---

Hej.
Hvordan skal jeg takle det, jeg er ved at blive indhentet af følelserne efter min kones død for et halvt år siden.
Jeg har travlt med en hulens masse ting herhjemme, jeg har travlt på arbejde, men nu kommer der noget snigende ind bagfra, eller hvor det nu kommer fra.
Er der noget jeg kan gøre andet end at begrave mig i arbejde?

Jes

---

Hej Pabloj,

Jeg sidder med almindelig arbejdsbetinget stress, som sniger sig ind, og det kan jeg ikke skubbe ude. Jeg vågner kl. 19.35 - tror den er 07.35 og at jeg er ved at komme for sent og stresser, indtil jeg får set på lyset udenfor......

Du har haft en stor sorg, sammen med travlhed i hjemmet og på arbejdet - selv hvis du var et overmenneske kunne du ikke klare det. Jeg er ikke i tvivl om, at du har prøvet, du har gjort det du overhovedet kunne, for at klare det hele på bedste måde.

Men du er menneskelig, hvis jeg var dig......ville jeg nok bare køre videre til tråden knækkede
-men hvis jeg skulle give dig et godt råd, så skulle du besøge din læge, hvis du har en af de gode og få en god snak - evt. din præst - eller en psykolog, men find et levende menneske, du kan vende tingene med, nettet er for langsomt til de alvorlige ting.

Men for Pokker, al mulig held og lykke til dig........

Knus Ripley

---

Ja, så absolut!

Spørg din læge om en henvisning til en psykolog, hvor du kan få hjælp til at bearbejde sorgen.

Vælger du at begrave dig i dit arbejde, og fortrænger sorgen, kommer den tilbage flerfold.

Du har taget det første store skridt (dette spørgsmål) - SUPER!

Hvis du bor i Århus, er der Gallo-Huset i NørrePort, hvor der bl.a. arbejder sidste års psykologer, psykoterapeuter mv.

Her er det gratis (hvilket en henvisning fra lægen til psykolog og så er).

I Gallo er der ikke lang venteliste.

Varme tanker


Hanne

---

Kære Jes.

Først vil jeg sige at et halvt år er ingen tid! Der er bestemt ikke noget at sige til at du stadig sørger!

For mig var det en kæmpe hjælp at skrive breve!
Jeg skrev mange og lange breve.
Det vigtigste er at begynde med "Kære 'navn/kaldenavn/kælenavn' "
Det blev til mange forskellige slags breve. Breve hvor jeg skældte ud over at være blevet efterladt. Breve hvor jeg erklærede min kærlighed. Breve hvor min taknemmelighed var det vigtigste - i det hele taget skrev jeg om alle de følelser der væltede rundt inde i mit smadrede hjerte.

Når jeg var færdig med et brev, satte jeg mig til at læse det, nogle gange læste jeg det mere end een gang - hvorefter det blev smidt ud. Jeg græd som en besat, både mens jeg skrev og mens jeg læste og især bagefter.

Dette, at skrive breve, var et råd jeg fik af en ven som havde gået til psykolog i forbindelse med sorgbehandling.

Det hjalp mig fantastisk meget. Meget mere end jeg havde troet at det ville. Der skete et eller andet inde i mig, når jeg sad og så på overskriften i brevene 'Kære XXX'. Det blev, på en måde, virkeligt - mærkelig fornemmelse.

Du kunne prøve den metode og ellers er jeg helt enig med de øvrige her ovenover - få en tid hos din læge samt en henvisning til en psykolog.

Der er jo også sorggrupperne men dem har jeg intet kendskab til, udover hvad jeg har læst om det. Jeg tror ikke det ville være noget for mig men det ser ud til at mange har glæde af dem.

Jeg ønsker dig, af hjertet, alt muligt godt fremover.

Kærlige tanker fra Dorthe.

---

NEJ,,,,,,,,
Sorgen har sin tid,,,,,,,,, men hvornår,,,,, det er altid noget der bare dukker op.
Det kan tage 40 år, MEN NÅR DET SÅ KOMMER, aå gør dett ?????? ondt....
Og så er det dig selv der, afgør, skal det blive ved at gøre ondt.
Eller er der andre // famile´er med i samme sag
Så kan det gøre mere ondt, på de andre, end dig.
Men i første gang, ville jeg nok tænke på DIG SELV.
Og lade arvinger og andet komme bagefter.

TRO MIg, KOMMER DU IKKE OVER DETTE, så op i røven med andre/////familie/myndigheder
Men kan svare for mig selv, der aldrig har fået hjælp/eller ønsket det,,,, fra andre/familie

Men tal mrd andre, det kan hjjælpe dig

---

der er absolut ikke noget galt i at følelserne viser sig - de hører til ??? Lad dem få frit spil sålænge du ikke ligefrem går nedom og hjem på det - de følelser har måske ventet længe på at komme frem i lyset ?????
Sorg og hvad der hører til er en helt naturlig ting ! (som desværre bliver fremmedgjort mere og mere)
Tag det op med dig selv - med dine nærmeste (der måske også trænger til at få det hele på plads) -lidt efter lidt vil det forandre sig og være lettere, befriende.
Det er mere almindeligt at sorgen og følelserne omkring det hele kommer langt senere end man forventer.
Hvis du ikke kan håndtere det alene eller med dine nærmeste/ en god vej eller lign. - så ved du sikkert selv hvor du kan søge hjælp

---

Giv dig selv lov til at savne din kone.
Det varer længe inden du kommer over det.
Prøv at mindes nogle gode oplevelser i havde sammen.
Fortæl dine nærmeste hvordan du har det.
Du fejler ikke noget fordi du græder.
Eyvind.

---

Jeg har lige gået i en slevhjælpsgruppe hvor SORG var omdrejningspunktet og det gav alle i gruppen en RIGTIG god ballast til at komme videre i vores liv efter at have mistet nogle af vores kære.
Prøv at opsøg den lokale NETVÆRKSKONTAKT i dit nær område og forhør dig hvornår de opstarter en sådan gruppe eller om de evt. kan komme med i en nuværende ....du vil IKKE fortryde det

Jeg vil gerne hjælpe med at finde en saådan kontakt hvis du vil have det !?

De varmeste hilsner
Palle Jensen

---

slevhjælpsgruppe= selvhjælpsgruppe SORRY!

/Palle

---

Sorgen er ganske naturlig. Det er også forståeligt at du har begravet dig i arbejde i tiden efter, for det kan være en måde at holde sorgen på afstand på. Men nu kan du selv mærke, at sorgen presser sig på, og det er du nødt til at give efter for. Du bliver nødt til fra nu af at give sorgen et "rum", hvor den kan være, og hvor du tager dig af den. Om du vælger at gå i terapi eller vælger at tale med dine venner, familie, skrive dagbog eller breve er ikke så vigtigt. Hovedsagen er at du begynder at sørge og arbejde med din sorg, for den er ikke sund for dig at gå rundt med og holde nede. Man kommer ikke automatisk igennem en sorg, - det er noget man skal arbejde på at gøre. Der er desværre ingen vej udenom. Nogle mennesker forbitres og bliver angstfyldte af en stor sorg, - andre kommer igennem og er på en måde styrkede og mere hele mennesker. Det er meget vigtigt at du får en sund sorgproces, da der er mange lægende kræfter i sådan en.
Hvis du har mod på det, kan jeg anbefale dig en bog: Den nødvendige smerte (Om tab, sorg og adskillelsesangst) af Marianne Davidsen-Nielsen & Nini Leick.
Og så vil jeg ønske dig rigtig meget held og lykke i din proces.

---

Da jeg mistede min lillebror, var sorgen ubærlig!!!

Men alle i familien har altid talt om ham - om alle de sjove ting, han lavede og små hverdagsting, der dukker op.

Han er stadig "med" uden at vi "belastes" af det...

Nogle gange, har jeg nemt til tårer, når jeg taler om ham - andre gange ikke.

Jeg tror på, at tabuer ABSOLUT IKKE er vejen frem!!! Tværtimod...

Flere varme hilsener

Hanne

---

Man kommer ikke "over det", men lærer at leve med det...

---

Det er vigtigt at du finder nogle at dele sorgen med, fx. igennem samtale med venner, familie, børn (hvis nogle). Kig på billeder, skriv en dagbog hvor du skriver til hende om alt mellem himmel og jord især følelser - og gerne uredigeret, dvs. tænk ikke over hvordan formulering er mv. det skal bare komme fra hjertet. Tænk på alle de gode stunder I havde sammen i tosomhed og med andre - latter sammen med venner og familie omkring minder kan gøre underværker. Men det er rigtig som nævnt ovenfor - savnet vil altid være der, men man kommer til at leve med det. Du må for alt i verden ikke bare begrave dig i arbejde, for så gør du dig selv en bjørnetjeneste.

Du kan også prøve at besøge http://www.mindet.dk/Default1.asp?Width=1024x768
der lige er kåret som en af Danmarks bedste hjemmesider.

Ampere

---

hejsa...
min far mistede min mor for 39 år siden og kom sig vist aldrig 100% over det....og hva så..han sørgede og var forfærdelig ked af det...de elskede hinanden overalt på denne jord og havde lige bygget et nyt hus sammen, som dårlig nok var blevet færdigt.....
jeg oplevede ofte at han sad og græd, når jeg kom hjem....han havde det rigtig skidt...
dengang, der talte man desværre ikke om disse ting, men fortrængte dem.....han havde jo også os tre børn at tage vare på og jeg var en spirende forvirret og forfærdelig teenager, som han vist ikke rigtig kunne finde ud af at tackle...
han opretholdte dog livet på godt og ondt og fandt sig en ny kone, men ikke dermed sagt, at han nogen sinde glemte min mor, aldrig.....
efter nogle år valgte han så at flytte fra det hus de havde bygget sammen og begyndte på en frisk....
desværre ville skæbnen, at så for 27 år siden, der døde min ene lillebror og igen for 17 år siden min anden lillebror....
så var det ligesom nok for ham og han blev selv syg.....levede hele sit liv med en sygdom, som han vidste en dag ville slå ham ud.....og det skete så for 8½år siden.....
så nu er det mig der står med hele den ulidelige sorg det er at ha' mistet hele sin nærmeste familie.....
jeg røg ligeledes ned med flaget alle gangene.den 1. gang ingen sorghjælp..det var ikke på "mode" dengang...fik bare stukket nogle stesolider i hånden, jeg var da 15 år....
senere blev mit liv totalt kaotisk og jeg havde forfærdelig svært ved at finde ud af noget som helst...
totalt forvirret har jeg turet rundt i en forvirrende tilværrelse indtil for 7 år siden, da jeg blev henvist til en psykiater og fik lidt ro på mit liv....
har levet i dyb depressio i mange mange år.....hvilket jeg desværre også tror min far gjorde..men uden hjælp...det gør mænd jo ikke...demå ikke græde....gu' må mænd da græde...det er så sundt at græde, hvis man er ked af noget....
efter ikke at ku' græde i over ½ år da min yngste bror døde, var det en lettelse at få løsnet opog græde...
man føler det så forfærdelig uretfærdigt at de/dem man elsker højest på jorden kan finde på at forlade en på denne måde.....at dø fra en..
det skal lige pointeres...alle tilfældene var sygdom...altså naturlig død og en lettelse for alle de syge..men det gør det jo ikke mindre sørgmodigt....
græd og græd alt det du formår...fortældine omgivelser hvordan du føler...foretag dig noget der gør dig glad, noget du ved opmuntre dig, det letter på smerten....
har du børn, så tal med dem..det vil de sætte meget stor pris på...også på længere sigt....
er det fuldstændig umuligt for dig, så kontakt en psykolog.....der er desværre lang ventetid, men hvis du selv henvender dig med dine problemer til en sorggruppe er der også en mulighed...sorggruper findes over hele landet...og der er personer der har oplever præcis det samme som du selv og derfor ved hvad det handler om.....
held og lykke med livet fremover, det skal nok gå alt sammen....
måske skulle du tage ud på en lille rejse og opleve nye og dejlige ting....
........................................................................................................................................

varme hilsner miss.j.

---

Hej, Jes.
Som alle andre også skriver, så er ½ år ingen tid. Jeg sørger stadig over min mor, som døde for snart 2 år siden.....

Jeg har ikke nogen at dele sorgen med, og det er et stort savn. Især lige omkring den tid, da min mor var meget gammel og syg inden hun døde, -og den første tid efter- da brugte jeg meget kandu, hvor jeg skrev om mine oplevelser med min stakkels mor. Ellers var jeg aldrig kommet igennem den tid. Og jeg fik meget god og kærlig respons fra flere andre kandubrugere.

Man kan sige, at det da må være upersonligt at udøse sin sorg overfor en computer, men det har jeg ikke følt. Tværtimod ville jeg nok have sværere ved at sidde og lukke op for min sorg "på kommando" og på et bestemt klokkeslet overfor fremmede mennesker. Som man jo skal hvis man går til psykolog eller i en sorggruppe.

Kandu har været der for mig uanset på hvilket tidspunkt af døgnet eller ugen jeg har haft brug for at skrive.

Ligesom i en sorggruppe sker der det på kandu, at de andre deltagere kommer til at tænke på deres egne sorgoplevelser som de så fortæller om. I en sorggruppe ville jeg føle, at jeg ville være nødt til at engagere mig i de andres sorger også. Og det kan være for meget når man selv sørger.. Men på kandu kan man læse indlæggene i etaper, -springe dem over, der er "for meget lige nu", og vende tilbage til dem senere.

Men det er så bare hvordan JEG har tacklet min sorg.
Det allerbedste er, hvis du har noget nær familie eller en god ven som kan lytte og lytte og lytte til dig. Allerhelst én, der også kendte din kone.


Som andre også har været inde på, så er det ret vigtigt, at du ikke undertrykker sorgen og skubber den fra dig hele tiden, -hverken ved hjælp at arbejde eller nervepiller..
For ellers vender sorgen over din kone tilbage ved den næste modgang, du oplever... Og så bliver modgangen dobbelt så svær at klare. --Og sorgen endnu sværere at undertrykke...

Og så kan jeg sige dig, du BLIVER glad igen. Måske ikke 100% glad 100% af tiden.
Jeg husker da, at sidste forår undrede det mig, at jeg stadig ikke kunne glæde mig over foråret uden samtidig at føle dyb sorg over min mor. Og hun døde i juli måned 2004...

Dette forår har været meget mindre sorgfuldt.

Men vi er forskellige. Du skal vælge, hvordan det er bedst for DIG at bearbejde din sorg. Hvad har lige netop DU brug for?

---

Tak for svaret vil.du. Tak til alle jer andre også.
Jeg synes det har hjulpet at få lidt ud.
Jeg har haft lidt travlt på jobbet, derfor kommer jeg først på banen nu.

Hilsen Jes

---

Selv tak Jes.

Det du skriver - at det har hjulpet lidt at få noget af det ud, synes jeg kunne tyde på at du muligvis er en af dém der, som jeg, vil blive hjulpet af at skrive breve. At skrive sine dybeste følelser og tanker ned - og bagefter læse dem igen og igen og så igen, er en form for selvterapi.

Selvfølgelig kan ingen vide om det evt. vil hjælpe dig men hvis jeg var dig ville jeg give det en chance. Vær forbredt på de tårer der vil, skal og må komme, det er tilladt at græde!

Mine varmeste ønsker for dig! Intet er så svært som at miste den man elsker.

Kærlig hilsen Dorthe.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.