---

Hvilke væsener tjente gud i det gamle testamente?

---

Umiddelbart er der ikke nogle væsener der tjente Gud i det Gamle Testamente...

Prøv lige at uddybe dit spørgsmål.

---

De eneste væsener der omtales er mig bekendt engle, som her:
I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen.
omtalt i 1. mosebog

---

Tjahhhh! man kan se på spørgsmålet, på flere måder. Lige nu sidder jeg uden min bibel og andre bøger, og tager det kun pr. hukommelse , og spørgsmålet kan tolkes på flere måder, men: nogle mennesker tjente, og tjener Gud (beder m.m.), da Isak skulle ofre, eller ofres, var der en vædder der i stedet, der af Gud var udpeget til son-offer. Mange dyr og korn, er blevet brugt som offer. Duen tjente som budbringer. I Jobs bog fortælles om Guds sønner og døtre, hvoraf Lucifer var en af dem . Og fra Johannes Åbenbaringer ved vi at de engle der var ulydige blev kastet ned på jorden, og blev derpå betragtet som djævle. Faktisk må djævle og engle være af samme slægt, og hinandens "skyggesider". Sådan som bibelen fremstiller det, er der ingen eller intet der ikke kan tjene gud og hans sag hvis Gud ønsker det. Af engle er der i hvert fald flere klasser, hvor af jeg umiddelbart kan huske seraffer og erkeengle.

---

Undskyld ærkeengle

---

skriver A.C.Rosmon...

Her kan jeg da lige lægge et link til netudgaven af Bibelen: http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm

så er den altid ved hånden.

---

Kyroper var de ypperste, Lucifer var kyrop. Serafer var under kyroperne Og englene var under dem.Har jeg læst en gang.
alimak

---

Hvad er serafer, keruber og engle?

Spørgsmål:
Man høre en del om engle. Men hvad er forskellen på engle, keruber, og serafer?
Hvilken funktion har keruber, og serafer?


Svar:
Dette er blot nogle "generelle betragtninger". Emnet er spændende, og den bedste hjælp vi kan give dig, er nok at opmuntre dig til at gøre brug af de hjælpemidler der efterhånden findes. Jeg henviser her til et tidligere svar, hvor der gives litteraturhenvsinger, og hvis man først kommer igang, når man også langt med leksikon og Bibel. Hvor finder jeg noget om engle?

Ingen embedsbeskrivelser
Vi har ingen "embedsbeskrivelse" for keruber og serafer. Vi kan kun studere de steder i bibelen, hvor de omtales og se, hvad det er for funktioner, de varetager, og også prøve at danne os et billede af dem - hvilket lkke er så ligetil, selv om der er nogle beskrivelser af enkeltheder. Fra det gamle Israels nabolande findes der skulpturer mm. af væsener med kombinerede menneske- og dyreformer, som nok skal forestille keruber, men hvor vellignende de er, er et andet spørgsmål. Det er yderst sjældent, at mennesker har haft lejlighed til at se disse mægtige himmelvæsener. Når det endelig sker, er det altid en voldsomt rystende og fortumlende oplevelse. Det samme kan mødet med "almindelige" engle være, men deres "normale" skikkelse er menneskelignende, omend undertiden med vinger. De kan, ligesom keruberne og seraferne, vise sig i himmelsk stråleglans og majestæt, men de kan også optræde så "hverdagsagtige", at de mennesker, der har med dem at gøre, slet ikke opdager, at de er engle.

Hovedopgave - at tjene Gud.
Deres hovedopgave er at tjene som Guds sendebud (ordet engel betyder sendebud) og hjælpere for mennesker, der tror på ham.
Emnet "engle" er i øvrigt alt for omfattende til, at det er muligt her at begynde at gå i dybden med det. Hvis du vil sætte sig mere ind i det, er det en god idé at begynde med artiklerne "engel" og "kerub" og "seraf" i Lohses Store belleksikon og derefter bruge en bibelordbog og læse alle de tekster, der findes i forbindelse med disse stikord i Bibelen selv.

At det bliver en spændende opdagelsesrejse, kan garanteres.

Med venlig hilsen
Poul Hoffmann, forfatter

http://jesusnet.dk/svar/showpage.php?action=vissvar&id=625

---

Esajas nog:

Anden Samuels bog:

---

SERAFER

Åndeskabninger som er posteret rundt om Guds trone i himmelen. (Es 6:2, 6) Det hebraiske ord serafim' er et navneord i flertal der er afledt af udsagnsordet saraf', „at brænde“. (3Mo 4:12) Det hebraiske udtryk serafim' betyder derfor ordret „de brændende“. Andre steder hvor navneordet forekommer, enten i ental (saraf') eller flertal, beskriver det jordiske skabninger. I denne anvendelse betyder det „giftslanger“, „brændende (betændelsesskabende) slanger“ eller „ildslanger“. — 4Mo 21:6, 8, fdn.

Profeten Esajas beskriver sit syn med disse ord: „I det år kong Uzzija døde, så jeg Gud sidde på en trone der var høj og højt hævet, og den nederste del af hans klædning fyldte templet. Serafer stod oven over ham. Hver af dem havde seks vinger. Med to holdt de deres ansigt dækket, og med to holdt de deres fødder dækket, og med to fløj de omkring. Og de råbte til hinanden og sagde: ’Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Gud. Hele jordens fylde er hans herlighed.’ . . . Da sagde jeg: ’Ve mig! For jeg er så godt som bragt til tavshed; jeg er jo en mand med urene læber, og jeg bor blandt et folk med urene læber; mine øjne har nemlig set Kongen, Hærstyrkers Gud!’ Da fløj en af seraferne hen til mig, og i hans hånd var der et stykke glødende kul som han med en tang havde taget fra alteret. Så rørte han ved min mund og sagde: ’Se, dette har rørt ved dine læber, og din brøde er forsvundet og din synd er sonet.’“ — Es 6:1-7.

Der gives ingen beskrivelse af Guds person. Men der siges at den nederste del af hans majestætiske klædning fyldte templet så der ikke var nogen plads hvor andre kunne stå. Hans trone hvilede ikke på jorden, men var „højt hævet“. At seraferne „stod“, kan betyde at de svævede ved hjælp af det ene par vinger, ligesom skysøjlen ’stod’ eller svævede ved indgangen til Guds telt i ørkenen. (5Mo 31:15) Professor Franz Delitzsch siger om serafernes placering: „Seraferne ragede naturligvis ikke op over hovedet på ham der sad på tronen, men de svævede over hans klædning, som fyldte hallen.“ (Commentary on the Old Testament, 1973, bd. VII, 1. del, s. 191) Den latinske Vulgata siger ikke at seraferne stod „oven over ham“, men „over den“, det vil sige tronen. — Es 6:1, 2.

Af høj rang. Disse mægtige himmelske skabninger er engle, og eftersom de gør tjeneste ved Guds trone, beklæder de åbenbart en meget høj stilling i Guds ordning. Keruberne i Ezekiels syn skildres som løbere der ledsagede Guds himmelvogn. (Ez 10:9-13) At der findes en rangordning i himmelen, stemmer med Kolossenserne 1:16, som taler om det „i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller regeringer eller myndigheder“.

Opgaver og pligter. Der siges ikke hvor mange serafer der var, men de råbte til hinanden, hvilket tyder på at der var nogle på hver side af tronen, og at de forkyndte Jehovas hellighed og herlighed i vekselsang. Det vil sige at seraferne (eller grupper af serafer) efter hinanden har gentaget eller svaret hinanden med hele eller dele af erklæringen: „Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Gud. Hele jordens fylde er hans herlighed.“ (Jf. oplæsningen af Loven og folkets svar ifølge 5Mo 27:11-26.) Ydmyge og beskedne i den Højestes nærhed dækkede de ansigtet med det ene af de tre par vinger, og da de befandt sig et helligt sted, dækkede de fødderne med et andet par, hvorved de viste tilbørlig respekt for den himmelske konge. — Es 6:2, 3.

At seraferne forkyndte Guds hellighed, viser at det hører til deres opgave at sørge for at hans hellighed bliver forkyndt, og at hans herlighed bliver anerkendt i alle dele af universet, også på jorden. En af seraferne rørte ved Esajas’ læber for at fjerne hans brøde og synd ved hjælp af et stykke glødende kul fra alteret. Dette kunne tyde på at deres opgave også består i at rense Guds folk for synd. Denne renselse sker på grundlag af det offer Jesus Kristus bragte på Guds alter. — Es 6:3, 6, 7.

Deres udseende i synet. At seraferne i synet fremstilles med fødder, vinger og så videre, må opfattes symbolsk. Deres ydre lighed med jordiske skabninger skal blot skildre de færdigheder eller opgaver de har. Dette svarer til at Gud ofte i symbolsk forstand taler om at han har øjne, ører eller andre menneskelige træk. Apostelen Johannes viser imidlertid at intet menneske ved hvordan Gud ser ud, idet han siger: „I elskede, nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal blive. Vi ved at når han gøres kendt skal vi blive som han, for vi skal se ham som han er.“ — 1Jo 3:2.

---

KERUB

1. (keru'b). En åndeskabning af høj rang som har særlige opgaver, og som adskiller sig fra serafernes orden. Keruberne omtales 91 gange i Bibelen. Det første sted er i 1 Mosebog 3:24, hvor der siges at Gud, efter at have drevet Adam og Eva ud af Eden, anbragte keruber (hebr.: keruvim') med et flammende sværdblad ved indgangen øst for haven „til at vogte vejen til livets træ“. Om det var mere end to keruber, siges ikke.

Udstyret i tabernaklet der blev rejst i ørkenen, indbefattede fremstillinger eller afbildninger af keruber. På låget af pagtens ark var der to keruber i udhamret guld, én i hver ende. De vendte mod hinanden og bøjede sig ind over låget i en tilbedende stilling. De havde hver to vinger der var udbredt opefter, og hvormed de skærmende dækkede over låget. (2Mo 25:10-21; 37:7-9) På tabernaklets indre teltduge og på forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste var der broderet billeder af keruber. — 2Mo 26:1, 31; 36:8, 35.

Disse keruber var ikke, som nogle hævder, groteske figurer der var en efterligning af de omboende hedenske folkeslags uhyrlige vingede afguder. Ifølge den jødiske overleverings enstemmige vidnesbyrd (Bibelen er tavs om sagen) havde keruberne menneskeskikkelse. De var dygtigt udførte kunstværker som forestillede engle af fuldendt skønhed, og var indtil mindste detalje lavet efter det „forbillede“ som Moses havde fået af Gud selv. (2Mo 25:9) Apostelen Paulus beskriver dem som „de herlige keruber, som overskyggede sonedækket“. (He 9:5) Disse keruber var forbundet med Guds nærværelse: „Og jeg vil mødes med dig dér og tale med dig fra stedet over låget, fra stedet mellem de to keruber som er på Vidnesbyrdets ark.“ (2Mo 25:22; 4Mo 7:89) Gud blev derfor omtalt som den der „troner på [el.: mellem] keruber“. (1Sa 4:4; 2Sa 6:2; 2Kg 19:15; 1Kr 13:6; Sl 80:1; 99:1; Es 37:16) Keruberne repræsenterede i symbolsk forstand „stridsvognen“ som Gud kørte med (1Kr 28:18), og deres vinger var både et udtryk for skærmende beskyttelse og hurtig bevægelse. Da David i en sang beskrev den fart hvormed Jehova kom ham til hjælp, sagde han derfor at Gud „blev båret af sted af keruber og kom flyvende, ja, kom til syne på ånders vinger“. — 2Sa 22:11; Sl 18:10.

I Salomons prægtige tempel, der ligeledes blev bygget efter Guds detaljerede anvisninger, var der i Det Allerhelligste to keruber, 10 alen (4,5 m) høje, af olietræ beklædt med guld. De stod begge vendt mod øst, på en tænkt linje der gik gennem midten af rummet fra nord til syd. De havde udbredte vinger, og selv om de stod ti alen fra hinanden, rørte den ene kerubs vingespids den andens midt i rummet, hvorved de overskyggede pagtens ark og dens bærestænger, som stod nedenunder. Med den anden vingespids rørte keruberne henholdsvis nordvæggen og sydvæggen. Det vil sige at kerubernes vinger spændte over hele rummets bredde, som var 20 alen. (Se TEMPEL.) Templets vægge og døre var dekoreret med udskårne keruber som var beklædt med guld. Der var også indgraveret keruber på siderne af de ti kobbervogne med vandbækkener. (1Kg 6:23-35; 7:29-36; 8:6, 7; 1Kr 28:18; 2Kr 3:7, 10-14; 5:7, 8) Væggene og dørene i det tempel Ezekiel fik at se i et syn, var ligeledes prydet med udskårne keruber. — Ez 41:17-20, 23-25.

Ezekiel skildrer desuden en række syner hvori han så nogle symbolske keruber med et usædvanligt udseende. Efter at have omtalt dem som „levende skabninger“ (1:5-28) betegner han dem senere som „keruber“. (9:3; 10:1-22; 11:22) I disse syner er keruberne nært forbundet med Guds herlige personlighed og står ham hele tiden til tjeneste.

I sin profetiske bog fik Ezekiel også besked på at ’istemme en klagesang om Tyrus’ konge’ hvori han betegner denne konge som en herlig, skærmende kerub der engang havde været i „Eden, Guds have“, men som nu var blevet berøvet sin skønhed og gjort til aske på jorden. „Således har den suveræne Herre Gud sagt: ’. . . Du var den salvede, skærmende kerub, og jeg indsatte dig. På Guds hellige bjerg var du. Du vandrede omkring midt iblandt ildsten. Du var uangribelig i din adfærd fra den dag du skabtes indtil der blev fundet uretfærdighed hos dig. . . . jeg vil fjerne dig som vanhellig fra Guds bjerg, og jeg vil udrydde dig, du skærmende kerub [„du beskyttende kerub“, Vg].’“ — Ez 28:11-19.

---

Bibelen viser at den skabning der betegnes som Satan, ikke altid har haft dette beskrivende navn. Han fik imidlertid dette navn fordi han valgte en handlemåde der førte til opposition og modstand mod Gud. Det nævnes ikke hvilket navn han havde før. Gud er den eneste Skaber, og ’hans værk er fuldkomment’ og uden uret eller uretfærdighed. (5Mo 32:4) Han der blev til Satan, må derfor være skabt af Gud som en fuldkommen, retfærdig skabning. Han er en åndeskabning, for han befandt sig i himmelen, hvor han trådte frem for Gud. (Job kap. 1, 2; Åb 12:9) Jesus Kristus sagde om ham: „Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Joh 8:44; 1Jo 3:8) Jesus viser her at Satan engang var i sandheden, men at han forlod den. Fra han gav sig til kende med sin første handling hvorved han vendte Adam og Eva bort fra Gud, var han en manddraber, for derved udvirkede han deres død, som igen medførte synd og død for deres efterkommere. (Ro 5:12) De egenskaber og handlinger der tilskrives ham Bibelen igennem, kan kun tilskrives en person, ikke et abstrakt ondskabens princip. Det er tydeligt at jøderne, deriblandt Jesus og hans disciple, vidste at Satan eksisterede som en person.
Det fremgår tydeligt af den bibelske beretning at det var Satan der talte gennem slangen og forførte Eva så hun blev ulydig mod Guds befaling. Dernæst forledte Eva Adam til at følge hende i oprøret. (1Mo 3:1-7; 2Kor 11:3) Eftersom Satan brugte slangen som sit redskab, betegner Bibelen ham som „slangen“, der kom til at betyde „bedrageren“; han kaldes også for „Fristeren“ (Mt 4:3) og for en løgner, „løgnens fader“. — Joh 8:44; Åb 12:9.

---

Tak for svaret Helle10 OG alle jer andre. Undskyld jeg ikke har skrevet tilbage før. Det er MEGET spændende læsning fra jer alle.
Mit spørgsmål udsprang sig af en snak mellem nogle venner. Vi talta om alt mellem himmel og jord + Thomas evangeliet. Det hele startede da vi diskuterede Dan Browns Da vinci.... Tror at den bog har været med til at få diskusionerne igang.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.