---

Inspireret af en artikel i Jyllands Posten: http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=4197150/

Fra linket:


Hvad er din holdning?! – Er det for Amerikansk – Er det for makabert – for "set up" agtigt, eller kan du forstå forældre der mister et barn har behov for et smukt minde?!

---

Jeg kan godt forstå forældrene, gerne vil have et minde. Hospitalet hos os, opfordrere også forældrene til at få taget billeder og hånd/fodaftryk. Dem jeg kender, afviste i første omgang men lod sig overtale. Bagefter blev de billeder kikket på igen og igen.

At det skulle være proff. fotografer syntes jeg personligt er for Amerikansk

---

Jeg synes det er en rigtig god ide at tage billeder af afdøde børn.
Herhjemme ved jeg, at der oftest bliver taget billeder af spædbørn, der er døde - det er ikke sikkert, at forældrene ser billederne, det er deres eget valg.

Jeg ved godt, at sammenligningen måske er lidt dårlig, men alligevel. Jeg blev for en del år siden smadret godt og grundigt ved en trafikulykke og der ville jeg ønske, at nogen havde taget billeder af mig. Når jeg siger det er der mange, der finder det for makabert, men jeg kunne godt have brugt dem til senere at forstå omfanget af det, der skete.
Der blev taget billeder af bilerne og det hjalp en del. Havde jeg set, hvordan jeg selv så ud, ville det bidrage til min forståelse og bearbejdning.

Jeg vil tro, det samme kan gøre sig gældende overfor forældre, der mister deres barn.

Vaxen

---

Fandt lige hjemmesiden, hvor billedet fra jyllands posten er taget fra..

www.nowilaymedowntosleep.com

Ikke alene er det utrolig smukke og smagfulde billeder af dejlige børn, men der er også udelukkende positive tilbagemeldinger fra forældrene til de døde børn. Så jeg kan ærlig talt ikke se noget forkert i at fotograferne tilbyder disse billeder, så længe de ikke selv opsøger forældrene a la de advokater der kontakter tilskadekomne på skadestuerne.

Ok Nordsted, hvordan mener du det er for Amerikansk?! .. så vidt jeg kan se, så er den amerikanske organisation non-profit, og det er da ikke specielt amerikansk! - men det er måske noget andet du har i tankerne?!

---

Jeg kan ikke rigtigt definerer det, med at jeg syntes det er for Amerikansk, men......

Jeg som forældre ville syntes det var/er tilstrækkeligt, at en fra personalet tog billederne, med et godt digitalkamera kan de billeder blive udemærkede, så behøver der ikke komme flere personer ind i "billedet" end højst nødvendigt. Jeg tror jeg ville føle det mest passende, at det var den person der havde fulgt fødselsforløbet og havde lidt kendskab til forældrene, og ikke en proff. fotograf, men som sagt, det er min personlige mening.

Det par jeg kender som fik en dødfødt datter, var det jordemoderen der tog billederne, og også hende de i starten sad sammen med og så på de billederne. Hun kunne så også love forældrene, at når de skulle have barn næste gang, var det kun hende de skulle gå til kontrol hos osv. Oplevelsen blev på den måde ikke spredt ud på flere end højst nødvendigt.

De har senere fået to raske børn

---

Man må se i øjnene, at en fotograf er i stand til at tage bedre billeder end en jordemoder.
En fotograf kan få det, der ellers kan virke uskønt til at se smukt ud. Billederne på den hjemmeside er fantastiske - også selvom det, de viser er meget meget barsk.

Jeg synes, det ser respektfuldt ud... Jeg kender flere, der har mistet deres børn lige efter fødslen og jeg må sige, at billederne her ikke altid er særlig kønne. Små børn, der er gennemsigte og blåsorte - nej, disse er skønne. Ikke fordi, man ikke også skal have dem, der viser den barske virkelighed - men jeg ved fra min søster, der har mistet et lille barn, at man helst ikke vil vise dem frem, der ser for "virkelige" og for barske ud.

Vaxen

---

Hmmm tja!

Jeg tror nok jeg kunne finde på at vælge en proff fotograf til opgaven, hvis det altså var muligt her i Danmark. Jeg har set polaridbilleder af døde spædbørn taget af sygehusets personale - og de var ikke ligefrem smukke.

---

Ovenstående kan jeg i øvrigt sagtens følge dig i vaxen.

---

Nu gik jeg alligevel ind og så på billederne, selv om jeg ikke ville. Tænk jeg syntes det er uprofessionelt at slanger mm ikke er fjernet, så man i det mindste kan se de smukke børn...

---

Der er et eller andet der får de små hår til at rejse sig, men det er måske fordi det er lidt "uvirkeligt". Hvor mange voksne døde får man lige taget et "familiebillede" med??

Et hånd/fodaftryk har jeg ingen problemer med. Men ligefrem opstillede billeder... Jeg tror jeg ender på Nej tak. Men måske et billede hvor afdødes forældre sidder med denne i en stol på hospitalet eller i hjemmet for den sags skyld taget i privat øjemed, kunne jeg nok godt acceptere.

---

Bare det ikke ender med Årets memorybillede Award.

"Skal det være 4 små billeder og et stort og i luxuskvalitet, eller bare..............." der er store muligheder for en driftig fotograf - og hvem siger nej til noget som helst midt i sorgen.

---

Hej.

Det er ganske almindeligt at der tages fotografier af afdøde spædbørn her hjemme.
Når man læser forældrenes beretninger kan man se at det er en uvurderlig hjælp i deres sorgarbejde.

Der er også tegnere der har specialiseret sig i at udføre tegninger af børnene, ud fra billeder.

Der findes en utrolig varm, vedkommende og sober side der hedder:

www.mindet.dk

- denne side er oprettet for at vi, der har mistet en eller flere af vore kære, kan mindes den afdøde på smukkeste vis, man kan oprette et 'midlertidigt minde' eller et 'blivende minde' og man kan tænde lys for sine kære.

Siden er meget varm og hér hjælper efterladte hinanden i forbindelse med savn og sorgarbejde. Det er virkelig en side jeg kan anbefale hvis man er i sorg.

Med venlig hilsen Dorthe.

---

Det kan du da ikke sammenligne. Et voksen menneske har man jo nået at være så heldig at få en del år sammen med, hvor muligheden for mange billeder har været til stede, til forskel for de forældre, der måske ikke får mere end en time sammen med deres barn!

Jeg forstår simpelthen ikke modviljen. Hvorfor må det ikke være et kunstnerisk flot billede. Kan et dødt menneske ikke være smukt?! - eller handler det i virkeligheden om, at døden stadig er tabu, og at vi er berøringsangste?!

Jeg vil personligt være meget meget glad for et billede som dette, såfremt jeg skulle miste min datter: http://www.jp.dk/indland/artikel:aiid=4197150:img=0/

---

Det kan jeg så slet ikke være enig i. Det vil i mine øjne være forkert at pille noget væk, som repræsenterer hvad der i øjeblikket var virkeligt! - og så længe det kan gøres så smukt, som tilfældet er med de billeder på hjemmesiden, så kan jeg godt nok ikke se noget som helst uprofessionelt i det..

---

Netop det billede er utroligt smukt og burde være et "godt" minde for de pårørende.

Jo hvorfor ikke!

---

Det er jo ikke modvilje, men en mening, som man vel har lov af have.? Og hvor mange opsatte billeder har du lige af den voksne familie. Næh, du... Billederne er som sådan ok, bare de ikke er opstillet.

Og så spørg du, nok så poetisk, om et dødt menneske ikke kan være smukt.!
Tjo, det kan det vel, men det kan, skulle jeg hilse og sige, også være meget grimt, og noget man helst ikke vil huske som sådanne.!!!!

---

Nej, jeg synes ikke det er for makabert.

Det vil det måske være, såfremt de pårørende vil bruge billederne som en slags "helgendyrkelse" og ligefrem lave et sørge/mindegalleri/alter i stuen.

Men at få taget nogen gode billeder af en afdød baby for at gemme dem som minde synes jeg er ok.




Jeg tror du er inde på noget meget væsentligt her.

Rigtig mange bryder sig ikke om at skulle forholde sig til døden, og endnu mindre at kigge på døde mennesker.
Og finder det derfor også frastødende at skulle kigge på et foto af en afdød.

Mange fravælger endda (sikkert af samme årsager) at ville se deres afdøde nære familiemedlemmer.

Så jo, det er absolut et tabuemne for mange......."vi vil hellere mindes personen som han var", en bemærkning som jeg opfatter lidt som en slags forsvarsposition for at beskytte sig selv mod noget
ubehageligt.


mvh dova

---

creamygirl.... det billede du har fundet der, er et meget smukt minde.

Som før sagt syntes jeg det er en god ide med et billede af sin baby, men jeg ville ikke hænge det
op på væggen. Jeg tror jeg ville blive rigtig rigtig ked af jeg hele tiden blev mindet om det barn jeg ikke fik lov at beholde, der er det noget andet med billederne af ældre mennesker, der kan man jo også se tilbage på gode minder, ikke fordi jeg ville havde de billeder op at hænge, men der er en
forskel på ens følelser af afdøde.

I Amerika har de taget billeder af afdøde siden engang i hvert tilfælde i 1950'erne for min farmor havde da et billede af sin bror hvor han ligger i kisten..

---

Jeg synes det er smukke billeder, især dette http://www.jp.dk/indland/artikel:aiid=4197150:img=0/
som du selv henviser til.

Billedet hvor man ser barnets fødder med vielsesringene på tæerne, det er ikke lige min smag.

Hvis det var mig, der i dag skulle være mor og mit barn døede før livet i det fri ikke varede længere end kort tid, ville jeg også have et billede af mit barn.

Men jeg ville fremtræde smukkere på en anden måde, end den mor, der er vist.

Mine øjne ville være tykke og forgrædte og tårerne ville trille ned af mine kinder.

Men følelser er jo så forskellige.

Det er muligt, der er manipuleret med billederne, det er fotografer jo dygtige til.

Men et minde det ville jeg have.

---

Ans.... helt ening med dig, både det med ringene, og forældrenes ansigtsudtryk

---

Jamen så prøver jeg igen. Det var nemlig ikke kun et spørgsmål henvendt til dig taliskoko, men mere et spørgsmål stillet ud i luften – til alle! og selvfølgelig må du have lov at have en mening

Men igen - HVORFOR må det ikke være et kunstnerisk flot billede?!

Jeg mener, ligesom når vore levende børn skal fotograferes, så har vi jo ingen skrupler over at betale i dyre domme hos en fotograf, da hele pointen er, at vi gerne vil sikre os et godt billede.

Er det noget med, at fordi noget er sørgeligt, så må det fy fy skamme ikke samtidigt være smukt?! – og jeg spørger ikke for at provokere, men simpelthen fordi - I don't get it

Jeg finder det underligt, at man kan mene det er helt ok man går til en fotograf og får taget billeder (opstillede) af sit levende barn, men når det kommer til at man har denne eneste chance for at få et smukt minde af sit døde barn, så må billederne ikke tages af en professionel. Det giver simpelthen ikke mening for mig.

---

Hmmm ja, jeg tror du har ret. Det er det samme fænomen man ser, når en kræftsyg oven i sygdommen mister, eller i hvert fald får et distanceret forhold til nogle af sine venner, fordi mange bliver utilpasse ved at spørge til sygdommen.

Jeg prøver virkelig på at sætte mig ind, hvordan jeg evt. kunne tænkes at reagere, hvis jeg en dag skulle miste et barn lige efter fødslen, og det er selvfølgelig svært. Men efter at have været på omtalte hjemmeside, set billederne og læst forældrenes udelukkende taknemmelige tilbagemeldinger til fotograferne der har taget de smukke billeder af deres børn, så bliver jeg mere og mere overbevist om, at skulle det ske for mig, så vil jeg ikke betænke mig et sekund på at bestille en proff. til at lave mig en billedserie.

Og surprise, jeg tror endda jeg ville kunne komme i tanke om, at hænge det bedste fra serien op på væggen i dagligstuen!

Og nej, det handler på ingen måde om at jeg ville dyrke min sorg. Men tværtimod om, at jeg på denne måde ville kunne bevare mindet om noget smukt, som jeg ikke fik lov til at beholde.

Det kan så sagtens tænkes, at nogle vil tage afstand til mit behov for at "udstille" mit afdøde barn. Personligt vil jeg mene, at forældre der tør se i øjnene, at et barn er et barn, levende eller dødt – de er stærke mennesker, som ikke vil lade døden komme i vejen for at de kunne vise deres kærlighed til deres barn. Til sammenligning piller vi jo heller ikke portrætbilledet ned af en 3 årig, såfremt han/hun bliver dræbt i trafikken.

---

Det kan da også være et kunstnerisk flot billede der bliver taget af mor/dødt barn.

Jeg synes så ikke at moderen udviser de følelser, som jeg ville have gjort. Det er så min bedømmelse.




Et billede kan også være smukt, meget smukt, hvis man ser en mor med forgrædte øjne og tårer på kinderne med sit døde barn i armene.

Hvis det var mig, der var blevet taget det billede af, så ville jeg om 20 år tænke. Græd jeg slet ikke.

Hvis man vil have det billede, så synes jeg det skal ligne den tilstand man som mor/far selv var i.

Det kan også blive for fotomodelagtigt.

---

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt moderen på omtalte billede udviser NOK sorg Og jeg er nu heller ikke af den opfattelse, at sorg kan/skal måles i hvor tykke ens øjne er, eller hvor mange tårer der triller. Jeg ser derimod en mor og barn i én samhørighed, som udstråler kærlighed, hvilket for mig er det væsentlige!

---

Der er da ingen, der skal gøre sig til dommer. Vi har jo hver vores mening.
Jeg synes det er et smukt billede, men for mig ligner det et modelfoto.

---

Jeg synes nu også det er amerikaniseret.

Min definition på ameriakniseret er: alt skal være opstillet og smukt glansbillede (Min fortolkning:kunstigt) Menneskene skal se perfekte ud og være smukke.

Jeg får ofte den opfattelse at amerikanere render rundt med videokameraer konstant det er utroligt hvad der ofte ses som virkelig optagelse.

Men så til sagen.

Jeg har set billederne. Nogle er smukkere end andre men jeg synes også den der med ringene er for meget. Og at krydse et barns arme på den måde. Det er makabert i mine øjne.

Døden er naturlig.Den er hårdog ubarmhjertig. Der er ekstremt mange følelser deri.Hvorfor kan man ikke se det på billederne?

Man må da gerne bruge professionelle fotografer for min skyld, men hospitalernes digitalkameraer (tror næppe der er mange af dem, der bruger de gamle dyre polaroidmere) de tager nogle ganske udmærkede billeder, der kan være meget smukke. Især fordi det er nuet der vises.

Når der er snak om tabu i forhold til døden, så synes jeg nu at dem, der øsnker et "naturligt" billede hvor det ikke er opstillet, de har et mere realistisk (mindre tabuagtigt) forhold til døden.

De billeder der vises på den hjemmeside, de ligner jo lykkelige familiebilleder. Det er sgu ikke lykken at miste et barn skulle jeg lige hilse at sige. Det er godt nok mange år siden, jeg selv gjorde,men stadig den dag idag, så popper det nu op i tankerne alligevel. Især i denne periode, hvor først mine børns far døde (her for 2½ uge siden), og min mor døde i sidste uge. Hver gang en dør, kommer minderne sørme tilbage. Og så ville jeg da ikke bryde mig om at se et billede, der viser et smukt barn (døden er IKKE smuk), eller mig selv, der sidder med håret sat, og makeuppen på. Jeg ville da langt hellere se den virkelige verden, hvor man er desperat, ulykkelig, vred, tuder, og føler sig helt fortabt.

Det har intet med at man ikke lider af berøringsangst at gøre, hvis man får taget smukke billeder af et dødt menneske. Alle mennesker håndterer døde, sorg, glæde ja alt il ivet helt forskelligt. Bryder man sig ikke om at se de billeder, så skal man ikke føle sig "hæmmet" på en eller anden måde pga af det. Ønsker folk sig et smukt kunstigt billede, så er det hvad de har brug for. Mit råd er bare: tænk over hvad i vil se om 20 år? Og ænk på, hvad jeres børn (ældre end den døde eller kommende) vil tænke: Vil mor og far også se sådan ud hvis jeg dør? bliver de ikke engang kede af det?

I min verden er livet smukt. Fødsel, død, spæd, gammel, glat ferskenhud og rynker. Det er det, der bør vises efter min mening.

---

Jeg er meget enig med jeb3, især nedenstående:



Når det er sagt, så fatter jeg simpelt hen ikke, hvordan de har overskud til at tænke på fotograf-billeder. Jeg har også prøvet at være fuldstændig lammet af sorg, så man knapt hørte hvad bedemanden sagde, og jeg kan derfor slet ikke forstå hvordan de overhovedet magter at stille op til fotografering....

---

Jeg må dok også sige KarenD.
Billeder tænkte jeg overhovedet ikke på, da jeg fødte et dødt barn.

Og idag savner jeg det heller ikke.
Mange gange skal man også tænke på, at der er en grund til at barnet dør - i min situation inde i maven - det er måske ikke så kønt et syn. Hvad er det sidste minde man ønsker?

Mit var IKKE et billede, der ville brænde sig fast på nethinden, men tanken og den glæde der havde været gennem de måneder jeg havde glædet mig go ventet på det lille vidunder.

---

Skal ellers lige love for, at døden kan sætte stærke og meget forskellige følelser i gang hos folk!

Det som slår mig mest, når jeg læser de sidste indlæg i tråden, er omtalen af hvorledes man forventer sorg ser ud (set udefra). Det lader til at flere mener, at hvis ikke man ligefrem kan se tårer løbende ned af kinderne på de stakkels forældre, ja så er de sq nok ikke en skid ked af det– og det undrer mig godt nok! - Og når jeg læser jeres holdninger til, hvordan sorg bør udtrykke sig, så kan jeg ikke undsige mig at blive lidt harm og tænke, at hold da op, der eksisterer sørme en jantelov for begrebet sorg!!

Jeg har Gudskelov ikke selv prøvet at miste et barn, men jeg har dog været så (u)heldig at jeg alligevel har haft det tæt inde på livet, idet én tæt veninde for 4½ år siden mistede sit spædbarn 5 dage efter fødslen, efter et hæsligt forløb - med op og nedture - håb og håbløshed – for til sidst at ende med, at min veninde gav sin lille datter "lov" til at slippe taget i det liv, som viste sig at være så skrøbeligt, at det ikke at kunne fortsætte.

Selv nu så lang tid efter, så husker jeg tydeligt, hvordan min veninde taklede sin datters død – og nej, hun græd ikke konstant. Bestemt ikke faktisk. Hun var nærmest i en trancelignende tilstand de første dage lige efter – men noget der for altid vil stå printet hos mig (og som jeg beundrer hende dybt for) var hendes åbenlyse lettelse over, at hendes elskede lille pige endelig havde fået fred.

At se sin gode veninde med sit døde barn i armene, se hende kysse det på kinden, se hende smile til barnet (ja jeg skrev smile) og spørge mig om ikke jeg synes hun så fredfyldt ud, og høre hende hviske søde ord i dets øre, det var STORT! – og jeg kan simpelthen ikke få ind i mit hoved, at andre virkelig ikke kan sætte sig ud over tanken, at sorg ikke partout handler om, hvem der kan se mest ked ud af det, hvem der græder de fleste tårer – hvem der er mest vred - mest desperat, osv.



Jeg tror du kan være ganske rolig. Ingen ved sine fulde fem tror vel for pokker, at det er LYKKEN at miste et barn, og det var heller ikke dét diskussionen lagde op til.

Derudover har jeg ikke gennemgået hvert eneste billede på hjemmesiden, så jeg skal lade være usagt om nogle af dem fremstår som lykkelige familiebilleder, eller om de følger sorgens jantelov, og viser den pure og rene tragedie, med ansigtet lagt i de helt "rigtige" folder.



Som det første, så varer en sorg jo ikke ved at være lige stærk. Man kommer jo som bekendt videre. Og jeg vil personligt mene, at skule jeg 20 år efter tabet af et barn, se på et billede, så vil jeg langt hellere foretrække at billedet udstråler samhørighed og kærlighed, frem for et billede der udtrykker dyb krise, vrede, og desperation. Disse kan for mit vedkommende blive liggende i skuffen. Og for det andet, så er der jo intet til hindrer for, at man kan kommunikere med sine levende børn, og ikke lade billedet stå alene. Jeg har svært ved at forestille mig et billede på en dagligstue væg, eller i et fotoalbum ALDRIG vil blive kommenteret. Så dén med at ens levende børn skulle få den tanke, at deres mor eller far ikke var kede af det, da de mistede et af deres børn, er efter min bedste overbevisning helt ude i skoven!



Så hører du til mindretallet. For skal man tro på, hvad man ser og hører vedrørende bearbejdelse af sorg over et mistet barn, og man samtidigt tager de utallige mindesider på nettet med i sine betragtninger, så er behovet for billeder af sit afdøde barn STORT. Og mon ikke det også er derfor, at sygehusene de sidste mange år har måttet erfare og tage ved lære af, at både samvær og afsked med det døde barn, samt billeder er et MUST for at komme hel og uskadt igennem det værst tænkelige man kan komme ud for.

Nu ved jeg ikke om udsagnet, at du ikke savner billeder er et forsøg på at bevise, at behovet er overvurderet, men hvis det er, så kan jeg modsat fortælle, at min veninde ville have givet GULD for et billede som dette: http://www.jp.dk/indland/artikel:aiid=4197150:img=0/

Og jo, hun har skam en hel lille flok amatørfotos liggende i en skuffe, men som hun siger, så er de så dårlige, at hun ALDRIG kunne drømme om at vise dem frem. Hun er i øvrigt aldrig helt stoppet med at føle sig som mor for sit mistede barn. Men hun har derimod været begrænset i at have noget hun selv synes hun kan være "bekendt" og være stolt af at vise frem, hvilket jeg personligt mener, er både synd for hende - og en skam for os andre.

---

Og emnet er udtømt, så der lukkes

Min sidste bemærkning må være, at konceptet fra Amerika vist ikke er læst og forstået af alle. Det handler om FRIVILLIGE fotografer, der ikke tager sig betaling for deres service. Det er fotografer, som landets sygehuse kan tilkalde, såfremt de er bekendt med servicen, og såfremt forældrene ønsker et minde der GERNE må være smukt (og opstillet) på trods af tragedien og på trods af deres tab/sorg.

En tråd uden et egentligt spørgsmål, og uden et endegydigt svar. Tja, det må være først til mølle, så tak for svaret Nordsted1.

---

Jeg tror at emnet var forstået, men der var delte meninger.
Vi reagerer jo ikke alle på samme måde i så frygtelig en situation..

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.