---

Hejsa...

Ved ikke rigtigt hvad jeg vil med dette spørgsmål, andet end at komme af med lidt "steam", da jeg efterhånden er så frustreret over hvordan systemet virker i vores kære lille Danmark!

For det første, kan det virkelig passe, at der skal et selvmordsførsøg til, før man kan få lov til at snakke med en psykolog uden at skulle hoste op med min. 700,- i timen?

For det andet, når man så endelig er kommet indndenfor i psykiatrien, så bliver man kastet rundt(i flere år), fra behandler til behandler og fra mærke til mærke af medicin, fordi ingen har gidet gå ind og finde en diagnose og så medicinere efter det?

For det tredje, at man som ung under 25, ikke er berettiget til mere end 4638,- efter skat(det samme som en S.U. men uden den "gode" at kunne få S.U.-lån eller tjene ved siden af, da man jo er sygemeldt), til at betale lejlighed, købe medicin(som koster en mindre formue), købe mad, betale forsikringer, batale tv-licens og alt muligt andet for? Hvad gavner det lige psykigsksyge mennesker ikke at have råd til at kunne spise bare nogenlunde ordentligt, eller være nødsaget til at bo i meget belastede kvarterer, hvor man skal gå og være pisse bange for at blive slået ned, oven i det hele?

Uhhh! Er så vred og rasende, det fatter man slet ikke!

Men til sidst, er der andre der kender til lignende tilfælde, eller måske selv har prøvet at være bokseboldt i dette "åh-så-fine" system???

---

nu kender jeg ikke lige den side af systemet indefra , men det lyder nu meget som mange af de rygter der går om det
kan kun sige at hvis det virkeligt er generalt sådan , ja så burde der gøres noget ved det
nu er det jo meget vanskeligt at råde , når man ikke kender ret meget til det område , det er jo ikke nemt at se på en psykisk syg hvor alvorligt det er
hvad angår de beløb der er tilrådighed , kommer jo an på mange ting , men i de fleste tilfælde er det nok , det er jo ikke det offentliges ansvar om der er råd til andet end folk kan leve et rimeligt liv , selvom det kan være svært at få det til at hænge sammen
kan kun sige , se at komme ud og gøre det noget selv , i det omfang du kan klare det
nu må du ikke tage det som om jeg ser ned på dig , dertil ved jeg ikke nok om dette område
måske har jeg ret , måske ikke , dertil skal jeg nok vide lidt mere om emnet til at kunne sige det mere presis
men se at komme ud , og gør alt hvad du kan for at forbedre din egen situation

---

Tja jeg kender en del til det, i kraft af at min søn er psykisk syg.

Nu siger du psykolog, men de er jo en væsentlig forskel på at gå til psykolog, og på den psykiatriske verden.

En psykolog kan IKKE stille en psykiatrisk diagnose.

Du skal til læge og få en henvisning til en psykiater. Mener du ikke du magter det, så har du altid ret til at have en med, der kan støtte dig.
Vil lægen ikke det, så må du skifte.
Det er gratis at komme til en psykiater.

Du skriver ikke noget om diagnose. Det er lidt svært at hjælpe.

Men hvis man er ved at gå ned, kan man altid ringe til en psykiatrisk skadestue. De er der 24 timer i døgnet, og vurderer de, man har brug for det, bliver man indlagt på den psykiatriske skadestue, hvor man kon være max. 3 døgn. Derefter bliver man udskrevet, udskrevet til anden behandling eller indlagt på en anden afdeling.
Mht. økonomien, så er psykisk syge ikke stillet dårligere end andre, der uden at ville det stryger ind i det sygemeldingssystem. Der kan jeg kun sige, stem på nogle andre næste gang.

Min søn har heller ikke mere, trods han er på det de kalder speciel bistand.

Men skriv lidt mere, jeg vil gerne hjælpe dig.

---

Det er jo netop dét, der er problemet.

Raske mennesker kan finde en måde at klare sig gennem "fattige" tider, hvorimod en psykisk syg IKKE skal have andre ting at bekymre sig om end at blive rask eller ihvertfald få det bedre.

Psykisk sygdom kan forværres, når personen skal bruge kræfter på spekulationer over hvor pengene til husleje o.m.a. skal komme fra. F.eks.: "Bliver jeg nu smidt ud af min lejlighed, jeg har ikke penge til ordentlig mad etc".

Når en person har brækket benet, beder man da ikke vedkommende om at hoppe rundt på det syge ben, vel?

Hvorfor skal en psykisk syg så belaste sin hjerne mere end godt er? Det er trods alt i hjernen sygdommen findes.

Det brækkede ben kan man ikke gå på - så det får støtte af eksempelvis gips - så fungerer det bedre, og personen kan tage hjem og koncentrere sig om pengesituationen og sidde med benet oppe, mens alle spørger til dit helbred, handler ind og gør rent for dig, osv. Kikker lige forbi for at se, hvordan du har det. Et brækket ben kan man jo se!

Dette oplever meget få psykisk syge... og netop disse har brug for nogle, som bare er der - dét er en stor hjælp i sig selv! Når man er psykisk syg, er man MEGET ensom - og dét bliver man sqtte rask af!

Systemet har nøjagtig samme indstilling til de to former for sygdom, som herover.

Hvornår mon de fatter forskellen?

cjaab - jeg forstår dig til fulde! Det er dybt frustrerende!


Hanne

---

Camillasmoster.

Jeg forstår det også. Jeg ville bare pointere, at det gælder alle.
Jeg har selv været sygemeldt 1 ½ år efter et trafikuheld.
Blev fyret, mistede penge, og ingen kunne jo se, jeg var "syg". Jeg havde "bare ondt".
Gik til sidst ned med en mindre depression.

Men jeg kender systemet MEGET godt. Har kæmpoet de sidste år på min søns vegne. Her kan man heller ikke se, har er syg. Han har fået af vide: Du kan da bare tage dig sammen.
Men det kan man jo bare ikke lige.


Bare lige for at sætte det på plads. Jeg sagde IKKE at jeg var enig med systemet.

---

jeb3 - det var slet ikke møntet på dig!

Jeg var helt klar over, at du ikke var enig med systemet

Jeg kender desværre også en del til systemet, og jeg tænker på dem, der slet ikke har det overskud, der skal til for at søge den hjælp, de har brug for - de bliver tabt i dette system, og pga folks manglende forståelse og viden om psykisk sygdom. Dét er sq sørgeligt!

Folk der siger: "Du kan bare tage dig sammen" skulle skamme sig!!!

Er de overhovedet klar over, hvad det er, de siger?

Mange folk siger til rygere, at de bare kan tage sig sammen til at holde op.

Hvordan holder en psykisk syg op med at være syg???

---

cjaab - har I prøvet at melde jer ind i Depressionsforeningen, hvor I kan få råd og støtte? Og evt. gruppeterapi.

Har I været inde på www.depnet.dk ?

Hvor i landet bor I?

I Århus har vi Gallohuset, hvor der er psykologer og psykoterapeuter, råd og vejledning, café. Huset er meget populært.

Men allerførst er det vigtigt at få en psykiater - men det har den unge fyr vel allerede?

Hold fast i jeres egen sunde fornuft - uanset hvad en socialrådgiver mv. siger. De er ikke læger eller psykiatere eller noget, der ligner.

Det kræver en stærk person at være bisidder - men er desværre nogle gange nødvendigt.

---

jeg arbejdede på sct hans hospital først i 70´erne. det lyder ikke som om der er sket meget siden dengang, bortset fra at der var flere sengepladser dengang. og jeg tror ikke, der er mange der kan leve for 4638,-. det er simpelthen for dårligt. gad vide om en politiker kunne de penge til at strække?

---

Jeg har faktisk været ansat på psyk i risskov, under renoveringen, da sengepladserne blev mere en halveret.
Man skal være MEGET syg for at blive indlagt idag.
Min dreng har haft stor fornøjelse af Aspergerforeningen i den ret korte tid han har været medlem.
Bare det, at komme ud og se, han ikke er "den eneste i verden".

men cjaab - fortæl noget mere.

Jeg forstår ikke helt om du har en dediceret diagnose eller hvad?
Hvad er det du bliver medicineret for?

Fortæl, så vil vi jo gerne hjælpe dig herinde, hvis vi kan

Og det der med: du kan jo bare tage dig sammen, den har min søn hørt en del til. Selv fra hans egen far. Så...
Trods mindre tabu, så er psykisk syge stadig et emne, hvor der ikke er den store forståelse.
Isæt dem, hvor man ikke kan "se" det på dem - fysisk.

Min dreng kan fx bare ikke få hverdagen til at fungere unden hjælp.
Han er jo lynende intelligent, så fol forstår det ikke. Han kan bare ikke bruge den IQ til en dyt.

---

Hej cjaab, - ja desværre kan det passe, at man skal være meget langt ude før man kan få hjælp til en psykolog. Ofte er det noget man får bevilliget, hvis man er svært psykisk belastet p.g.a. selvmordsforsøg eller dødsfald i den nærmeste familie.
Hvis du er under 25 år, er der dog mulighed for gratis psykologhjælp, - i København er der på Vesterbro noget, der hedder Ungdomsklinikken, hvor man kan få gratis psykologhjælp. Desuden kunne man ihvertfald før i tiden komme i gratis terapi på Stolpegården i Gentofte.
Hvis du har en psykiatrisk diagnose, er det ikke sikkert at terapi kan hjælpe dig, så skal du nok snarere have medicinsk behandling. Hvis du eksempelvis har en depression el.l., er der for mange hjælp at hente i en kombination mellem medicin og terapi. Jeg har selv haft en svær depression for mange år siden med megen angst. Jeg gik i terapi, da lægens/psykiaterens medicin ikke hjalp mig. Men det var dyrt, der var jo ingen hjælp at hente nogen steder.
Desværre er det jo efterhånden sådan, at flere og flere mennesker søger/har brug for psykologhjælp, og staten har slet ikke råd til at sende så mange mennesker i terapi, så det må man desværre klare selv.
Jeg kan huske, at jeg også var meget fortørnet over, at jeg slet ikke kunne få nogen økonomisk hjælp dengang jeg var så syg, - men det kunne jeg altså bare ikke.
Desværre er et sådan, at man skal kæmpe meget voldsomt for sig selv og gøre meget kraftigt opmærksom på sig selv, når man er syg, for at få hjælp. Og når man er psykisk syg, er det lige nøjagtig det, man ikke har kræfter og overskud til.
Du siger, at du er blevet kastebold i systemet, og at ingen har gidet at finde den rette diagnose på dig og dermed den rette medicin til dig. Men måske er det svært for dem at finde den rette diagnose??

---

Det er "sjovt" at folk stadig går og tror, at IQ indbefatter alle evner!

Og at man skal overbevise, selv sin mor om, at man er syg og ikke en sjuske...

jeb3 - dejligt med selverkendelse

---

Kender ALT til det psykiatriske system. Har selv været kastebold i en del år, men nu har jeg fået min førtidspension, så nu lader de mig være. Jeg har været heldige med psykolog og sagsbehandler der har støttet meget op om mig og hare snakket for mig når kommunen, systemet osv osv ikke forstod mig. Og har presset for at jeg fik behandling hurtigst muligt.
Men der er nærmest intet at gøre i det psykiatriske system, de har utroligt travlt, og derfor er det kun de meget syge der blir behandlet i første omgang.

---

nj... Jeg ved dårligt nok hvordan jeg overlevede, da jeg ikke mere kunne arbejde... Jeg måtte sygemeldes fordi jeg ikke kunne huske. ---Måske var det fordi jeg VAR på arbejdsmarkedet, at jeg blev sendt videre til -ret dyre- undersøgelser... Der var bare så lang ventetid, så jobbet for længst var røget, da det blev min tur.
Nå, men jeg kunne alligevel ikke arbejde. Og på en eller anden måde må der have været nogen undervejs i behandlersystemet, der rådede mig til at søge pension. DET medfører også et hav af forskellige undersøgelser, -både fysiske og psykiske.

carina, hvis det er dig selv, der er tale om, så er det måske en løsning at søge pension? Der sker da i det mindste det, at du vil få undersøgt og vurderet dit helbred med henblik på at få stillet en diagnose. Hvis du så får afslag på pensionen, så står du da i det mindste med en diagnose.

Nu er det altså 12 år siden, jeg forlod arbejdsmarkedet. Så forholdene har måske ændret sig...

---

Hvor er i søde for at ville hjælpe! Men er lidt i tvivl om hvad man kan hjælpe med, sådan konkret... Min hensigt med denne tråd, var nok for at høre om min egen situation var "normal" hvad skiftende behandlere, fejlmedicinering og generæl manglende forståelse for de psykigsksyge angår.

Hvis vi starter med behandlere, så har jeg haft 4 forskellige psykiatere, 2 psykologer og 3 kontaktpersoner med forskellig baggrund inden for psykiatrien på lidt over 4år. Så hele ni forskellige personer, som du skal snakke fortroligt og åbent med.
Så er der medicin, selvfølgelig kombineret med samtaleterapi. Her har der så været 5 forskellige præperater som har været kombineret med hinanden og prøvet seperat, hvor nogen har givet så alvorlige bivirkninger, at jeg blev sendt til scanning og neurolog, af frygt for jeg havde fået en hjernesvulst, udelukkende fordi ingen havde lyttet til hvad der blev sagt. Dvs. jeg havde gentagende gange fortalt, at jeg først havde fået de symptomer (som de mente kunne være en svulst eller tourette-syndrom) efter jeg var startet med det pågældende præperat.
Nu, kommunerne... Man kan ikke lave andet end at rende frem og tilbage mellem afdelingerne og mellem sagsbehandlere. På de fire år jeg har været i "systemet" har der været 4 sagsbehandlere. Hvor man hver gang der starter en ny, skal komme ned en række gange så de kan "lære en at kende". Dvs. de skal se om du nu ikke bare er en der ikke gider at lave noget. I takt med det, så skal der indhentes informationer fra psykiatrien som man så skal underskrive både på kommunen og hos ens nuværende behandler på psyk. Så bliver man konstant opfordret til at skulle "se at få en diagnose" så de ved hvor du skal puttes hen, og hvilken form for aktivering du så kan blive sendt ud i. Hvis der så kommer brev fra psyk. til kommunen om, at man ikke er i stand til at kunne komme i nogen form for aktivering eller på underlige dagtilbud, så bliver man kaldt ind til samtale igen. Så skal sagsbehandleren lige høre om det nu også kan passe. Kunne blive ved... Når det så kommer til, hvad man egentlig har krav på, og hvilke ting man kan søge om hjælp til, det er der ingen der er villige til at fortælle. Det må man selv finde ud af, som også er fint nok, hvis loven på disse områder var til at finde rundt i. Puh... Har virkelig svedt over disse lovsamlinger i ufatteligt mange timer, uden at få noget som helst ud af det. Først her for en måned siden, fandt jeg ved et tilfælde ud af, at man faktisk kan få tandlægehjælp... Var en tur akut til tandlægen med en tand der skulle have en rodbehandling, hvor jeg så ved et af vores fine små møder på kommunen tilfældigt nævner, at mine tænder var ved at slå mig ihjel og at jeg bare ikke kunne finde penge til at få dem ordnet... Så siger hun pludselig, efter at have siddet stille et minuts tid, at jeg da måske kunne få noget af regningen betalt af dem. Synes det var lidt sent, at hun fortalte det, da jeg ved et tidligere møde havde fortalt at jeg havde knækket en tand som efterhånden gjorde ret ondt. Der blev der ikke sagt en lyd. Men først hvor der var blevet udført et indgreb, som jeg ikke havde nogen idé om hvordan den skulle betales, kom hun med den mulighed... Det kunne have sparet mig for mange søvnløse nætter, sindssyg tandpine og tudeture, hvis der var blevet fortalt noget, noget før! Her kunne jeg også blive ved...

Håber det kunne svare på nogle af jeres spørgsmål?

Ville nu også gerne høre lidt om hvordan andre klarer alle disse ting? Om det kun er mig, som har været så uheldig, eller om det bare generælt er sådan og om der faktisk findes nogle som er kommet smertefrit igennen systemet, hvor der bliver koncentreret om det nødvændige og ikke alt det andet enormt opslidende fjas??

Venlig hilsen Carina

---

det kræver enorm styrke at være syg, hvad enten det er psykisk eller fysisk. henvend dig til landsforeningen sind, http://www.sind.dk/ De kan rådgive dig om dine rettigheder og muligheder. de kan også hjælpe dig med en bisidder, når du skal tale med socialrådgivere

---

Ok, jamen tak for det tip! Det vil jeg da lige gå ind og se på en gang

---

Hvis du ikke har gjort det, så skal du bede om aktindsigt. Du har ret til at se den journal, der er blevet skrevet på diverse behandlingssteder. Du kan ringe til lægen og bede om at få en kopi af din journal. Så kan du da nogenlunde finde ud af, hvad der foregår.

Lægelatinen vil du sikkert skulle slå op og få hjælp til. Men det bliver hurtigt en vane, og man lærer de mest anvendte vendinger og ord. Rigtig meget kan jo slås op på nettet. Men en bisidder kan være en rigtig god ide.

Jeg har stakkevis af journaler liggende, -ellers ville jeg da slet ikke kunne finde ud af noget..

Men jeg er lykkelig over, at jeg HAR fået pension.

---

Da jeg skulle til min første Sygedagpengeopfølgning hos kommunen, fik jeg forinden tilsendt et skema, som jeg skulle tage med på sjalen.

Her var alle oplysninger - samt en kronologisk rækkefølge af mit hidtige arbejdsliv og sygdom.

Det var aldeles super, at jeg udfyldte dette. Her var alt, hvad de skulle vide.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at du selv skriver diverse ting under samtalerne på sjalen. Hvis man overlader det til socialrådgiveren at skrive notater, kan det let opfattes anderledes, end det oprindeligt var tænkt.

Da sagsbehandleren på sygedagpenge opfølgningen så mit skema - kopieret til pc, så det også var let at læse - blev hun så glad, for "det her er jo lige til at gå til".

Siden har alt andet været en formssag uden flere møder - men lang ventetid pga diverse statusattester mv. Men, som sagsbehandleren sagde, efter at have skimmet mit skema - "uha - du har da været noget igennem". Sagen var lige til. Hun anbefalede pension efter at have spurgt, hvad jeg havde tænkt på mht fremtiden.

Jeg anbefaler alle, der skal til at "rode" med systemet omkring sygdom mv. at skrive dette skema, så er det lige til at gå til for sagsbehandleren. Mindsker misforståelser.

---

Det der med aktindsigt er en kanon god ting.
Men du skal vide, at du har krav på, at der er en, der gennemgår journalen med dig, og forklarer alle de der mystiske ord, man måske ikke ved hvad betyder.

Men hvad er din diagnose egentlig?

Det er ikke helt almindeligtat svinge fra psykolog til psikiater og tilbage igen.
Dee plejer at være enten eller,

---

Hvis du skal have nogen til at hjælpe dig med at gennemgå journalen, så er det en god ide at få den først til gennemlæsning. Så kan du bedre stille de rigtige spørgsmål hvis du vil have journalen gennemgået bagefter.

At sidde og få gennemgået en journal som man aldrig har set før, sammen med en eller anden læge eller psykiater, det kan være temmelig kulret..

Hvis du kender et kvikt hovede, der kender lidt til lægelatin, -og som kender dig- så er det altså bedre. Men vær forberedet på, at der kan stå ting, som du ikke kan genkende eller som du ikke er enig i...

---

Først, hvor er i altså bare søde!!!
Tjah, hvad fejler jeg... Min diagnose har der været en del tvivl om i lang tid, først en almindelig depression, så personlighedsforstyrrelse og nu mener de at være sikre på at jeg er manio-depressiv.. Det er en lidt skremmende diagnose, men det er heldigvis ikke i den tunge ende af sygdommen. Og grundene til jeg har skiftet så meget mellem behandlere, har været lige fra folkepension til opsigelse af job, hvilket man jo ikke kan gøre ret meget ved. Men synes nu det er ved at være ret trælst, især hvis man tænker på, at bare siden januar i år, har jeg skiftet behandlere 3 gange...
Nu ved jeg godt at dette her måske vil lyde dumt, men hvorfor skulle jeg bede om akteindsigt? For har været ret nysgerrig og frit spurgt (en del gange) hvordan det stod til i min journal, altså med hvad de skriver når jeg har været til samtale, og de har været søde og spørge mig om hvad de måtte svare kommunen, hvis der har været noget de ville vide dernede. Har endda sidst, der skulle sendes en vudering af om jeg kunne komme i aktivering, blevet spurgt til råds om hvad der skulle stå og hvad jeg ikke ville have til at stå. Var med til at skrive meget af det selv... Men hvis det er akteindsigt over hvad de har registreret nede på kommunen, så kunne jeg da godt se, at det kunne være meget rart at vide, hvad de mener om det hele... Men er stadig lidt i tvivl om hvad jeg skulle kunne bruge det til, andet end til at få stillet lidt nysgerrighed...?

---

Når du i forvejen har snakket med behandlerne om, hvad der skal stå i din journal, så er der nok ikke så meget, der kommer som nogen overraskelse for dig, hvis du læser den selv.

Det, du kunne få ud af at bede om en kopi af din journal, det er, at du SELV har styr på, hvad der er blevet foretaget og hvilke tanker de forskellige behandlere har gjort sig. Det kan især være vigtigt, hvis man skifter behandlere tit, som du jo har gjort.
Du skal også tænke på, at journaler faktisk kan blive væk i systemet. Så er det altså RART!!! at have et eksemplar selv. Ikke engang din egen læge har en kopi af f.eks. din psykiaters journal. Hvis du sørger for at bede om en kopi af journalen hver gang du er i behandling, -uanset om det er behandling for blindtarmsbetændelse eller skizofreni- så vil du have den eneste komplette samling af dine personlige journaler.
Og selvfølgelig er det en god ide at have kommunens journal også..

Men jeg forstår godt, at du viger lidt tilbage for at bede om aktindsigt. Det gjorde jeg også selv engang. Efterhånden er det blevet en vanesag, --og jeg kan garantere dig for, at lægerne synes IKKE der er noget underligt i det. De er vant til det. Og de allerfleste synes, det er meget naturligt, at man vil vide, hvad der er noteret om ens person.

Behandlerne SKAL have tilladelse fra dig før de fortæller kommunen noget. De har jo tavshedspligt. Det er ikke for at være "søde" at de beder om tilladelse. Det er et lovkrav.
Og selvfølgelig må de da også spørge patienten om, hvad han selv mener han kan klare i forhold til arbejdsprøvning og aktivering... Der er da ingen mening i at give en patient et job, som han alligevel ikke kan klare.

---

Hver gang, jeg skulle skrive noget til min læge, sendte jeg en kopi til psykiateren og vise versa.

Det, jeg synes, man også skal være opmærksom på ifb skift af behandlere er, at de hver især kan tolke samme sætning forskelligt. Så er det rart, at du har mulighed for at reagere, hvis der er sket misforståelser.


Hanne

---

Tak for svaret Camillasmoster. Det er nu rart, ikke at blive sat i bås for en gangs skyld

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.