---

Må jeg komme med et godt råd (syntes jeg da selv) til skilsmisseforældre. Min historie er, at jeg blev skilt for efterhånden mange år siden. Børnene (2 på daværende tidspunkt) kom til at bo hos mig. Efter 3 måneder, blev deres far for træt af det. Det var alligevel for besværligt at køre fra Fyn til Midjylland for at se sine børn. Så han droppede lige så stille (det tog kun ham 14 dage) kontakten til hans børn. Børnene var kun 1½ og 2½ år. Idag er de 18 og 19 år. For et par år siden, kontaktede han dem lige pludselig, og tryglede og bad dem om at komme hen til far. For han var ensom og savnede sine børn. Gæt hvad mine børns svar var til farmand, som ikke havde vist skyggen af sig selv eller interesse i 15 år.

Mit råd er: Vil I fædre og mødre som går fra hinanden ikke godt gøre alt i jeres magt, for at jeres børn ser begge forældre. Vi skulle have talt det igennem, inden vi fik børn, sådan er der jo så meget. Så tag lige og tal det igennem, allerede idag. Ellers kan I bare komme og spørge mig, om hvad børn føler, når den ene forældre, (som desværre glemte dem) kommer valsende, og tror de gider ham. Hvor var far, når vi havde brug for ham, spørger de med rette om. Jeg har desværre ikke et brugbart svar. Og så lige et spørgsmål, hvad er det lige der gør at en forældre ikke gider sine børn i 15 år. Ham jeg spurgte, får jeg nok ikke svar fra, det er ikke så nemt at svare seriøst, når man har fyldt sin hjerne og liv med sprut og stoffer i så mange år, så måske du har et brugbart svar. Og det, sprutten og stofferne er simpelthen ikke et brugbart svar, det er en dårlig - meget dårlig undskyldning, fra dem som misbruger dette.

---

Jeg synes det er svært at forstå, at du ikke selv kan se, at det er dine børn, der er de store tabere i den krig du fører mod deres far. Det er DEM, der aldrig kommer til at forstå dem selv, fordi de mangler halvdelen af deres genetiske baggrund. Det er ikke deres far. Han har jo klaret sig fint nok uden dem i over 15 år. Hvor store problemer han har haft med sprut og stoffer i de mange år må være svært for dig at vurdere når du ikke har haft ret meget kontakt med ham.

I har BEGGE TO valgt, -hver især- at bo så langt fra hinanden så det ville blive vanskeligt at opretholde en jævnlig kontakt. Det var ikke børnenes fars valg alene.

Mine børn var væsentligt ældre, da jeg blev skilt. Og måske derfor var det et naturligt valg for os at forblive boende i samme kommune så børnene når som helst selv kunne tage fra den ene forælder til den anden. Men jeg kan garantere dig for, at det var IKKE en "lykkelig skilsmisse" for os heller. Vi var ikke enige om ret meget... andet end at det skulle gå mindst muligt ud over børnene!

Du lyder bitter og fjendtlig overfor børnenes far, -stadigvæk... efter så mange år. Er det ikke på tide, at du prøver at komme videre? Det er umuligt for dig at se den egentlige baggrund for at han har gjort som han har.. Det vil du måske aldrig blive i stand til at forstå.
Men hvis dine børn er hele og empatiske mennesker, så vil de måske gennem et nærmere forhold til deres far kunne lære at forstå det. ---Er det DET, du er bange for?

---

Hej til dig......... Jeg giver dig helt ret i at forældre skal gøre hvad de kan for at børnene ikke "mister" den ene forælder. Men det er vel både far og mor der skal gøre det. Kunne du ikke have kørt med børnene en gang imellem? Måske hver anden gang. Eller I kunne have kørt halv-vejs begge 2 - også mødes til en hyggestund med børnene inden de tog med den ene eller anden vej. Det er nok ikke altid den "mistende" forælders skyld at kontakten med børnene bliver for besværlig.
Blot min mening om det.
De beste hilsner fra Melbit

---

Svar til Birgitta:
Jeg er ikke bange for noget som helst, jeg er heller ikke bitter - hvordan du lige kan få det ud af mit indlæg, ved jeg ikke. Nej han valgte at fraflytte til anden by, og senere hen dobbelt så langt væk igen. Tro mig, jeg har prøvet og prøvet at få det til at køre, har aldrig nogen sinde forhindret børnene i at se deres far. Det var jo lige som heller ikke det jeg skrev vel. Siden du åbenbart skal have det skåret ud i pap. Hans ord præcis var, at siden jeg forlangte, han skulle være stof og alkoholfri, når han var sammen med børnene, havde det ingen interesse. Hvad han lavede, når ungerne ikke var der, ville jeg ikke blande mig i. Hvis du vil lade et menneske, der lige har indtaget 1 kasse øl + 1 flaske alkohol køre rundt med dine børn, så skal du være hjertelig velkommen - vi lever vores liv forskelligt alle sammen.

Svar til Melbit:
Tja det var også mit forslag indtil flere gange. Jeg tilbød endda, at jeg kunne hente og bringe børnene hver gang. Men den løsning var ikke acceptabel. Jeg skulle ikke blande mig. Så tilbød jeg, at han kunne holde kontakten telefonisk, indtil han syntes han havde råd, det skulle jeg heller ikke blande mig i. Nej han ville slet ikke have noget med dem at gøre når de var børn, han ville vende tilbage når de blev voksne, og så skulle han nok lege far.

---

Undskyld mig........ Men helt ærligt - Er manden først blevet narkoman og alkoholiker efter børnene er blevet født? Ellers skulle du nok ikke have valgt at få børn med en sådan mand. Ved godt at det er for sent nu - men det må da også have spillet ind i dine overvejelser omkring ønsket om børn.

Måske er hans valg om ikke at have børnene som små, det allerbedste han kunne gøre for dem i hans situation. Det har måske givet dem et bedre liv - og så du og børnene tilgive ham og få det bedste ud at det nu. De er jo ved at være voksne og forhåbentlig forstående over deres fars valg.

---

...Nu er det ikke ham, og det er ikke dig at denne situation går ud over. Det er jeres børn.

Det kærligste du kan gøre for dine børn er at forklare dem, at de kan have brug for at forstå deres far og årsagerne til at han har handlet som han gjorde. Og derfor skal de opsøge ham. IKKE for hans skyld, men for deres egen skyld.

Gør det til en sag mellem ham og dem. Det er ikke din sag mere. To så store piger kunne nok støtte hinanden i at udforske deres egen baggrund.
Men for at kaste sig ud i det, så skal pigerne vide, at du synes, at det er helt ok.

---

Tak for svaret melbit.
Ja det er han melbit. Det lyder ufatteligt, men han blev det først da vi blev skilt. Det er ikke nemt at tilgive nogle man ikke er sur på. Jeg hader ham ikke, så hvad er det lige jeg skal tilgive ham? Og nej de er så absolut ikke forstående overfor at han ikke har ønsket dem hele deres liv. Ville du forstå et menneske som forlod dig uden et ord i 15 år - du er meget large syntes jeg. Jeg forstår og bakker dem op i det valg de har taget overfor deres far. Jeg ville have forstået og bakket dem op, hvis de havde valgt at lære ham at kende. Dagen efter han ringede min ældste datter op på hendes efterskole (hun syntes måske nok det var noget underligt noget, at han ikke havde kontaktet mig først, for at høre om hun ville have hans kontakt), ringede jeg ham op for at høre hvad han lige havde gang i. Jeg sagde, jeg samme aften ville sende et brev til ham, han lovede mig at læse brevet. 3 dage senere ringede jeg igen, for at høre, om han havde fået brevet, det havde han. Jeg bad ham svare på et eneste spørgsmål, mine børn havde stillet ham "hvor har du været i alle disse år". Der er nu gået 3 år, de har ikke fået svar endnu. Jeg syntes nok de har krav på svar, men kan godt høre på stemningen, at der ligesom ikke er enighed omkring det.

---

Ok. Der er en tendens til i dette samfund, at vi skal have forståelse for alt mellem himmel og jord. Hvad med at prøve at vise forståelse for, at børn altså også har behov. Fint nok jeg skal forklare mine børn, at de kan have brug for at forstå deres far og årsagerne til at han har handlet som han gjorde. Hvad tror du lige jeg har brugt hele deres liv til. Men der skal godt nok et meget godtroende menneske til at forsvare sådan en opførsel, som nogle forældre udøver. Heldivis de færreste forældre, men de er altså derude. Der er absolut ingen grund til at forældre dropper deres børn, hvad skal de børn lige bruge det til. Han fik alle muligheder for at undgå økonomisk tab på sine egne børn, jeg tilbød at betale for det hele. Jeg tryglede ham, om jeg måtte få hans families adresse, så børnene i det mindste kunne have kontakt med farmor, farfar og alle de andre familiemedlemmer. Men det ragede ikke mig og børnene, var hans præcise ord. Og nej, hverken ungerne eller jeg hader ham, det har vi aldrig gjort, vi undre os bare

---

Til Melbit og Birgitta

Jeg synes godt nok i skyder med skarpt her. Ganske vist er der 2 sider af alle historier. Men når i selv digter videre på den ene side så synes jeg nok det tangerer åhhhhhvorerdetsyndforfarmand.
Manden har selv valgt ikke at se børnene. Skulle Antol have forhindret ham heri - så er der også mulighed for hjælp på dette område.
Når du - Birgitta - farer i blækhuset i en sådan fart, får du så ikke af og til en lidt underlig smag i munden.? Du bruger ord som "krig - bitterhed og fjendtlighed". Når jeg læser Antol´s indlæg er det overhovedet ikke det indtryk jeg ser. Tværtimod.

Antol - hvis du støtter dine unger i hvad de end vælger. Så gør du det bedste du kan for dem. Hvis de engang får kontakt med ham, og af en eller anden grund fortryder det - så hjælp dem.

mvh

Dorte

---

Tak for det Dorte

Jeg var var godt nok ved at blive noget paranoid over at jeg ikke kunne finde det, jeg fik skyld for at have skrevet i mine indlæg. Troede jeg evt. kunne være kommet til at skrive noget mellem linierne, der kunne misforståes. Men kan jo godt se det, efter dit indlæg. De to koner har nok været lige lovlig hurtige til at finde på historier.

---

Arrrgh - Denne beretning bliver jo "tykkere og tykkere". Der kommer hele tiden nyt at forholde sig til. Mine svar er ud fra det første indlæg. Og jeg føler IKKE at jeg digter videre
Mener stadig at der er to sider i denne sag.
Og i mine ører lyder det usansynligt at man kan blive garvet alkoholiker og narkoman i løbet af 3 måneder..............

---

Jeg kan ikke genkende det, du skriver, Dorthe.
Men lad nu det være.

Der er helt klart to sider af samme sag i en skilsmisse. Det ved jeg, -om nogen!

Og antol, du har også dine grunde til at reagere som du gør. Ligesom din ex-mand har haft sine grunde. Livet ser altid anderledes ud "udefra".

Jeg synes bare, at når du stadig reagerer så kraftigt på det, der skete dengang, så kunne du måske have brug for at få bearbejdet nogle ting så du kunne komme videre.

Og du må meget undskylde, antol, men du og din ex havde kendt hinanden i mindst 3 år og I havde fået to børn sammen. Alligevel havde du ingen ide om, hvor børnenes bedsteforældre boede eller hvad de hed?? Det var først EFTER skilsmissen du syntes, at det kunne være interessant?? Ved du hvad, tror du ikke, du lider af en slags "erindringsforskydning"?

Og Dorthe. Jeg HAR set eksempler på, hvordan det går når en mor "støtter" sine børn i deres kontakt med deres far.. Men uden hun er klar over sine egne underliggende motiver. Det er virkelig pinefuldt og ødelæggende for børnene som naturligvis tager mors parti. De HAR ikke noget "valg". Og det var nok derfor jeg selv var i stand til at tilsidesætte mine egne behov i forbindelse med min egen skilsmisse.

---

Tja - ting er ikke altid som man tror. Eftersom ens ord ikke bare kan blive taget for gode vare, men man åbenbart skal udpensle mere end nødvendigt, bare fordi man laver et lille uskyldigt indlæg. Måske bor min eksmands familie i et land langt herfra. Måske er det ikke folk man lige kan tage overtil, til en kop kaffe, pga. afstanden. Det ville i hvert fald blive noget af en dyr udgift i transport. Måske man ikke havde haft brug for at kende deres adresse, da den alligevel bliver skrevet på andet sprog, og med andre skrift-tegn end vores, og derfor kunne få manden til at skrive modtageradresse, mens man var gift. Tak for at jeg nu har været nødt til at give så mange oplysninger, for er da fuldt ud klar over, at der nu er folk der for drejet denne historie ud på et plan, hvor det hele bliver noget så plat. Bare fordi det lige pludselig handler om et menneske fra et andet land. Det bliver interessant, må jeg nok sige. Men er nu lykkelig for at jeg ikke kender dig privat Birgitta, du virker som et menneske, der godt kan lide at trampe på andre. Husk, man har ikke automatisk ret, bare fordi man råber højest. Du får resten af pladsen herinde, du virker ikke som et menneske, jeg gider bruge mere tid på. Du virker meget følelseskold, rigtig egoistisk og hel igennem gemen

---

Man kan da kun svare ud fra de oplysninger, du giver. At du bliver fornærmet over at jeg gennemskuer, at du skjuler noget, det må da stå for din egen regning.

For du skjuler jo mere end du fortæller. Og derfor mener jeg, at du kunne have brug for at gennembearbejde de ting, du har været ude for i forbindelse med dit ægteskab og din skilsmisse -sammen med en person som du ikke behøver at skjule noget for. Det er ikke godt at gå med så mange tanker uden at dele dem med andre (ikke dine børn).

Jeg er ikke din fjende, og jeg vil dig ikke noget ondt. Men du kan ikke undgå at blive misforstået når du kun fortæller halvdelen af sandheden.

---Men fordelen ved kandu er jo netop, at vi alle råber lige højt...

---

Birgitta er nok et af de mennesker herinde på kandu, jeg "kender", som har det største hjerte og en utrolig god menneskelig forståelse.
Hun (Birgitta) skriver ikke altid det vi gerne vil høre, men en klog kvinde er hun.

Nogen gange kan det være svært at se ens egne problemer med klare øjne.

Men jeg håber, antol, at du en dag kan se, at Birgitta måske har ret i nogle antagelser.

Jeg har en Brassiliansk veninde, som jeg har lært en utrolig mase ting af, hun har boet hos mig i et år, og sikken et år! Hun er den klogeste kvinde jeg i mit liv har kendt.
Hun har en hjemmeside..eller faktisk flere: www.mienet.com
Her er et uddrag af nogle af hendes tanker og gode lærdom:
Ps. Det er desværre på engelsk, men ikke så svært at forstå!

---

Tak for de smukke ord...

for mig handler det nok om at føle sig tryg i kandu-forum. Tryg nok til at turde skrive -og stå ved hvad man mener om et givet spørgsmål. Og tryg nok til at man selv tør at formulere spørgsmålet så åbent og ærligt som man overhovedet kan..
Så er kandu et fænomenalt enestående sted. Og det betyder kun lidt, at der ind imellem også falder skrubbede ord.

Derfor er jeg ked af, at antol får så hård en start på kandu. Jeg kan kun ønske dig velkommen, antol. Jeg håber, at du giver kandu lidt mere tid.

Mango, man kan være så lukket i "verden" så man ved lyskrydset ignorerer alle andre impulser end det røde og grønne lys. Enten venter og venter og venter man på at lyset skal blive grønt, -eller endnu værre, man går over for grønt selv om betjenten har vist at der er rødt i den retning...
I den "rigtige" verden er jeg nok mest en "venter". Men her på kandu kan jeg nok komme til at køre over for rødt...

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.