil jeg nok
prøve at løsrive mig lidt fra hende og prøve at ignorere det når jeg bliver
jaloux, så tror jeg at man kan ende med at leve med det. Prøv at tænk frem
på at hun måske ikke er der mere. Ved godt at det ønsker man jo ikke lige.
Men for mit vedkommende tænkte jeg kun frem på os med børn og hus og at vi
endte som mand og kone. Der var ingen andre end hende. Så er det jo klart at
man ender helt i afgrunden hvis det går i stykker......

Håber det hjalp lidt selvom det ikke var verdens bedste råd.

/Mig


"Guffer" <guffer_eu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:PEEU7.520$Su6.582337560@news.orangenet.dk...
> Min kæreste og jeg elsker hinanden *Vildt* meget.
> Det er ved at æde mig op indefra, jeg har aldrig haft så store følelser
> før, vi ville dø for hinandens skyld, vi begærer hinanden så meget..
> Hun har haft det ligesådan i ca. 1/2 år med mig, og har det stadig sådan,
> jeg er kun en "newbie" og har kun haft det sådan i 2 uger nu.. Skal lige
> tilføje at vi har boet sammen i 1 år.
> Vi føler begge at denne kærlighed som er vores styrke også er vores
> akileshæl, og det giver nogle kraftige følelsesudbrud, diskussioner og
> misforståelser.
> Vi er begge meget jalous på andre. Nu skal det dertil siges at min kæreste
> er utroligt flot, og det nager mig at alle andre mænd som kommer hende
nær,
> prøver at lægge op til hende.
> Jeg stoler på hende, og har fuld tillid til hende, det er alle andre jeg
> ikke stoler på.
> Jeg føler mig totalt i vildrede, alle følelser hænger uden på kroppen.
> Jeg har prøvet at lukke lidt af, men hun mærker det med det samme, og
bliver
> sorget hvis ikke jeg gengælder hendes kærlighed.
>
> Jeg ved godt at det nok er for lidt information, men jeg skal bare ud med
> det, for jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg ellers skal gøre, jeg føler mig
> som "Palle alene i verden".
>
> Jeg føler selv at det bedste jeg kunne gøre var at trække mig lidt ind i
mig
> selv, og prøve at få styr på mine følelser, men det er for hende den
værste
> afvisning jeg kan give hende, og så står jeg igen hvor det hele kokser for
> mig, og alle følelser igen hænger uden på kroppen...
>
> Gode råd er meget velkomne, da jeg ikke rationelt kan finde ud af hvad det
> er der sker, og hvor det fører os hen....Alt hvad der interesserede mig
før
> virker totalt ligegyldigt nu, det er kun hende jeg har i tankerne, og hun
> har det på samme måde..
>
> Vi føler hver især næsten kun smerte, og frygten for at miste den anden.
>
> MVH
>
> Skytte/Jomfru & Jomfru/Tvilling
>
>

---

Det er en slags rafting: hold hovedet opad, hold jer midt i strømmen så I
ikke støder mod klipperne langs kanten. Bare fortsæt, indtil I er nede ved
en dejlig sø. For selvfølgelig kan man ikke køre ned ad bakke hele tiden.
Det nytter ikke at sige: "Skal vi ikke prøve det igen?"

---

Det er jo både en rar men på samme tid en dårlig følelse.

Jeg tror det handler om at stole på hinanden. Det skal I gøre
trinvist. Snak om det og start i det små.
Fx. du skal ned til købmanden og kommer straks igen. Spørg om hun/han
stoler på det. Og så gør det og vis dig værdig til den tillid.

Grunden til at jeg føler I bør gøre det, altså vise hinanden større
tillid, er, at hvis I går rundt sådan resten af livet, så kommer I
måske/måske-ikke nemt til at føle at livet går forbi jer. Tænk på når
I er 70 år, hvis I fortsætter sådan som I gør nu, vil I så på det
tidspunkt føle, at I har levet livet fuldt ud? Hvis svaret er ja, så
fortsæt bare.

Hvis svaret er nej, bør I begynde at skabe et liv hver især. I skal
hver især have et privatliv, men det er ikke noget, der komme ud fra
den blå luft. Men I skal naturligvis også fastholde det I har sammen
nu, som kan vare resten af livet.

Held og lykke

Alexander