Historien om Amerikas egen likør
Mens der er tusinder af spiritus-mærker i USA, er der ret få likører. Men blandt dem er den 140 år gamle Southern Comfort den mest solgte og meget populær. Også herhjemme.
Nu er flaske og etiket ændret, melder importøren Bacardi-Martini, men heldigvis har man bibeholdt det hyggelige gamle billede af bomuldsplantagen Woodland og vejen langs Mississippi-floden med hjuldamperen i baggrunden.
Hed oprindelig "Kjole og Hvidt"
Navnet Southern Comfort fandt Louis Herron på. Han var bartender i St Louis, Missouri. Før 1875 kaldte man drikken for "Cuff and Buttons", hvilket nærmest kan oversættes ved "Kjole og Hvidt".
Opfinderen af likøren var ifølge overleveringen "a gentleman distilling-genius", der først lavede drikken til sig selv og sine venner. Sandsynligvis var det Francis E. Fowler, der boede i New Orleans.
Hjuldamper-kapløb
Når drikken blev så udbredt, skyldtes det den nemme trafik på Mississippi.
Man fortæller, at kaptajnerne på hjuldamperne racede om kap, og den, der kom først, fik en vis mængde Southern Comfort, nogle gange hele lasten.
Opskriften på Southern Comfort er en velbevaret hemmelighed, men der indgår amerikansk whiskey, fersken, appelsin og forskellige urter, og likøren lagres på små fade imellem seks og otte måneder.